Rasmus Smith Nielsen: Grønlands bevægelse mod fuld selvstændighed er en retsstridig og farlig politisk fantasi

22.02.2024


RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

I går offentliggjorde Grønlands Landsstyre sin udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske strategi for 2024 til 2033, hvorunder Grønland politisk bevæger sig langsomt mod fuld selvstændig fra Danmark og Færøerne (Rigsfællesskabet). Det er en både retsstridig og farlig politisk fantasi, og det er allerede den danske regerings retlige forpligtelse at få den omhandlede politik stoppet.

Kommentar af Rasmus Smith Nielsen, advokat (L) i RSN Advokatfirma

Grønlands Landsstyre (Naalakkersuisut) har den 21. februar 2024 offentliggjort sin udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske strategi for 2024 til 2033, hvorunder Grønland politisk bevæger sig langsomt mod fuld selvstændig fra Danmark og Færøerne.

En sådan langsom bevægelse mod fuld selvstændighed er helt modsat staten Alaska (USA), det nordlige Canada (bl.a. regionen Nunavut) og Sibirien (Rusland), hvor der tillige er en inuitbefolkning, herunder i visse områder en langt større procentdel end på Grønland. Det samme modsatte gælder for bl.a. Spanien, Baskerlandet og Katalonien. Grønland er i den forbindelse modsat Alaska, det nordlige Canada og Sibirien ikke et oprindeligt inuitområde, men derimod et oprindeligt skandinavisk område eller mere præcist dansk-norsk område fra 986 (Erik Den Røde) eller før inuit til ca. 1450 og igen fra 1721 (Hans Egede) til nu. Der er således meget stærke historiske, kulturelle, økonomiske og etniske bånd mellem Danmark, Færøerne og Grønland, hvilke meget stærke bånd er den politiske forudsætning bag Grundlovens indretning vedr. Rigsfællesskabet, herunder Grønland, og selvstyreloven.

Selvstyret i Grønlandshele eller delvise overtagelse af udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitisk kompetence med nuancer som fuldmagtsordningen er i strid med selvstyrelovens § 2, stk. 1, jf. § 11, stk. 3 (det er specifik anført i selvstyreloven, at en sådan kompetenceoverladelse ikke er mulig). En sådan overtagelse af kompetencer kan således ikke lade sig retligt gøre under den nugældende selvstyrelov, hvortil kommer begrænsninger herfor i selve Grundloven. Allerede derfor er den omhandlede grønlandske, politiske strategi eller bevægelse mod fuld selvstændighed en retsstridig grønlandsk politisk fantasi.

Grønland er nævnt af den grundlovsgivende magt under Grundlovens § 88 i Grundlovens §§ 28, 31, stk. 5, 32, stk. 5, 42, stk. 8, § 71, stk. 3 og 86. Grundlovens omhandlede bestemmelser hviler således efter omstændighederne i sig selv, herunder Grundlovens § 28 (2 grønlandske mandater i Folketinget), og i sammenhæng på forudsætningen om et Rigsfællesskab med Grønland. Derfor kan fuld selvstændighed til Grønland ikke opnås via et flertal i Folketinget under Grundlovens § 19, stk. 1, 2. pkt. (indskrænkning af Rigsfællesskabet). En sådan retsforståelse kan tillige udledes af Højesterets dom i Maastricht-sagen (U.1998.800H), principperne i præmis 9.2, 4. og 5. afsnit, og principperne i præmis 9.8, 2. pkt. (dom vedr. Grundlovens § 20 og § 88). Anvendelsen af Grundlovens § 19, stk. 1, 2. pkt., ville derimod være mulig, hvis Folketinget mod al fornuft og al folkevilje ønskede at afstå fx Odsherreds Kommune eller Fanø.

 

Den omhandlede grønlandske politiske strategi er herudover farlig – bl.a. fordi det er åbenlyst, at Grønlands placering bl.a. på grund af klimaforandringerne er mere og mere strategisk vigtig for NATO, herunder USA, Canada og EU
_______

 

Anvendelse af selvstyrelovens § 21 (fuld grønlandsk selvstændighed) er således forudsat af en procedure efter Grundlovens § 88 (flertal i to folketing for forslaget i uændret skikkelse efter nyvalg og et kvalificeret flertal via folkeafstemning på mindst 40 procent af de stemmeberettigede). Også derfor er det en forudsat retsstridig grønlandsk politisk fantasi.

Den omhandlede grønlandske politiske strategi er herudover farlig – bl.a. fordi det er åbenlyst, at Grønlands placering bl.a. på grund af klimaforandringerne er mere og mere strategisk vigtig for NATO, herunder USA, Canada og EU. Desuden kan Grønland og havbunden inden for territorialgrænsen indeholder meget vigtige mineraler eller jordarter til fx den grønne omstilling og til forsvarsindustrien, der kun d.d. alene findes i fx Kina og/eller Congo-Kinshasa. Grønlandske indtægter herfra eller fra fx anden fremtidige indtægtskilder kan i givet fald delvist gives til Danmark og Færøerne som bloktilskud (bloktilskud den anden vej til Danmark), således at der ikke udvikler sig økonomiske Golfstatstilstande. Sådanne potentielle, fremtidige tilstande med overdreven økonomisk velstand kan muligvis være særligt vanskelige at håndtere for en befolkning som fx den grønlandske – ligesom der både er ret og rimelighed i en deling heraf inden for Rigsfællesskabets hidtidige solidaritet med betydelige årlige bloktilskud fra Danmark til Grønland og Færøerne. En politisk løsning heraf er forudsat i selvstyrelovens § 10 vedrørende indtægter fra råstofområdet i Grønland, der måtte overstige en modregning i bloktilskuddet til Grønland.

Endelig vil fuld grønlandsk selvstændighed eller til tildelte politiske kompetencer meget nær herved efter omstændighederne befordre en i hvert fald reel, de facto militær-politisk kontrol fra USA – eller ultimativt fx historisk mere nærliggende Norge. Norge blev ikke tilkendt Østgrønland i 1933 af Den Internationale Domstol i Haag på grund af en fortsat og fredelig suverænitetshåndhævelse af Danmark på Østgrønland frem til 1933, hvilken håndhævelse på land d.d. udøves bl.a. af Sirius-patruljen.

En befolkning på ca. 56.500 mennesker på Grønland, herunder mange etniske danskere, som er svarende til et befolkningstal noget under Helsingør Kommunes befolkningstal, kan således åbenlyst ikke politisk helt eller delvist tildeles et så stort strategisk landområde med de potentielle enorme naturressourcer og/eller herfor styrende politikområder. Dette allerede på grundlag af risikoen for et begyndende samarbejde med Kina og/eller Rusland. Grønland har i den politiske og retlige forbindelse bl.a. haft meget svært ved at passe på bl.a. sine egne børn, der i meget betydeligt omfang er ramt af mistrivsel og seksuelle overgreb, herunder incest (hvilket er en fortsættende tragedie og skandale, hvorpå Landsstyrets og Landstingets fokus burde være). Desuden er der bl.a. danske politiske skandaler som i Farum-kommune.

Grønlands selvstyre har således fremlagt sine retsstridige og farlige politiske fantasier, hvilke fantasier den danske regering allerede er retligt forpligtet til at stoppe. Det er således Godthåb og Godhavn i forening. ■

 

Grønlands selvstyre har således fremlagt sine retsstridige og farlige politiske fantasier, hvilke fantasier den danske regering allerede er retligt forpligtet til at stoppe. Det er således Godthåb og Godhavn i forening
_______

 

Rasmus Smith Nielsen (f. 1977) er advokat (L) i RSN Advokatfirma med speciale i skatte-, moms- og afgiftsret, herunder i samvirke med forfatningsret, forvaltningsret, menneskerettigheder og EU-ret. Han har i en længere årrække undervist i bl.a. forfatningsret på Københavns Universitet, Juridisk Fakultet, og han har skrevet en lang række juridiske videnskabelige artikler i både Danmark og udlandet.

ILLUSTRATION: Nuuk, 15. marts 2022: Formand for Naalakkersuisut Muté B. Egede taler ifm. statsminister Mette Frederiksens besøg, hvor hun undskyldte for de 22 grønlandske børn, som blev sendt til Danmark i 1951 [FOTO: Christian Klindt Sølbeck/Ritzau Scanpix]