Andreas Rasch-Christensen: Folkeskolens fundament slår revner, fordi vi mister blikket for, hvad dette fundament er

25.04.2023


Det er godt, at der er frie alternativer til folkeskolen, men hvis det fremtidige skolelandskab består af folkeskoler, hvor nogle af samfundets børn og unge er, og en lang række friskoler, privatskoler og specialskoler, hvor en stor procentdel af de andre elever har deres skolegang, så kan man stille spørgsmålstegn ved, om vi har en folkeskole, der er folkets.

Andreas Rasch-Christensen i RÆSON OPINION

Hen over påsken – og både inden og efter – blæste velkendte kritiske vinde over landets folkeskoler. Børn og unge bruger teknologier forkert i skolen, og derfor skal internettet slukkes ved de skriftlige eksaminer. Mobiltelefoner forstyrrer undervisning, påvirker de unges mistrivsel og skal forbydes. Skolers vikarforbrug har undergået en alarmerende stigning over de sidste 10 år. Nye specialskoler dukker op og manifesterer vandringen mod de frie grundskoler, og at folkeskolen ikke kan inkludere alle elevgrupper.

Der kunne nævnes andre eksempler fra de seneste ugers mediebillede, og egentlig er de velkendte. Vi skal efterhånden granske vores hukommelse ret så grundigt for at grave de positive historier om folkeskolen frem. Er der så noget om det? Ofte karakteriseres mediebilledet som overdrevent negativt, fordi de kritiske vinkler i journalistisk henseende prioriteres højere.

Men der er grund til bekymring. I hvert fald hvis vi også gerne fremover vil have en folkeskole, der er folkets, og hvor det klare flertal af børn og unge har deres skolegang. Det er det samlede landskab af problematiske forhold, der kan få folkeskolens fundament til at slå yderligere revner. Ikke sådan at elevernes faglige niveau styrtdykker eller mistrivslen eksploderer. Luften risikerer derimod stille og roligt at sive ud af ballonen. Og det er måske det farligste, fordi for mange så står på sidelinjen og kigger på uden at gøre noget.

Fremtidens læremangel  

Hvis vi nu starter med det, der er det mest betydningsfulde for, om elever lærer, dannes og trives, når de er i skolen, nemlig lærerne, deres kvalifikationer og deres muligheder for at udøve dem. Ikke alene det stigende vikarforbrug indikerer, at skolen mangler uddannet arbejdskraft. Op imod hver femte ansatte lærer i Storkøbenhavn er uden læreruddannelse, og fremskrivninger viser, at vi i 2030 vil mangle over 13.000 uddannede lærere.

Der er store geografiske forskelle i lærermanglen, men situationen i Storkøbenhavn viser, at det ikke længere kun er et problem i kommuner placeret langt væk fra en af landets 18 læreruddannelsessteder. Fremskrivninger er altid forbundet med usikkerhed, og opgørelser over ikke-uddannede lærere diskuteres ud fra, hvem der nu tælles med. Det er dog igen det samlede billede snarere end de enkeltstående tal, der er foruroligende.

Læreruddannelsen er en af landets mest søgte uddannelser, men i forhold til behovet nu og i fremtiden, er der for få unge mennesker, der ønsker at uddanne sig af den vej. Frafaldet på uddannelsen er relativt højt. I 2021 var frafaldet blandt dem, der startede studiet i 2016 (dvs. 6 år efter studiestart) 36 pct. Af de færdiguddannede arbejder ca. 70 pct. i landets grundskoler, der omfatter både folkeskoler og de frie grundskoler. Elevtilgange til de frie grundskoler betyder, at flere lærere søger ansættelse der, og det skyldes ikke højere lønninger. Tværtimod er gennemsnitslønnen i de frie grundskoler lavere end i folkeskolen.

Op imod hver sjette blandt dem, der færdiggør læreruddannelsen og ansættes i folkeskolen, forlader den igen i løbet af det første ansættelsesår. Mange af de velmenende politiske initiativer, der har til hensigt at styrke skolen, risikerer at blive effektløse nålestiksoperationer, hvis udfordringen med lærermangel i folkeskolen ikke håndteres.

 

Mange af de velmenende politiske initiativer, der har til hensigt at styrke skolen, risikerer at blive effektløse nålestiksoperationer, hvis udfordringen med lærermangel i folkeskolen ikke håndteres
_______

 

Nøglen er uddannelse  

Når der fx med rette fokuseres på ChatGPT som en potentiel bombe under det danske uddannelsessystem, så er løsningen ikke kun regler, rammer og forbud. Det kræver veluddannede lærere, der ikke bare ved, hvordan teknologier skal bruges, men forstår dem. De skal gennem undervisning undgå, at elever forføres af algoritmernes regler, fordi de ikke forstår, at der allerede er truffet en række valg i skabelsen af algoritmen. Disse valg kan have til hensigt at fremme bestemte interesser, fx når Google viser individuelt tilpassede søgeresultater, selvom klassens elever søger på det samme ord, eller når TikTok primært viser videoer der minder om dem, de selv har lavet. Der er med andre ord bygget intentionalitet ind i algoritmerne, og hvis ikke kommende lærere har en forståelse for det, vil de blive begrænset i forhold til at lære børn og unge digital dannelse.  

Vi er måske førende teknologibrugere i Danmark, men nok også relativ ukyndige i forståelsen af dem, og derfor kan det løbe løbsk. Det bedste greb om det vil ikke være forbud, men uddannelse foretaget af veluddannede lærere. Måske er det sågar en nøgle.

Den samme nøgle kan bruges for at fremme den politiske ambition om at styrke de praktisk-musiske fag og skolens praksisfaglighed. Siden 2018 har der været et politisk ønske om sikre en bedre balance mellem det boglige og praktiske i skolen med det formål, at få flere unge ind på erhvervsuddannelsesvejen. Det praktiske skal endvidere motivere nogle af de umotiverede drenge og i forlængelse af det mindske det karaktergab, der består mellem drenge og piger i skolen. Tidligere udlignede dette sig i løbet af ungdomsuddannelserne. Det gør det bare ikke længere.

Det er med god grund, at disse ambitioner med det praktiske er gentaget og forstærket i regeringsgrundlaget for SMV-regeringen. De realiseres bare ikke, hvis skolens fundament ikke styrkes. Meget er forsøgt allerede. Samarbejde med skolens virksomheder har nogle steder flyttet undervisning ud i praksis i bestræbelsen på at koble den tættere til elevernes levede liv. Flere praktisk-musiske valgfag i udskolingen med mulighed for prøveaflæggelse har haft til hensigt at styrke netop disse fagområder. Indtil nu har tiltagene kun skabt drypvise succeser, og hvis det praktiske for alvor skal spille en rolle for eleverne, skal der tages helt grundlæggende fat.

De praktisk-musiske fags betydning for eleverne sikres ikke kun ved at øge deres volumen og gøre dem til eksamensfag. De skal varetages af lærere, der er uddannet i de fag. Hvis den praktiske dimension i alle fag skal styrkes ved at lade eleverne måle åens bredde og parkeringspladsen areal i matematikundervisningen og lade samfundsfagsundervisningen udfolde sig i en af de lokale virksomheder, så kræver det også kvalificerede lærere med muligheder for at bringe deres kvalifikationer i spil. Det er besnærende simpelt at fremføre ønsket om, at skolens undervisning skal bringe elevernes viden og færdigheder i spil i andre arenaer end klasselokalerne og give dem blik for, at fagene gør dem i stand til at gribe verden an på nye måder. Det er noget vanskeligere at udføre.

Fundamentet slår revner 

I det hele taget er lærere ikke bare lærere. De er matematiklærere, historielærere, idrætslærere og musiklærere. Det er også den forventning, som de møder læreruddannelsen og deres efterfølgende lærerjob med. Altså at de skal undervise i nogle fag, som de er uddannet i og den vej igennem lære eleverne noget og bidrage til deres dannelse og trivsel. Ikke bare ved at docere viden ud over eleverne, men også gennem fagene at arbejde med fællesskaber, relationer, inklusion, skole-hjem-samarbejde m.v. Dette sker dog netop gennem undervisning i fagene. Det er det særlige ved skolens fællesskaber, at de er funderet i fag og skolens formål. Hvis lærere så møder en skolevirkelighed, hvor de i mange situationer føler sig mere som socialpædagoger, så kan de miste tilliden til, at de kan håndtere de opgaver, som de står over for. De mister deres faglige selvtillid, og skolen mister i værste fald noget uddannet arbejdskraft.

Det er også en forventning, der deles af unge, der starter på læreruddannelsen. De skal uddanne sig i nogle fag, kunne variere undervisning, skabe gode relationer, lede klassen og samarbejde med hjemmene. På den måde slår skolens fundament revner, fordi vi mister blikket for, hvad dette fundament er. Der er skolens fag, skolens formål og uddannede lærere, der kan arbejde med det. Det er ligeledes det, som for alvor kan styrke elevernes faglige og dannelsesmæssige udvikling, hvad enten det drejer sig om mere praksisfaglighed eller teknologiforståelse.

En besindelse på, hvad skolens fundament består i, vil indramme lærernes opgaver og kunne bidrage til, at de bliver i jobbet, og at flere vælger og bliver på læreruddannelsen. Det kræver selvsagt, at lærerne har fornuftige rammer, hvorunder de kan udøve deres kvalifikationer. Når skolen mister en del af de nyansatte, så skal denne gruppe støttes bedre gennem mentorordninger og ledelsesopbakning. Det er heller ikke altid vejen at lade en nyansat stå alene med ansvaret for 28 elever og 28 lektioner om ugen.

Folkeskolen er under pres, og det skyldes ikke, at der ikke bedrives god undervisning. Det gør der. Lige nu presses skolen bare fra flere fronter, der kan forstærke hinanden. For få med læreruddannelse, for mange opgaver, der ikke er forankret i skolens formål og fag, inklusionsudfordringer og for stor vandring mod de frie grundskoler. Det er godt, at der er frie alternativer til folkeskolen, men hvis det fremtidige skolelandskab består af folkeskoler, hvor nogle af samfundets børn og unge er, og en lang række friskoler, privatskoler og specialskoler, hvor en stor procentdel af de andre elever har deres skolegang, så kan man stille spørgsmålstegn ved, om vi har en folkeskole, der er folkets. Måske er det heller ikke længere et politisk ønske.

 

Hvis lærere møder en skolevirkelighed, hvor de i mange situationer føler sig mere som socialpædagoger, så kan de miste tilliden til, at de kan håndtere de opgaver, som de står over for
_______

 

Andreas Rasch-Christensen (f. 1971) er forsknings- og udviklingschef ved professionshøjskolen VIA University College.

ILLUSTRATION: [Mads Jensen/Ritzau Scanpix]