Lars Bangert Struwe om NATO-topmødet: I skyggen af Ukraine forbereder NATO sig på udfordringen fra Kina

12.07.2023


RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren. Det er muligt takket være vores abonnenter: Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Allerede i aftes udgik der fra topmødet i Vilnius et kommuniké, der tegner et tydeligt billede af et nyt NATO i en ny verden.

Kommentar af Lars Bangert Struwe

Den interne splittelse på NATO-topmødet i Vilnius afspejler de meget forskellige opfattelser af truslerne, meget forskellige indenrigspolitiske interesser – og divergerende opfattelser på spørgsmålet om udvidelse af alliancen. Dette kom til udtryk i går, da Ukraine ikke blev inviteret ind. Tilsyneladende var det særligt USA og Tyskland, der modsatte sig en plan for Ukraines optagelse. De havde allerede inden topmødet afvist idéen. I både USA og i Tyskland er der bekymring overfor konsekvenserne af at optage en krigsførende stat, i lyset af alliancens artikel 5 – den såkaldte musketéred, hvor et angreb på én er et angreb på alle. Også Lars Løkke Rasmussen udtrykte forbehold.

I det kommuniké, der allerede blev udsendt til pressen i aftes, der står det klart, at Ukraine får stor støtte. Det står direkte i teksten at ”Ukraine’s future is in NATO” (pkt. 11) – optagelsen vil finde sted, når man kan leve op til de krav, der stilles for et NATO-medlemsskab. Samtidig skal man nok se lidt nærmere på to af de eksisterende medlemmer – Tyrkiet og Ungarn, men det er en anden historie.

Der skabes et NATO-Ukraine Council, der skal sikre både Ukraines optagelse, men også og ikke mindst løbende krisekonsultationer. Dette skal man ikke undervurdere betydningen af. Samtidigt udvikler man det såkaldte Comprehensive Assistance Package (CAP)-element, så Ukraine igennem de næste år er sikret støtte i form af militære forsyninger, herunder: Ammunition. Dette skal skabe en situation, hvor Ukraine kan vinde over Rusland.


Presset fra Kina


Topmødet rummer imidlertid meget andet end Ukraine og Rusland. Kina er en aktør, der er i strategisk konkurrence med NATO – og med NATO’s partnere. Til topmødet er inviteret stater som Japan, Sydkorea, New Zealand og Australien. Det er helt klart, at disse partnerlande er ved at blive knyttet tættere til både USA og NATO. Det tegner en ramme for fremtidens sikkerhedsarkitektur, hvor NATO – anført af USA – bliver engageret uden for NATO’s geografiske område.

Beslutningen er truffet bl.a. fordi NATO allerede føler sig angrebet via kinesisk hybridkrig med påvirkningsoperationer, cyberangreb og et hurtigt accelererende teknologisk kapløb.

Frygten for hvad Kina vil og hvad Kina gør fylder meget i kommunikeet. Det er klart, at trusler ikke længere kun kommer fra geografiske naboer, men fra lande, der kan projicere magt ind i NATO’s geografiske område samt i de to ’nye’ domæner: cyber og rummet.

Samtidig lever NATO’s medlemsstater – særligt i Sydeuropa – fortsat i frygt for terror. Man skal fortsætte kampen imod Da’esh / ISIL, og kontraterrorisme er en vigtig komponent i kommunikeet.

Dertil kommer at NATO er bekymret for situationen i Nordafrika og i Mellemøsten. Her skaber bl.a. klimaforandringerne et nyt pres, hvor indbyrdes forbundne sikkerhedsmæssige, demografiske, økonomiske og politiske udfordringer mødes. Det gør, at dele af alliancens medlemsstater ikke ser mod øst, men mod syd, og dét reflekterer slutkommunikeet.

 

For at kunne sikre en militær oprustning, vil NATO skabe en stærk forsvarsindustri med robuste forsyningskæder både i USA og i Europa. Dette kommer til at ske i et samarbejde med EU, og er et vigtigt punkt for både USA, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og det kommende medlemsland Sverige
_______

 

Presset på Danmark

Alle disse mange trusler må man imødekomme. Det betyder, at man fremtiden skal foretage store investeringer i militær. Der skal nu bruges mindst 2 pct. af BNP på forsvaret– heraf skal en femtedel anvendes på materielanskaffelser samt forskning og udvikling (R&D). Man har ikke indskrevet en tidshorisont for dette – men det står klart, at Danmark nu bliver virkelig presset. Punkterne 27 til 28 i slutkommunikeet er et kompromis – Danmark ønskede en blød formulering mens f.eks. Polen ønskede langt højere militærudgifter.

For at kunne sikre en militær oprustning, vil NATO skabe en stærk forsvarsindustri med robuste forsyningskæder både i USA og i Europa. Dette kommer til at ske i et samarbejde med EU, og er et vigtigt punkt for både USA, Frankrig, Tyskland, Storbritannien og det kommende medlemsland Sverige.

Man vil samtidig styrke NATO’s kommando og kontrol. Det vil sige de militære ledelsesstrukturer, der i tilfælde af krise og krig overtager kommandoen over de enkelte staters militære styrker. I fremtiden skal man her kunne udkæmpe en krig samtidigt i de fem militære domæner jord, vand, luft, cyber og rummet – såkaldte multidomæneoperationer.

De mange midler til forsvar skal bl.a. bruges på en ny multinational Allied Reaction Force, der netop kan operere i alle domænerne på én gang. Der skal levres langt flere styrker, der skal kunne operere sammen på nye måder. Dét er en del af læren af krigen i Ukraine, og diskussionerne om den nyeste version af den såkaldt militære revolution (the revolution in military affairs).

I slutkommunikéet er de forskellige staters trusselsopfattelser blevet omhyggeligt balanceret og dermed har man sikret alliancens indre sammenhæng. Det har provokeret Ukraine, men de er som nævnt lovet optagelse på sigt. For Danmarks vedkommende betyder topmødet, at vi kommer under yderligere pres for at øge forsvarsudgifterne langt hurtigere end tilfældet er idag. ■

 

I slutkommunikéet er de forskellige staters trusselsopfattelser blevet omhyggeligt balanceret og dermed har man sikret alliancens indre sammenhæng
_______

 

ILLUSTRATION: Det historiske NATO-møde idag, hvor Sverige deltager for første gang [foto: NATO]. Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.