Monica Lylloff: Det tragiske drab på en ansat i psykiatrien skyldes et årelangt politisk svigt
09.08.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Fælles for de seneste års tragiske episoder er, at hånden, der holdt skydevåbnet, og hånden, der holdt kniven, tilhørte et menneske, der havde brug for hjælp i psykiatrien. Men den rigtige hjælp er enten udeblevet eller kommet for sent. Det er konsekvenserne af et årelangt politisk svigt af psykiatrien i Danmark.
Kommentar af Monica Lylloff, jurist og medstifter af #enmillionstemmer
DEN 21. JULI 2023 blev tre ansatte på Psykiatrisk Center Glostrup overfaldet og stukket med kniv, hvor den ene mistede livet i det tragiske overfald. Det er ulykkeligvis ottende gang siden 2012, at en ansat i psykiatrien er blevet dræbt i forbindelse med sit arbejde.
Det nyeste overfald på ansatte i psykiatrien kom cirka et år efter det frygtelige skyderi, der fandt sted i Fields den 3. juli 2022, hvor tre mennesker blev dræbt, og 20 blev såret.
Fælles for disse tragiske episoder er, at hånden, der holdt skydevåbnet, og hånden, der holdt kniven, tilhørte et menneske, der havde behov for hjælp i psykiatrien. Men den rigtige hjælp er enten udeblevet eller kommet for sent. Det er konsekvenserne af et årelangt politisk svigt af psykiatrien i Danmark, som har bestået i besparelser og nedprioriteringer.
Som pårørende har jeg mødt den manglende hjælp, da det var allermest nødvendigt. Hvor kontakten i telefonbogen hed Psykiatrisk skadestue. Hvor jeg frygtede, at jeg var ved at miste det allerkæreste i mit liv.
FØRSTE GANG VI tog det svære skridt at ringe til det værste telefonnummer i telefonbogen, blev vi sendt hjem med beskeden: Tyg på en isklump eller spis en chili, så går det nok væk. Det skulle stoppe selvskade og psykose. Det kan muligvis være den rigtige hjælp for nogen. Men i vores situation var det langt fra noget, der kom i nærheden af en hjælp. For os svarede det til, at en læge opdager en brystknude, men sender kvinden hjem med besked om, at hun kan tage en Panodil og se, om ikke knuden går væk af sig selv.
Da indlæggelse endelig blev en mulighed i vores situation, gjorde det situationen endnu værre. For den tilbudte indlæggelse var ren opbevaring. Ved modtagelsen følte jeg mig som pårørende til en farlig kriminel, der blev kropsvisiteret. Herefter blev vi lukket ind gennem en sluse til en hvid, steril og kold pseudoverden i en situation, hvor omsorg og medfølelse havde været en hjælp i sig selv.
Der var ikke nok ansatte. Så vi sad i det hvide helt alene og bare ventede til lyden af andre indlagte, der skreg.
Mødet med en lukket afdeling var ikke en hjælp, og det var bestemt heller ikke behandling. Derfor besluttede vi os for at prøve at hjælpe os selv. Det blev den rigtige beslutning i vores tilfælde. Vi var heldige. Men det er bestemt ikke altid den rigtige beslutning at prøve at hjælpe sig selv, og konsekvenserne koster menneskeliv. Omkring 600 mennesker begår selvmord om året i Danmark. Internationale studier har vist, at 90 pct. af de mennesker, der begår selvmord, havde udvist symptomer på psykisk lidelse i tiden, før de døde på verdensplan.
Der kan være så uendeligt langt mellem forestillingen om vores velfungerende velfærdssamfund og virkeligheden
_______
Senest har det handlet om ferielukning af visse afdelinger i psykiatrien i sommerferien. I år ramte det en afdeling på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde med 76 sengepladser til borgere med dobbeltdiagnoser som psykoser og misbrug, der typisk er indlagt i tre måneder. I to uger skulle de i stedet modtage ambulant behandling. Det betød, at mennesker med behov for indlæggelse blev sendt hjem og skulle møde op et andet sted for at modtage behandling. Det er desværre ikke et nyt fænomen. Dette har været en tilbagevendende begivenhed i psykiatrien de seneste mange år.
I DANMARK HAR VI en usynlig velfærdskontrakt. Borgerne betaler omkring halvdelen af deres indkomst i skat – nogen lidt mindre, nogen mere. Til gengæld kan borgerne så modtage ydelser i tilfælde af sygdom, handicap, arbejdsløshed, behov for ældrepleje, undervisning, pasning i daginstitutioner, infrastruktur og så videre.
Men kontrakten bliver i alt for mange tilfælde brudt fra Statens side. Bryder borgeren kontrakten, risikerer borgeren at blive straffet af retssystemet. Når Staten bryder kontrakten, bliver borgeren også straffet i form af de konsekvenser, det har, når borgeren ikke får den hjælp, der er nødvendig. I værste tilfælde betaler borgeren med sit eller andres liv.
Der kan være så uendeligt langt mellem forestillingen om vores velfungerende velfærdssamfund og virkeligheden. Her skal det siges, at der selvfølgelig er noget, der fungerer. Og der er gode historier om mennesker, der får den rigtige og gode hjælp. Men de gode historier gør ikke op for de alt for mange dårlige historier. Og de dårlige historier findes på både fødegange, kræftafdelinger, folkeskoler, psykiatriske afdelinger, botilbud, på plejehjem og i isolerede lejligheder. Det er desværre efterhånden mere held og tilfældighed end hovedreglen, når historien er gennemgående god.
I den politiske verden, der desværre befinder sig langt væk fra virkelighedens verden, tales der om tiårsplaner for psykiatrien. I valgkampen op til Folketingsvalget i 2022 stod politikere fra flere partier i kø med løfter om millioner til psykiatrien. Tomme løfter. Hule ord. Alt sammen for at lægge en lille dæmper på de stemmer, der råber højt, hver gang det politiske svigt får de mest forfærdelige konsekvenser. Alle betaler prisen for det politiske svigt, både de ansatte og borgerne, der har behov for hjælpen.
Psykiatrien står på to ben. Det ene ben er i Regionerne, det andet ben i kommunerne. Ikke engang den mest smidige spagat kan få dette til at fungere, da begge ben er i stykker. Så mennesker bliver kastet rundt i en cirkel af mangelfuld eller udebleven hjælp. Det starter og slutter i kommunerne. Det er ude i kommunerne, der skal sættes ind tidligt med enten forebyggende indsatser eller, når det gælder børn, en rettidig henvisning til psykiatrien. Det er ude i kommunerne, der skal følges op på den udredning eller behandling, der har været på den psykiatriske afdeling. Det kan være i form af bevilling af socialpædagogisk støtte, visitation til et konkret egnet bosted, misbrugsbehandling, visitation til specialskole og så videre. Der er mange muligheder, men de udnyttes i alt for mange tilfælde ikke rettidigt.
De eneste handlinger, hvis man kan kalde det handlinger, jeg har set fra de handlingslammede politikere, er nedsættelse af arbejdsgrupper, udvalg eller vedtagelse af en ukonkret tiårsplan
_______
LIG PÅ BORDET er åbenbart ikke nok til at få politikerne på Christiansborg, i kommunerne og i regionerne til at sætte ind med konkrete og effektive tiltag, der kan stoppe denne negative spiral.
De eneste handlinger, hvis man kan kalde det handlinger, jeg har set fra de handlingslammede politikere, er nedsættelse af arbejdsgrupper, nedsættelse af udvalg eller vedtagelse af en overordnet ukonkret tiårsplan. Når regeringen så endelig tager tilløb til konkrete initiativer, ender det med symbolpolitik.
Et eksempel på dette var, da justitsminister Peter Hummelgaard den 25. juni 2023 stillede sig frem i medierne med et forslag om en stramning af våbenloven med henblik på at forhindre, at mennesker med psykiske lidelser kan komme i besiddelse af våben. Det kan da godt være, at der er brug for en stramning af våbenloven. Men det løser bare ikke problemerne i psykiatrien. En måned senere blev en overlæge dræbt med en kniv.
Inden der bliver talt om løsninger, er det nødvendigt at stille spørgsmålet: Hvor bliver alle vores skattekroner egentlig af? For politikere har en tendens til at undskylde med, at der mangler penge, at det er demografiens skyld, at der er kommet flere mennesker med diagnoser.
Men er det egentlig rigtigt, at der mangler penge?
I 2021 blev borgerforslaget “Handicapområdet skal væk fra kommunerne” behandlet i Folketinget. I den forbindelse stillede Folketingets Socialudvalg nogle spørgsmål til den daværende socialminister Astrid Krag. Det ene spørgsmål lød, ”Vil ministeren oplyse, hvor mange penge der i dag bliver brugt i kommunerne og i Ankestyrelsen på at håndtere klagesager på handicapområdet?”.
Svaret lød således: “Det er ikke muligt på baggrund af kommunernes kontoplaner at opgøre, hvor mange midler der bruges på håndtering af klagesager på handicapområdet. Social- og Ældreministeriet har ikke kendskab til andre opgørelser, der kan sandsynliggøre de kommunale udgifter til håndtering af klagesager. Til besvarelsen af spørgsmålet om Ankestyrelsens udgifter til håndtering af klagesager har Social- og Ældreministeriet forespurgt Ankestyrelsen, som oplyser følgende: ”Ankestyrelsen havde i 2020 omkostninger for 41 mio. kr. på handicapområdet.””
Og det hovedrystende svar viste sig at være et acceptabelt svar, der burde blive fulgt op med et krav om, at kommunerne naturligvis skal kunne redegøre for, hvad de bruger 280,7 milliarder kr. på om året, når de udtaler, at de bliver brugt på service.
Måske er svaret på nedprioriteringen af mennesker med handicap og psykisk sårbarhed i virkeligheden, at politikere i bund og grund hellere vil beskæftige sig med noget andet. Noget, der giver mere prestige. Områder, der kan høste flere stemmer. Hvor efterlader det de mennesker, der har behov for hjælp fra det velfærdssamfund, vi alle betaler til? ■
Hvor efterlader det de mennesker, der har behov for hjælp fra det velfærdssamfund, vi alle betaler til?
_______
Monica Lylloff (f. 1978) er seniorjurist hos TT Advokater, forfatter til bogen SEJE MOR og medstifter af #enmillionstemmer. ILLUSTRATION: Monica Lylloff, eget pressefoto.
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
