Rasmus Stoklund (S): Vi eksperimenterer ikke med universiteterne. De skal blot fungere på fællesskabets vilkår
18.11.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
I debatten om vores reform af universitetsuddannelserne kunne man få det indtryk, at der hidtil har været helt fri adgang til at vælge, hvad man ville studere. Men der har altid været og der vil altid være adgangsbegrænsning.
Rasmus Stoklund, forsknings- og uddannelsesordfører (S)
I sommer blev et bredt flertal enige om at forbedre og forandre strukturen på universiteternes kandidatuddannelser. Reformen rummer mange elementer, men grundlæggende handler den om, at vi har et fællesskab som skal fungere. Moderne samfund består af millioner af borgere, og vores forbundethed til hinanden kan forekomme abstrakt. Men dybest set er vi blot en forsamling af mennesker, som hjælper hinanden med at skabe en solid ramme om et liv med frihed og muligheder. Fragtmændene leverer varer til butikkerne. Skolelæreren forbereder næste generation på at kunne tage medansvar for fællesskabet. Revisoren ser om enhver svarer sit, og sådan kunne man blive ved. Der er brug for, at alle finder deres lille, men vigtige rolle, så helheden kan blive ved at fungere.
Risikoen ved at søge ind på en universitetsuddannelse med usikre muligheder for efterfølgende at komme i arbejde er derfor mindre i Danmark end i mange andre lande. Det betyder dog ikke, at man ikke risikerer et økonomisk tab, men den risiko bæres i stedet kollektivt af skatteyderne
Universiteternes ansvar
Universiteterne bidrager også til fællesskabet. Og formålet med at samfundet stiller gratis uddannelse til rådighed er, at man som færdiguddannet bruger sine kompetencer og bliver i stand til selv at levere sin del til fællesskabet. Det vil kandidatreformen, som vi blev enige om før sommerferien, bidrage til, fordi færre vil blive optaget på uddannelser, som har begrænset relevans for arbejdsmarkedet. Flere vil blive uddannet hurtigere. Og flere vil opleve en bedre sammenhæng mellem deres uddannelse og det arbejdsmarked, de efterfølgende skal være en del af.
Det ændrer ikke på, at universiteter og andre uddannelsesinstitutioner ikke alene er vigtige i et funktionalistisk samfundsperspektiv, der handler om samfundets og arbejdsmarkedets behov. Naturligvis spiller uddannelse også en vigtig rolle for det enkelte menneskes udvikling, men det er forkert at etablere et modsætningsforhold, fordi det jo netop er fællesskabet, der sikrer den enkelte muligheden for at realisere sine uddannelsesmæssige drømme. Fællesskabet består af individer, som gensidigt forpligter sig over for hinanden for at skabe velstand, frihed og muligheder.
I de fleste andre lande er det forbundet med risiko at søge ind på en universitetsuddannelse. Her er uddannelse ensbetydende med gæld, så man skal være sikker på at få et vellønnet job bagefter. I Danmark er uddannelse gratis. Man får ovenikøbet SU, mens man læser. Risikoen ved at søge ind på en universitetsuddannelse med usikre muligheder for efterfølgende at komme i arbejde er derfor mindre i Danmark end i mange andre lande. Det betyder dog ikke, at man ikke risikerer et økonomisk tab, men deb risiko bæres i stedet kollektivt af skatteyderne. Derfor er det nødvendigt med styring af optaget, så skatteyderne ikke finansierer et dyrt uddannelsessystem uden til gengæld at kunne høste frugten af investeringen, som er nye generationer, der finder en plads på arbejdsmarkedet og selv bliver skatteydere, der bidrager positivt til fællesskabet.
Risikoen ved at søge ind på en universitetsuddannelse med usikre muligheder for efterfølgende at komme i arbejde er derfor mindre i Danmark end i mange andre lande. Det betyder dog ikke, at man ikke risikerer et økonomisk tab, men den risiko bæres i stedet kollektivt af skatteyderne
_______
Det vilkår, at der ikke er frit valg på alle uddannelseshylder, er der i øvrigt sjældent nogen, der sætter spørgsmålstegn ved, når man bevæger sig uden for universitetsverdenen. Her er det velkendt, at der er grænser for, hvor mange unge, der kan vælge populære uddannelser som eksempelvis frisør eller dyrepasser, og de unge, der søger ind på erhvervsuddannelserne, har ikke garanti for at få en praktikplads, som er et helt afgørende element i deres uddannelse. Men hvor kritikerne har stået i kø i forbindelse med universitetsuddannelsesreformen, så har man sjældent hørt fra de samme velformulerede stemmer, når det gælder erhvervsskoleelevernes tilsvarende vilkår.
I debatten om vores reform af universitetsuddannelserne kunne man få det indtryk, at der hidtil har været helt fri adgang til at vælge, hvad man ville studere. Men der har altid været og der vil altid være adgangsbegrænsning, fordi alternativet groft sagt ville være, at der blev uddannet alt for mange antropologer og alt for få tyskkyndige. DQ: Det vilkår, at der ikke er frit valg på alle uddannelseshylder, er der i øvrigt sjældent nogen, der sætter spørgsmålstegn ved, når man bevæger sig uden for universitetsverdenen
Forskellige fagligheder
En af kritikernes påstande om vores reform af universitetsuddannelserne lyder noget i stil med, at vi gør Danmark dummere. Det synspunkt vidner for mig at se om en manglende forståelse for, at der findes mange forskellige fagligheder og kompetencer. Og kritikerne mener da forhåbentlig ikke selv, at man er dum, hvis man ikke er akademisk uddannet. Forskellige opgaver kræver forskellige fagligheder. Og hvis produktionen på en stor virksomhed går i stå, fordi en maskine er gået i stykker, så er der større chance for, at en automatiktekniker kan løse problemet end en cand.mag. i performance design.
Man kan sagtens finde teoretiske argumenter for, at samfundet var bedst tjent med, at så mange som muligt tog fem år på universitetet. Det skyldes, at man ved sammenligninger af forskellige lønmodtagergruppers måler deres produktivitet ved at se på, hvor meget de får i løn, og her går mange af vores kritikere galt i byen. På den måde kommer den kommunale verdensmålskonsulent til at se markant mere produktiv ud end sygeplejersken på en kræftafdeling, selvom mange nok alligevel hellere ville opnormere sidstnævnte end førstnævnte[i]. Det skyldes, at produktivitetsmålet er skævt og ikke indfanger samfundets behov.
Vores kritikere går også galt i byen, når de maler et billede af, at vi eksperimenterer med universitetsuddannelserne. I en lang række lande, som vi normalt sammenligner os med, har man både et- og to-årige kandidatuddannelser og kandidatuddannelser med forskelligt antal ECTS-point. Det gælder eksempelvis i Sverige, Norge, Belgien og Holland.
Det er vigtigt, at vi har universitetsuddannelser på et højt niveau, men den enøjede lovprisning af akademisk uddannelse er et udtryk for et gammeldags syn på, hvilke kvalifikationer, fagligheder og kompetencer, samfundet og erhvervslivet efterspørger. Den opfattelse af et uddannelseshierarki stammer fra dengang, hvor gymnasiet og siden universitetet var forbeholdt en lille andel af befolkningen, som siden fik arbejde som advokater, læger, ingeniører eller embedsmænd. Men i dag, hvor godt hver fjerde unge forventes at dimittere fra en universitetsuddannelse, er det elitære islæt en saga blot. Derfor kan man også finde mange eksempler på lønmodtagere med en faglært eller kort videregående uddannelse, som har lønninger, der er højere end mange akademikeres.
Af samme årsag er det vigtigt at holde uddannelsesdørene åbne for så mange som muligt. Hvis en håndværker ønsker at skifte spor i sit arbejdsliv, når han eller hun fylder 40, så bør der være gode og fleksible muligheder for også at vælge en videregående uddannelse. Og når fremtidige akademikere skifter mellem jobs, ville det være en styrke, hvis det bliver en naturlig del af arbejdslivet, at man løbende kan vende retur til universitetet for at tage et fag eller et kursus i metoder eller værktøjer, som er relevant for ens nye jobsituation.
Blandt meningsdannere og i de dele af befolkningen, som altid har befundet sig som fisk i vand, mens de var under uddannelse, får debatten om Danmarks og danskernes uddannelsesbehov ind i mellem en blind vinkel. En blind vinkel, hvor løsningen på samfundets problemer bliver mere af den type uddannelse af akademisk tilsnit, som ansatte i organisationer, embedsværk, partier og uddannelsesinstitutioner selv har fået og har sat pris på; jeg selv inklusiv. Men mange danskere har ikke oplevet turen gennem uddannelsessystemet som en fornøjelse. Det ændrer imidlertid ikke på, at de repræsenterer fag og arbejdsområder, som kræver specialiserede kompetencer, der er helt afgørende for at fastholde og øge den generelt høje danske produktivitet. Derfor er det på høje tid, at uddannelsesdebattens fokus bliver mere på de befolkningsgrupper, der ikke har brugt mange år i uddannelsessystemet. Det sker, når vi de kommende år styrker efter- og videreuddannelsesmulighederne for uuddannede og faglærte samtidig med, at vi for første gang investerer massivt i at øge kvaliteten på erhvervsuddannelserne, så flere får mod på at søge den vej og færre falder fra.
En af kritikernes påstande om vores reform af universitetsuddannelserne lyder noget i stil med, at vi gør Danmark dummere. Det synspunkt vidner for mig at se om en manglende forståelse for, at der findes mange forskellige fagligheder og kompetencer
_______
Rasmus Stoklund (f. 1984) er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og partiets uddannelses- og forskningsordfører
ILLUSTRATION: Rasmus Stoklund [FOTO: Marius Renner/Ritzau Scanpix]
[i] Forskningdirektør: Alene lønnen gør, at den akademiske socialrådgiver antages at være mere produktiv – politiken.dk
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
