02.05.2023

”På sin vis er kineserne jo langt foran i forhold til tech-reguleringen. Også på det, man kunne kalde en mere progressiv tech-regulering. Det lyder lidt paradoksalt, og jeg provokerer jo også, men det er da tankevækkende, at de i den grad har fattet, hvor skadeligt det kan være.”

Interview af Niels Koch-Rasmussen

RÆSONs Interviewserie udkommer hver onsdag. Se alle interviews i serien her. Denne uge med Rebecca Adler-Nissen, som er dansk politolog og professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

RÆSON: Hvad er de største teknologipolitiske områder, man som politiker skal forholde sig til i de kommende år?

ADLER-NISSEN: Listen er næsten uendelig, vil jeg sige. Men det, der er måske mest presserende lige nu og her, i disse dage og uger, er kunstig intelligens. Det er gået meget, meget hurtigt de seneste år. Selv store tech-giganter som Microsoft og Alphabet er blevet overrasket over, hvor hurtigt det er gået.

Den lovgivning, der kommer nu, er allerede næsten forældet, inden den bliver rullet ud. Og det er, fordi konsekvenserne af de her vilde sprogmodeller, den her måde at skabe viden på, kommer til at ændre alt – ikke bare eksamensopgaver, men hvordan vi forstår os selv, og om vi overhovedet kan forstå noget som helst. Alle arbejdsområder, og alt hvad vi laver. Og der er ikke styr på privatlivet. Der er ikke styr på ansvar. Der er ikke styr på, hvad vi gør, hvis der står noget misvisende eller forkert. Der er heller ikke styr på, hvem der skal eje den information om den skal være offentlig tilgængelig eller beholdes af virksomhederne, og hvad de produkter, der kommer ud af det, skal være.

Det er bare et hjørne, men det er bekymrende i den forstand, at Europa slet ikke har nogle af de store tech-virksomheder inden for kunstig intelligens, der kan hamle op med det, som de har i USA og Kina.

Derudover vil jeg sige, at hele måden, vi opbevarer vores data på, bliver vigtig. Vi samler stadig flere data om os selv og hinanden – virkelig følsomme data. Og lige nu bliver det hele lagt i skyen. Og hvem ejer skyen? Ikke os selv. Det er et kæmpe område.

Og så vil jeg sige, at hele cybersikkerheds-problematikken også er meget bred og omfattende. Det handler jo om, at stort set al vores kritiske infrastruktur, vores elværker, vores vandværker, vores trafiksystemer er blevet digitaliseret. Og det vil sige, at de er blevet sårbare over for hackerangreb og alle mulige former for industri- og militær spionage. De er jo blevet bygget i den gode tid, hvor jo mere man handlede og udbyggede den globale arbejdsdeling med lange, specialiserede forsyningskæder, jo bedre.

Hvad er de største demokratiske udfordringer ved de ting, du lige har listet op?

Grundlæggende er spørgsmålet, om demokratiet kan overleve AI. Det er på det niveau, vi er. Hvad sker der, hvis man ikke længere kan stole på den tekst, billeder og video, man får smidt i hovedet, hvor det bliver umuligt at skelne det falske fra det autentiske og hvor almindelige mennesker vi får et stadig mere individualiseret og samtidigt stærkt fortegnet billede af, hvordan verden ser ud?

Vi risikerer jo på et eller andet tidspunkt, at de her kunstige intelligenser virker klogere end os, og bliver så livagtige, at vi får vores egen lille boble, som vi spørger om alting, og som bekræfter os i vores egen forståelse. Det er jo det, kunstig intelligens også gør. Det vil jo erodere hele ideen om et fællesskab og en fælles offentlig samtale. Vi behøver ikke længere de andre. Demokratiet handler jo om folkestyre, men hvad hvis der ikke er noget folk længere?

 

Grundlæggende er spørgsmålet, om demokratiet kan overleve AI. Det er på det niveau, vi er
_______

 

Så den røde blinkende lampe, det er lige nu AI?

Det er det lige nu her. Men kvanteteknologien er også galoperende. Det går også virkelig hurtigt inden for kryptering, som kan bryde eksisterende kryptering. Så der er meget andet. Men AI er der, hvor det – også i forhold til demokratiet – lige nu er meget akut.

Hvor er EU lige nu i forhold til at skulle forholde sig til AI?

EU er længere fremme end amerikanerne, og de er længere end mange andre faktisk, på nær kineserne. Så på den måde, så er det jo rigtig godt, at man er gået i gang med reguleringen. Men det, som man kan spørge om, er, om den tilgang man havde, da man startede, og som gav ret god mening, ville være nok. Man har haft en risikobaseret tilgang, hvor der er nogle AI-systemer, der er højrisiko, og nogle der bliver defineret som lavrisiko.

Lige nu ligges der ikke op til, at ChatGPT og GPT4 er højrisiko, fordi man går meget op i, hvilken intention eller formål systemet har. Og det er jo bare et neutralt anliggende. Men problemet er jo, at det godt kan være, at der ikke har været nogle intentioner om at manipulere eller skade bag den her model, men den har jo nogle konsekvenser. Så jeg vil mene, at hvis man skulle skrive lovgivningen i dag, skulle man i stedet for at have sådan en risikobaseret tilgang have en konsekvensbaseret tilgang. Altså ligesom man har med medicin, hvor man laver kliniske forsøg, før man sætter noget på markedet og man efterfølgende har et ansvar. For det er potentielt lige så farligt.

I lægemiddelindustrien skal have testet det først på dyr, så på mennesker, og så gentaget osv. Og så kan vi få lov til at sætte det på markedet. Lige nu er der jo konkurrence om at komme først med nye modeller, og de har ikke testet det overhovedet. Det er jo helt crazy, det der kommer ud.

Hvordan har EU overordnet forholdt sig til udviklingen?

Man har jo også set det som et kæmpe økonomisk potentiale, fordi man kan automatisere en masse processer og beslutninger, og det kan gøre mange overflødige, overtage nogle kedelige opgaver, så mennesker kan blive frigjort. Og der er jo et kæmpe marked. Man kan jo bruge det til at muligt fornuftigt, altså Google Translate og selvkørende biler fx. Men det, som er udfordringen for EU, det er, at det ikke er os selv, der laver det – det ikke os, der har virksomhederne eller al den data.

Se på al den data, der allerede nu er proppet ind i sprogmodellerne. Alle har sikkert prøvet det her – det synes jeg er ret sjovt – at få ChatGPT til at lave en sang fx. Den data er ikke længere min, når jeg har tastet den ind. Jeg aner ikke, hvad der sker med den. Den er slet ikke beskyttet, og den fortæller jo sindssygt meget om mig. Alene det.

 

Hvis man skulle skrive lovgivningen i dag, skulle man have en konsekvensbaseret tilgang i stedet for en risikobaseret tilgang. Altså ligesom man har med medicin. For det er potentielt lige så farligt
_______

 

Folk har stillet meget personlige og følsomme spørgsmål til ChatGPT: Hvad er risikoen for, at jeg dør af kræft i år, når jeg har de her symptomer? Så der er både en privatlivsproblematik, men også en magtproblematik, for dem, der sidder på den kunstige intelligens – i dag, men også i morgen – er dem, der har magten i fremtidens samfund.

Man kan godt være bekymret, ligegyldigt om det er Biden eller en anden, der vinder næste amerikanske valg, for amerikanerne kunne godt være fristet til at sige: ’Når jo, det kan da godt være, at I har udviklet alt det her lovgivning og kræver, at vi passer på jeres privatliv, men vi har jo altså nogle andre interesser, og den data kan godt bruges fornuftigt af nogle virksomheder, som kan udnytte det’.

Hvor står forholdet mellem EU og USA på reguleringssporet?

Der har været to perioder i den transatlantiske relation i forhold til teknologi, efter man begyndte at tænke på regulering og digitalisering. Først, der var det jo bare ren Wild West, og det levede vi lykkeligt i, eller hvad vi nu gjorde.

Der, hvor det første chok opstod, var med Snowden-afsløringerne. For indtil da havde man tænkt, at det er jo fint, at vi har Silicon Valley, og det var jo dengang, Bill Gates havde den her idé om information highways, og at vi kunne forstå hinanden bedre, og at verden bare ville blive mere integreret.

Så kom Snowden-afsløringerne, og især i Tyskland er man ikke kommet sig over dem, fordi der er nogle særlige erfaringer i særligt Østtyskland med overvågning. Og de her afsløringer, at det ikke bare var Simens, der blev overvåget, men også Merkel, gjorde, at man mistede en masse tillid. Og det var jo ikke, fordi man ikke vidste det i forvejen, men nu kom det ligesom ud i det åbne.

Og det blev startskuddet til GDPR, som blev en succes på den måde, at det har skabt det, nogen kalder Bruxelles-effekten. GDPR blev, for better or worse, ligesom ’privatlivsstandarten’. Og alle mulige lande begyndte at være nødt til at arbejde med GDPR og cookies og alt det der, for at kunne operere på EU’s kæmpestore indre marked. Og det er jo på den måde en succes historisk set med EU. Der havde vi en tydelig standardsættende effekt på resten af verden.

Men så kommer vi ind i den nye fase, hvor vi ikke ved, om EU stadigvæk kan fastholde den position. Og det er, fordi vi bevæger os ud i nogle nye områder, hvor man skal lovgive om andre ting også, og hvor teknologien i endnu højere grad er blevet et geopolitisk våben. Fra 2010 begynder man for alvor at tænke over det. Ikke nok med, at vi skal lave noget lovgivning, der beskytter os – nu skal vi også have vores egen teknologi. Og det er jo en helt radikale idé. Hvis du havde sagt det for fem år siden, havde folk sagt, at det var helt vanvittigt.

 

Dem, der sidder på den kunstige intelligens – i dag, men også i morgen – er dem, der har magten i fremtidens samfund
_______

 

Hvad lægger du i det med, at man skal have sin egen teknologi? Skal EU selv producere AI og nogle af de værktøjer eller produkter, som teknologierne tilbyder?

Der er forskellige skoler her, og der er ikke politisk eller videnskabelig enighed. Nu kommer vi ind i nogle spørgsmål om, hvad EU skal være. Indtil nu har det handlet om, at vi laver nogle regler, og hvis man overholder dem, må man operere på EU’s indre marked. Men det indre marked har været karakteriseret ved at være meget frit og meget åbent. Det handlede om lige konkurrencevilkår, og har været Margrethe Vestagers mantra.

Så kommer sådan en som Thierry Breton [fransk EU-kommissær for det indre marked red.], som jo er en gammel industrimand, og siger, at det er ikke nok, at vi bare har fri konkurrence – ’vi skal også have vores egne ’champions’, vi skal have vores egen Google’. Og den der drøm om, at Europa skal sine egne store tech-virksomheder har levet længe. Og det har indtil nu haft begrænset succes, hvis man ser bort fra Airbus (som til nød kan kaldes en tech-virksomhed). Tyskerne og franskmændene har postet så mange penge ind i alle mulige forskellige forsøg, som er gået galt. Og derfor er der også nervøse trækninger hos resten af medlemslandene – skal vi nu hælde EU-midler eller lempe på statsstøtten for at få de her projekter i l luften?

Er det, fordi markedet er monopoliseret af amerikanerne, eller er det, fordi vi ikke har industrien? Hvorfor kan Europa ikke selv?

Der er flere grunde til, at det er svært bare at starte sin egen Google. En af dem handler om monopoldannelse og lock-in-effekter. Det er virkelig svært at skifte til et andet system. For eksempel forsøgte Hamborgs bystyre at skifte til et open source-alternativ fra Microsoft tilbage i 2006, fordi de syntes, det var så dyrt at betale abonnement. Men så måtte de opgive i 2020.

Den anden grund er mere videnssociologisk; nemlig at vi ikke har et tech-vækstsmiljø og så mange penge, som ligger i Silicon Valley eller den kinesiske model. Der er jo et helt økosystem tæt koblet med universiteter som Stanford og Berkeley, der nærmest er vokset sammen med de der tech-virksomheder, og så har de bare virkelig mange midler, som de kan investere. Så kritikere vil sige, at vi kan bruge virkelig mange penge og stadigvæk ikke nå foran.

Men ikke desto mindre er der nu en udvikling gang i gang, hvor man siger, at det kan godt være, at vi er virkelig langt bagud, også i forhold til kinesiske Huawei og Alibaba, men vi bliver nødt til at investere ikke kun i uddannelse og forskning, men også industrielt, fordi det er simpelthen for farligt at være så afhængig af nogle få tech-virksomheder i andre lande.

Du nævner, at vi har forskellige positioner i EU med Margrethe Vestager på den ene side og Thierry Breton på den anden. Er det overhovedet muligt at nå til enighed om digital suverænitet i EU?

Der er i den grad ikke enighed. Alle vil jo gerne tage kontrollen tilbage, og det resonerer også rigtig godt i befolkningerne, men når man så skal udøve det, så opstår spørgsmålet, hvad det egentlig betyder. For suverænitet er jo mere end bare strategisk autonomi; det er faktisk noget med en eller anden form for autoritet eller overmyndighed. Jeg har netop skrevet en artikel sammen med min gode kollega Kristin Eggeling, som er ved at blive fagfællebedømt, hvor vi har identificeret tre forskellige versioner af digital suverænitet.

 

Vi bliver nødt til at investere ikke kun i uddannelse og forskning, men også industrielt, fordi det er simpelthen for farligt at være så afhængig af nogle få tech-virksomheder i andre lande
_______

 

Der er den, som vi ofte hører Vestager tale om, der handler om rettigheder – altså nærmest som et individ, der bliver suverænt, at det er dine personlige rettigheder, der skal beskyttes. GDPR er en form for tidlig version.

Men så er der en anden version, der fokuserer på sikkerhedsproblemerne, som er vokset meget. Det handler om, at det er nødvendigt, at vi har følsomme eller kommercielt interessante data lokalt. Vi kan ikke have det i en sky og på nogle servere, der ligger uden for vores kontrol ­– vi skal have en cybersikkerhed, som er meget stærkere.

Og så er der den sidste, som er geopolitisk-økonomisk, hvor man siger, at vi bliver nødt til at have vores egne markedsførende virksomheder, fordi vi skal kunne være selvforsynende. Og det er til dels også læringen fra corona-pandemien, hvor det handlede om selv at have nok vacciner, hjælpemidler osv.

Men for hver af de her versioner, er der også en modversion. Den økonomiske side af digital suverænitet har modversionen, der siger, at vi bliver en stærk økonomi ved at være en åben, global økonomi. På sikkerhedsområdet kan man tale for, at vi kun kan sikre digital suverænitet, ved at allierede og NSA hjælper os, og ved at lade amerikanerne levere det digitale isenkram. Og på rettighedsområdet lever en mere globalt og markedsfokuseret orienteret idé om, at ikke kun EU-borgere men alle borgere skal have rettigheder, og at de selv må kapitalisere på hvordan deres data deles deles over landegrænser og med virksomheder

Er der en udvikling undervejs, hvor den teknologiske integration, der har været mellem Kina og Europa, har vist sig at være problematisk?

Der er flere elementer i det her spørgsmål. Der er en grund til, at der nu er kommet en lovgivning om, at vi i EU skal producere vores egne mikrochips. Og det er jo, fordi Taiwan er et af de globale knudepunkter, hvor man producerer mikrochips, 90 pct. af verdens avancerede halvledere kommer fra Taiwan, og derfor er vi er ekstremt afhængige af, at Taiwan fortsat sælger. Så skulle det komme på kinesiske hænder, er vi udfordrede. Så kan vi ikke lave biler, kaffemaskiner eller noget som helst. Den dimension er alle enige om.

Så er der nogle mere interessante ting omkring Huawei, overvågning og fx TikTok-sagen. Det handler om, at kineserne gør vores unge dummere. I Kinas egen version af TikTok ser man små cellospillere eller høre om kinesisk historie eller videnskabelige opdagelse, men på vores bliver man mere afhængig, selvkritisk eller skør i bolden.

Er det virkelig rigtigt?

Det er rigtigt, ja, og det undrer mig, at man har vidst det i så lang tid og ikke har været mere fremme i debatten. Kineserne kuraterer selvfølgelig forskelligt, og de har også selv fundet ud af, hvor superskadeligt noget af det der crap, man ser, er. I hvert fald, at det ikke ligefrem er det, der skaber den næste generation af stærke kinesere. Så derfor har de simpelthen reguleret TikTok i langt højere grad. De har også begrænset antallet af timer du må game, og alt det, der handler om aldersverifikation og sådan noget. Det har de gjort længe.

På sin vis er kineserne jo langt foran i forhold til tech-reguleringen. Også på det, man kunne kalde en mere progressiv tech-regulering. Det lyder lidt paradoksalt, og jeg provokerer også, men det er da tankevækkende, at de i den grad har fattet, hvor skadeligt det kan være.

 

TikTok har mange problematiske sider, men det har Meta jo også
_______

 

Så det er ikke kun problematisk, den måde man regulerer på i Kina, som det ellers ofte bliver fremstillet?  

Det ene er jo det her med at ikke tillade skadeligt materiale – selvmordsvideoer, porno, voldsforherligelse og you name it, som vi alle sammen udsættes for, og hvor det er det, der er mest følelsesmæssigt oprivende, som får lov at komme øverst i vores feeds. Det har de simpelthen bare lavet om på, fordi det er det kinesiske kommunistparti, der bestemmer, hvad der må være på TikTok, og de vurderer, at det er skadeligt for deres unge mennesker.

Og så bliver de ganske enkelt eksponeret for noget andet. Så det er jo meget konkret, og så kan man sige, at det lyder godt nok som censur og manipulation, og det er det da også, men det er vores model jo også. Det er jo det, vi glemmer. Vi synes, at det er fri information. Men det er det overhovedet ikke. Det er ikke dig selv, der bestemmer, hvad det er, du ser på nettet og på de sociale medier. Det er en algoritme, der kender din søge- og forbrugshistorie og en virksomhed, som udnytter den.

Men det, der også ligger bag alt det her, er jo det amerikanske pres. Amerikanerne har længe presset os på fx 5G-området, hvor de har sagt, at det er farligt, hvis det er kineserne, der sidder på det. Tyskerne er under stort pres fra amerikanerne til at droppe deres afhængighed af 5G fra Kina. Det tror jeg, vi kommer at se rigtig meget af i de kommende år.

Hvor meget skyldes det problematiske ved teknologierne i sig selv henholdsvis det amerikanske pres på at mindske den kinesiske indflydelse?

TikTok har mange problematiske sider, men det har Meta jo også, så på den måde er det grader af sikkerhedsudfordringer og risici. Noget af det handler om, at når du skal vælge mellem to afhængigheder, så er det det mindste onde lige nu. Men jeg forventer, at vi på et eller andet tidspunkt får et dilemma, hvor vi bliver tvunget til at træffe det her valg på et mere principielt niveau.

Lige nu har Europa ikke en sammenhængende Kina-politik, men på et eller andet tidspunkt vil vi blive både presset af, hvad kineserne selv gør, men også hvad amerikanerne ønsker. Måske USA vil sige, at en af betingelserne for, at de bliver ved med at hjælpe os i NATO-regi, vil være, at vi så også siger nej til mere kinesisk teknologi. Det kunne jeg godt forestille mig, ment er der ikke nogen, der har lyst til at sige højt.

 

Lige nu har Europa ikke en sammenhængende Kina-politik, men på et eller andet tidspunkt vil vi blive både presset af, hvad kineserne selv gør, men også hvad amerikanerne ønsker
_______

 

Og dermed er vi tilbage ved den sikkerhedspolitiske dimension. Er reguleringen stadig svaret nu, hvis man kigger på AI, på kinesiske elbiler osv., eller ser du, at forudsætningen for, at vi kan opnå digital suverænitet, er, at vi også opnår egne alternativer?

Det kommer an på, hvad man mener med digital suverænitet. Digitalisering er jo på en eller anden måde født til at være global eller i hvert fald grænseoverskridende. Det er jo hele pointen. Så på den måde er der et indbygget paradoks i tanken, for tanken er jo at gøre det lettere at dele information på tværs af grænser, på tværs af mennesker, så på den måde giver det egentlig overhovedet ikke mening.

Men hvis suverænitet handler om at beskytte et samfund, så giver reguleringen rigtig god mening. Hvis suverænitet handler om handlekraft – evnen til selv at handle – så vil man være tvunget til også at have sine egne tech-virksomheder, og sin egen tech-infrastruktur, som man selv styrer, og der er det jo trods alt lettere at lave lovgivning. Men selv hvis man siger, at vi nøjes med lovgivning til at starte med, og så måske har nogle enkle områder – sjældne jordarter, chips og lithiumbatterier – hvor man siger, at dem skal vi selv kunne udvinde eller producere eller i hvert fald diversificere vores leverandrører, så bliver udfordringen at implementere og overholde lovgivning, for der er jo masser af brud på GDPR hele tiden, og der er ikke nok mennesker til at håndhæve lovgivningen, og det bliver jo endnu sværere i fremtiden, når DSA og DMA’en og reglerne for kunstig intelligens for alvor skal virke. Så det tror jeg bliver en af de helt store udfordringer: Hvem skal håndhæve lovgivningen?

Og er det en opgave, EU kan magte?

EU står over for en meget svær opgave, men det ville være en misforståelse at tro, at bare fordi man er afhængig af teknologi udefra, så kan man ikke stille krav. Det kan man jo netop godt, for EU er et kæmpe og superinteressant marked, så jo flere præcise og rimelige krav vi stiller, jo flere ting kan vi få igennem. Og så forventer jeg faktisk at der er rigtig mange andre, der fortsat vil kopiere os, fordi de selv finder ud af, at de gerne vil have regulering, som er demokratisk.

Og så handler det om, at lande som Danmark kommer ind i kampen og spørger, hvilken version af digital suverænitet, vi ønsker. Det er en drøm, men det er jo det, politik bliver ledet af – visioner.

Hvordan vil den digitale suverænitet spille ind i Danmarks kommende udenrigs- og sikkerhedspolitiske udspil?

Man laver den her udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, fordi Rusland har invaderet Ukraine, og så er der brug for en revision, hvilket giver god mening. Og et af de områder, man burde have med i den, er en bunden opgave om at få koordineret vores teknologipolitik.

Vi har jo fået en digitaliseringsminister, og så skulle man jo tro, at målet er, at regeringen koordinerede, hvad vi så mente om digitalisering og teknologi. Men den måde, man har organiseret sig på i Danmark, er, at man har en Digitaliseringsstyrelse, som udruller løsninger til borgerne. Så har man et kulturministerium, der fokuserer på medier og kvaliteten af den offentlige debat. Så har man et erhvervsministerium, som har store dele af EU- og innovationspolitiken, og så har man et udenrigsministerium, som laver tech for democracy og repræsenterer Danmark i bl.a. Silicon Valley og et forsvarsministerium, der interesserer sig for den cybersikkerhed og kritisk infrastruktur.

 

Teknologi har været et apolitisk område herhjemme. Og det har på mange måder været en del af succesen, fordi man så har kunnet rulle Borger.dk, NemID og digitaliseringen ud til borgerne, uden at nogen har sagt noget
_______

 

Men det er også mere bredt. Geo- og sikkerhedspolitik bliver ikke tænkt ind i den samlede teknologipolitik, men man skulle tænke over. Så det vil være min opfordring, at man samler det, og at man giver ét ministerium en eller anden form for koordinerende rolle, så Danmark ikke går i tusind retninger. Jeg har svært ved at se, at det er koordineret.

Opdelingen er også et levn fra, at det har været embedsmænd, der har drevet digitaliseringen i Danmark. Vi har jo ikke haft så mange politikere, der interesserer sig for teknologipolitik indtil for nyligt, i modsætning til USA og til Frankrig og Tyskland, hvor der er folk, der har en hel karriere og er valgte til fx Europa-Parlamentet på at være teknologipolitiker. Teknologi har været et apolitisk område herhjemme. Og det har på mange måder været en del af succesen, fordi man så har kunnet rulle Borger.dk, NemID og digitaliseringen ud til borgerne, uden at nogen har sagt noget. Og først nu har man fået et digitaliseringsudvalg i Folketinget og en minister. Så er vi er 10-15 år bagud i forhold til andre lande, hvad angår modenheden af vores debat. Og det afspejler sig så i, at vi ikke har nogen koordineret teknologipolitik.

Er det simpelthen for svær en opgave, siden man ikke har grebet den bedre – og hurtigere – an?

Det er da supersvært, og jeg tror ikke, der er nogle lande, der har knækket koden, fordi digitalisering og digitale løsninger ligger i alt, vores forvaltning, erhvervsliv, kultur og sundhed, og det er udrullet med skiftende masterplaner og formål. Så nu skal bagvendt til at lave en samlet diagnose og tilgang, og kræver en kombination af jura, statsbundskab, datalogi, ingeniørvidenskab humaniora. Stort set alle fagdiscipliner skal involveres. Og så skal Danmark til at tænke seriøst over, hvem man skal stole på. Det er superpolitisk, og der sidder nogle lande og tech-virksomheder, som har størstedelen af al viden om, hvordan tingene fungerer. Det er jo et område, som er privatiseret. Ser vi på, hvordan vores stat, region og kommuner, politi, forsvar, hospitaler arbejder, så er mange vores løsninger jo leveret af udenlandske virksomheder. Vi har ikke vores egne.

Så Google og Microsoft skal skubbes ud?

Det kan de jo ikke, men man kan godt stille nogle krav. Og det er jo måske den mellemvej, man skal til at finde. For vi er jo dybt afhængige. Hvis vi hiver Google og Microsoft ud af Danmark i morgen, så vil vores samfund bryde sammen. Så det er ikke det, der ligger lige for. Men mindre kan også gøre det. ■

 

Hvis vi hiver Google og Microsoft ud af Danmark i morgen, så vil vores samfund bryde sammen. Så det er ikke det, der ligger lige for. Men mindre kan også gøre det
_______

 

Rebecca Adler-Nissen (f.1979) er en dansk politolog og professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Hun har forsket i international politisk sociologi, EU’s udvikling og forholdet mellem EU og EU’s medlemsstater og forsker i øjeblikket med fokus på forholdet mellem fortrolige internationale forhandlinger, offentigheden og sociale medier. Adler-Nissen modtog i 2021 sammen med Velux-fonden 5,9 millioner kr. til projektet ‘Digital suverænitet: Europæiske visioner om selvbestemmelse i en digital tidsalder’.

ILLUSTRATION: Metas datacenter i Lulea, Sverige, 7. november 2013: Datacenteret, der var det første uden for USA, åbnede samme sommer i det nordligste Sverige [FOTO: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Udsolgt i 2023, 2024 og 2025. Vidensfestival 2026 er med bl.a. Stefan Hermann, Peter Øvig, Peter Viggo, Josefine Klougart, Rane Willerslev, Anja C. Andersen og Zinini Elkington

Peter Møller Thomsen: USA’s nye nationale sikkerhedsstrategi begynder og slutter på den vestlige halvkugle. Ikke i Kyiv, ikke i Taipei

Theresa Scavenius: Regeringen bevæger sig støt fremad mod en overvågningsdystopi

Jakob Matthiesen: Er Jermaks fald en sejr eller et tilbageslag for Ukraines kamp mod korruption?

Lars Struwe: Før 2022 forstod de færreste Ruslands krigsplaner – nu står Europa i samme situation

På vej i 2026: Foredrag med Peter Viggo Jakobsen i Aarhus og København