Trine Pertou Mach (EL): En genetablering af den regelbaserede verdensorden bør stå allerøverst på Danmarks udenrigspolitiske dagsorden

19.05.2023


RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Vil ’opgør med kræsenhed’ betyde lukkede øjne over for krigsforbrydelser i Palæstina og Yemen? Overfor undertrykkelse af egen befolkning i Saudi-Arabien? Er det ligegyldighed overfor Ugandas indførelse af dødsstraf mod homoseksuelle? Er det at samarbejde med Taleban? Er det samarbejde med Assad-regimet i Syrien om hjemsendelse af alle syriske flygtninge?

Kommentar af Trine Pertou Mach, MF udenrigsordfører for Enhedslisten

Regeringens nye udenrigspolitiske strategi skal måles på indholdet i de ’ligeværdige partnerskaber’ og på løfterne om at tage afsæt i en regelbaseret orden og på efterlevelse af menneskerettighederne – også når det er svært. Hvis principperne om retsorden, demokrati og menneskerettigheder skal vinde fodfæste igen, skal vi vise, at vi selv tror på dem og efterlever dem.

Regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi viser en forandret verden. Helt lokalt at der er trådt en politiker ind ad døren på Asiatisk Plads, der faktisk ønsker at være politiker og sætte en politisk linje og pejlemærker ud mod verden. Det må man være taknemmelig for, også selvom jeg ikke er enig i en række elementer.

Strategien viser også, at den internationale politiske virkelighed er ved at indfinde sig i hjørnekontoret i Udenrigsministeriet, hvor der er en større realisme i forhold til, at den internationale politisk og den økonomiske magt er under hastig forandring, ikke alene mod Øst men også mod Syd. Det er afgørende for vores internationale ageren.

Jeg kunne dog godt have tænkt mig en mere struktureret tilgang og nogle klart opstillede mål, der skal realiseres gennem udenrigspolitikken. I stedet er det blevet til pejlemærker, der hverken har format til at være mål eller er operative nok til at kunne bruges i en strategi.

Fordelen ved klare mål er, at der er noget at måle på, noget der vejleder i dilemmaer, nogle klare politiske prioriteringer. Ellers er det mere en sammenskrivning af hensigter. Og her ligger problemet måske, for man kan læse meget forskelligt ind i strategien.

Blot et enkelt eksempel: Ideen om modtagecentre for asylansøgere er ikke længere eksplicit et mål for udenrigspolitikken, og det gør jo, at man ånder lettet op. Men hvad bliver ”nye alliancer og stærke ligeværdige partnerskaber ikke mindst med vores nordafrikanske nabolande” til, når de skal indgås for at imødegå irregulær migration og sikre ’økonomisk fremgang og derigennem samtidig bidrage til Europas sikkerhed’, når man har lagt menneskerettigheder og andre politiske principper fra sig? Er der kursskifte eller er det det samme med nye ord?

 

At være mindre ’kræsen’, selve den pragmatiske idealisme, rummer mange farer, når det skal vægtes op mod erhvervsfremme og ny industripolitik
_______

 

Det er ikke klart, hvad man skal forvente af ”pragmatisk idealisme”. Der er en række vigtige holdepunkter, men vi ved ikke, hvordan de vægtes, og det er svært helt at få hold på retningen. Det afgørende bliver, hvordan pragmatismen manifesterer sig

Lad mig slå ned på fire punkter i strategien.

Opgør med prædiken og kræsenhed – kernen i den pragmatiske idealisme

Siden der ikke er klare strategiske mål for udenrigspolitikken, er den oplagte bekymring, at den bliver mere pragmatisk end værdibaseret, og at varer og politiske alliancer skal handles til henholdsvis højest og lavest bydende.

Lars Løkke har brugt vendinger som ’prædike mindre moral’ og ikke at være ’kræsen’ om den angivelige fortid, han vil gå bort fra, fordi det gør det nemmere at indgå ligeværdige partnerskaber i en tid, hvor der er brug for at holde alverdens lande tættere på i konkurrencen med Kina.

Men hvad er det, Danmark ikke skal være kræsen med? Når man åbner for våbeneksport til et krigsførende diktatur som Saudi-Arabien, har man i hvert fald sat barren lavt. Meget lavt.

Det får sætningen, ”Danmark skal også engagere sig i opbygningen af europæisk forsvarsindustri og styrke vores virksomheders engagement i de inter­nationale samarbejder til gavn for vores sikkerhed, velstand og velfærd” til at lyde ildevarslende.

Vil ’opgør med kræsenhed’ betyde lukkede øjne over for krigsforbrydelser i Palæstina og Yemen? Undertrykkelse af egen befolkning i Saudi-Arabien? Er det ligegyldighed overfor Ugandas indførelse af dødsstraf mod homoseksuelle? Er det at samarbejde med Taleban? Er det samarbejde med Assad-regimet i Syrien om hjemsendelse af alle syriske flygtninge? Er det manglende beskyttelse af menneskerettigheder, når der skal udvindes ressourcer i Afrika? Er det parkering af klima- og biodiversitets-hensyn, når der skal laves erhvervssamarbejder i Indien?

At være mindre ’kræsen’, selve den pragmatiske idealisme, rummer mange farer, når det skal vægtes op mod erhvervsfremme og ny industripolitik.

Multilateralisme og regelbaseret orden

Strategien understreger viljen til at holde de multilaterale spor i verden åbne. Det multilaterale samarbejde er afgørende for, at verden flytter sig et bedre sted hen – og derfor også for, at man kan forfølge det, der er de idealistiske tilkendegivelser.

Der er meget fokus på det europæiske samarbejde. Det er klogt og en noget sen erkendelse af, at USA ikke længere er en stabil politisk allieret. Derfor giver det mening at se mod de europæiske hovedstæder og EU – der er brug for at udbygge det europæiske samarbejde.

Men det er et stort hul i strategien, at FN og andre internationale organisationer konsekvent fylder for lidt. Den regelbaserede verdensorden er afgørende for Danmarks interesser og værdier. Når vi ikke tillægger de internationale institutioner, vi selv har været med til at skabe, afgørende vægt udenrigspolitisk, så bidrager vi til at undergrave denne orden.

 

Men hvad er det, Danmark ikke skal være kræsen med? Når man åbner for våbeneksport til et krigsførende diktatur som Saudi-Arabien, har man i hvert fald sat barren lavt. Meget lavt.
_______

 

Ligeværdige partnerskaber

At erkende, at der er brug at genopbygge den manglende troværdighed og legitimitet i relationerne til det globale syd er en vigtig indsigt. Men det springende punkt bliver, hvad den pragmatiske idealisme putter i partnerskaberne, og hvem man vil lave dem med. De ansatser, vi har set indtil videre, tyder på en antagelse om, at hvis man vender blikket bort fra menneskerettighedskrænkelser, mangel på frihed og på demokrati, så bliver partnerskabet med landes magthavere lettere. Men der er intet respektfuldt eller ligeværdigt i at smide principperne i foyeren på vej til ligeværdig dialogmøde. Troværdighed og legitimitet kommer også af at være ærlig og konsistent.

Og man kan heller ikke nøjes med at være i dialog med magthaverne og glemme deres borgere og civilsamfundsorganisationer. Det vil være et svigt af de befolkninger, der ønsker mere frihed og retfærdighed, som ønsker menneskerettigheder og demokrati. Og var det ikke dem, vi skulle være på samme side som?

Landene i syd kan ikke spises af med brød og skuespil. Der skal lange, seje træk til for at bygge troværdighed og ligeværdighed. Der skal klimabistand, markedsadgange, opgør med nedskæringspolitikker og pres for privatiseringer, gældslettelse, reel solidaritet ved næste pandemi, og en reel plads ved de magtfulde borde. Der skal med andre ord rykkes på magtforhold. Og der skal lyttes til befolkningerne.

Hvad er målet med dansk udenrigspolitik?

I en usikker, uforudsigelig, kompliceret og til tider brutal verden, som det tørt konstateres i forordet og med opmærksomheden på en række systemudfordrende kriser, så burde det ikke være svært at opstille en håndfuld mål, som Danmark udenrigspolitisk arbejder for. Mål er langtidsholdbare, mens pejlemærker skal skiftes ofte. Så her er lidt hjælp til konkret styring og eksplicitte politiske mål, som læner sig op af, hvad der historisk har været danske ambitioner: