Jesper Olsen: Tag ansvaret. Det er ikke nok for politikerne at sige, at selvfølgelig begår vi fejl. Det har samme værdi som at tilslutte sig teorien om, at jorden er rund

03.03.2023

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Behovet for koordination i moderne regeringsførelse er blevet så meget stærkere end tidligere. Det risikerer at bringe os i den situation, at det, der er alles ansvar, er ingens ansvar.

Af Jesper Olsen, Formand for Transparency International Danmark, Ekstern lektor i offentlig ret

ER DER KRISE på Slotsholmen i relationen mellem politikere og embedsmænd? Svaret afhænger lidt af, hvem man spørger. Spørger man departementschefforeningen er svaret nej. Samme svar kommer fra Statsministeren. Men der kommer væsentligt flere nuancer på, hvis man læser rapporten fra Dybvadudvalget, hvor man har spurgt et meget stort antal menige statslige embedsmænd.

I debatten om roller og samarbejde mellem politikere og embedsmænd står det såkaldte kodeks VII – de klassiske embedsmandsdyder – centralt. Det er ofte pligterne om lovlighed og faglighed, der løber med opmærksomheden. Selvfølgelighederne vil jeg mene. Der er dog en, der i min optik er langt vigtigere, men som får væsentligt mindre fokus: åbenhed om fejl. Et tema, som jeg synes der mangler klare anbefalinger om, i Dybvadudvalgets anbefalinger.

Fejl sker. I det store som i det små. Og når man betræder nyt land, er risikoen større. Den bliver ikke mindre af, at tingene skal ske i et højt tempo. Det er evident. Den såkaldte nul-fejls-kultur er skadelig. Ikke kun for arbejdsmiljøet; men især fordi vi risikerer, at man bliver mere optaget af ikke at begå fejl end at løse opgaven. Step 1, hvis man mener det med at stå op mod nul-fejlskulturen, er, at skabe en kultur, hvor der er åbenhed om fejl.

Et af de forhold, der særligt udfordrer, er udsigten til ansvar og fremtidig karriere. Hvem vil være den, der hænger på ansvaret, når den politiske logik kræver, at et sådant skal placeres?

Jeg har flere gange – også i Ræson – argumenteret, at vi i Danmark er for overfokuseret på ansvar. At finde en vi kan klynge op – så vi hurtigt kan komme videre. Oppositionen tror, det er en genvej til regeringsmagten – eller at det i det mindste slider på ens politiske modstanderes troværdighed. En regering vil ikke vise svaghed ved at blotte sine fejl. Der er ikke noget at komme efter. I medierne er det gode historier, fordi man kan personificere en ellers kompleks problemstilling. Internt i centraladministrationen er der behov for at lægge en sag bag os. En ansvarsplacering er en konklusion – videre. Vi har travlt.

 

Jeg har flere gange argumenteret, at vi i Danmark er for overfokuseret på ansvar. At finde en vi kan klynge op – så vi hurtigt kan komme videre
_______

 

Risikoen for at hænge på aben har stor betydning for kulturen – og måske endnu værre evnen til at handle i en krisesituation. Udsigten til at blive udspurgt af en granskningskommission er ikke tillokkende. Hvis vi skal undgå, at man bruger mere tid på at dække sig ind eller løber fra ansvaret, er vi nødsaget til at tage noget af presset af. Centraladministrationen er befolket af gode og ordentlige mennesker, der hellere end gerne vil lære og forebygge, at det kan ske igen.

Betyder det, at embedsmænd skal være ansvarsfri? Nej. Det vil bl.a. af to grunde være helt forkert. Den ene handler om den generelle tillid. Hvis ikke vi oplever, at der er gode og retfærdige procedurer, og at magten kan stilles til ansvar, så udhules noget værdifuldt i vores ellers indtil nu robuste demokrati. Den anden grund handler om, at ansvaret er det rygstød, som embedsmænd – og her tænker jeg ikke kun på departementschefer og styrelsesdirektører, men i lige så høj grad også hele rockwoll-laget af kontorchefer og afdelingschefer – skal have til at kunne agere sikkert i det rum, hvor politik, jura og faglighed mødes. Et rygstød, der er nødvendigt for at de også kan give deres medarbejdere et trygt rum til at udfolde deres faglighed og ekspertise.

Jeg er i alle tilfælde tilhænger af, at reglerne også skal afspejle virkeligheden. For de nuværende tager udgangspunkt i en tid, hvor centraladministrationen var langt mere søjleopdelt efter grundlovens regler om ministerstyre, hvor sagerne kørte lige op og ned i linjen – og hvor man i langt højere grad startede og sluttede sin karriere samme sted. Der er vi heldigvis ikke i dag.

I en politisk styret organisation er det helt evident, at som en del af embedsmandsopgaven indgår også politisk rådgivning. Men magten er så stærk, at man nogle gange skal have ansvarets hånd i ryggen til at stå imod og sikre balancen i forhold til det politiske. Behovet for koordination i moderne regeringsførelse er blevet så meget stærkere end tidligere. Men det risikerer at bringe os i den situation, at det, der er alles ansvar, er ingens ansvar. Læg dertil, at den politiske rådgivningsopgave er væsentligt forskellig, alt efter om det er en driftsopgave i forvaltningen af eksisterende lovgivning eller en sag om forberedelse af nye politiske initiativ. Det er et par af de steder, hvor man ikke finder tilstrækkelig klarhed i det nuværende system.

Til ansvar hører også et system med håndhævelse, og at det ind imellem statueres. Jeg har tidligere foreslået, at topembedsmænds faglige kompetencer skulle vurderes i en uafhængig proces inden ansættelse for at sikre, at det ikke var ministerens personlige præferencer, der overstyrede forfremmelser. Tilsvarende principper bør gælde, når det kommer til sanktioner. Den nuværende gensidige afhængighed mellem ministerens politiske ansvar og embedsmændenes ansættelsesretlige er usund. Ikke mindst fordi det udefra set kan se ud som om, at ministeren slipper, fordi embedsmændene ikke sagde fra. Embedsmændene slipper, når ministeren ikke ryger. Det skaber de forkerte incitamenter til netop ikke at være åbne om fejl. Den nuværende ordning med, at det er ministeriernes egne personaleafdelinger eller Medarbejder- og kompetencestyrelsernes opgave at håndhæve, er udefra set sammenspist og værner ikke tilstrækkeligt om medarbejdernes retssikkerhed.

Når det kommer til håndtering af fejl, har ministeren i min optik to væsentlige funktioner. For det første at være den, der står på mål for sit system. At skabe en kultur med tryghed, åbenhed og læring. Man må godt finde sin indre løvemor frem, uden at det kammer over og de nødvendige magtbalancer udviskes. Den anden funktion – og den er for ministeren knap så behagelig – er, at man skal sætte sit politiske liv ind på de fejl, der begås. Den alvor må der naturligvis være. Både for en selv og for at disciplinere på den gode måde. Alle embedsfolks værste mareridt er jo at være den direkte årsagen til en ministers afgang.

Og så ender vi, hvor vi startede – hos politikerne. Åbenhed om fejl starter her. Både dem, der har magten, og dem, der gerne vil have den. Tag det på jer. Det er ikke nok at sige, at selvfølgelig begår vi fejl. Det har samme værdi som at tilslutte sig teorien om, at jorden er rund. Sæt ord på de konkrete. Tag ansvaret. Så er danskerne heldigvis sådan indrettet, at det styrker tilliden til det politiske og dermed er med til at sikre, at vores system er robust til også at håndtere fremtidige kriser. Det bør være et af de helt centrale emner, som regeringen tager op, når den som varslet i regeringsgrundlaget med udgangspunkt i Dybvadrapporten vil se på god regeringsførelse. ■

 

Et af de forhold, der særligt udfordrer, er udsigten til ansvar og fremtidig karriere. Hvem vil være den, der hænger på ansvaret, når den politiske logik kræver, at et sådant skal placeres?
_______

Apropos denne artikel:

Kenneth Øhlenschlæger Buhl: Det juridiske grundlag for at stoppe dansk våbeneksport til Israel er svagt

Klaus Krogsbæk: Krig og fred er hinandens forudsætninger, og freden er altid konfliktfyldt

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte magasin: Den udsatte verden, vi lever i, stiller nye og udfordrende krav til vores politikere og erhvervsledere

Magnus Lund Nielsen i Bruxelles Briefing d. 16. april 2024: Migrationspagten vedtaget – Europæisk solidaritet eller værdiudsalg?

Lars Erslev Andersen: Er Netanyahu så fornuftig, som verden håber?

Janus E. Lauritsen i RÆSONs nye trykte nummer: Politikernes brug af kommissioner og ekspertråd er udtryk for en dybere demokratisk krise