Nikolaj Bøgh (K): Jakob Ellemanns afvisning af blå blok er helt logisk

25.08.2023


RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Nu er der en anledning til omsider at lægge begrebet “blå blok” i graven, for det har aldrig givet nogen mening, og gør det nu mindre end nogensinde.

Kommentar af Nikolaj Bøgh, folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen meddelte forleden med brask og bram, at han ikke ser sig selv vende tilbage til nogen blå blok. Der er sjældent grund til at uddele finere stilkarakterer til Venstres formand, og udmeldingen fremstod da også klodset og nedladende overfor tidligere samarbejdspartnere – formentlig også mere klodset og nedladende, end den egentlig var tænkt.

Men i sin kerne er udmeldingen er på mange måder helt logisk: Hvis Venstre ikke surrer sig fast til masten, tager bind for øjnene, lukker ørerne for sirenernes sang og satser på, at det upopulære regeringsprojekt en dag vil blive en succes, så undergraver de totalt deres position ved at skabe tvivl om den grænseoverskridende beslutning, det i bund og grund var at gå med i SVM-regeringen og støtte Mette Frederiksen som statsminister. Særligt efter en valgkamp, hvor man igen og igen bombastisk havde benægtet, at man nogensinde kunne finde på at gøre netop det. Så langt så godt; det giver mening at stå ved de strategiske valg, man har truffet, også selvom man for kort tid siden traf nogle andre.

Var der det ikke før, så er der nu en god anledning til omsider at lægge begrebet “blå blok” i graven, for det har aldrig givet nogen mening, og gør det nu mindre end nogensinde. “Blå blok” er en journalistkonstruktion, skabt inden for de senere årtier, og som meget nyhedsdækning er det præget af fordummende forsimplinger, og en forbavsende historieløshed. For der er ikke tale om en blok, og den er ikke blå.

For det første er den blå farve Venstres – og liberalismens – og den er på ingen måde dækkende for alle de borgerlige partier. Før i tiden talte man om de borgerligt-liberale partier, hvilket også var lidt pudsigt, da liberale vel traditionelt også er borgerlige, men ihvertfald understregede, at der er borgerlige partier, der ikke er liberale, og som fx er konservative, hvor man ikke naturligt samles under det blå banner. At det netop skal være Venstre, der undsiger den angivelige blok med den liberale, blå farve, er selvfølgelig lidt pudsigt, men den har aldrig været dækkende for alle de borgerlige partier.

 

At der skulle være tale om en blok, modsiger den nyere Danmarkshistorie effektivt
_______

 

At der skulle være tale om en blok, modsiger den nyere Danmarkshistorie effektivt. Den konservative statsminister Poul Schlüter optog i 1988 det ”røde” parti Det Radikale Venstre i sin regering, og da socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen overtog regeringsledelsen i 1993, var det i spidsen for en koalition bestående af to ”røde” partier – Socialdemokratiet og de radikale, og to ”blå” partier – Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. I øvrigt var den regering en flertalsregering, så heller ikke det er voldsomt nyt.

Heller ikke senere var der meget blå blok at spore. At det skulle lykkes for Anders Fogh Rasmussen at etablere VKO-alliancen i 2001, stod bestemt ikke skrevet i stjernerne, og de tre partier var både før, under og efter uenig om mangt og meget, men havde en strategisk interesse i at holde sammen og lukke øjne og ører for dele af politikken, som de hver især ikke brød sig meget om.

Indimellem blev samarbejdet da også forstyrret af betydelige skønhedsfejl, som når Dansk Folkeparti fandt det nødvendigt at vælte en konservativ minister. Efter VKO-æraen rykkede Dansk Folkeparti så tæt på det røde socialdemokrati, at de nær blev ædt af det.

Så lad os endelig slippe for at høre mere om den “blå blok”. Den findes ikke, og det har den i øvrigt aldrig gjort. Og ved at acceptere journalistudtrykket, lukker man i værste fald øjnene for mange nuancer og store forskelle mellem partierne. Præcis som med ”rød blok”, der heller ikke er et begreb med megen analytisk mening.

Betyder det så, at der ikke er forskel på en borgerlig og en socialistisk grundindstilling, og at fx Venstre lige så godt kan samarbejde med socialistiske partier som med borgerlige? Nej, det gør det ikke, og det er en ret sikker forudsigelse, at der længere henne af vejen venter interne uenigheder for SVM-regeringen, som i bund og grund dækker over ideologiske forskelle. Regeringsgrundlaget er en lang spiseseddel over store reformer, man ønsker at berige det danske samfund med, men der står meget lidt om, hvordan man egentlig vil gøre det. For trods adskillige ugers regeringsforhandlinger lykkedes det ikke at blive enige om, hvad man egentlig ville i forhold til sundhedsvæsenets udformning, fremtidige for den kommunale service, for ikke at tale om skattesystemet. I stedet blev en række af de store spørgsmål udstyret med meget generelle overskrifter, og derefter henskudt til behandling i arbejdsgrupper, udvalg og kommissioner.

Når der engang skal tages konkret stilling til, hvad regeringen egentlig vil, vil vi med stor sandsynlighed opleve ideologiernes genkomst. For hvad betyder fx ambitionen om at frisætte den offentlige sektor? Betyder det mere frit valg til borgerne, mere autonomi til institutionerne, eller måske større frihed i hverdagen til de offentligt ansatte? Svaret på det spørgsmål kommer til at vise, hvem der ideologisk har fat i den lange ende, for der er stadig stor forskel på et borgerligt og et socialistisk samfundsideal.

Her er vi så fremme ved, hvor Jakob Ellemann alligevel går galt i byen. For selvom han – i bund og grund forståeligt nok – mener, at de borgerlige partier er fragmenterede og forvirrede, så er det store spørgsmål jo alligevel, om man med en socialdemokratisk ledet regering kan få tilstrækkeligt med ”blå” politik igennem, eller man i stedet legitimerer en retning, som er langt fra, hvad man som borgerligt parti egentlig burde håbe på.

Indtil videre har regeringen jo ikke udrettet det store, udover den katastrofale proces omkring fjernelsen af Store Bededag og en uddannelsesreform, som endte med et klassisk politisk kompromis mellem en række partier. Så vi må se, om det lykkes, men sandsynligheden taler ikke for det.

Kernen i borgerlighed handler om at staten er til for borgernes skyld, ikke omvendt. At vi skal værne om familiernes autonomi og valgmuligheder, at det offentlige forbrug skal begrænses, at ægte lighed handler om muligheder, ikke om resultater, at rettigheder altid skal være individuelle, aldrig kollektive, og en del andre ting, som det mildt sagt bliver svært at få Socialdemokratiet med på, men hvor de klassisk borgerlige partier til gengæld vil stå klar med åbne arme, hvor Venstre igen en dag beslutter sig for at ville arbejde for, at Danmark bliver et mere borgerligt, og ikke mere socialdemokratisk samfund.

 

“Blå blok” er en journalistkonstruktion, skabt inden for de senere årtier, og som meget nyhedsdækning er det præget af fordummende forsimplinger, og en forbavsende historieløshed
_______

 

Nikolaj Bøgh (f. 1969) er cand.scient.pol., kommunikationsrådgiver og konservativ folketingskandidat i Københavns Storkreds. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie og kulturhistorie.

ILLUSTRATION: Jakob Ellemann Jensen, Lars Løkke Rasmussen og Søren Pape Poulsen under åbningsdebat i Folketinget, 19. januar 2023 [FOTO: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix]