Lars Bangert Struwe: Hvad skal vi egentlig bruge værnepligten til?

19.03.2024


RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Værnepligtsdiskussionen i Danmark kræver en strategisk ramme. Lige nu bliver det til en diskussion om rekruttering til Forsvarets professionelle soldater eller til en diskussion om kvinder i Forsvaret. Men vi har brug for at vide, hvad de værnepligtige rent faktisk skal bruges til. Ellers giver det ikke mening.

Kommentar af Lars Bangert Struwe, generalsekretær i Atlantsammenslutningen

Regeringen har som en del af Forsvarsforliget foreslået en forøgelse og forlængelse af værnepligten. Historisk har værnepligten givet en billig reserve, men de seneste 20 år har det været en dyr rekruttering. Nu er den strategiske ramme ændret, men vi diskuterer som i 2010’erne.

Fra 1700-tallet og frem har værnepligten været knyttet en diskussion om demokratiske rettigheder kombineret med en diskussion om, hvordan staten billigst muligt kan have et forsvar. Efter Den Kolde Krigs afslutning afskaffedes mobiliseringsforsvaret, hvor man i tilfælde af krig kunne indkalde tidligere værnepligtige til at beskytte staten.

Da Danmark i 00’erne og i 10’erne ikke stod over for en trussel imod staten, nedlagde man mobiliseringshæren, men bibeholdt værnepligten. Det gjorde man for at bibeholde muligheden for at øge værnepligten i tilfælde af forandrede forhold, og ikke mindst for at kunne rekruttere til forsvaret. Derved skabte man en dyr rekruttering til forsvaret, hvor forskningen pegede på, at man i andre stater ved at afskaffe værnepligten kunne skabe et forsvar, der rekrutterede direkte til den professionelle hær. I 00’erne skulle Forsvarets udsendes til internationale operationer, hvor man skulle kæmpe. Hertil udsendte man ikke værnepligtige, men professionelle hvervede soldater. Det gjorde, at det produktionsapparat, man havde for værnepligten, var dyrt samfundsøkonomisk. I bl.a. Frankrig og Letland afskaffede man værnepligt, og målrettede i stedet hvervning til professionelle styrker, der kunne udsendes.

Værnepligt har historisk løst flere problemer samtidigt: 1) Den har skabt en reserve; 2) Den har været billig i forhold til at holde samme styrke af hvervede (professionelle) soldater; og 3) den var langt mere pålidelig end de professionelle (udenlandske) soldater, der havde det med at flygte, når krigen kom. Som modsvar hertil har man historisk diskuteret, om værnepligtige soldater kunne leve op til de krav, der var for soldater – fysiske såvel som krav til forståelsen af selve erhvervet. Var det simpelt hen for teknologisk svært? Det er en diskussion, der går tilbage til 1700-tallet, hvor særligt artilleriet var en videnskab, i modsætning til det simplere infanteri.

Jeppe på Bjerget fra Ludvig Holbergs komedie var med landmilitsen i krig. Han siger selv, at han lå ti år som soldat, og at han oplevede kamp med svenskerne. I dag er de værnepligtige ikke uddannet til at blive indsat i kamp. De har kun fire måneders uddannelse, og det kræver langt mere at kunne blive indsat operativt.

Den nuværende uddannelse giver kun indblik i ens eget våben, noget fysisk uddannelse og oplæring i at være sammen i en mindre gruppe. Man kan ikke nå at blive uddannet til et speciale. Men i enhver militær enhed er der brug for specialer som fx kommunikationsfolk, betjening af tunge våben, logistik etc. Endeligt skal disse uddannelser samles i en større enhed – i hæren fra kompagni over bataljon til brigade, hvor hvert enkelt element indlæres og øves, inden man kan bruges på kamppladsen.

 

En styrket værnepligt giver mest mening, hvis vi tænker den som en del af en reserve, der i tilfælde af krise eller krig kan mobiliseres
_______

 

Den forlængede værnepligtstid er efter al sandsynlighed et resultat af, at man fra politisk og militært hold ønsker at kunne opstille en langt større styrke i tilfælde af krise eller i værste fald krig. Læren af krigen i Ukraine er, at der er behov for at kunne kombinere den nyeste teknologi med masse i form af alt fra droner og kampvogne til soldater.. Krigen viser indiskutabelt, at man skal have nok ressourcer i form af både materiel og mennesker, så man kan tage imod endog store tab. Imidlertid har vi ikke fået præsenteret den strategiske ramme for det danske forsvar. Den danske forsvarsdebat består af en masse brudstykker, hvor jord-til-luftforsvar diskuteres den ene dag og værnepligt den anden. En styrket værnepligt giver kun mening, hvis vi tænker den som en del af en reserve, der i tilfælde af krise eller krig kan mobiliseres.

I Grundloven fastslås værnepligten: ”Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver”. Danmark indførte værnepligt for alle bønder ved stavnsbåndets løsen i 1788. Stavnsbåndets løsen var en militærreform, der midt under en krig med Sverige skulle løse et spørgsmål om bemanding særligt i hæren. I Frankrig indførte man få år senere også værnepligten.

I slutningen af 1700-tallet udløste de nye udskrevne hære bestående af værnepligtige mænd en debat om rettigheder. Hvis man skulle ofre sit liv for staten, så skulle man have noget igen. Det medførte en nøje kobling af krav om demokrati og værnepligt, som i Danmark medførte indførelsen af den almene værnepligt samtidigt med Grundloven i 1849, og en afskaffelse af muligheder for at undslippe værnepligt i 1867.

Siden 1849 har værnepligten i Danmark været knyttet til en demokratiseringstanke. En tanke om, at alle mænd er lige stillet og i Forsvaret møder hinanden. Nogen ser det som en skabelse af en sammenhængskraft. Om dette er reelt, må man sætte spørgsmålstegn ved. I de store værnepligtsårgange i 1950’erne blev akademikere typisk officerer eller udtaget til særlig tjeneste. Reelt set fandt man efter al sandsynlighed sammen med ligesindede.

De borgerlige partier har historisk set opfattet værnepligten som en gerning for fædrelandet og en pligt, der var med til at skabe en kærlighed til fædrelandet. I dag er det bemærkelsesværdigt, at de borgerlige partier ikke er enige om værnepligten. Liberal Alliance ser den i høj grad som et indgreb i den personlige frihed, og ønsker den afskaffet. Ligeledes angriber man kvindelig værnepligt. Her møder LA modstand fra bl.a. SF, hvor Pia Olsen Dyhr mener, at kvinder kan være lige så gode værnepligtige som mænd. Fagforeningerne ønsker bedre løn, og mener, at man derved kan rekruttere og fastholde personel. De ender derved med at blive enige med Liberal Alliance.

Der opstod aldrig en diskussion om kvinders stemmeret og værnepligt. I Finland brugte man kvinder i Lottekorps under Vinterkrigen mod Sovjetunionen i vinteren 1939-40, og i Storbritannien indgik kvinder i bl.a. luftmeldetjeneste og operationsrum under Anden Verdenskrig. Tusinder af danske kvinder indgik i Lottekorpset i 1950’erne og 1960’erne. Da man åbnede Forsvaret for kvinder, mistede man en del af disse frivillige, og i dag er kun 19 pct af ansatte i Forsvaret kvinder. Her er klart et rekrutteringspotentiale, hvis man arbejder med det. Om værnepligten er indgang dertil, er ikke sikkert.

Værnepligtsdiskussionen i Danmark kræver en strategisk ramme. Lige nu bliver det til en diskussion om rekruttering til Forsvarets professionelle soldater eller til en diskussion om kvinder i Forsvaret. Vi har brug for at vide, hvad de værnepligtige rent faktisk skal bruges til. Ellers giver det ikke mening. ■

 

Vi har brug for at vide, hvad de værnepligtige rent faktisk skal bruges til. Ellers giver det ikke mening
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.

ILLUSTRATION: NATO-kampgruppe tester sin kampparathed i Letland under øvelsen “Crystal Arrow” i 2023 [FOTO: NATO]