02.07.2024

Føjer vi økomord til Rom-statutteten, vil det have en afgørende og afskrækkende effekt. Virksomheder og regeringer vil i så fald være ekstremt opmærksomme på at undgå de konsekvenser for deres omdømme, som ville følge af en anklage. Og de vil være tilbøjelige til at forsøge at finde alternative løsninger.

Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen

RÆSONs Interviewserie udkommer hver uge. Se alle interviews i serien her. I denne uge med Robin Attfield, professor emeritus ved Cardiff University og forfatter til en lang række indflydelsesrige bøger om klima- og miljøetik, blandt andet ’The Ethics of the Global Environment’ (1999), ’Environmental Ethics: A Very Short Introduction’ (2018) og senest ’The Ethics of the Climate Crisis’ (2024).

RÆSON: Hvornår blev du som filosof interesseret i miljøfilosofi, og hvordan har feltet udviklet sig over de seneste årtier?

ATTFIELD: Jeg blev interesseret i miljøfilosofi i 1975, da jeg underviste i Afrika, hvor en kollega viste mig en artikel, som han tænkte ville have min interesse. Det var en artikel af den australske filosof, Richard Routley, med titlen ‘Is there a need for a new, an environmental ethic’. Jeg begyndte snart at undervise i miljøetik, og inden længe skrev jeg artikler om emnet

Feltet udspringer af en masse folk, som påpegede, at vi har brug for at tænke bredere end menneskets interesser, at vi skal undgå såkaldt ’antropocentrisme’. Siden er der sket en udvidelse af feltets interesser, og i slut-80’erne blev også klimaovervejelser en del af feltet

Oprindeligt handlede det i høj grad om økosystemer, arters uddøen og forurening af miljøet. Ligesom diskussionen om dyreetik var prominent. Senere kom det så til at inkludere spørgsmål om klimaet, men også om fremtiden og fremtidige generationer.

Som det står nu, har miljøfilosofi forandret sig fra at være en minoritetsbeskæftigelse for nærmest excentriske filosoffer til at blive et bredt institutionaliseret forskningsområde med egne tidsskrifter og konferencer.

 

Filosofisk tænkning over klimaproblemerne leder til vigtige og nogle gange overraskende konklusioner
_______

 

Du udkom i april måned med bogen The Ethics of the Climate Crisis på forlaget Polity Books, som er anledning til vores samtale. Hvad er den overordnede ambition med bogen? Og hvad er den specifikke opgave for filosoffer i den debat – i supplement til alle de naturvidenskabelige perspektiver? Hvorfor er klimakrisens etik vigtig at udvikle?

Bogen undersøger etikkens rolle og understøtter forskellige ideer om, hvordan vi skal tackle miljø- og klimaproblemer, både som individer, virksomheder og lande. Det er et tværvidenskabeligt forsøg på at sammenbringe videnskabelige resultater og filosofisk reflektere over, hvad vi bør gøre, og hvilke generelle principper, man kan forsvare ift. netop miljø- og klimakriserne

Ved at udvide folks horisont kan etikken pege på krisernes universalitet og forklare, at det er op til os at handle på dem.

Er det dit indtryk, at filosofiske argumenter lyttes til og spiller en rolle i den offentlige diskussion?

De lyttes til fra tid til anden. Der har været et enormt stort publikum for en filosof som Peter Singer, som har skrevet om behovet for at behandle dyr som følende væsener. Hans filosofiske argumenter har påvirket millioner af mennesker.

Samtidig har den grønne bevægelse en verdensomspændende indflydelse, og den har forskellige filosofiske overvejelser som en del af sit udgangspunkt. Nogle former for filosofi har åbenlyst et ret smalt publikum og en mere beskeden indirekte indflydelse, men der er også nogle, som har en direkte virkning. Filosofisk tænkning over klimaproblemerne leder til vigtige og nogle gange overraskende konklusioner

Hvis man ikke var filosof, kunne man måske få den tanke, at klimakrisen stiller os over for et ret simpelt etisk valg: Vi har været med til at skabe et problem, som truer en hel masse arters overlevelse, inklusive vores egen. Derfor bør vi gøre noget. Alligevel har området været anledning til intens filosofisk diskussion siden 80’erne. Hvad er det for etiske spørgsmål, som er anledning til diskussion?

For mange er problemerne enten lokale, umiddelbare eller begge dele. Folks horisonter har brug for at blive udvidet. Med nutidens teknologier kan vi have indflydelse på de næste lad os sige 10.000 år af menneskehedens historie, hvis menneskeheden eksisterer så længe.

Vi bliver også tiltagende opmærksomme på, hvordan vi påvirker andre dele af kloden. Vi bliver tiltagende bevidste om måden, klimaforandringer påvirker lande, som ikke selv er skyld i problemerne, men som nu døjer med oversvømmelser, hedebølger og skovbrande. Vi har brug for at tænke over sammenhængen mellem de forskellige udviklinger, vi ser. Så vil vi også se, at problemerne har et andet omfang, end vi først troede

 

Vi har brug for at tænke over sammenhængen mellem de forskellige udviklinger, vi ser. Så vil vi også se, at problemerne har et andet omfang, end vi først troede
_______

 

Hvad er for dig at se de vigtigste etiske principper relateret til klimakrisen?

Først og fremmest vil jeg understrege, at det er afgørende at tage – ikke kun den nuværende generation – men også den forudsebare fremtid med i betragtning.

Et andet princip, som er vigtigt, er det såkaldte “forsigtighedsprincip”. Vi er blevet opmærksomme på, at i mange henseender vil der, hvis ikke der handles, være en signifikant risiko for alvorlige ødelæggelser. Forsigtighedsprincippet siger, at hvor det er tilfældet, er der brug for præventiv handling. Og det influerer politik, hvis det bliver implementeret. Og det er blevet implementeret i forskellige europæiske aftaler, fx i aftalen om CFC-gasser [som nedbryder atmosfæren, red.]. Da man først indså, at de var med til at ødelægge det ozonlag, som beskytter os alle mod hudkræft, lavede man en aftale, hvor forsigtighedsprincippet var relevant

Derudover kan vi inkludere det princip, at ikke-menneskelige væseners velfærd er vigtig. Ikke nødvendigvis sådan, at de vægter 1:1 ift. mennesker, men på den måde at lige kapaciteter behandles lige. Det bringer økosystemer og væsener ind i betragtning, som lever steder, hvor der er ingen eller meget få mennesker, som kommer. Ligesom det har en konsekvens for udforskningen af rummet, såfremt vi støder på liv på andre måner eller planeter. Generelt bør det informere politik, fx hvad angår krydstogtskibe, som ødelægger marine-økosystemer

Når politikere, i det mindste i Danmark, taler om, at vi skal gøre noget ved klimakrisen og biodiversitetskrisen, bruger de ofte formuleringer som, at vi skal “hjælpe naturen”, at vi skal “gøre noget for naturen”. Der bruges en masse formuleringer, som synes at hvile på den antagelse, at det ikke-menneskelige har værdi i sig selv. Men det er en kompliceret filosofisk diskussion, og et spørgsmål, som stadig er meget kontroversielt. Hvad er dit perspektiv på den diskussion?

Der er adskillige diskussioner. Det er mit perspektiv, at hver organismes velbefindende “tæller” eller udgør en grund til at tage hensyn til den. Det er implicit i det normative standpunkt, man kalder “biocentrisme”. Biocentrismen behøver ikke at være egalitær på den måde, at hvert enkelt græsstrå fortjener samme hensyn som et menneske – den kan sagtens tage hensyn til forskellige organismers forskellige kapaciteter

Biocentrisme er en måde at tænke på, som går længere end Peter Singers meget berømte “sentientism” – et synspunkt som siger, at organismer har krav på moralske hensyn, såfremt de er i stand til at føle lidelse og nydelse – fordi den inkluderer ikke-følende væsener eller væsener, som vi ikke ved er følende. Om det er insekter eller svampe, betragtes de som havende et velbefindende, vi skal tage hensyn til. Disse organismer indgår i et system, som afhænger af alle de andre organismer, der indgår i det, om det så er lokale eller globale systemer. Derfor er vi nødt til at tage disse systemers opretholdelse, og disse væseners velbefindende i betragtning, når vi formulerer politik

Men hvordan forsvarer du, at de har en form for værdi i sig selv, og ikke kun i relation til rigdommen af menneskelivet?

Det er ikke sådan, at alle altid har forsvaret det synspunkt, at kun menneskets velbefindende talte. Det ikke-menneskeliges uafhængige værdi kan forsvares både med udgangspunkt i traditionen, ud fra argumenter og ud fra tankeeksperimenter. Fra de tidligste tider har vi været bevidste om vigtigheden af andre levende væsener – som fx i Det Gamle Testamente eller hos nogle af de antikke grækere

Kenneth Goodpaster, som er professor i filosofi ved St. Thomas University, har forsvaret det perspektiv,, at det ikke-menneskelige har værdi i sig selv, ved at argumentere, at det, der er centralt for, om man har etisk status, er evnen til at drage nytte af noget. Så hvis du spørger, hvem der skal tages etisk hensyn til, så er det enhver organisme, der er i stand til at drage nytte af noget – vel at mærke for sig selv, og ikke kun med henblik på dens funktion. Hvis han har ret i det, så viser det sig, at levende væsener i det hele taget tæller som ”moralske patienter”.

Man kan også forsvare det ved at opstille forskellige tankeeksperimenter. Tænk fx på udforskningen af rummet: Ville vi betragte det som ligegyldigt, om den planet, vi tænker på at udnytte, vrimler med liv eller ikke? Her ville de fleste finde det vigtigere at bevare en planet med liv end en uden.

Levende væsener og økosystemer synes altså at spille en rolle i vores moralske intuitioner. Og det har direkte konsekvenser for, hvilken konkret politik, man kan forsvare at føre.

Lad os prøve at vende os mod de mulige svar på kriserne. Du foreslår i bogen en række forskellige tiltag, herunder en lov om såkaldt “økomord” [eng. ecocide]. Hvad indebærer det?

Forslaget, som ikke er mit, men som jeg forsvarer, er, at vi burde ændre i Rom-statuetten [det juridiske fundament for Den Internationale Straffeomstol, red.], således at vi tilføjer økomord til de nuværende bestemmelser om folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Der er en velartikuleret definition på økomord, som man kan finde på den hjemmeside, der hedder stopecocide.earth, som også er det, jeg læner mig op ad.

Groft sagt vil økomord sige, at man velinformeret om, at konsekvenser af ens handlinger er skyld i storskala-ødelæggelse af miljøet. Definitionen er ikke udmøntet med henblik på at fange individer, som fx kører deres benzinbiler, men det er rettet mod regeringer, ministerier og store virksomheder, som kunne blive trukket i retten for miljøødelæggelse. Det forudsætter ikke, at man kan “bevise”, at de har haft intentioner om at ødelægge miljøet – hvilket er meget besværligt – men at de folk, som er impliceret, havde viden om, at deres handlinger med stor sandsynlighed ville føre til sådanne konsekvenser, og det er langt nemmere for retten at fastslå.

Et sådan tiltag om økomord vil have en afgørende og afskrækkende effekt. Virksomheder og regeringer vil i så fald være ekstremt opmærksomme på at undgå de konsekvenser for deres omdømme, som ville følge af en anklage. Og de vil være tilbøjelige til at forsøge at finde alternative løsninger – og det samme vil deres forsikringsselskaber, som ikke vil løbe risici. 

 

Forslaget, som jeg forsvarer i bogen, er, at vi burde ændre i Rom-statuetten, således at vi tilføjer økomord til de nuværende bestemmelser om folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden
_______

 

Hvilke institutioner skulle håndhæve sådan en lov?

Vi har allerede Rom-statuetten og Den Internationale Straffedomstol. Det er for mig at se det relevante instrument. Der er 123 underskrivere, altså lande, som holder møder hver december. Alle underskrivere kan foreslå ændringer, og alle har en indflydelse på udformningen, men ingen har veto. Et forslag, der minder om økomord, er tidligere blevet forslået, men blev afvist på grund af lobbyismen fra adskillige lande.

Men nogle af de selvsamme lande har nu ændret attitude, og ikke mindst har EU for nylig vedtaget et økomord-lignende tiltag for dets eget territorie. Samtidig er det meget sandsynligt, at udviklingslandene vil stå bag en implementering af en sådan lov på global skala, da de i exceptionel grad lider under konsekvenserne af kriserne, men samtidig ikke kan siges at være skyld i en signifikant del af problemerne

Udover forslaget om økomord findes der også en række andre filosofiske argumenter, som er mere radikale og umiddelbart noget længere fra det aktuelle politiske klima – fx princippet om, at forureneren betaler [Polluter-Pays Principle] og spørgsmålet om såkaldt ’klimaretfærdighed’ i relation til det globale syd, hvor man kan argumentere for tiltag og kompensationsordninger, som næppe vil kunne imødekommes i det globale nord?

Hvad angår “forureneren betaler”-princippet, som jeg diskuterer i bogens del om klimaretfærdighed, ser jeg helt klart styrken i at kræve, at forureneren betaler. Det synes oplagt. Men nu forholder det sig desværre sådan, at mange af de værste forurenere ikke længere er iblandt os. Individer er døde, og lande er holdt op med at eksistere. Så det er ganske svært at placere ansvaret og pege på dem, der skal betale for genopretningen eller kompensationen for skaderne ud fra det princip. Hvordan stiller man det osmanniske rige, det østrigske rige eller de store britiske, franske, portugisiske, spanske og belgiske imperier til ansvar?

I stedet må vi kigge på de agenter, som i dag har kapaciteten til at betale. Derfor ender jeg med at tale for det, man kalder princippet om “kapacitet til at betale”. I øjeblikket er mange såkaldte tredjeverdenslande på randen af fallit, så det vil selvfølgelig overvejende være de mere velstående lande, som vil betale og kan gøre forskellen. Det vil givet vække ubehag blandt vælgere, men det ændrer ikke på, at der er en stærk moralsk sag for, at de ud fra deres evne til at betale bør bidrage

 

I øjeblikket er mange såkaldte tredjeverdenslande på randen af fallit, så det vil selvfølgelig overvejende være de mere velstående lande, som vil betale og kan gøre forskellen
_______

 

Så det er måske nogle af de principper, hvor der er filosofisk klarhed, men hvor det er sværere at enes politisk. Hvad er de mest besværlige filosofiske spørgsmål, hvor der i dag er uklarhed og uenighed, som du og andre på feltet skal forsøge at give bud på i de kommende år?

Der er en afgørende udfordring, som vi endnu ikke har berørt, nemlig konflikten mellem forskellige skoler i teorier om internationale relationer.

En grundlæggende udfordring er følgende: Bør vi antage, at alle agenter fundamentalt og konsekvent er egeninteresserede? Det er en tanke, der kommer fra Thomas Hobbes, om at individer er drevet af egne interesser. Hobbes’ tanke er i dag ekstremt udbredt og undervises i inden for politisk tænkning og internationale relationer. Og det er klart, at hvis du står på det standpunkt, så vil du ikke forvente særligt meget samarbejde, for lande vil altid vurdere alle tiltag ud fra, om de kommer dem selv til gode.

Men der findes andre måder at tænke på. En af dem er en mere kosmopolitisk tilgang, i hvilken lande i et vist omfang er parate til at samarbejde, selvom der ikke er noget umiddelbart udbytte for dem selv. Også hvis det er tvivlsomt, om der er noget udbytte på langt sigt. Landene vil formentlig ikke indgå aftaler, som er stik modsat deres interesser, men de er klar til at samarbejde med henblik på et fælles gode. Der er en helt grundlæggende modsætning mellem de to udgangspunkter, som er svær at løse, for folk synes blot at antage en position

Den underlæggende antagelse i fx det kendte tankeeksperiment med “fælledens tragedie” [Tragedy of the Commons, red.] er, at alle handler ud fra rationel egeninteresse. Og hvis den attitude påvirker de enkelte aktører, så vil de ikke gå med til kollektive aftaler. Lægger man derimod en mere samarbejdsorienteret antagelse til grund, får man nogle andre scenarier, hvor lande og regeringer ser muligheden for at opnå det fælles gode gennem samarbejder og fælles systemer.

Det diskuterer jeg i bogens sidste kapitel, hvor jeg står fast på, at vi har brug for at forkaste det, man prætentiøst kalder “realisme” – og som kaldes sådan, fordi dem, der tror på det synspunkt, mener, at det er så selvfølgeligt sandt, at der ikke kan findes andre realiteter.

Men der er brug for, at vi udfordrer standpunktet om realisme og står fast på et internationalt samarbejde, uden hvilket vi ikke er i stand til at håndtere de udfordringer, vi står over for. Den realistiske tænkning er et gennemgribende og underlæggende problem, som det bliver svært at konfrontere, men som er ekstremt vigtigt. Om ikke andet må vi som filosoffer klargøre de præmisser, så folk i det mindste tænker over det.

Mange af de folk, jeg møder, som har hørt om Garrett Hardins tanker om ”fælledens tragedie”, tænker at det, han siger, er fornuftigt. Men de ignorerer måden, hvorpå han forudsætter en universel egeninteresse og dermed underminerer alle seriøse perspektiver for samarbejde

Så det er et spørgsmål om at revidere den antropologi, som antages i studier af internationale relationer?

Sådan kan du godt sige det. Det er en revision af en særlig del af en herskende antropologi.

Og det handler om at gå fra teorier om internationale relationer, som udgår fra det, man kalder “realisme” og deres forståelse af det internationale som et sted, nationer af og til indgår aftaler i egen interesse, til en kosmopolitisk idé om nationer som klar til at afgive suverænitet eller samarbejde med hinanden med henblik på det fælles gode. Det er en stor og svær kamp, men det er en vigtig kamp. ■

 

Der er brug for, at vi udfordrer standpunktet om realisme og står fast på et internationalt samarbejde, uden hvilket vi ikke er i stand til at håndtere de udfordringer, vi står over for
_______

 

Robin Attfield er professor emeritus ved Cardiff University og forfatter til en lang række indflydelsesrige bøger om klima- og miljøetik, blandt andet ’The Ethics of the Global Environment’ (1999), ’Environmental Ethics: A Very Short Introduction’ (2018) og senest ’The Ethics of the Climate Crisis’ (2024).

ILLUSTRATION: Helikopter over Meadow Valley i Californien, USA, forsøger at få en skovbrand under kontrol, 31. juli 2021 [FOTO: David Swanson/Reuters/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Udsolgt i 2023, 2024 og 2025. Vidensfestival 2026 er med bl.a. Stefan Hermann, Peter Øvig, Peter Viggo, Josefine Klougart, Rane Willerslev, Anja C. Andersen og Zinini Elkington

Peter Møller Thomsen: USA’s nye nationale sikkerhedsstrategi begynder og slutter på den vestlige halvkugle. Ikke i Kyiv, ikke i Taipei

Theresa Scavenius: Regeringen bevæger sig støt fremad mod en overvågningsdystopi

Jakob Matthiesen: Er Jermaks fald en sejr eller et tilbageslag for Ukraines kamp mod korruption?

Lars Struwe: Før 2022 forstod de færreste Ruslands krigsplaner – nu står Europa i samme situation

På vej i 2026: Foredrag med Peter Viggo Jakobsen i Aarhus og København