Ukraine morgenbrief 14. oktober: Byen var Putins kronjuvel i Ukraine, men Moskva forbereder, at den nu kan blive en del af fronten
14.10.2022
Godmorgen og velkommen til ugens sidste brief med de vigtigste begivenheder og bedste analyser fra krigen mellem Ukraine og Rusland. I dag ser vi selvfølgelig på den seneste udvikling på slagmarken, hvor russerne har sat gang i en evakuering i den sydlige del af Ukraine. Derudover har Putin og Erdogan holdt et møde, som vi skal runde, men vi starter med ny hjælp til Ukraine, der i løbet af ugen er blevet hårdt ramt af russiske missiler.
RÆSONs Ukraine morgenbrief giver et overblik over de vigtigste begivenheder fra krigen i Ukraine.
NATO-lande giver Ukraine avanceret luftforsvar. Siden mandag har Rusland ramt civil infrastruktur og civile i Ukraine med over 100 missiler, der f.eks. også har efterladt et krater i en legeplads. Ifølge Putin er bombardementerne gengældelse for lørdagens angreb på Kertj-broen mellem Krim og Rusland, og det kan du læse mere om i tirsdagens brief her. Som reaktion på de nye russiske angreb, har en række NATO-lande nu annonceret, at de vil give Ukraine avanceret luftforsvar, så de kan forsvare sig mod missilerne. Hjælpen kommer fra Storbritannien, USA, Tyskland, Frankrig, Holland og Canada, og omfatter radarudstyr, droner og missiler. Meldingerne om de nye forsvarssystemer kommer i forbindelse med et møde i NATO, som Kyiv kalder historisk, og den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, siger, at USA vil gøre alt de kan, for at Ukraine kan forsvare sig effektivt. Det kan du læse mere om her.
Moskva vil evakuere den besatte Kherson-region. Guvernøren for Kherson, som er blevet indsat af russerne, har bedt Moskva om hjælp til at evakuere regionen. Det gør han, efter eget udsagn, for at beskytte folk med det stigende antal raketter, der rammer området. Anmodningen om hjælp til at evakuere er dermed et tegn på, at den ukrainske modoffensiv fortsat vinder frem, og at russerne er pressede. Moskva har lyttet og annonceret, at indbyggere i Kherson nu vil blive hjulpet væk fra området, og det indikerer, ifølge The Guardian, at byen Kherson er på vej til at blive en del af fronten. Det kan du læse her. Samtidig siger ukrainerne, at de har generobret fem landsbyer nordøst for byen Kherson, hvilket bekræfter billedet. Ukrainerne brød gennem de russiske linjer i området i starten af måneden og indtog et stort område. Siden da, har de fortsat fremgangen, og Financial Times citerer vestlige militærfolk for, at ukrainerne kan generobre et nyt stort område allerede i næste uge. Det kan du læse mere om her.
Moskva har lyttet og annonceret, at indbyggere i Kherson nu vil blive hjulpet væk fra området, og det indikerer, ifølge The Guardian, at byen Kherson er på vej til at blive en del af fronten
_______
Phillips O’Brien, der er professor i strategiske studier, skriver, at opfordringen til evakuering af Kherson indikerer to ting. For det første, at den russiske hær i området ikke er en i en god forfatning. Og for det andet, at de allerede begynder, at mærke manglen på forsyninger. Det kan du læse her. Det har længe været den ukrainske strategi, at angribe den russiske logistik i området og dermed gøre dem sårbare ved at afskære dem fra forsyninger.
ISW: Over 1000 lastbiler holder i kø ved den ødelagte Kertj-bro. Angrebet på Kertj-broen giver russerne yderligere problemer med at få forsyninger frem til Krim og deres tropper i det sydlige Ukraine. Den amerikanske tænketank, Institute for the Study of War (ISW), refererer i deres rapport til satellitbilleder af over 1.000 lastbiler, der venter i tre til fire dage for at få lov at sejle over det farvand, hvor der før var en funktionel bro til Rusland. ISW skriver desuden, at den ukrainske modoffensiv fortsætter i det østlige Ukraine, hvor de ukrainske tropper rykker frem mod den vigtige by Svatove, og det kan du læse mere om og se på kort over her.
Putin og Erdogan har holdt et møde, men indholdet er stadig uklart. Putin har holdt møde med den tyrkiske præsident, Erdogan, i Astana, hovedstaden i Kasakhstan. På trods af det tyrkiske medlemskab af NATO, har Erdogan indtaget en en rolle som mægler mellem Rusland og de vestlige lande under krigen, og han var med til at forhandle aftalen om korneksport fra de ukrainske havne, der betragtes som en af de få diplomatiske succeser siden den russiske invasion. Det var derfor en mulighed, at mødet mellem de to præsidenter kunne bruges til at vække liv i de stendøde fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland, og russiske embedsmænd havde inden mødet tilkendegivet, at de gerne ville lytte til tyrkiske forslag om at være vært for nye fredsforhandlinger mellem Rusland og Vesten. Men efter mødet siger Kremls talsmand, at mulighederne for en aftale mellem Ukraine og Rusland ikke er blevet diskuteret af de to ledere. Det kan du læse mere om her.
Krigen i Ukraine er en krig med droner. Vi slutter med et lille klip, der er et tydeligt billede på, hvor meget der er sket med den teknologiske udvikling i måden der bliver udkæmpet krige på. Her kan du se to droner i luftkamp over Ukraine. På samme måde som vi har lært det at kende med først propelfly og senere mere avancerede kampfly, men nu er det altså ubemandede droner, der slås i luften. Det var i øvrigt den ukrainske, der vandt.
Phillips O’Brien, der er professor i strategiske studier, skriver, at opfordringen til evakuering af Kherson indikerer to ting. For det første, at den russiske hær i området ikke er en i en god forfatning. Og for det andet, at de allerede begynder, at mærke manglen på forsyninger
_______
Vi er tilbage igen efter weekenden, hvor vi selvfølgelig har mere om den ukrainske modoffensiv, og hvor vi nok er blevet klogere på om den russiske evakuering er tegn på, at der er nye generobringer på vej. ■
ILLUSTRATION: Kreml, Moskva, 30. september 2022: Lederne af de fire annekterede regioner (første række til højre for den røde løber): Denis Pusjilin (Donetsk), Leonid Pasechnik (Luhansk), Yevgeny Balitsky (Zaporizjzja) og Vladimir Saldo (Kherson), hvor sidstnævnte i går holdt en tale og annoncerede evakueringen, og står og venter blandt russiske politikere forud for ceremonien, der officielt indlemmer regionerne i Rusland [FOTO: Kremlin Pool/Shutterstock/Ritzau Scanpix]






![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)


