Pia Allerslev: Handicapaftalen vil få katastrofale konsekvenser
08.05.2024
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Socialministeren kalder den ’historisk’ og lover et kvalitetsspring. I handicaporganisationerne ser vi i stedet en historisk ringe aftale, som ganske enkelt vil resultere i de voldsomste forringelser på handicapområdet i årtier.
Kommentar af Pia Allerslev, Landsformand i CP Danmark – Landsforeningen for cerebral parese
I SIDSTE UGE landede socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil med et spinkelt flertal en rammeaftale på handicapområdet, en aftale jeg som formand for CP Danmark hellere havde været foruden. Efter et par uger med en masse snak, henvendelser på kryds og tværs og et forsøg på at påvirke både ”venner og fjender” var vi selvsagt noget bekymrede, da det blev annonceret, at der nu var en ”historisk aftale”. Desværre kunne vi hurtigt konstatere, at vores værste anelser blev bekræftet.
Socialministeren har lidt spidst sagt, at vi – handicaporganisationerne – og alle andre, der også er uenige med hend –) læser aftalen som Fanden læser Biblen. Det vi læser, sort på hvidt er dog en aftale, hvor formålet er: at “øge kommunernes prioriteringsrum” og “reducere udgifter på det specialiserede socialområde”, for at “skabe større tryghed og forudsigelighed for borgerne”.
Der er absolut ingen social- eller handicappolitisk ambition tilbage. Det, man kan svinge sig op til er at love ”større tryghed” og mere ”forudsigelighed”. Handicapområdet synes at stå ved indgangen til en uoverskuelig ørkenvandring.
Og dertil kommer to yderligere bekymringer: I aftalen kan vi desværre fornemme et stort ønske om at implementere Tranæsudvalgets anbefalinger, samt et fripas til at KL og regeringen træffer beslutninger på det specialiserede socialområde med udgangspunkt i økonomi.
DET ER HELT grundlæggende min tilgang til aftaler, også de vanskelige af slagsen, at man skal blive siddende i forhandlingsrummet, og sikre, at flest mulige tidsler fjernes. Men meget hurtigt i forløbet stod det klart, at det aldrig for alvor ville blive muligt for os som handicaporganisationer at påvirke indholdet; primært fordi hensynet til økonomi fra begyndelsen har været den bærende kraft.
Derfor var jeg også meget tilfreds, da der blev sagt klart ”nej tak” til at være med i aftalen, en aftale, som sætter økonomi og systemets behov før borgerne og fagligheden. Og som forpligter Danmark på en handicappolitisk dagsorden, der SKAL resultere i lavere udgifter for kommunerne. Leverer parterne i den politiske rammeaftale ikke på det, så har KL sikret sig en eksklusiv vetoret, som forpligter regeringen til at trække udgiftsdrivende forslag og tiltag.
Samtidig hævder aftalen, at man udelukkende går efter ”gode besparelser”, dvs. besparelser på administration og bureaukrati. Det del kan vi selvfølgelig kun tilslutte os.
DET ER GANSKE ENKELT naivt at tro, at man kan finansiere det økonomiske efterslæb der er på handicapområdet, med tilfældige afbureaukratiseringstiltag. Dertil kommer, at der intet står i aftalen om, hvordan man skal måle en besparelseseffekt på mindre bureaukrat – ingen kender den såkaldte ”baseline”.
Derfor kommer man aldrig til at kunne dokumentere en eventuel besparelse.
Vores frygt er, at konsekvensen bliver at KL med aftalen i hånden, vil kræve reduktioner i ydelserne til børn, unge og voksne med handicap.
Vores frygt er, at konsekvensen bliver at KL med aftalen i hånden, vil kræve reduktioner i ydelserne til børn, unge og voksne med handicap
_______
MEN DET ER vigtigt at understrege, at det her ”nej tak” ikke kun handler om økonomi. Aftalen rummer en lang række konkrete initiativer, heraf nogle, der adresserer relevante problemstillinger. Men diskussionen af de enkelte initiativer er låst og bundet, så de kun kan drøftes med udgangspunkt i en række markante præmisser, vi som handicaporganisation ikke kan se os selv i . Den bundethed – og den mangel på åben drøftelse af meget vanskelige og tunge områder – hører ingen steder hjemme, hvis man gerne vil forandre og forbedre et område som dette.
Der er mange eksempler i rammeaftalen, hvor vi er bekymrede for måden, der skal drøftes videre på. Nogle af dem kunne være:
– At en kommende specialeplan skal knyttes sammen med udvikling af en generel takstmodel på socialområdet. Det vil udskyde specialeplanen på ubestemt tid.
– At man skal tilslutte sig en bestemt model for forenkling af reglerne om merudgifter, som er aftalt mellem finansministeren og KL, uden der er lagt op til en åben drøftelse.
– At en meget rigid tolkning af meromkostninger ved frit valg af botilbud, gør det reelt umuligt at vælge et privat tilbud, hvis man er utilfreds med det kommunale.
– At der lægges kun op til, at en revision af BPA-ordningen (Borgerstyret Personlig Assistance) kan omhandle en ny takstmodel samt en udvidelse af de sundhedsopgaver en BPA-hjælper må varetage. Men der er så mange flere og større udfordringer på BPA-området, som det er tvingende nødvendigt også at adressere, nemlig: visitation, re-visitation, målgruppeafgrænsning, kommunernes manglende viden og perspektiverne i at samle BPA på regionalt niveau.
Endelig kobles rammeaftalen sammen med lovforslaget om magtanvendelse. Siger man ja til rammeaftalen, siger man også ja til udspillet om magtanvendelse, med de ændringer, der er aftalt undervejs i forhandlingerne. Som formand for CP Danmark kan jeg under ingen omstændigheder tilslutte mig en aftale, som accepterer dele af magtanvendelseslovforslaget.
Vores holdning at lovforslaget skal trækkes tilbage og genforhandles med alle relevante parter.
Der er allerede sagt og skrevet meget om processen, som jeg helt personligt har oplevet som et trist og helt usædvanligt lukket forløb.
Og resultatet? Den værste handicappolitiske rammeaftale i årtier. Og samtidig en aftale hvor KL har sikret sig en fuldstændig uhørt indflydelse på socialministerens og regeringens initiativer på handicapområdet. Lever initiativerne ikke op til de økonomiske reduktionskrav, så skal initiativet tilbagekaldes.
Den handicappolitiske vision har nået et hidtil uset nulpunkt. Mit håb er, at den her aftale er dét, der endelig får folk op på barrikaderne, og begynder at sige fra. Både ude i kommunerne og mod politikerne på Christiansborg. Man kunne jo f.eks. dukke op, og være en del af demonstrationen ”Undskyld vi er her!” på Christiansborg Slotsplads, onsdag den 22. maj fra kl. 17. Der er brug for alle stemmer hvis vi skal sikre, at der sker reelle forbedringer på det specialiserede socialområde i fremtiden. ■
Den handicappolitiske vision har nået et hidtil uset nulpunkt. Mit håb er, at den her aftale er dét, der endelig får folk op på barrikaderne, og begynder at sige fra
_______
Pia Allerslev (f.1972) er landsformand i CP Danmark – Landsforeningen for cerebral parese. Hun er uddannet lærer og har tidligere været Venstre-borgmester i København.
ILLUSTRATION: Aftalen præsenteres 2. maj 2024. Fra venstre: Sara Emil Baaring (S), Lotte Rod (R), Brigitte Klintskov (K), Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Katrine Daugaard (LA), Anni Matthiesen (V) og Rosa Eriksen (M) [foto: Nikolai Linares/Scanpix 2024]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
