Troels Chr. Jakobsen (Å): Jobcentrene repræsenterer en mistillid til borgerne, som hører fortiden til

30.05.2022


Beskæftigelsesministeren ønsker forhåbentlig, at sagsbehandlingen i jobcentrene er værdig, men har ikke forstået, at rådighedspligten umuliggør dette. Rasmus sagde nej tak til jobcentrets aktivering, ligesom hans læge gjorde det. Det nej blev ikke respekteret af staten.



Kommentar af Troels Chr. Jakobsen

Hvor mange jobcenter-historier har du efterhånden hørt? Fra de forfærdelige om døende kræftsyge, der piskes til møder og jobprøvninger, til de lattervækkende absurde om pip-kurser. Har vi brug for flere af dem, før vi har fået nok og for alvor laver om på lovgivningen?

TV2 Østjylland fortalte i søndags historien om 28-årige Rasmus, der har brugt de sidste 7 år af sit liv i jobcenter-systemet. Det er den seneste historie om endnu en borger, som systemet har mishandlet. Her har et jobcenter tvunget borgeren gennem et forløb, der har givet ham PTSD. På trods af Rasmus’ egne ønsker og lægens advarsler blev de ved at presse ham.

Hvordan kan det ske?, spørger folk hver gang. I 2020 udsendte Beskæftigelsesministeren et pålæg til kommunerne om værdig sagsbehandling i kølvandet på en ny række tragiske historie. Hjalp det? Ikke rigtigt – det viser bl.a. Rasmus. Men det er jo anekdotisk. Måske bare en enkelt svipser hos et dårligt jobcenter?

 

Den tragiske ironi er, at hensigten er at ’udvikle og afprøve’ borgernes arbejdsevne, som det står i Lov om aktiv beskæftigelsesindsats, og alligevel ender jobcentret med at smadre de sidste rester af netop arbejdsevnen
_______

 

Maj Thorsen er den private socialrådgiver, der har hjulpet Rasmus og støttet ham i at gå til medierne. Hun beretter løbende om lignende historier fra hele landet – så følg hende på Twitter eller Facebook, hvis du vil have syn for sagn. Der er andre private socialrådgivere, partsrepræsentanter og aktivister, der fortæller om borgere, der kommer alvorligt i klemme i jobcenter-systemet. Rasmus er ikke et enkelttilfælde.

Det er især borgere med fysiske eller psykiske problemer, som bliver kørt helt ned af jobcentrene. Den tragiske ironi er, at hensigten er at ’udvikle og afprøve’ borgernes arbejdsevne, som det står i Lov om aktiv beskæftigelsesindsats, og alligevel ender jobcentret med at smadre de sidste rester af netop arbejdsevnen. Derfor taler mange om at få de syge ud af jobcentret – men man kunne overveje, om det, som kører syge mennesker ned, måske også er usundt for andre borgere?

Det lyder jo som en enkel løsning at få de syge ud af jobcentret. Det har man tænkt i mange år. Faktisk handler hele lovgivningen om fleks- og førtidspension om at få de kronisk syge ud af jobcentret – alligevel sker det ikke.

En større og større gruppe borgere samt nogle politikere er endda begyndt at forlange, at man helt lukker jobcentret. Så forhadt er institutionen efterhånden. Det hjælper dog ikke, hvis man ikke ser på den underliggende lovgivning og har en analyse af, hvorfor det er gået galt i jobcenter-systemet. Lukker man bare jobcentrene, vil andre institutioner skulle overtage deres ansvar og opgaver – og nissen vil flytte med.

Rådighedspligten er for rigid
Jeg har været engageret i beskæftigelsespolitik og jobcenter-sager i over ti år. Jeg har droppet mit arbejde inden for teater og film, fordi jeg oplevede borgere, der blev knækket, og indså, at vores sociale sikkerhedsnet var blevet til et torturinstrument, der fastholder fattige og udsatte borgere. Jeg forstår lidt om, hvad det har krævet for Rasmus at stå frem i medierne, og hvilket helvede han har været igennem. Det har krævet mod at møde offentligheden. Der eksisterer en social norm om, at man per definition er en taber, når man er i jobcentersystemet. Da jeg skrev om sagen på Twitter, var der straks en borger, som kaldte Rasmus for klovn og nasser. Hvad værre er, internaliserer mange arbejdsløse også denne norm.

Vi skylder ham og de mange andre borgere at tage dem alvorligt. Aktivisterne, der kæmper for borgerne hos jobcentrene spørger igen og igen: Hvor er middelklassen? Næstehjælperne organiserede kampagnen, “Tør du blive syg?”, for at råbe middelklassen op om, at vejen fra et trygt middelklasseliv ned til bunden af samfundet i dag er ganske kort. Vi skal som samfund lytte mere til mennesker som Rasmus og blive bedre til at forstå alvoren.

Jobcenter-systemet og beskæftigelseslovgivningen har spillet fallit. Det koster ca. 13 mia. kroner om året at drifte jobcentrene. Det er dyrt – og hvad får vi for pengene? Udhulet retssikkerhed for borgerne, endeløse klager og borgere, der får ødelagt deres liv. Alligevel findes der, hverken blandt vælgere eller partier, en vilje til at gøre noget ved det – ikke andet end lappeløsninger, som dybest set kun forværrer situationen. Lovgivningen om hjælp til arbejdsløse er på ca. 30.000 sider og forøges stadig.

Hvis vi vil løse problemet, kræver det mod til at gøre op med vores vanetænkning. Vi tænker nok alle, at hvis man kan arbejde, skal man arbejde. Ingen skal nasse uretmæssigt på samfundet. I vores lovgivning bliver denne hverdagstanke – samfundsnormens ‘skal’ – til et juridisk ‘skal’.  Dette juridiske ’skal’ hedder rådighedspligten, og den betyder i forvaltningsvirkeligheden, at alle arbejdsløse er under mistanke, at man arbejder med omvendt bevisbyrde. Mange – deriblandt Rasmus – kan ikke arbejde, men det har rådighedspligten svært ved at tage højde for. Den betragter i udgangspunktet alle, der står uden for arbejdsmarkedet, som samfundsnassere, årsagerne dertil uagtet.

Dette er filosofien bag de evigt voksende 30.000 siders regler og cirkulærer, som jobcentrets medarbejdere og tilknyttede borgere er underkastet. Antallet vokser primært af to årsager. Fordi jobcentre kan sanktionere borgere på baggrund af rådighedspligten, hvilket er et myndighedsindgreb, som kræver en hel del jura af hensyn til retssikkerheden. Og fordi bedømmelsen af, hvilke borgere der kan arbejde og hvor meget, fører til behov for juridiske afgrænsninger. For begge årsager gælder, at mennesker og vores mangfoldige liv ikke passer ind i reglerne, og så må man lave endnu flere.

Selv hvis alle reglerne var godt gennemtænkte, er det i sig selv et problem, at der er så mange. En præmis for retssikkerhed er, at borgeren kan forstå og orientere sig i lovgivningen. Sammen med skattelovgivningen er beskæftigelseslovgivningen de bedste danske eksempler på lovgivning, der er så omfangsrig og kompleks, at den menige borger kommer til kort – og retssikkerheden dermed svækkes alvorligt.

Staten respekterer ikke de svageste borgere
Beskæftigelsesministeren ønsker forhåbentlig, at sagsbehandlingen i jobcentrene er værdig, men har ikke forstået, at rådighedspligten umuliggør dette. Rasmus sagde nej tak til jobcentrets aktivering, ligesom hans læge gjorde det. Det nej blev ikke respekteret af staten. Dét er den ubekvemme sandhed, som man har brug for 30.000 siders regler til at skjule.

Derfor skal vi fratage jobcentret det magtmiddel, der gør det muligt på uværdig vis at ignorere borgernes behov. Vi skal afskaffe rådighedspligten. Vi skal stoppe med at lave lappeløsninger og mere af det samme. Vi skal tro på, at hvis man kan arbejde, vil man arbejde. Arbejde skal ikke påtvinges af et rigidt lovpåbud. Det gælder Rasmus og alle andre medborgere. Vi skal have den samme gode vilje som i kriminallovgivningen, hvor vi hellere lader skyldige gå fri end riskikerer at fængsle uskyldige. For sandheden er, at når vi mistænker alle arbejdsløse for dovenskab, går det ud over uskyldige.

Vi har brug for et opgør med industrisamfundets disciplinering af arbejdskraften. Fjerner vi rådighedspligten, får vi mulighed for at bygge fremtidens jobcenter på tillid, ikke kontrol. Så frisætter vi borgere, faglighed og samfund fra en tvang, der hører fortiden til. Som en borger sagde efter at have prøvet sagsbehandling uden rådighedspligt i Kalundborg: “Når man kan sige nej, får man også lyst til at sige ja”. ■

 

Vi skal afskaffe rådighedspligten. Vi skal stoppe med at lave lappeløsninger og mere af det samme. Vi skal tro på, at hvis man kan arbejde, vil man arbejde
_______

 



Troels Chr. Jakobsen (f. 1969) er beskæftigelsesordfører for Alternativet, førstesuppleant til Borgerrepræsentationen i København og uddannet manuskriptforfatter ved Dramatikeruddannelsen. ILLUSTRATION: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard holder pressemøde med skatteminister Morten Bødskov om regeringens udspil – Danmark kan mere – 9. september, 2021 i København [FOTO: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix]