Steffen Frølund (LA): Skal Danmark løse klimakrisen, bør vi føre en blågrøn klimapolitik – og se til Sverige
08.09.2023
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Sveriges borgerlige regering tager markante skridt i den grønne omstilling med reelle løsninger, som Mette Frederiksen og regeringen dumstædigt fejer af bordet. I Liberal Alliance hilser vi en grøn og blå klimapolitik velkommen.
Kommentar af Steffen Frølund, folketingsmedlem for Liberal Alliance
Mette Frederiksen kom engang for skade at sige, at hun var rød, før hun var grøn. Senere kunne hun så kundgøre, at hun skam var lige så grøn, som hun var rød.
Uden at skulle kaste mig i forklaringer om, hvad man får, når man blander de to farver, vil jeg give statsministeren ret i, at det betyder noget, hvad man blander det grønne med. For mit og mit partis vedkommende er jeg stolt af, at vi er både grønne og blå.
Det betyder, at jeg ikke ser markedet, økonomisk vækst og menneskers opfindsomhed som problemer, der skal ryddes af vejen eller styres for den grønne omstillings skyld – men derimod som forudsætningerne for, at vi kan lave en grøn omstilling, der ikke bare handler om at begrænse menneskers frihed og muligheder, men om at tage dem mod nye højder.
Siden har Mette Frederiksen skiftet politisk ham igen-igen ved dannelsen af den brede SMV-regering over midten efter valget i 2022. Dengang lød argumentet, at hvis blot de såkaldt ”ansvarlige midterpartier” begravede den ideologiske stridsøkse og slog pjalterne sammen, ville man i fællesskab kunne løse Danmarks problemer.
Regeringen slår sig blandt andet op på at føre den mest ambitiøse klimapolitik i mands minde. Men desværre synes de højtravende skåltaler om ambitionsniveauet i klimapolitikken dog ikke at have sat nogle konkrete aftryk endnu.
Om Danmark erobrer den grønne førertrøje eller ej, betyder ikke så meget isoleret set; vores andel af verdens CO2-udledninger er meget lille. Dét, der betyder noget, er, om vi kan lave klimapolitiske løsninger og tiltag, der er så gode, at den vide verden har lyst til ikke blot at hylde os, men ligefrem at efterligne os.
Når man er grøn og blå, er dét kernen – at vi viser, at fremtiden kan blive god, grøn og gavmild på samme tid
_______
Når man er grøn og blå, er dét kernen – at vi viser, at fremtiden kan blive god, grøn og gavmild på samme tid.
Derfor er det ærgerligt, at regeringen endnu ikke har formået at støbe kuglerne til noget konkret politik, der vil bidrage til at få os over den grønne målstreg – især med tanke på, at vi jo efterhånden godt ved, hvad der virker, når det kommer til klimapolitikken.
Kigger man mod vores svenske kollegaer, har Sveriges borgerlige regering eksempelvis ingen problemer med at tage en række store skridt i retningen mod den grønne omstilling.
Inden længe vil der nemlig være langt mere bæredygtig strøm, der finder vej til svenskernes stikkontakter, da regeringen endelig har besluttet sig for at fjerne den reguleringskæp, man for 20 år siden tankeløst stak i de svenske atomreaktorer. I stedet vil man opføre langt flere kernekraftværker, der allerede forventes at stå klar fra år 2030-2034.
I praksis betyder det bl.a., at landets elproduktion vil blive fordoblet frem mod 2045 – med grøn strøm. Og det betyder alverden, for modsat hvad dommedagsprofeter påstår, er en grøn fremtid ikke kendetegnet ved, at vi fx bruger mindre el – tværtimod! Spidser man ører ved ethvert vejkryds, skal man sjældent vente længe på at høre den summende lyd af elbilsrevolutionen, som de seneste år for alvor er kommet op i omdrejninger. Det stiller nye krav til mængden af strøm i elnettet, som Sverige er klar til møde.
Den svenske regerings vilje til ikke at lade sig kue af 70’ernes fakta resistente protest-sange mod verdens sikreste, mest stabile og grønneste energikilde bør være et lysende eksempel til efterfølgelse for alle andre. For her tænker man grønt og blåt: At der ikke venter nogen grøn fremtid ved at regulere alting i smadder, men derimod ved at gribe de muligheder, som den teknologisk udvikling og god, gammeldags kapitalismehele tiden skaber flere af.
I Liberal Alliance foreslog vi så sent som før sommerferien at nedsætte en Niels Bohr-kommission bestående af danske såvel som udenlandske forskere, der fordomsfrit skulle undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk jord.
En ny meningsmåling fra Epinion påviser, at flertallet af danskerne er enige med os i denne tilgang: 55 pct. af danskerne svarede nemlig ja til, at man skal undersøge muligheden for at udvikle atomkraft som energikilde her til lands, mens blot 26 pct. siger nej.
Regeringen valgte at feje forslaget af bordet og i stedet satse på en forkølet høring, der selvfølgelig ikke kommer noget ud af. Det undrer mig af to årsager: For det første fordi, vi må sige, at regeringen virkelig trænger til at få sig en folkelig vindersag – og dét kan Epinions undersøgelse bevidne – men mere substantielt, fordi det jo simpelthen ikke er seriøst at føre klimapolitik med bind for øjnene.
Hvorfor er man så bange for at blive klogere på perspektiverne i kernekraft? Og selv hvis uvildige og seriøse eksperter kommer frem til, at kernekraften ikke passer til Danmark, hvorfor bekæmper man så stadig kernekraft i andre lande i fx EU-regi?
Jeg begriber ikke den forbenede og dumstædige modstand mod kernekraft. Men det handler nok netop om, at min tilgang til klimapolitik er grøn og blå: At jeg ikke har en fiks og færdig opskrift for den grønne omstilling, som pinedød skal følges, men at jeg derimod ønsker mig at nå vores ambitiøse grønne mål på den bedste og mest effektive måde – uden at lægge hele landet i planøkonomiske lænker.
Det bliver ikke hverken mig, Mette Frederiksen, Lars Aagaard eller Dan Jørgensen, som skaber en grøn fremtid. Vores job burde ikke være at sidde andægtigt som en kejser i Colosseum og vende tommelfingeren op og ned til grønne teknologier, men derimod at skabe de optimale rammer for, at den menneskelige opfindsomhed og økonomiske geskæftighed kan gøre verden stedse grønnere.
Men på den måde er vi desværre indtil videre ikke blevet ret meget klogere på, hvad regeringen vil med den grønne omstilling, men kun på, hvad den ikke vil.
Så selvom Mette Frederiksen tidligere har slået sig op på at være både grøn og rød, mener jeg ikke, det er dækkende for SMV-regeringen. Den er, i klimapolitikken som på de fleste andre områder, mest af alt bare grå. ■
Selvom Mette Frederiksen tidligere har slået sig op på at være både grøn og rød, mener jeg ikke, det er dækkende for SMV-regeringen. Den er, i klimapolitikken som på de fleste andre områder, mest af alt bare grå
_______
ILLUSTRATION: Pressemøde ved Avedøreværket, 23. august 2023: Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) præsenterer regeringens nye plan for CO2-fangst og og -lagring [FOTO: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix]
Steffen Frølund (f. 1984) er tidligere iværksætter og investor og er i dag medlem af Folketinget for Liberal Alliance, hvor han tjener som partiets klima- og skatteordfører.
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
