Ludvig Goldschmidt (EL): Regeringens DNA ødelægger muligheden for en egentlig klimapolitik
24.08.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Venstre holder hånden over landbruget. Og Socialdemokratiet vil ikke lade lønmodtagere eller fabrikker betale klimaregningen. Det spænder ben for afviklingen af den fossile økonomi, som vi og fremtidige generationer så desperat har brug for.
Kommentar af Ludvig Goldschmidt
”Sådan er de faktiske forhold i jernindustrien.” Det siger man på Christiansborg, når virkeligheden endelig presser sig gennem spinmuren og udstiller et åbenlyst problem. En realitet, der umuligt kan bortforklares og afkræver øjeblikkelig politisk handling.
Et sådan jernindustri-øjeblik har denne sommer været for klimaet. Absurde varmerekorder har igen og igen indikeret, at Danmark – sammen med verdens have, Nordpolens iskapper og hele kloden – er på vej ind i ukendt land. Klimaforandringerne accelererer i et tempo, der gør selv den nærmeste fremtid svær at forudsige.
Derfor er regeringen også kommet under berettiget pres. Den har ikke leveret nogen nævneværdige klimapolitiske nybrud eller nye ambitioner i de første ni måneder. Der har derimod været en række konkrete og decideret uansvarlige tilbageskridt. Det til trods for de flotte ord om klimakrisen som vor tids største udfordring i regeringsgrundlaget.
Hvordan er vi havnet her? Mette Frederiksen erklærede i februar 2022, at hun ikke længere var rød, før hun var grøn. Men hvilken farve giver man til en statsminister, der skræddersyr lovgivning til Aalborg Portland, så de slipper for CO2-regningen, mens klimaet og de fremtidige generationer må betale prisen?
Hvilken farve giver man til en statsminister, der skræddersyr lovgivning til Aalborg Portland, så de slipper for CO2-regningen, mens klimaet og de fremtidige generationer må betale prisen?
_______
Flertalsregeringens klimapolitik mangler et fælles ståsted
SVM-triumviratet begyndte som et fornuftsægteskab for Mette Frederiksen, Jakob Ellemann og Lars Løkke. Hver part så løsningen på deres individuelle udfordringer i et samarbejde: Frederiksen slap for en undersøgelse af minksagen, Ellemann fik nogle voksne at lege med uden for blå stue, der er blottet for samarbejdsvillighed, og Lars Løkke fik realiseret de ministerambitioner, der hele tiden har været Moderaternes DNA.
Den politiske pris blev allerede tydelig ved regeringsforhandlingerne. I en lækket lydfil lovede Ellemann sit bagland, at han mod at droppe minksagen kæmpede for indrømmelser omkring den længe ventede CO2-afgift på landbruget Han mindede også baglandet om, at alternativet til en klimapolitik med Venstre ved bordet var, at Enhedslisten og Alternativet ville komme til fadet. Og det havde han jo sådan set ret i.
Sidst Venstre var i regering – og mens Lars Løkke var statsminister – blev de udråbt til årets fossil ved klimatopmødet i 2015. Da de grønne partier blev en del af flertallet efter valget i 2019, skete der et paradigmeskift i klimapolitikken. Verdens mest ambitiøse klimalov blev indført med løfter om endnu mere i fremtiden.
Men arbejdet sluttede, da flertalsregeringen blev dannet. Selvom Socialdemokratiet stadig har flertal sammen med venstrefløjen, har triumviratet lukket sig om sig selv. Med hver deres røde linjer for klimatiltag de under ingen omstændigheder vil lave, har de tegnet sig selv op i et hjørne uden videre manøvrerum.
Selvom Moderaterne sidder på Klimaministeriet, skal nøglen til SVM-regeringens klimapolitik findes i den nye alliance mellem arbejderpartiet Socialdemokratiet og landbrugspartiet Venstre. Når hverken fabrikkerne og deres lønmodtagere eller landbrugene og de erhvervsdrivende skal betale for den forurening, de udleder, ender regningen nemlig i ingenmandsland.
Bøffer og flyrejser afsporer debatten
Socialdemokratiet hjemsøges af en fundamental misforståelse af, at klimapolitik mest af alt handler om bøffer og charterrejser. Ovenpå den rekordvarme sommer skriver Mette Frederiksen, at den grønne omstilling personligt for hende kræver en ”længere og mere stille tilpasning.” Hun spiser lidt mindre kød og tænker over sine valg. Det er et ekko af Mattias Tesfaye, der for få år siden sagde, at det han egentlig går op i er, om skraldemændene i Aarhus ”kan få en bøf om fredagen og en charterferie til sommer.”
Det er selvsagt relevant, at den grønne omstilling skal være social retfærdig og ikke må forværre livet for flertallet.
Og hos Enhedslisten har vi i den grad også fokus på en socialt retfærdig grøn omstilling. Men insisteren på snak om kød på tallerkenen dækker over det ret væsentlige problem, at tempoet i den grønne omstilling ikke afhænger af kødsovsen i gryden. Bevares, man kan ikke pendle til arbejde i et fly eller spise 250 gram oksekød om dagen på en bæredygtig måde. Men det er ikke gennemsnitsdanskerens livsstil med fredagsbøf og en charterferie om sommeren, der står i vejen for den grønne omstilling.
Det er derimod politikernes vilje til at tage et opgør med den del af den økonomiske elite, som er knyttet til den fossildrevne økonomi, der står i vejen for den grønne omstilling.
Det gælder eksempelvis i Nordsøen, hvor den samme arbejdskraft ikke kan åbne nye gasfelter og bygge havvindmølleparker på en og samme tid. Derfor burde det være aldeles selvindlysende, at vi ikke skal lede efter flere fossile brændstoffer i undergrunden. Og alligevel har regeringen – i modstrid med alle klimaeksperters anbefalinger – netop åbnet et udbud for indvinding og efterforskning af et helt nyt gasfelt under navnet Elly-Luke..
Netop her afsløres Socialdemokratiets egentlige problem med den grønne omstilling: Det er ikke fredagsbøffer, der står i vejen. Det er en uvillighed til at være i opposition til den økonomiske elite og de få fossilvirksomheder, der vil udvide gasforretningen i Nordsøen for deres egen bundlinjes skyld, som sætter en stopper for den vigtigste kamp for den grønne omstilling lige nu. Nemlig, hvordan vi får bugt med fossilvirksomhedernes livtag over økonomien og de danske arbejdspladser.
Venstres kærlighed til landbruget
Venstres problem er sammenlignet med Socialdemokratiet mere ligetil. Partiet har valgt at støtte landbruget og de fossile interesser over klimaet og de næste generationer.
Konsekvensen har været tydeligst i regeringens håndtering af 2025-målsætningen. Det blev i foråret klart, at vi ikke havde kurs mod at opfylde den, selvom regeringen har benyttet sig af tvivlsom regnearksgymnastik. Regeringen konkluderede, at vi ikke på forhånd behøver at opgøre målet som et gennemsnitsmål, før den endelige status skal opgøres. Det svarer til at holde sig for øjnene på motorvejen: Man ved godt, at målet vurderes som et gennemsnit af udledningerne fra 2024, 2025 og 2026 i sidste ende. Men fordi regeringen ikke rigtig er kommet ud af starthullerne med 2024 lige for døren, så ignorerer de det bare indtil videre.
Men selv efter regnearksgymnastikken har regeringen en klimaregning at betale. Og den vil de betale ved at putte flere afgrøder og andre biologiske produkter i benzinen. Det hedder biobrændsler, og problemerne med dem er så omfattende, at det nærmest ingen ende vil tage: Snyd med certificeringen er udbredt, det medfører afskovning og så er det en dyr og ineffektiv løsning for både tankstationerne, bilisterne og staten. Af den grund af noget så sjældent som en alliance mellem bilejerne (FDM), tankstationerne (Drivkraft Danmark) og Rådet for Grøn Omstilling opstået. Organisationerne er imod forslaget. Til en åben eksperthøring om biobrændsler i Folketinget havde man end ikke kunnet finde én eneste ekspert, der synes forslaget var en god idé. Kun en repræsentat fra regeringen dukkede op: kirkeordfører fra Venstre, Lars Christian Lillieholdt, der er på lønningslisten hos Danmarks største producent af biobrændstoffer som del af deres ’advisory board’.
Læser man det med småt i regeringens klimapolitik, står der altså Venstre skrevet ud over det hele. Biobrændstoffer er dyrt og dumt for alle på nær de landbrugsinteresser, som Ellemann har sat sig for at forsvare.
Hvornår bliver det varmt nok?
Efter denne rekordsommer har regeringen følt sig kaldet til at udvise bekymring for klimaet. Ved flere lejligheder har Mette Frederiksen forsikret, at regeringen handler på klimapolitikken. Men det bliver ved sort snak om, at Danmark er et foregangsland og afsporende debat om det føromtalte kød på tallerkenen.
Imens kan resten af os gå og tælle ned til 2024, hvor målsætninger bliver til virkelighed, og hver måned bogstaveligt talt kommer til at tælle. Håbet må bestå i, at befolkningen heldigvis i vid udstrækning vil have klimahandling. Og når den næste sommer og sommeren efter den slår rekorder, må selv et triumvirat med ømme tæer på et tidspunkt kunne se, at det er tiden til at sætte foden ned og komme i gang med afviklingen af den fossile økonomi. ■
Læser man det med småt i regeringens klimapolitik, står der altså Venstre skrevet ud over det hele. Biobrændstoffer er dyrt og dumt for alle på nær de landbrugsinteresser, som Ellemann har sat sig for at forsvare
_______
Ludvig Goldschmidt (f. 1994) er grøn politisk rådgiver i Enhedslisten og ph.d. i idéhistorie fra Aarhus Universitet.
ILLUSTRATION: Pressemøde i Værløse, 3. februar 2023: Regeringens tre partiledere under et regeringsseminar [FOTO: Linda Johansen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
