Chris Hvidberg: Eva Smith lovpriser ytringsfriheden. Hvorfor vil hun så gerne indskrænke den?
11.08.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Skriver Eva Smith som jurist eller debattør? Ytringsfriheden giver faktisk borgerne lov til at ytre sig både usympatisk, ubegavet og uudholdeligt.
Kommentar af Chris Hvidberg
JEG ER SÅDAN SET slet ikke i tvivl om juraprofessor emerita Eva Smiths faglige kompetencer som dommer og jurist. Det er faktisk mest, når hun hopper over på debattør-siden og mener noget, at jeg synes, hun har det med at virke lidt vrøvlet. Senest i sin kommentar her på RÆSON: ”Den eksisterende lovgivning kan forhindre koranafbrændingerne”. Her indleder hun kommentaren med de helt store violiner. ”Ytringsfrihed er en af grundlovens smukkeste og vigtigste bestemmelser”, lyder det. Ja, for søren, skreg jeg næsten højt, da jeg læste det. Det er det nemlig. Og derfor er det simpelthen så mystisk, hvorfor hun bruger størstedelen af sin kommentar på efterfølgende at agitere for en indskrænkning – i form af et koranafbrændingsforbud. Man ser det faktisk også tit blandt andre tilhængere af forbuddet. De lovpriser og taler så inderligt om vores ytringsfrihed, men ender alligevel altid med at ville indskrænke den overfor ytringer, de ikke så godt kan lide.
Det samme gør Smith, når hun med stor patos citerer fra en Højesteretsdom fra 2000: ”Ytringsfriheden er grundlæggende for et demokratisk samfund, idet tolerance over for andres meninger er en nødvendig forudsætning for den frie debat. Ytringsfriheden skal imidlertid udøves med fornøden respekt for andres rettigheder, herunder retten til beskyttelse mod trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse”. Så lige når det gælder de troende bør ytringsfriheden altså ikke gælde alligevel. Den pågældende dom er i øvrigt fra dengang blasfemi-paragraffen stadig eksisterede, så forbud mod trosdiskriminerende forhånelse er i dag kun ønsketænkning fra Smiths side. For heldigvis blev den afskaffet i 2017, så religiøse grupperinger ikke længere har særrettigheder mod spot og spe.
Bemærk i øvrigt, at dommen (og Smith selv) også eksplicit nævner ”tolerance overfor andres meninger”. Lige den del har Smith temmelig svært ved selv at kapere, når det kommer til koranafbrændinger, hvilket hun erkender helt åbent i sit indlæg. Men tolerance overfor andres meninger indebærer nu engang – ligesom ytringsfrihed – at man tolererer meninger, man ikke selv har, og som man måske endda er voldsomt uenig i. Deri ligger tolerancen – det nemmeste i verden er da så absolut at være tolerant overfor meninger, man er enig i eller meninger, der er totalt ukontroversielle. Det ville derfor klæde Smith selv at udvise lidt af den tolerance, hun ellers gør sig til fortaler for.
Bemærk i øvrigt, at dommen (og Smith selv) også eksplicit nævner ”tolerance overfor andres meninger”. Lige den del har Smith temmelig svært ved selv at kapere, når det kommer til koranafbrændinger, hvilket hun erkender helt åbent i sit indlæg
_______
HELT FORVENTELIGT DISKER SMITH også op med denne gamle traver: ”Den [ytringsfriheden] har aldrig været tænkt som et våben til at mobbe minoriteter.”. Lad mig sige det således: Der findes mange minoriteter – f.eks. telefax-producenter, kvinder med en højde på over 2.10 meter og folk, der elsker hvepse – men muslimer er altså ikke blandt dem. Der findes i dag ca. 2 mia. muslimer på verdensplan. De skal derfor ikke betragtes som en minoritet, men som en magtfaktor. Også i Danmark. Og det kan til stadighed undre, hvorfor Smith og andre har denne ubændige trang til at offergøre og beskytte en religion, der er verdens næststørste. Som hun skriver: ”I det hele taget er tonen i forhold til muslimer ejendommelig […] At krænke dem er en æressag for rettroende ytringsfrihedsforkæmpere.”
Her vil jeg gerne opfordre Smith til lige at klappe hesten og droppe stråmændene. Langt de fleste modstandere af koranafbrændingsforbuddet er jo ved at vælte hinanden for at komme med disclaimere, der bekendtgør, at de skam ikke sympatiserer med Rasmus Paludans afbrændingsstunts. De er blot imod et forbud. Og vel er der ej et stort flertal, der bare ønsker at krænke muslimer. Jovist, der er skam en del, der generelt er modstandere af islam, og som derfor er kritiske. Men er det forkert? Skal islam være beskyttet mod kritik? Der findes naturligvis dem, der bare slet og ret er racistiske og vitterligt kun ønsker at krænke, men min påstand er, at det er en relativt lille gruppe.
Ytringsfriheden giver faktisk borgerne lov til at ytre sig både usympatisk, ubegavet og uudholdeligt.
_______
NÅR DET GÆLDER YTRINGSFRIHEDEN, er der da heller ikke nogen steder nedfældet regler for tonen. Vi kan da sagtens blive enige om, at det ville være lækkert, hvis alle i hele verden kommunikerede ædelt og venligt som Keld Heick. Men så god er verden ikke. Jeg er heller ikke så sikker på, at det er at foretrække, hvis kun folk, der yndefuldt beherskede det skrevne og talte ord, deltog i samfundsdebatten. Ytringsfriheden giver faktisk borgerne lov til at ytre sig både usympatisk, ubegavet og uudholdeligt.
Smiths overdrevne forståelse for islam og muslimer gør mig i det hele taget næsten helt rørt og varm om hjertet: ”de muslimske landes forståelige vrede over vores uprovokerede forhånelser [bogafbrændingerne, forfatteren] af deres religion, får os til at blive endnu mere rasende på dem.”. Aha. Smith forstår og anerkender altså, hvorfor en samling islamistiske regimer bliver vrede på vores land, fordi (ekstremt få!) danske borgere afbrænder en koran. Men ikke nok med det: Hun kritiserer indirekte og subtilt de danskere, der af helt indlysende årsager bliver rasende over, at disse regimer vil blande sig i interne, danske anliggender. Men ville det ikke have været langt mere oplagt, hvis Smith i stedet brugte energien på at kritisere regimerne for deres systematiske undertrykkelse af deres egne borgeres menneskerettigheder, fremfor at lyde som en logrende generalkonsul for Saudi-Arabien.
Det er som om juraprofessoren ikke rigtig helt har forstået, hvad ytringsfriheden reelt betyder. Hun skriver f.eks. om ”den ejendommelige opfattelse, der er opstået her i landet, at de fineste udtryk for ytringsfrihed er hån og spot af andre.”. For Christs sake: Hån og spot er faktisk det fineste udtryk for ytringsfrihed! Det er ikke spor ejendommeligt, men faktisk hele grundessensen. Vi har ikke ytringsfrihed for at kunne rose og komplimentere hinanden – det burde altså være ret indlysende.
Jeg har som lægmand naturligvis ingen forudsætninger for at diskutere jura med en juraprofessor, men der er dog alligevel nogle af hendes professionelle vurderinger, der forekommer mig lidt spøjse. Bl.a. kan det undre, at hun ikke mener, at koranafbrændinger kan kategoriseres som ytringer – hvorfor de ikke bør beskyttes af ytringsfriheden. Denne lidt spøjse vurdering hænger hun op på sin påstand om, at de er svære at afkode: Hvad betyder koranafbrændingerne?, spørger hun.
Her vil jeg gerne vove mig ud i et meget forsigtigt gæt: De skal i langt de fleste tilfælde tolkes som en kritik af islam. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl. De kan jo selvfølgelig også være udtryk for utilfredshed med typografien eller farven på omslaget. Hvem ved? Derudover er der andre juraprofessorer, der mener, at et forbud faktisk vil være et brud på ytringsfriheden, hvilket kun kan betyde, at de vurderer, at der er tale om ytringer. Og endelig har der gennem tiden været masser af andre symbolske afbrændinger, som alle og enhver kan se, er ytringer – bl.a. i Mellemøsten, dengang rasende islamister løb rundt og brændte Salman Rushdies ”De Sataniske Vers”. Det er derfor svært ikke at få den mistanke, at Jura-Evas juridiske vurderinger er lige lovlig påvirket af Privat-Evas personlige meninger.
Hvis Eva Smith rent faktisk mener, at ”ytringsfrihed er en af grundlovens smukkeste og vigtigste bestemmelser”, synes jeg, hun skulle trække sin kommentar i RÆSON tilbage. For den taler klokkeklart for en indskrænkelse. Så ved jeg godt, at modargumentet lyder: Jo-jo, men ytringsfriheden er alligevel ikke absolut, og der er jo i forvejen masser af indskrækninger! Men netop derfor er der da så meget desto større grund til ikke at indskrænke ytringsfriheden yderligere. Ovenikøbet på et højst tvivlsomt grundlag. Og da slet ikke, hvis man råber op om, hvor vigtig den er. Det er selvfølgelig helt legitimt, hvis hun (alligevel) ikke mener det. Så kan hun nøjes med blot at trække denne ene sætning tilbage, hvori hun lovpriser ytringsfriheden. ■
Det er som om juraprofessoren ikke rigtig helt har forstået, hvad ytringsfriheden reelt betyder. Hun skriver f.eks. om ”den ejendommelige opfattelse, der er opstået her i landet, at de fineste udtryk for ytringsfrihed er hån og spot af andre.”. For Christs sake: Hån og spot er faktisk det fineste udtryk for ytringsfrihed!
_______
Chris Hvidberg (f.1971) er reklamemand, klummeskribent på Jyllands-Posten og medlem af Liberal Alliance.
ILLUSTRATION: TEHRAN, 21. JULI 2023: Demonstranter brænder et svensk flag under en demonstration [foto: Majid Asgaripour/WANA (West Asia News Agency) via REUTERS/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
