Lars Bangert Struwe: Vi må tænke det utænkelige – fra atomvåben til sammenbrud af NATO

31.05.2024

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Nu må vi tænke det utænkelige og forholde os til, at Ukraine kan bryde sammen, Rusland truer med atomvåben, Iran er ved at have dem og Kina forbereder krig med Taiwan.

Kommentar af Lars Bangert Struwe

Det utænkelige sker – det sker forbløffende ofte i international politik. Vores sikkerhedspolitiske tankegang er bundet af kulturelle forståelser. De fleste vestlige sikkerhedspolitiske eksperter agerer ud fra en rationel tankegang, hvilket ofte betyder, at man udelukker de mest ekstreme forhold.

Ruslands angreb på Ukraine i 2014 og 2022 kom som en overraskelse for de fleste. Det var utænkeligt. Vi var uforberedt mentalt og militært. Typisk er vi uforberedte på, hvad andre lande vil gøre i sikkerhedspolitisk. Lige nu står Vesten over for en række sikkerhedspolitiske trusler, som vi helst vil ignorere, men som vi simpelt hen må forberede os på. Særligt bør vi holde øje med Rusland, Kina, Nordkorea og Iran, der i dag udgør trusler imod os i Vesten. De ønsker kollektivt en anden verdensorden og er tilsyneladende klar til at gennemtvinge forandringer ved hjælp af alle magtmidler – herunder trusler om brug af atomvåben.

Vi risikerer også en implosion af Vesten, hvis Trump gennemfører en voldsom kursændring, eller hvis EU kommer i intern konflikt, hvor nationalisme splitter EU. Her kan det ungarske formandskab i efteråret meget vel udløse dybe kriser i Europa, og vi ser det allerede nu i politikken over for Ukraine, hvor Ungarn forhindrer EU-støtte til Ukraine.

Ukraine kæmper lige nu vores kamp for frihed og demokrati. Vi støtter dem, men støtten er ikke kommet hurtigt nok, og støtten har sine begrænsninger. USA var meget lang tid om at gennemfører den seneste våbenpakke og vores leverancer af fx kampvogne er forsinket. Det har kostet Ukraine meget dyrt på det eneste punkt, som man ikke kan lave hurtige erstatninger på: mennesker. Ukraine kan bryde sammen i løbet af meget kort tid, hvis indbyggerne i Ukraine ikke magter mere – eller at for mange soldater simpelt hen er døde.

 

Vi risikerer også en implosion af Vesten, hvis Trump gennemfører en voldsom kursændring, eller hvis EU kommer i intern konflikt, hvor nationalisme splitter EU
_______

 

Atomvåben har ikke været reelt debatteret i Vesten siden Murens Fald. Vi fejrede, at Den Kolde Krig var ovre, og glædede os over, at den atomare trussel tilsyneladende var væk. Imidlertid må vi nu igen se på truslen fra atomvåben – og hvad vi gør, hvis de bruges.

Der var diskussion og de utallige advarsler om, at forskellige styrer som det irakiske forberedte sig på brug af masseødelæggelsesvåben, der blev argumentet for, at USA angreb Irak i 2003. I Irak var der hverken atomvåben eller kemiske våben. Til gengæld rodede USA og dets allierede sig ud i en langvarig krig og konfrontation, der endte med, at man næsten trak sig ud af Irak. Her finder vi måske også en af grundene til, at vi ikke har lyst til at tænke tankerne om brug af atomvåben.

I Libyen og i Syrien opgav man atomvåbenprogrammer. Det gjorde man til gengæld aldrig i Iran. Præstestyret virker lige nu meget destabiliserende for hele Mellemøsten. Hvad gør vi, hvis de får atomvåben? Det er mildest talt usikkert. Vil Iran ”bare” bruge det som forsvar, eller vil de bruge dem offensivt og udslette Israel eller amerikanske styrker i Mellemøsten? Det er meget usikkert – og vi kan og må ikke overføre vores rationelle diskussion om atomvåben til et religiøst styre, der føler sig meget presset.

Kan vi stoppe Iran, inden at det får atomvåben? Vi kan se, at Israel fik støtte fra Jordan og Saudi-Arabien, da Iran angreb Israel med missiler. Alle tre styrer er mere end bekymrede over, hvad Iran kan finde på. Det er man også I USA. Kan det udløse et forebyggende angreb imod Iran? Det er usikkert, men måske langt mere muligt, end vi har løst til at tænke på, da det kan kaste os alle ud i en voldsom krig.

Endeligt må vi forholde os til, hvad gør vi, hvis Trump bliver valgt og i værste fald trækker stikket til NATO. Det er svært at forestille sig, men vi må forberede os på det. I NATO forbereder man alliancen på en tid med Trump, og derfor gør man alt for, at sikre støtten til Ukraine i forbindelse med NATO-topmødet i Washington i juli i år. Det er et vigtigt skridt, men hvad gør vi med vores egen sikkerhed, hvis Trump går hele vejen og agerer på en sådan måde, at NATO enten de jure eller de facto ophører?

Der er lige nu mange bolde i luften på en gang, der kan ændre hele vores geopolitiske verden, og vi må forberede os derpå. Forbereder vi os på det værst tænkelige, så er vi klar til alt op dertil. Vi får fremadrettet brug for, at der tænkes i scenarier for fremtiden, og at dette lægges frem til borgerne. Der er brug for, at man i vores sikkerheds- og beredskabsstruktur både bag lukkede døre, men også i offentligheden taler om disse mulige ændringer. Vi har som samfundsborgere brug for at være forberedt på, at ikke alting går, som vi håber. Samtidigt skal det balanceres, så vi ikke alle panikker. Vores vestlige ledere står foran en svær opgave. ■

 

Der er lige nu mange bolde i luften på en gang, der kan ændre hele vores geopolitiske verden, og vi må forberede os derpå
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i Forsvarsministeriet.

ILLUSTRATION: Nær Jönköping: NATO-øvelse i Sverige [FOTO: NATO]

Apropos denne artikel:

Liselotte Odgaard om Arktis: Ruslands bedste chance for at affyre missiler, der bliver opdaget for sent, er gennem det grønlandske luftrum – og det kan USA selvfølgelig ikke leve med

Henrik Vestergaard Stokholm: I strålearme af lys og varme vor skole stå…! Det er tankevækkende, at alle må mene noget om skolen, men skolen må ikke mene noget om noget

Bertel Heurlin: Kan Kina og USA lære at leve fredeligt side om side?

Jens Worning: USA’s nye Arktis-strategi drager Grønland og Danmark længere ind i USA’s kapløb med Kina

Lars Køhler: Den grønne omstilling bliver kun til virkelighed, hvis borgerne oplever den som retfærdig

Niels Bjerre-Poulsen: Harris kan give Demokraterne præcis det, Biden manglede: En chance for at bryde valgkampens momentum