Thomas Monberg: Tiden er inde til, at Danmark går op imod Kina

02.08.2022

For Danmark på regeringsniveau og for dansk erhvervsliv har det i efterhånden mange år været belejligt og profitabelt at vende det blinde øje til, hvad der foregår i Kina. Penge lugter som bekendt ikke, og i 2021 eksporterede vi for over 44 mia. kr. til Kina og importerede for næsten 67 mia. kr. derfra. Men tiden er inde til, at vi tager vores egne værdier så alvorligt, at vi faktisk agerer ud fra dem.

Kommentar af Thomas Monberg

Ruslands invasion af Ukraine har endnu engang tydeliggjort, at der hersker meget forskellige værdier og tilgange til sameksistens verdens lande imellem. Den viser også, at bare fordi vi handler og indgår aftaler med hinanden, forhindrer det ikke død og ødelæggelse. At vi handler med autokratiske lande og inviterer dem ind i internationale demokratiske og handelsmæssige aftaler, forhindrer ikke disse lande i at støtte ulovlige invasioner, undertrykke deres befolkninger, forfølge minoritetsgrupper eller se stort på klima og miljø.

I international politisk teori taler man om liberalisme (ej at forveksle med ideologien), der drejer sig om netop dette: at skabe fred gennem gensidig afhængighed. Det står klart nu, at den ikke har kunnet stå sin prøve, hverken i forhold til Rusland eller Kina. Ingen af landene er blevet hverken mere demokratiske eller mindre aggressive af det globale samarbejde. Det har for alvor lagt pres på vores værdier i Vesten.

Under SRSF-regeringen flåede politiet tibetanske flag fra fredelige demonstranter, fordi kineserne havde udtrykt et ønske til Udenrigsministeriet om, at den kinesiske leder ikke skulle se eller høre protester. En over tyve år lang bevidsthed i embedsværket i Udenrigsministeriet og PET med kinesernes skrøbelige ære og vigtigheden af ikke at såre denne gjorde, at man føjede kineserne. Det kunne jo risikere at gå ud over handlen og det gode samarbejde med Beijing.

I maj 2017 så vi de fine billeder af daværende statsminister og formand for Venstre, Danmarks liberale parti, Lars Løkke Rasmussen, sidde i det autoritære Kina og kæle med nogle af de pandaer, som nu endelig var på vej til Danmark. Det var dog ikke det eneste, Løkke var rejst til Kina for. Han var der nemlig ikke alene. Flere ministre var med, ligesom flere fra toppen af dansk erhvervsliv deltog. Formålet var et langt tættere samarbejde mellem Kina og Danmark. På myndighedsniveau. Det er kun de bedste venner til Kina, der når dertil, og som får æren at låne de nuttede pandaer. Låne. For der en konstant latent trussel fra kinesisk side om at kræve pandaerne tilbage, hvis ikke lånelandet opfører sig, som det kinesiske styre vil det.

MAN FORSTÅR SÅDAN set godt det kinesiske styres strategi. Pandaerne giver Kina et langt bedre image ude i verden end sociale overvågningssystemer brugt på deres egne borgere. Bedre end billeder af arbejdslejre fyldt op af det muslimske mindretal uighurer. Bedre end billeder fra et Hong Kong i hastig udemokratisk forandring. Bedre end alle de kulkraftværker, der opføres i fuldstændig modstrid med den klimakrise, vi står midt i.

For Danmark på regeringsniveau og for dansk erhvervsliv har det i efterhånden mange år været belejligt og profitabelt at vende det blinde øje til, hvad der foregår i Kina. Penge lugter som bekendt ikke, og i 2021 eksporterede vi for over 44 mia. kr. til Kina og importerede for næsten 67 mia. kr. derfra. Kina er med andre ord en afgørende handelspartner.

 

Tiden er inde til, at vi tager vores egne værdier så alvorligt, at vi faktisk agerer ud fra dem. Vi skal ikke acceptere overgreb på mindretal og udemokratisk forfølgelse af borgere. Og vi skal slet ikke acceptere at få dikteret, hvad vores egne borgere må og ikke må udtrykke
_______

 

Det er Kina blevet på en baggrund af laden stå til og en diplomatisk tilgang, der nok bedst kan illustreres af en struds med hovedet i jorden. Eller en panda med blod på pelsen. Alt imens et flertal af partier i Folketinget har haft travlt med at bekæmpe islamisme og værne om de danske værdier ved at udsende udlændinge, har de selv samme partier indgået aftaler med det største autoritære regime på vores planet. Det tydeliggør, hvor overfladisk og populistisk en kamp det har været, når der har været råbt op om truslen fra mellemøstlig kultur, og hvordan vores værdier har været under angreb.

Hvilke værdier? De har under alle omstændigheder ikke været vigtige nok til at sætte foden ned over for Kina. Til at søge andre steder hen. Tværtimod.

TIDEN ER INDE til, at vi tager vores egne værdier så alvorligt, at vi faktisk agerer ud fra dem. De skal være et styrende element, når vi handler og samarbejder med andre lande. Vi skal ikke acceptere overgreb på mindretal og udemokratisk forfølgelse af borgere. Og vi skal slet ikke acceptere at få dikteret, hvad vores egne borgere må og ikke må udtrykke.

Det kræver mod at gå op imod et regime som det kinesiske. Det bliver dog mere og mere tydeligt, at vi er sat tilbage til en kamp mellem forskellige måder at indrette samfund på. Det har den russiske invasion af Ukraine sat en tyk streg under. Kina står da også – ikke overraskende – på det russiske styres side.

Et eksempel, Danmark kunne følge, er det konservative parti i Storbritannien. De har skærpet tonen og deres ageren over for Kina og bruger endda linjen over for Kina som valgkampsmateriale i den igangværende formandsvalgkamp. Kandidaten Rishi Sunak går så langt som til at sige, at Kina er den største trussel mod Storbritanniens og resten af verdens sikkerhed, ligesom han foreslår at oprette en NATO-lignende alliance for at bekæmpe cyberangreb fra Kina. Sunaks modstander i formandskampen, Liz Truss, kritiserer omvendt Sunak for selv at have arbejdet for tættere økonomisk samarbejde med Kina.

Vi behøver ikke at være Oluf Palme-modige og gå enegang, men bør danne fælles front og udarbejde en ny tilgang i Danmark og Vesten til, hvem vi handler med, og hvilke krav vi stiller dem.■
 

Det kræver mod at gå op imod et regime som det kinesiske. Det bliver dog mere og mere tydeligt, at vi er sat tilbage til en kamp mellem forskellige måder at indrette samfund på
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik