Ukraine morgenbrief 24. marts: De vigtigste begivenheder det seneste døgn
24.03.2022
RÆSONs Ukraine Morgenbrief udkommer hver morgen med et overblik over de vigtigste begivenheder det seneste døgn i forbindelse med invasionen af Ukraine – i Ukraine og i verden.
Godmorgen og velkommen til Ræsons første udgave af Ukraine morgenbrief. Her får du overblikket over den vigtigste begivenheder det seneste døgn. Udover de store traditionelle medier, holder vi godt øje med Twitter, hvor mange stærke kilder og eksperter deler ud af deres viden. Her er, hvad vi synes du skal vide i dag:
_______
I dag er det en måned siden, at den russiske invasion af Ukraine begyndte, og i Bruxelles mødes den amerikanske præsident Biden i dag med sine allierede, når der er topmøder i både NATO, EU og G7. Der vil det blandt andet blive besluttet at øge mængden af tropper i Østeuropa, og du kan læse mere om forventningerne hos BBC her og i Lars Bangert Struwes kommentar til RÆSON i går her
_______
Den ukrainske præsident Zelenskyj har i nat holdt tale på engelsk, hvor han opfordrer alle mennesker i verden til at gå på gaden og protestere mod krigen. Talen kan blandt andet se hos Daily Mail her
_______
Ukraine er i gang med en modoffensiv vest for Kyiv, der lader til at virke. De tilbageerobrer tabte områder, og der er sågar forlydender om, at de er ved at omringe en lomme af Russiske tropper. Det kan vise sig at være afgørende for kampen om Kyiv og dermed hele Ukraine. Du kan læse mere om hos Dr. Mike Martin fra War Studies, Kings College London. Han er i øvrigt værd at følge på Twitter, hvis du ikke allerede gør det.
_______
En anden vigtig udvikling er de store russiske tab. NATO vurderer nu, at op mod 40.000 russiske tropper er blevet dræbt, såret, taget til fange eller forsvundet i Ukraine. Det kan du bl.a. læse mere om i Wall street journal her. Og en længere analyse af russernes problemer på slagmarken kan du få hos Ræson lige her. Der er ingen tvivl om, at det er meget høje og alvorlige tabstal for russerne.
_______
Russerne fortsætter sine intense bombardementer af havnebyen Mariupol, hvor flere end 100.000 civile stadig befinder sig. Der er kommet nye droneoptagelser, der viser, hvor voldsomme ødelæggelserne er, og dem kan du blandt andet se hos NBC lige her
_______
Kunne du tænke dig, at stille Putin nogle kritiske spørgsmål om krigen i Ukraine? Det bliver svært, men CNN og Christiane Amanpour fik muligheden for at gå hårdt til Kremls talsperson, og du kan se en lille bid af, hvordan det gik her. Du får også et svar på, hvorfor Rusland (ifølge dem selv) gik ind i Ukraine
_______
Og så slutter vi af med en historie inde fra Rusland, hvor borgerne begynder at mærke konsekvenserne af de økonomiske sanktioner. Nu kan man komme til at vente halvanden time i kø for at købe sukker, og The Guardian skriver om, hvordan det giver minder om Sovjettiden. Du kan læse mere om de økonomiske konsekvenser af sanktionerne her på siden, hvor analytiker Max Hess forudser et kollaps af den russiske økonomi ■
ILLUSTRATION: Et screenshot videoen, hvorigennem Zelenskyj i nåt holdt tale, på den 30. dag af invasionen af Ukraine, 24. marts 2022. [FOTO: Abaca/Ritzau Scanpix]