Mikkel Vedby Rasmussen: Hverken Grønland eller Danmark ønsker at følge Trump. Men de har ikke noget valg

07.01.2025

Danmark risikerer at blive handlingslammet, fordi vi tager hensyn til Grønland, uden at Grønland tager hensyn til Danmark. For at undgå det må regeringen forlange klare linjer fra grønlænderne: Er de på vej mod en folkeafstemning om selvstændighed eller ej?

Af Mikkel Vedby Rasmussen

I dag, 7. januar, landede Donald Trump Jr., den kommende præsidents ældste søn, i Nuuk. Mens TV2 News transmitterede live fra Nuuks lufthavn, udtalte statsministeren sig til kanalen. Mette Frederiksen så frem til et ’tæt og tillidsfuldt samarbejde med USA’s kommende præsident’.

Op til interviewet var presset på statsministeren for at udtale sig blevet større, jo tættere Trump Force One kom på Nuuk. Men hvad skulle hun sige? Statsministerens tavshed er langt mere forståelig, end at landsstyreformand Múte B. Egede – alligevel – besluttede sig for at tage til Danmark i stedet for at risikere at løbe ind i Trump Jr. på gaden i Nuuk.

Egede har varmet op til et valg baseret på, at Grønland skal smide ’kolonitidens lænker’. Om det indleder processen mod grønlandsk selvstændighed, som er beskrevet i selvstyreloven, er mindre klart. Den proces forudsætter, at Naalakkersuisut og regeringen skal indgå en aftale, som der er flertal for i Inatsisartut og Folketinget. Den endelige godkendelse ligger ifølge selvstyrelovens paragraf 21 i en folkeafstemning i Grønland.

Spørgsmålet om Grønlands fremtid er således solidt defineret ud fra folkesuveræniteten. Som det hedder i selvstyreloven: ’Beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk.’ Derfor er det kun den grønlandske leder, som kan svare Trump. Og det burde jo egentlig ikke være så svært enten at afvise Trumps ønsker om ’ejerskab og kontrol’ eller tage imod tilbuddet og fortælle, hvad Egede pris for Grønland eller grønlandsk selvstændighed er.

Før jul var Egede klar i mæglet: ’Vi er ikke til salg og vil aldrig komme til salg’ . Et selvstændigt Grønland, understrege Egede, ville handle og samarbejde med hele verden – ikke kun danskerne, men heller ikke kun amerikanerne. ’Al samarbejde med os skal tage udgangspunkt ved vores værdier. For vi skal til enhver tid ikke rafle om vores land – Kalaallit Nunaat,’ sagde Egede til DR.

Når Egede taler om ikke at ’rafle om vores land’, så mener han formentlig ikke at tage chancer, ikke at løbe en risiko. Men den risiko kommer præcist, fordi han med sit ønske om selvstændighed bringer tvivl om Grønlands relationer til andre lande – ikke mindst USA. Og relationer mellem nationer er ikke kun defineret af værdier og ikke kun noget, som man kan definere selv. Selvstændige lande har relationer til andre lande baseret på interesser og, ikke mindst, geopolitiske realiteter. De er så demonstrativt fraværende i Egedes svar, at det faktisk ikke er et svar. For så længe Egede ikke har noget at sige om et selvstændigt Grønlands relation til USA, så har han reelt ikke sagt noget.

 

Selvstændighed fra Danmark er ikke blot en proces væk fra Rigsfællesskabet; det er også en proces mod en ny geopolitisk virkelighed for grønlænderne – en virkelighed, hvor de for første gang er alene med amerikanerne i Arktis
_______

 

Egedes tavshed skyldes måske, at han, og andre grønlandske politikere med ønske om selvstændighed, nu står ansigt til ansigt med deres egen retorik. For selvstændighed fra Danmark er ikke blot en proces væk fra Rigsfællesskabet; det er også en proces mod en ny geopolitisk virkelighed for grønlænderne – en virkelighed, hvor de for første gang er alene med amerikanerne i Arktis. Og hvordan den virkelighed ser ud, har Trump tydeligt beskrevet. Derfor er det måske meget symbolsk, at Egede flygter til København, når det bliver lidt for spændende at være alene med amerikanerne i Nuuk.

Når Egede er tavs på et så afgørende område, så har Frederiksen svært ved at melde ud. Hun vil fremstå som en koloniherre, næsten uanset hvad hun siger. Og når hun siger noget, så kan Egede hoppe af krogen. For dermed vil han have muligheden for at kritisere Frederiksen i stedet for at forholde sig til Trump. Da Mette Frederiksen endte med at udtale sig, så var hendes udtalelser så generelle, at hun fortsat holdt banen åben for Egede. ”Jeg synes først og fremmest vi skal bevare roen”, sagde hun.

Trump var også optaget af Grønland under sin første periode, og Grønland spøgte allerede igen på sociale medier, da han blev valgt igen i november. Stats- og udenrigsministeriet burde derfor have gjort sig tanker om, hvad man ville gøre i tilfælde af, at Trump fornyede sit købstilbud. Hvis første del af den strategi var at forholde sig tavst og afventende, mens Egede og hans kollegaer blevet tvunget til at forholde sig til de geopolitiske realiteter, var det ikke en nogen dårlig ide. Spørgsmålet er bare, hvad næste skridt så er.

Ligesom Egede ikke ønsker at ’rafle’ om Grønlands fremtid, så ønsker Danmark heller ikke at ’rafle’ om Danmarks fremtid. I lyset af danske sikkerhedsinteresser  er Grønland ikke central. I hvert fald ikke så central, at regeringen kan ofre forholdet til USA for forholdet til Grønland. Som statsministeren sagde til TV2 7. januar, så har vi ”behov for et tæt samarbejde med amerikanerne, for vi er i en meget urolig verden”. Men for at kunne varetage Danmarks interesser, så må regeringen tydeligt definere, hvad de interesser er, og hvordan de kan varetages i rammerne af Rigsfællesskabet – og hvordan regeringen vil varetage dem, hvis Rigsfællesskabet ikke kan fortsætte. Det viger regeringen tilbage fra at gøre. Ved at placere ansvaret for Grønlands fremtid udelukkende hos grønlandske politikere og det grønlandske folk, så mister regeringen kontrol over processen.

Regeringen kan genvinde noget af kontrollen ved at øge Forsvarets tilstedeværelse i Arktis. Men det er dømt til at være for lidt, for sent. Under alle omstændigheder er de tider forbi, hvor den militære tilstedeværelse alene kan bære samarbejdet i Rigsfællesskabet eller relationen til amerikanerne. Det grønlandske ønske om selvstændighed handler om meget mere end forsvar, og behovet for militære indsatser i Arktis er langt større, end hvad Forsvaret kan levere. Det handler om overvågning af raketter send over Nordpolen og flådefartøjer i havet mellem Grønland og Skotland. Det første angår ikke Danmark; det andet kan Danmark spille en mindre rolle i.

Regeringen har derfor behov for at sætte en anden dagsorden, hvis ikke Grønland skal fylde langt mere i vores relation til USA og i vores sikkerhedspolitik, end hvad Kongerigets interesser tilsiger. Det handler om at undgå, at ambassaden i Washington og diplomaterne på Asiatisk Plads de næste år udelukkende bruger deres energi på Grønland, og at hensynet til Grønland dermed farver alle andre relationer til USA. Det ville kun være indsatsen værd, hvis grønlænderne fortsat ønsker at være en del af Kongeriget. Sådan som Egede har, eller ikke har, udtalt sig, er der meget lidt, som tyder på, at regeringen kan få en sådan garanti. I den situation vil Trumps regering fortsat kunne spille i det tomrum, som uenigheden mellem Nuuk og København efterlader.

Danmark risikerer at blive handlingslammet, fordi vi tager hensyn til Grønland, uden at Grønland tager hensyn til Danmark. For at undgå det må regeringen forlange klare linjer fra grønlænderne: Er de på vej mod en folkeafstemning om selvstændighed eller ej? På den baggrund må regeringen gøre klart, hvad Danmarks rolle i Arktis ville være efter grønlandsk selvstændighed. Vi vil fortsat have interesser i området, og Færøerne vil stadig være en del af Riget. I den forbindelse bør det også afklares, hvilke forpligtelser Danmark vil have over for et selvstændigt Grønland – og i hvor lang tid vi vil have de forpligtelser. De spørgsmål vil også være vigtige for Folketinget, inden det skal stemme om en selvstændighedsaftale for Grønland. Derfor vil det give mening at nedsætte en Arktis-kommission til at få afklaret spørgsmålet. En kommission kan give processen struktur og samtidig tjene som et middel til at afklare præcist, hvad amerikanerne mener.

En kommission er et godt supplement til en grønlandspolitik, der tager det faktum alvorligt, at Grønlands fremtid er i hænderne på grønlænderne. En sådan politik må tage udgangspunkt i, at Grønland vil blive selvstændigt og forberede Danmark på den situation, som jeg også har skrevet om tidligere i dette medie. Hvis et par udtalelser fra USA’s præsident på sociale medier og et besøg på nogle timer af hans søn i Nuuk kan ryste dansk grønlandspolitik, så er det politikken, der er noget i vejen med. Og så er det på tide at lave den om. ■

 

Danmark risikerer at blive handlingslammet, fordi vi tager hensyn til Grønland, uden at Grønland tager hensyn til Danmark. For at undgå det må regeringen forlange klare linjer fra grønlænderne – er de på vej mod en folkeafstemning om selvstændighed eller ej?
_______

 

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor i statskundskab på Københavns Universitet, hvor han forsker og underviser i strategi og geopolitik. Han er leder af bestyrelsen for INVI – Institut for Vilde Problemer. Han er forfatter til bl.a. Krisesamfundet (2021) og Tilbage til krigen: Danmark i den nye verdensorden (2022). Sammen med Lars Bangert Struwe udgiver Mikkel Vedby RÆSONs podcasts Geopol og Krisecast.

ILLUSTRATION: Nuuk, 7. januar 2025: Donald Trump Jr. på privat besøg i Grønland [FOTO: Emil Stach/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Klaus Krogsbæk: Vestens værdifællesskab er erstattet af den nøgne magt. Derfor har Mette Frederiksen mistet fodfæstet

Pernille Benjaminsen om Grønland: I panik har Danmark skudt sig selv i foden

Sjúrður Skaale: Selvstændighed og fællesskab behøver ikke være modsætninger. De kan endda styrke hinanden

Øjvind Hesselager: Vil den digitale Bermuda-trekant – Trump, Zuckerberg og Musk – opsluge kongeriget Danmark?

David Munk-Bogballe: Når borgerlige politikere tør stå ved sig selv, er danskerne klar til at belønne dem med deres tillid

Andreas Sugar: I den nye verden bliver det ikke let at være lille