22.02.2023

Nu er atomtruslen tilbage. Men den er samtidig det eneste, Putin har.

Analyse af Uffe Gardel

VLADIMIR PUTIN kvitter ikke – han han øger indsatsen, dobler, hvor mere forsigtige spillere ville folde kortene sammen og rejse sig fra bordet. Sådan har Putin altid håndteret konflikter og modgang, og sådan gjorde han tirsdag i går, den 21. februar, da han for første gang efter krigens udbrud holdt en længere tale.

Putin nye gamble er, at han ”suspenderer” Ruslands deltagelse i nedrustningsaftalen New START – en aftale, som begrænser antallet af Ruslands og USA’s langtrækkende ballistiske atommissiler, opsendelsesraketter og affyringsramper. Dermed er der ikke længere noget traktatmæssigt, der forhindrer Rusland i at iværksætte en ny oprustningsspiral med strategiske atomvåben.

Farvel til aftalesystemet

New START var den sidste store nedrustnings- og våbenkontrolaftale mellem Vesten og Rusland, og ender den med helt at forsvinde, så er det halvtreds års nedrustningsforhandlinger, der skylles ud i toilettet. I sig selv stammer aftalen ganske vist fra 2010 i det korte tøvejr, da Medvedev var præsident i stedet for Putin, men den har en række forgænger-aftaler, hvoraf den første er den oprindelige SALT-aftale fra 1972 – underskrevet i maj det år af Nixon og Bresjnev. Putins nye træk sender dermed verden tilbage til Den Kolde Krigs usikre år, før de første nedrustningsaftaler.

Putin påstod i sin tale, at det hele er Vestens skyld, også dette; ”skrift for skridt begyndte de [altså Vesten] at ødelægge systemet af international sikkerhed og våbenkontrol”, påstod han.

Som så meget i talen er det en kvart sandhed og trekvart løgn. Der var tre store nedrustningsaftaler. De to er blevet aflivet af USA, og den tredje af Rusland. ABM-traktaten – Anti-Ballistic Missile Treaty – blev indgået samtidig med SALT-aftalen i 1972 og begrænsede adgangen til missilforsvar mod modpartens angreb med ballistiske missiler – så truslen om et svar på et atomangreb stadig ville være reel. Den stod i 80erne i vejen for Reagans store ”stjernekrigs”-projekt Strategic Defense Initiative og George W. Bush ophævede den i 2002 for at bane vejen for et amerikansk missilskjold efter 11. september.

Den næste traktat, der forsvandt, var CFE, Conventional Forces in Europe-traktaten, indgået i 1990, mellem alle NATO- og Warszawapagt-medlemmer. Som navnet siger, begrænsede den konventionelle våbensystemer. En ny version i 1999 blev aldrig ratificeret af Vesten, som krævede, at Rusland trak sine tropper ud af Georgien og Moldova. Samtidig krævede Rusland yderligere nedskæringer af NATO-landenes våbensystemer og højere grænser for sine egne. I 2007 suspenderede Rusland sin deltagelse i aftalen og trak sig i 2015 helt ud. Endelig var der INF, Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty, Reagans og Gorbatjovs mesterstykke fra 1987, som faktisk forbød en hel klasse af våben, nemlig alle missiler med en rækkevidde mellem 500 og 5.600 km. USA beskyldte Rusland for at snyde og kunstigt holde missilsystemer ude af traktaten, og i 2019 trak USA sig ud.

 

Faktisk anvender Putin sine atomvåben allerede: For atomvåben er psykologiske våben, der skal virke ved at skræmme
_______

 

Og nu er det slut; der er reelt ikke mere tilbage af det store bygningsværk af nedrustningsaftaler.

Der er en ting mere, som er forsvundet, og det kan blive nok så farligt: New START-aftalen havde nemlig et særligt samtaleforum, BCC, Bilateral Consultative Commission. Den var det sidste forum, hvor USA og Rusland kunne mødes og tale sammen. BCC har ikke fungeret under den russisk-ukrainske krig – Rusland har nægtet at mødes, og har i øvrigt også nægtet USA at gennemføre de våbeninspektioner, de ellers har ret til ifølge aftalen. Men BCC har dog været dér – som et sted man kunne mødes, hvis man ville. Nu er BCC der ikke længere, og også det er med til –efter tirsdag den 21. februar – at gøre verden til et meget farligere sted.

Det eneste trumfkort

Hvorfor gør Putin det? Rusland har jo i sin tid frivilligt indgået New START. Rusland må altså for ikke så mange år siden have ment, at aftalen var til gavn for landets egen sikkerhed. Svaret er formentlig ganske enkelt, at det er en ny måde at true Vesten med atomvåben.

Atomvåbenstrusler er indtil nu det eneste, Rusland har haft nogen succes med over for Vesten under denne krig. Generel russisk propaganda bider ikke på andre end politiske ekstremister på yderfløjene i Vesten; det er få og isolerede mennesker, der føler sig charmeret af Putinrusland.

Energivåbnet har også været en fiasko – EU’s sanktionspolitik er IKKE blevet standset af frysende tyskere og italienere. Ingen regeringer – måske bortset fra den ungarske – har været villig til at prisgive Ukraine for at få billig russisk gas.

Men truslen om atomvåben har virket. Det er frygten for en atomkrig, der har drevet alle mulige aktører til at kræve stop for våbenleverancer til Ukraine og foreslå forhandlinger, uanset at Rusland tydeligvis ikke er indstillet på at forhandle. Og det er frygten for en atomkrig, der overhovedet var grunden til, at den vestlige våbenhjælp kom så sent i gang og stadig ikke omfatter moderne vestlige kampvogne og kampfly. Man frygter at fremprovokere russisk brug af taktiske atomvåben [våben, der er designet til brug på slagmarken, red.], og man frygter, at taktiske atomvåben vil føre til brug af strategiske atomvåben [for at udslette befolkningscentre etc., red.]. Og derfor har man forsigtigt følt sig frem for at finde ud af, hvor den røde linje gik – hvornår Putin ville anvende atomvåben.

Faktisk anvender Putin sine atomvåben allerede: For atomvåben er psykologiske våben, der skal virke ved at skræmme. Og måske derfor har så mange vestlige kommentatorer i timerne efter Putins tale underspillet betydningen af, at halvtreds års nedrustningsarbejde er tilintetgjort: Man vil ikke hjælpe Putin med at skræmme Vesten.

Jeg har også i de første timer læst iagttagere, som peger på, at Rusland slet ikke har råd til ny atomoprustning, lige så lidt som Brejsnevs og Gorbatjovs Sovjetunionen havde. Og det er rigtigt, men kun på langt sigt. På kort sigt er de politiske forhold i Rusland sådan, at en befolkning hensat i patriotisk hysteri næppe vil gøre vrøvl over at få deres levestandard beskåret for at finansiere nye atomvåben.

Putin-styret havde ellers dæmpet sine atomtrusler betydeligt ned siden sidste efterår; det skete tilsyneladende efter, at USA fortroligt meddelte Rusland, hvad konsekvenserne af et atomangreb ville være. Den meddelelse har Rusland taget alvorligt; det fremgår af, at der ikke er blevet lækket nogen russiske reaktioner på de amerikanske trusler. Og dermed har Putin undgået en intern russisk diskussion om, hvorvidt man dog skulle bøje sig for amerikanske trusler om at gøre det ene eller andet.

Nu er atomtruslen tilbage. Men den er samtidig det eneste, Putin har.

Hvad er målet med krigen?

Talen var imødeset med spænding, fordi det var den første store tale siden krigens begyndelse. Putin svigtede gennem hele 2022 sin forfatningsmæssige forpligtelse til at afgive en erklæring til parlamentet om landets tilstand – den erklæring kom først med tirsdagens tale. Og han har heller ikke under krigen afholdt hverken sin sædvanlige årlige maraton-pressekonference eller sit sædvanlige årige timelange møde med russerne, hvor folk fra hele landet kan ringe ind og stille spørgsmål (”Den Direkte Linje”). Man gættede på, at Putin ikke havde noget godt nyt at fortælle om krigen, og ikke ville fortælle dårligt nyt.

I tirsdagens tale kom der slet intet nyt – om krigen, i hvert fald. Kun kluntede gentagelser af løgnagtige påstande, som alle har hørt før: At der er Vestens skyld, at der er krig. At Vesten forberedte et angreb på Rusland. At Ukraine forberedte en militær ”straffeekspedition” mod de russiskkontrollerede ”republikker” i Donbas. ”Jeg vil gerne gentage, at de begyndte krigen, og vi brugte magt for at standse den,” sagde Putin.

Putin fortalte ikke, hvad målet med krigen egentlig er. Hvornår man vil kunne kalde den for afsluttet, og hvad det vil sige, at Ukraine skal ”afnazificeres” og demilitariseres. Hvad han vil gøre ved, at nogle af de områder, han har indlemmet, er på ukrainske hænder. Og om der er flere områder af Ukraine, han vil lade vende tilbage til riget.

Der var ingen forsonlighed – og ingen fredsfølere, ingen oplæg til de forhandlinger, fredsvenner i Vesten taler så meget om, uden at kunne forklare, hvordan man skal motivere Rusland til at forhandle. Fredsvennerne fik i hvert fald ingen hjælp af Putin, som ikke havde andet at fortælle, end at han nu sender hele verden tilbage til atomrædslens tid. ■

 

Atomvåbenstrusler er indtil nu det eneste, Rusland har haft nogen succes med over for Vesten under denne krig
_______

Apropos denne artikel:

Bode & Trabucco om kunstig intelligens i krig: Fjernelsen af menneskelig dømmekraft vil have alvorlige konsekvenser

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Verden set fra Washington versus København

Kasper Junge Wester: Hvornår erkender vores politikere, at USA ikke er – eller vil være – vores allierede?

Jesper Olsen: Karaktermordet på internationale konventioner er uklogt for et lille land, der er afhængigt af den internationale retsorden

Lars Struwe: Hvis Europa ikke styrker afskrækkelsen nu, kan udfordringerne snart blive langt dyrere – og langt farligere

Peter Lautrup-Larsen: Troels Lund får nøglerne – men ikke nødvendigvis magten