Trine Pertou Mach om sultkrisen på Afrikas Horn: Det er de rige landes ansvar, at katastrofen ikke eskalerer

27.05.2022

Hvis vi skal undgå at stå med en ny sultkatastrofe om få år igen, må der frigives ressourcer til fødevarehjælp og klimatilpasning i udsatte lande. Vi kunne fx annullere landenes gæld og betale for genopretning efter klimaskader, som de lande ikke selv har ansvaret for.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Trine Pertou Mach, politisk chef for Oxfam IBIS

Sidste uge kunne en ny rapport fra Oxfam IBIS og Red Barnet præsentere en række grufulde tal for den verserende fødevarekrise på Afrikas Horn: 23 millioner mennesker står over for en decideret sultkatastrofe, flere end 350.000 børn risikerer ifølge FN at dø af sult alene i Somalia, hvis der ikke bliver handlet nu og her.

Rapporten ”Dangerous Delay 2: The Cost of Inaction” undersøger i samarbejde med Jameel Observatory ændringerne i det humanitære hjælpesystem siden 2011 i Somalia.  Rapporten konstaterer, at trods en forbedret reaktion på den store tørke i Østafrika i 2017, hvor en hungersnød blev afværget og tusindvis af menneskeliv blev reddet, er vi nu ved at gentage fejltagelserne fra 2011.

Tallene er så astronomiske, at de bliver abstrakte. Hvem kan forholde sig til, at 5,7 millioner børn bliver underernærede, eller at flere hundrede tusinde mennesker risikerer at dø i løbet af kort tid? Tallene kan være med til at blænde os, gøre det svært for os at forholde os til de store menneskelige konsekvenser; mødre der må se deres børn dø, børn der bliver forældreløse, unge mennesker hvis helbred er på spil på grund af underernæring, og hvis fremtid bliver i fattigdom. Selve retten til liv. Men vi må ikke lade os blænde eller tro, det er ude af vores hænder.

Vi er efterhånden så vant til kriser og til ekstreme tal om verdens forfærdeligheder, at ovenstående statistikker let går tabt i mængden, og vi glemmer, at det er virkelige mennesker med virkelige levede liv, det handler om. Vi kan også let komme til at afskrive sultkrisen som et pludseligt, uforudseligt chok, der er svært at gøre noget ved, andet end at ”sende nogle penge sydpå” til at brødføde de mennesker, der sulter.

Behov for mere end nødhjælp
Sultkrisen er bl.a. en konsekvens af, at regionen er ramt af den værste tørke i 40 år. Advarselslamperne har længe været tændte, der blev bare gjort for lidt og for langsomt.

Sultkriser er ikke noget, der pludselig opstår. Der er advarselssystemer, der varsler, og man har mulighed for at handle i tide, så en eventuel hungersnød afværges. At vi ikke gør det, er et politisk valg.

Denne sultkrise er langt fra en enkeltstående tragisk konsekvens af en tilfældig tørke. Vi – det globale nord – har gennem årtier været med til at skabe de klimaforandringer, der gør, at sådanne tørker bliver mere sandsynlige og hyppige.

Sultkrisen er andet end blot en konsekvens af en pandemi eller af en krig. Når rige lande fastholder udviklingslandes gæld, når de ikke sender den nødvendige hjælp til, at de nu kriseramte lande kan understøtte deres befolkningers fødevarebehov, så er vi med til at skabe katastrofen med tab af menneskeliv og frygtelige lidelser.

Tilbage i 2011 lovede vi, at vi ikke ville lade det ske igen, men fejlede. Nu er det samme ved at ske igen.

Lige nu er der enorme behov for nødhjælp. Denne hjælp vil redde menneskeliv og reducere menneskelige lidelser. Den vil også kunne reducere de store tab af fx kvæg, der gør, at de tørkeberørte befolkninger mister deres livsgrundlag – nu og i fremtiden.

Men det kræver mere end nødhjælp. Der er brug for en række tiltag, der kan forhindre, at sådan en sultkrise overhovedet når at udvikle sig til en katastrofe: hurtige, automatiske responssystemer; hjælp til omstilling til klimaresistent landbrug; sociale sikkerhedsnet. Og så selvfølgelig at undgå og imødegå de værste klimaforandringer, der vil gøre tørkeperioder som denne langt værre og meget længere i fremtiden. Vi er forpligtet til at støtte disse befolkninger til at blive mere modstandsdygtige mod fremtidige kriser.

Det er også Danmarks ansvar
Det er svært, fordi ansvaret påhviler os alle. Det er hverken Danmark, FN eller NGO’erne, der alene kan redde liv. Ej heller de nationale regeringer alene. Det er en fælles opgave, og det må ikke afskrække os fra at gøre noget.

Danmark kan være med til at hjælpe med at udbygge og sikre de systemer, der gør, at de i fremtiden oftere forekommende tørker i mindre grad udvikler sig til sultkriser. Vi kan også bidrage til, at der sættes ind i tide og langt tidligere end i dag.

Danmark kan i den nuværende situation gå forrest og presse på for, at de vestlige ledere øjeblikkeligt støtter den humanitære indsats i Kenya, Etiopien og Somalia og imødekommer FN’s appel om 31 milliarder kroner.

Danmark kan også som en af verdens rige nationer, hvis historisk høje CO2-forbrug er ansvarlige for klimaforandringerne, gå forrest og betale for de tab og skader, som klimakrisen medfører på Afrikas Horn.

Landenes gæld bør annulleres for at frigøre ressourcer til fødevarer og til at afbøde og tilpasse sig konsekvenser af klimaforandringer. Det vil ikke koste os noget.

Det er vores ansvar, og det er samtidig vejen til at undgå, at sultkatastrofen eskalerer yderligere og til at undgå, at vi står med en ny sultkatastrofe om få år igen.

Verden kan simpelthen ikke se ind i endnu en tragedie, der på den rige del af kloden vil symboliseres ved rædsomme billeder af døende børn. Vi har lovet hinanden: Aldrig igen. Det er vi ved at svigte endnu engang. ■

 

Verden kan simpelthen ikke se ind i endnu en tragedie, der på den rige del af kloden vil symboliseres ved rædsomme billeder af døende børn
_______

Apropos denne artikel:

Professor Ole Windahl Pedersen i Interviewserien: Der er intet overraskende i, at klima nu kan være en menneskeret. Alligevel vil dommen i Strasbourg få store konsekvenser for klimakampen

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Kan Modi transformere Indien til Asiens førende supermagt?

Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Bliver Indien det nye Kina? Nok ikke lige foreløbig

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise

Kenneth Øhlenschlæger Buhl: Det juridiske grundlag for at stoppe dansk våbeneksport til Israel er svagt