Lars Bangert Struwe: Nu har Danmark også stillet en garanti – men giver det ukrainerne sikkerhed?
23.02.2024
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Ukraine har fået sikkerhedsgarantier fra en række stater, efter at NATO ikke kunne stille en samlet garanti ved sidste års topmøde i Vilnius. Men garanterer vi Ukraines frihed – eller er det bare papir?
Kommentar af Lars Bangert Struwe
Det startede med, at G7-landene i juli 2023 gav Ukraine en sikkerhedsgaranti. Dernæst fulgte de tre europæiske stormagter Storbritannien, Frankrig og Tyskland med sikkerhedsgarantier i januar og februar 2024. Derved har de europæiske stormagter på langt sigt engageret sig i Ukraines sikkerhed – men det store problem bliver, om man kan lever det materiel, som ukrainerne har brug for.
Sikkerhedsgarantierne bygger på følgende principper: Sikring af et stærkt ukrainsk forsvar. Det betyder, at man vil levere militærudstyr på tværs af land-, luft- og havdomænerne. Efterretningsdeling og samarbejde. Træning og øvelser for ukrainske styrker. Støtte til udvikling af Ukraines forsvarsindustrielle base. Støtte til cyberforsvar og til at håndtere sikkerhed og modstandsdygtighed, herunder evnen til at reagere på hybride trusler.
Ud over den militære dimension rummer sikkerhedsgarantierne typisk også styrkelse af Ukraines økonomiske stabilitet, modstandskraft samt genopbygning af samfundet. Endeligt en understøttelse af den ukrainske reformdagsorden, som understøtter dets forhåbninger om EU- og NATO-medlemskab.
Igennem de sidste to år har Europa sendt – med en relativ bred støtte fra europæerne – store donationer af materiel til Ukraine. Imidlertid er krigen i Ukraine nu af industriel skala. Det stiller meget store krav til Europas forsvarsindustri.
Dagligt affyrer Ukraine cirka 6.000 artillerigranater, hvilket årligt løber op i omkring 2,2 millioner granater. Skal Ukraine kunne lancere endnu en modoffensiv, vil det kræve store lagre – cirka tre måneders ammunition, så man ved, at man ikke løber tør. Ukraine har selv regnet med, at de som minimum skal have 250.000 granater om måneden. Det er i lyset af dette, at vi skal se den danske donation af 15.000 granater. Det svarer til to dages forbrug.
Der er således intet tilbage på hylderne i de europæiske stater. Alt materiel er afskaffet, sendt til Ukraine eller holdes tilbage af frygt for, hvad Rusland kan gøre næste gang
_______
Slunkne lagere, forskellige systemer
Problemet er, at Europa simpelt hen ikke har store nok lagre eller produktion til at understøtte den ukrainske forsvarskamp. Konsulenthuset McKinsey, der i 2010’erne stod bag en række af de rapporter, der viste besparelsespotentialer i de europæiske forsvar, har beregnet, at de europæiske NATO-stater har et meget stort efterslæb: et sted imellem 1,6 billioner USD, hvis man blot havde brugt 2 pct. af BNP på forsvaret siden 1992, og 8,6. billioner USD, hvis man fra 1992 havde brugt samme beløb i Europa, som man brugte i perioden 1960 til 1992.
Der er således intet tilbage på hylderne i de europæiske stater. Alt materiel er afskaffet, sendt til Ukraine eller holdes tilbage af frygt for, hvad Rusland kan gøre næste gang.
Europa har en stor forsvarsindustri, men her ligger en akilleshæl: Hvert land har udviklet sit eget system. Ikke nok med at Europa i 2017 kun havde 5.000 kampvogne – i modsætning til 15.000 i 2000 – så er disse spredt ud over en række fabrikanter. Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Sverige og Italien bygger hver deres type, og lige om lidt producerer Polen sydkoreanske kampvogne. I Europa er der samlet set 19 forskellige typer af kampvogne, hvorimod USA kun har én type. De forskellige – og inkompatible – våbensystemer giver enorme logistiske problemer for europæerne, hvor man ikke bare kan dele reservedel, service, uddannelse eller ammunition.
Tysklands våbenindustri, den største i Europa, er et eksempel på de problemer. Her mangler man både sikkerhed for kapitaltilførsel, nye store fabriksbygninger, uddannede arbejdere, stål og eksplosiver. I mange år har forsvarsindustrien desuden haft et problem med kapitaltilførsels, som nu viser sig tydeligt. For det første investere de europæiske stater ikke særligt meget i militært udstyr. For det andet ville pensionskasser og venturefonde ikke investere i forsvarsindustrien. Dette er nu ved at forandre sig i Europa. I Danmark betyder det, at fx Pension Danmark nu åbner for investeringer i både kaserner og selve forsvarsindustrien.
Den største våbenproducent i Tyskland, Rheinmetall, er en af de industrivirksomheder, der har taget problemener til sig. Her har man erkendt, at med den fragmenterede europæiske forsvarsindustri og afhængigheden af tredjepartnere vil man nu i langt højere grad producere alt inden for fx artillerigranater – fra tændsatsen til granathylsteret.
I de kommende år vil vi se en parallel udvikling, hvor de europæiske stater – til en vis grad koordineret af EU’s forsvarssøjle – vil investere markant i sin forsvarsindustri. Samtidigt vil der blive foretaget investeringer i en selvstændig ukrainsk forsvarsindustri. Ukraines forsvarsindustri var inden krigens udbrud en af de store europæiske spillere. Den er nu både ramt af krigens ødelæggelser, mens den forsøger at producere så meget som muligt. Det har sat ekstra gang i udviklingen i Ukraine.
Særligt interessant er udviklingen af droner og missiler, der har en slagmark at blive afprøvet på. Med havgående droner og egenudviklede Neptun-missiler har Ukraine ændret krigen til søs til dets fordel. Dette har vakt international opsigt og kan bane vejen for en fremtidig eksport af ukrainske våben, der har bestået testen på slagmarken.
En langsigtet garanti?
Sikkerhedsgarantierne til Ukraine rummer mange milliarder til såvel militær som civil støtte til Ukraine. Der er naturligvis derfor en kamp om, at hvis man som stat støtter Ukraine, så vil man være sikker på, at midlerne bruges rigtigt. Derfor er der en række antikorruptions programmer i gang.
Dilemmaet er, at man samtidigt også ønsker sig, at disse midler bruges nationalt. Med andre ord: Hvis man skal støtte Ukraine, skal det ske ved at give midler til egen forsvarsindustri, så pengene bliver i landet. Det er bl.a. det, som Frankrig kræver i forbindelse med EU’s kommende Ukraine-fond.
Der er her opstået et sædvanligt EU-kævleri imellem Tyskland og Frankrig, hvor tyskerne ser på økonomien i fonden og foretrækker, at alt, hvad Tyskland betaler bilateralt, trækkes fra – mens franskmændene fokuserer på national forsvarsindustri og midler dertil. Det gør, at Ukraine ikke får nok midler fra EU.
Ukraine kæmper lige nu en hård kamp, der koster landet dyrt i menneskeliv og ødelagte byer. Samtidig er der en stigende forståelse i Europa for, at problemerne med Rusland ikke kun er Putin, men russisk selvforståelse.
Planerne til Ukraine er derfor langsigtede – og derfor gjorde statsminister Mette Frederiksen og forsvarsminister Troels Lund Poulsen på pressemødet den 22. februar det klart, at Danmark skal støtte Ukraine i 10 år – og at forsvarsbudgettet samtidigt øges. Det betyder, at vi i disse måneder ser en genskabelse af en dansk ammunitionsproduktion og et dansk-tyskt samarbejde om en ammunitionsfabrik.
For uden en omstillet og hurtigt producerende forsvarsindustri vil sikkerhedsgarantierne til Ukraine være ligegyldige. ■
Uden en omstillet og hurtigt producerende forsvarsindustri vil sikkerhedsgarantierne til Ukraine være ligegyldige
_______
Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.
ILLUSTRATION: Tjernihiv, 5. december 2023: Ukrainske soldater står på en kampvogn ifm. en militærøvelse [FOTO: Valentyn Ogirenko/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
