Lars Køhler: Overfladetemperaturen i Atlanterhavet sætter skræmmende rekorder – men reaktionen udebliver
27.06.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Der sker lige nu ting og sager i klimasystemerne, som har fået klimaforskere verden over til at reagere med noget, der efter videnskabelige standarder ligner decideret panik.
Kommentar af Lars Køhler
Overfladetemperaturen i det nordlige Atlanterhav er lige nu stukket helt af. Havet omkring den irske og skotske vestkyst er fx fem grader varmere end normalen. På Sydpolen har der aldrig været mindre isdække for årstiden, og isen vokser med den langsomste fart nogensinde for denne tid på året. Den globale lufttemperatur har også flere gange i løbet af de sidste måneder afveget voldsomt fra normalen og ligger lige nu på det højeste niveau for årstiden siden 1979.
Ingen ved præcis, hvad der lige nu forårsager de voldsomme off-the-scale-udsving. Men videnskaben har vist os igen og igen, at forklaringen grundlæggende skal findes i menneskets 150-årige voldsomme overforbrug af fossile brændsler, vores uhæmmede forbrugersamfund og totale mangel på respekt for naturen og klimasystemerne.
Samtidigt viser tallene, at både de globale og de danske udledninger steg sidste år. De faldt ikke. De fladede ikke ud. De STEG.
Vi har gennem 150 år prikket til et sovende bæst, mens vi har sunget lange egoistiske sange om evig vækst og kapitalafkast, og selvom alt nu tyder på, at bæstet har fået nok, fortsætter vi ødelæggelsen af vores eget og vores børns levegrundlag med hænderne for ørerne og fuld smadder mod klippeskrænten.
I EU har vores regering ligefrem modarbejdet regulering, der skulle beskytte naturen i Europa, fordi de foretrak at beskytte vores landbrug og fiskeri
_______
EU’s klimachef advarede for få måneder siden om, at hvis ikke vi handler nu, så vil vores børn udkæmpe krige om vand og mad. I Danmark baserer vi stadig vores klimamål på voldsomt usikre teknologiske fix som CCS (Carbon Capture & Storage), manglende historisk ansvar for problemet, reduktionsstier udformet som hockeystave, fiflen med beregning af reduktionsmål og en klimamæssig kulsort brug af biomasse til opvarmning, lukkede øjne for biobrændslers konsekvenser og klimaministerens mavefornemmelser.
I EU har vores regering ligefrem modarbejdet regulering, der skulle beskytte naturen i Europa, fordi de foretrak at beskytte vores landbrug og fiskeri. Det vil sige den frodige, sunde natur, som både landbruget og fiskeriet afhænger 100 pct. af. Jeg mener, kunne sangene om evig vækst og kapitalafkast på nogen måde blive højere og tydeligere?
Jeg har fået nok.
Kløften mellem virkelighedens verden, klimasystemerne, forskningen, målingerne og det, der ligner et politisk drømmeland, er simpelthen blevet for stor. Vores magthavere famler rundt i blinde og bruger al den energi, de burde bruge på at beskytte vores fælles fremtid, på at beskytte business as usual. Ene og alene fordi de frygter forandringer og tab af magt mere, end de frygter et kollaps i klimasystemerne.
Det er en uhyggeligt virkelighedsfjern og totalt misforstået tilgang til det ansvar, de er blevet givet.
Jeg har sagt det før i disse spalter, men gentager gerne mig selv: Jeg tvivler på, at de nødvendige altomfattende forandringer kommer tidsnok fra politisk hold. Dertil er vores demokrati simpelthen forkert indrettet med magtens 4-årige turnusser, der fordrer korte horisonter på den politiske regulering fremfor langsigtet mod. Der er, som jeg ser det, kun to måder, forandringen vil komme tidsnok på, og det er enten ved, at politikerne finder et mod, jeg ikke tror de har, eller ved at vi borgere hver især indser vores eget ansvar og tager handling for det, vi har magten over, det vil sige vores ferier, mad, transport, arbejdspladser, husholdning, forbrug, fritid og hverdag. Det sidste vil nemlig skabe det første, fordi politikerne derved ville kunne se, at de ikke behøver at frygte handling, men kun passivitet.
Problemet er bare, at denne individuelle handling er næsten umulig for os at tilgå. Fordi vi grundlæggende frygter forandring. Fordi vi har svært ved på egen hånd at handle på fællesskabets vegne. Fordi vi ikke har forstået vores magt til at smitte af på folk omkring os med både positiv handling og passivitet. Fordi vi har så uendelig svært ved at indse forbindelsen mellem vores tilsyneladende små handlinger og de konsekvenser, disse handlinger har for de enorme og uhåndgribelige klimasystemer. Og måske allervigtigst fordi vi endnu ikke har forstået, hvad vi kan få ud af det.
Frygten for forandring er altså faktisk det, der vil give os de største forandringer
_______
Vi kan stadig ikke se den fantastiske fremtid, forandringen er skridt på vejen mod. Vi kan ikke se de år, vores børn vil leve længere uden fossil partikelforurening, eller de nationaløkonomiske gevinster, vi efterlader vores børn i morgen ved vores adfærdsændringer i dag. Vi kan ikke se eller mærke, hvad den natur, vi lader vokse vildt i dag, betyder for fremtidens fødevaresikkerhed, eller hvad mindre kød i vores kost betyder for de globale flygtningestrømme. Vi kan ikke se de skønne rejser, vores børn kan tage når de bliver voksne, fordi vi holdt ferie i Danmark, da de var små. Og vi er først nu begyndt at ane den geopolitiske stabilitet, der følger med energieffektivitet, varmepumper, at vaske tøj om natten, sætte solceller op på sit tag og investere massivt i grøn omstilling i udviklingslandene.
Hvis vi kunne se og mærke alt dette, hvis vi kunne forstå, hvad vi fik ud af at handle, så ville de små personlige skridt på vejen nemlig føles mindre skræmmende og mindre angstprovokerende. Og så ville vi sammen kunne skabe det pres, der skal til for, at politikerne tør lytte mere til klimasystemerne og videnskaben fremfor fossile lobbyister og deres egne mavefornemmelser.
Men det kan vi stadig ikke, og derfor påstår danskerne, at de spiser mindre kød, mens dagligvarebutikkerne melder om øget salg. Derfor mener 75 pct. af danskerne, at der er et problem med overforbrug i samfundet, mens vores indkøb af tøj er steget med mere end 20 pct. siden 2000. Og derfor er regeringens klimapolitik dumpet af klimarådet tre år i træk, og vores 2025-mål nu en meget usikker succes.
Den grundlæggende kobling mellem viden, ansvar og handling mangler desværre. Både i den brede befolkning og i det politiske drømmeland. Og for hver eneste dag vi hver især fortsætter med at leve, som vi altid har gjort, og politikerne forsøger at nå vores klimamål med talfiflerier, frivillige aftaler og tomme grønne ord, løber vi med hast tør for tid og CO2-budget. Globalt har vi i skrivende stund seks år, 27 dage, 17 timer og 55 minutter tilbage inden vi overskrider vores 1,5 grads CO2-budget.
Frygten for forandring er altså faktisk det, der vil give os de største forandringer. For forandringerne kommer, om vi vil det eller ej. Og desto mere vi modsætter os dem, desto mere vi helliger os business as usual, desto hurtigere og hårdere kommer de. Forandring er nødvendig for at undgå forandring.
Lad mig give blot ét eksempel.
Amerikanske studier vurderer, at præcisionsfermentering og alternative proteiner med stor sandsynlighed vil gøre store dele af vores traditionelle animalske landbrugsproduktion decideret urentabel inden for få år. Til gengæld vil denne teknologi kunne producere mejeriprodukter og kød uden udledninger.
Konkurrencen vil altså komme fra biokemikere og it-folk. Ikke fra landbruget selv. Det vil sige en grøn disruption, som landbruget ikke selv kan gøre noget ved. Et ønske om at beskytte landbrugets eksistens indebærer derfor at sikre, at landbruget i stor stil indleder et skifte fra husdyr- og mejeriproduktion til fx produktion af plantebaserede afgrøder, biogene byggematerialer eller udnytter jordene til energiproduktion, vild natur eller solceller og vindmøller.
Plantebaserede afgrøder til mennesker – fremfor dyr – vil kunne brødføde over tre gange så mange mennesker og sikre den globale fødevareproduktion, biogene byggematerialer, der er løsningen på byggeriets klimaudfordringer, vedvarende energi og vild natur, som er fundamentale i håndteringen af både biodiversitetskrisen og klimakrisen og en nødvendig dekarbonisering af den animalske produktion. Total omvæltning, men en rettidig forandring, der vil transformere landbruget fra at være et kolossalt problembarn til at være den klimahelt, vi har så inderligt brug for.
Bevidst, begavet forandring er altså den eneste sikkerhed, vi har, mens krydsede fingre og business as usual er den største trussel, vi står over for. Radikal forandring fra individ over erhverv til systemisk niveau er nu på alle måder nødvendig for at beskytte det, vi har kært. ■
Bevidst, begavet forandring er altså den eneste sikkerhed, vi har, mens krydsede fingre og business as usual er den største trussel, vi står over for
_______
Lars Køhler (f. 1975) er Green Tech iværksætter. Tidl. klimarådgiver. Han er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og lavenergidesigner fra Passivhus Instituttet i Darmstadt. Han var i 2008 med til at opstarte et tværfagligt netværk til fremme for bæredygtighedsideologien Cradle to Cradle og cirkulær økonomi. Han har arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling i samfundet i 15 år.
ILLUSTRATION: Et Greenpeace-skib navigerer gennem flydende is i det arktiske hav, 15. september 2020 [FOTO: Natalie Thomas/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
