20.10.2024

Mindst fem millioner vælgere med tilhørsforhold til kontinentets oprindelige folk kan stemme ved præsidentvalget i 2024 – og mange hundredtusinder bor i USA’s vigtigste svingstater.

Kronik af Anders Bo Rasmussen

Det seneste amerikanske præsidentvalg i 2020 blev afgjort af under 50.000 stemmer. Støt og roligt tippede valgets udfald til Joe Bidens fordel i takt med at alle 156 millioner stemmer blev talt op. I en nation med over 330 millioner indbyggere kan det, som Politiken for nylig formulerede det, undre, at valget – og dermed en amerikanskledet international ”orden” – afhænger af ”hvad mekanikeren Mike i Michigan … mener om priserne i supermarkedet”. Og det samme gør sig gældende for Denise fra Ojibwe-stammen i nabostaten Wisconsin. For en af de vælgergrupper, der kan vise sig at have størst forholdsmæssig betydning, er USA’s oprindelige befolkning.

I Arizona, hvor bl.a. Apache og Navajo (Diné) nationen var – og er – stærkt repræsenteret, stemte tæt ved 90 pct. af delstatens over 300.000 stemmeberettigede indfødte amerikanere på Biden i 2020, og et lignende mønster kunne anes i Midtvesten. I Wisconsin, hvor omtrent 100.000 Chippewa, Menominee og Stockbridge-Munsee mohikanere bor, støttede de stemmeberettigede medlemmer den demokratiske præsidentkandidat med over 80 procent. Med undtagelse af sorte kvinder, der støttede Biden med 95 pct., bakkede ingen andre befolkningsgrupper lige så massivt op om demokraterne i 2020. I Wisconsin, hvor valget blev afgjort af 20.682 stemmer, fik de oprindelige folks stemmer således stor betydning, og betydningen var endnu større i Arizona, hvor blot 10.457 stemmer skilte Donald Trump fra delstatens valgmandsstemmer. I 2024 er alles øjne igen rettet mod Wisconsin og Arizona (ud over Michigan, Pennsylvania, Georgia, North Carolina og Nevada), og kampen for det oprindelige folks opbakning er i fuld gang. Skulle Joe Bidens afløser, Kamala Harris, tabe Wisconsin og Arizona sammen med sydstaterne Georgia og North Carolina, så taber hun formentlig præsidentvalget den 5. november. 

Der kæmpes derfor om alle vælgere i de syv stater, hvor demografiske detaljer analyseres ned til mindste niveau. Kvinder. Mænd. Land. By. Uddannelsesniveau. Seksuel orientering. Religion. Etnicitet. Alder. Medievaner. Geografi. Og – selvfølgelig – historie.

For i USA trækker historien stadig dybe spor hen over nationens politiske landskab. Slaveriets ophævelse i 1865 og dets ekkoer i borgerrettighedsbevægelsen 100 år senere er det bedst kendte eksempel, men datidens forsøg på fordrivelse af USA’s oprindelige befolkning har haft stor betydning også. Sidste år placerede Martin Scorseses Killers of the Flower Moon Osage-folkets historie centralt i amerikansk kultur, og politisk har USA’s oprindelige befolkning også fået en vigtigere stemme.

I kølvandet på sin valgsejr i 2020, udpegede Joe Biden den første oprindelige amerikanske minister,  Deb Haaland (som er født i Arizona) og få år forinden havde demokraternes nuværende vicepræsidentkandidat, Tim Walz, udpeget en kvinde fra Ojibwe-nationen, Peggy Flanagan, som sin ”running mate” i Minnesotas guvernørvalg. I 2023 tilbageførte Minnesota, under Walz, også et særligt vigtigt landområde til Dakota-folket, som en anerkendelse af deres traumatiske historie i regionen, og forud for præsidentvalget i 2024 har demokraterne søsat et større ”Native Americans for Harris-Walz”-initiativ. Som en indikation på demokraternes indsats – og tilsyneladende opbakning – erklærede Pyramid Lake Paiute stammen i svingstaten Nevada den 8. oktober sin opbakning til demokraterne, som den første oprindelige befolkningsgruppe nogensinde. Og det nybrud, som den officielle udmelding repræsenterede, understregede samtidig den komplekse historie, der siden USA’s grundlæggelse har eksisteret mellem amerikanske politikere og kontinentets indfødte befolkning.

 

I Arizona, hvor bl.a. Apache og Navajo (Diné) nationen var – og er – stærkt repræsenteret, stemte tæt ved 90 pct. af delstatens over 300.000 stemmeberettigede indfødte amerikanere på Biden, og et lignende mønster kunne anes i Midtvesten
_______

 

The Party of Lincoln

Det republikanske parti blev stiftet i Ripon, Wisconsin i 1854, hvor modstand mod slaveriets udvidelse, var det samlende politiske projekt. Frygten for nye slavestater mod vest hang tæt sammen med ønsket om sikre og konsolidere magten blandt slaverimodstandere i Kongressen, og et middel hertil var uddelingen af nye landområder til hvide immigranter – på bekostning af kontinentets oprindelige befolkning. Det var disse politiske, og demografiske, kræfter, der førte til valget af det republikanske partis første præsident, Abraham Lincoln, i 1860, men partiets grundlæggende ønske om territorial ekspansion førte kort efter også til væbnet konflikt med Dakota-folket i Wisconsins nabostat, Minnesota.

I amerikanske politikeres øjne var jordejerskab i Amerika retfærdiggjort af evnen til skabe ”civiliseret” samfundsudvikling til forskel fra den påståede vildskab, der kendetegnede den oprindelige befolkning, og europæiske immigranter ankom til Amerika med samme ideer. Tryllebundet af tanken om jordbesiddelse drog over to millioner skandinaver (flere end ti procent af landenes daværende befolkning) til Amerika fra 1850erne og frem, og sammen med tyske immigranter var de blandt de grænseoverskridende nybyggere, der – støttet af amerikanske politikere – ignorerede indgåede traktater om jordfordeling i Minnesota, selvom rasende Dakota-kvinder hamrede deres knyttede næver i jorden for at vise bosættere, at landet var deres. Samtidig levede den amerikanske regering ikke op til sine traktatlige forpligtelser om levering af mad og regelmæssige ydelser til Dakota-folket, og på grænsen til sultedød gjorde dele af den oprindelige befolkning i 1862 oprør i Minnesota. I løbet af få uger dræbte Dakota-krigere flere hundrede nybyggere, mange af dem fra Nordeuropa, mens den amerikanske regering – midt i en borgerkrig mod sydstaterne – hurtigt fik samlet og indsat en større militærstyrke i konflikten. Da regeringshæren fik nedkæmpet Dakota-krigerne, dømte de efterfølgende over 300 oprørere til døden. Tvivlsomme beviser betød dog, at præsident Lincoln, som personligt gennemgik sagerne, benådede mange, men alligevel blev 38 Dakota-mænd hængt ved juletid i 1862, som en del af den største massehenrettelse i amerikansk historie.

Kort tid forinden havde det republikanske parti, under Lincolns ledelse, udstedt et dekret, der satte slaveriets ophævelse i bevægelse, og fik samtidig også vedtaget den såkaldte ”Homestead Act”, der med tiden viste sig at være den største omfordeling af velstand i amerikansk historie. ”Hjemstedsloven” og de jordlove der fulgte, forærede regeringsland – der tidligere havde tilhørt kontinentets oprindelige folk – stort set gratis væk til europæiske indvandrere.

Af samme grund blev 1862 på mange måder retningsgivende for amerikansk politik helt frem til det 21. århundrede. De oprindelige folk blev fordrevet fra de mest attraktive landområder, men fortsatte deres kamp for retten til land og politisk indflydelse på tværs af kontinentet i årene efter. Massehenrettelsen af Dakota-indianerne foregik i byen Mankato, hvor Tim Walz senere blev folkeskolelærer, og som guvernør af Minnesota udstedte han i 2020, sammen med sin viceguvernør Flanagan en undskyldning for den historiske behandling af Dakotafolket i staten.

Samtidig formede slaveriets ophævelse fra 1862 og frem den politiske samtale i både nord og syd. I over 100 år efter den amerikanske borgerkrig var sydstaterne en solid demokratisk bastion på grund af hadet til Abraham Lincoln og hans republikanske efterfølgere, men i kølvandet på borgerrettighedsbevægelsen i 1960erne fandt en afgørende regional vælgervandring sted.

 

Der kæmpes om alle vælgere i de syv stater, hvor demografiske detaljer analyseres ned til mindste niveau. Kvinder. Mænd. Land. By. Uddannelsesniveau. Seksuel orientering. Religion. Etnicitet. Alder. Medievaner. Geografi. Og – selvfølgelig – historie
_______

 

Med demokraternes opbakning – om end tøvende – til borgerrettighedsbevægelsen under først John F. Kennedy og efterfølgende Lyndon Johnson, mistede partiet mange hvide i sydstaterne, mens det republikanske partis tyngdepunkt støt og roligt placeredes i sydstaterne. Som den republikanske valgstrateg Kevin Philips formulerede det, så var Richard Nixons såkaldte ”southern strategy” i 1968-valget direkte knyttet til racespørgsmål: ”Jo flere negere der registrerer sig som demokrater i Syden, jo før forlader de negrofobiske hvide demokraterne og bliver republikanere. Det er der stemmerne er”, lød analysen.

Den primære årsag til vælgervandringen knyttede sig til efterdønningerne af slaveriets ophævelse, og dermed også til diskussioner om nationens lighedsidealer i kontrast til racemæssig diskrimination. Og i den historie spillede Amerikas oprindelige folk en vigtig rolle, både tidsmæssigt og substantielt, selvom deres oplevelser ofte blev henvist til periferien af den nationale fortælling.

Mens tidligere slaver, og alle født inden for USA’s grænser, i princippet blev statsborgere og – for mændenes vedkommende – også stemmeberettigede med det 14. forfatningstillæg i 1868 og det 15. forfatningstillæg i 1870, så var der vigtige undtagelser. Amerikanske politikere betragtede kontinentets oprindelige folk som ”anti-citizens” og udviklede i denne periode bevidst lovgivning knyttet til statsborgerbegrebet med henblik på at udelukke indfødte nationer.

Først for 100 år siden anerkendte de amerikanske myndigheder endegyldigt kontinentets oprindelige folk som statsborgere. I kølvandet på Første Verdenskrig, hvor Oneida-nationen i Wisconsin, blandt andre, erklærede krig mod Tyskland, og hvor tusindvis gjorde tjeneste på hjemmefronten og i Europa, indførte de amerikanske myndigheder i 1924 ”The Indian Citizenship Act”. Alligevel var det først i 1947-48, efter en betydelig militærindsats under Anden Verdenskrig, hvor bl.a. Navajo-nationens unge blev indkaldt til militærtjeneste (og senere blev anerkendt for have udviklet en kommunikationsform, der umuligt kunne brydes af fjendtlige styrker), uden at kunne stemme, at presset på barrieren for ”Native American voting rights” blev så stort, at den faldt – på papiret. Alligevel skulle der gå næsten to årtier mere før stemmeretten reelt blev nationalt forankret – og dermed også sikret for den oprindelige befolkning – med valgretsloven under Lyndon Johnson i 1965.  

Status forud for 2024 valget

Med valgloven i 1965 blev det muligt for forbundsregeringen at sikre stemmeretten på lokalplan, og dermed endelig realisere idealerne bag det 14. og 15. forfatningstillæg. Af samme grund er USA’s oprindelige befolkning i stigende grad blevet involveret i politiske debatter. Mindst fem millioner vælgere med tilhørsforhold til kontinentets oprindelige folk kan stemme ved præsidentvalget i 2024 – og mange hundredtusinder bor i USA’s vigtigste svingstater.

I et valgår, hvor Donald Trump og Kamala Harris kæmper om de helt ”små marginaler”, fra by til by, kan mobiliseringen af flere forskellige vælgergrupper få afgørende betydning. For Donald Trump har interessen oftest været rettet mod hvide mænd og evangelisk kristne uden videregående uddannelse, mens Kamala Harris i højere grad forsøger at appellere til en koalition af hvide kvinder i forstæderne, sorte kvinder i byerne, fagforeningsfolk på landet, amerikanere med tilknytning til Mellemøsten, og nu også USAs oprindelige folk. I stater som Arizona og Wisconsin, hvor oprindelige folk som Navajo (Diné) og Oneida, blandt andre, udgør henholdsvis 6 procent og 2,5 procent, har demokraterne åbnet valgkontorer og hyret repræsentanter blandt de lokale oprindelige nationer, vel vidende af denne mobiliseringen kan få afgørende betydning i stater, hvor Bidens sejrsmargin var under 1 procent i 2020.

Med over 500 nationer, og stor kulturel, sproglig og historisk forskellighed, er det dog langt fra sikkert at oprindelige folk bakker op om demokraterne med lige så stor margin som i 2020, men alligevel virker demokraterne til at stå stærkest. Kamala Harris og Tim Walz har holdt valgmøder i Arizona og Nevada, hvor de har forsøgt sig med en direkte appel til delstaternes oprindelige folk med løfte om en selvbestemt fremtid, hvor alle kan ”realisere deres drømme”. Og skulle Harris have held med sin valgkamp, bliver Tim Walz’ efterfølger i Minnesota, samtidig den første kvindelige oprindelig amerikanske guvernør i USA. Med tanke på den delte grænse og de delte mediemarkeder mellem Minnesota og Wisconsin er denne fornyede fokus på Peggy Flanagans Ojibwe-baggrund måske ikke ubetydelig, og republikanernes modtræk har været mere sporadiske og til tider mindre heldige.

Således trak en lokal republikansk politiker i Idaho for nylig nationale overskrifter, da han bad en politisk rival fra Nez Perce nationen om at ”skride hjem” til der, hvor hun kom fra. Kommentaren var et nærmest ordret ekko af Donald Trumps kommentar i 2019 rettet mod fire unge kvindelige politikere (blandt andre Alexandria Ocasio-Cortez og Ilhan Omar), der var modstandere af republikanernes immigrationspolitik, og som også dengang skabte landsdækkende medieopmærksomhed omkring republikanerne. Hvis kommentarer som den fra Idaho er med til at mobilisere flere indfødte vælgere, kan USA’s oprindelige folk vise sig – endnu en gang – at have afgørende stemmer i udfaldet af præsidentvalget. ■

 

Hvis kommentarer som den fra Idaho er med til at mobilisere flere indfødte vælgere, kan USA’s oprindelige folk vise sig – endnu en gang – at have afgørende stemmer i udfaldet af præsidentvalget
_______

 

Anders Bo Rasmussen (f. 1978) er lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.og forfatter til de anmelderroste bøger I Krig for Lincoln, Civil War Settlers og Pio – flugten til Amerika. Han har i en årrække været redaktør på tidsskriftet American Studies in Scandinavia og bidrager regelmæssigt til danske og internationale medier.

ILLUSTRATION: Utah, 25. oktober 2018: En mand tilhørende Navajo-nationen gendskaber løbescenen fra filmen “Forest Gump” [FOTO: Rick Bowmer/AP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Bode & Trabucco om kunstig intelligens i krig: Fjernelsen af menneskelig dømmekraft vil have alvorlige konsekvenser

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Verden set fra Washington versus København

Kasper Junge Wester: Hvornår erkender vores politikere, at USA ikke er – eller vil være – vores allierede?

Jesper Olsen: Karaktermordet på internationale konventioner er uklogt for et lille land, der er afhængigt af den internationale retsorden

Lars Struwe: Hvis Europa ikke styrker afskrækkelsen nu, kan udfordringerne snart blive langt dyrere – og langt farligere

Peter Lautrup-Larsen: Troels Lund får nøglerne – men ikke nødvendigvis magten