Premiere januar 2026: Vejen til valget – Hans Engell er gæst hos Clement Kjersgaard i nyt arrangementformat
10.10.2025
.Nu lancerer RÆSON et nyt live-format: En række af landets mest indsigtsfulde og dagsordensættende profiler i samtale med Clement Behrendt Kjersgaard, grundlægger/udgiver af RÆSON.
Den første gæst, vi kan offentliggøre, er kommentator Hans Engell (f.1948), der i 1982 – til alles overraskelse, også sin egen – blev hentet fra den konservative pressetjeneste til jobbet som forsvarsminister i Poul Schlüters første regering. Helt frem til 1997 var han med i toppen af dansk politik, de sidste år som leder af de Konservative. Efter at have forladt Christiansborg blev Engell i en årrække chefredaktør på Ekstra Bladet (2000-2007) og har, de sidste to årtier, etableret sig som en uovertruffen analytiker af dansk politik, på Ekstra Bladet og TV2, ikke mindst i kraft af et unikt kendskab både til spillet på Christiansborg og til forsvars- og sikkerhedsområdet, der netop – for første gang i moderne tid – er blevet det vigtigste emne for vælgerne.
Hvordan har den internationale situation forandret dansk politik frem mod næste folketingvalg? Hvad venter Christiansborg, partierne og deres ledere i en tid, hvor politik i store dele af verden synes at befinde sig i et dramatisk opbrud? Og hvad kræver udviklingen af den medieverden, Engell har kendt i et halvt århundrede?
Arrangementerne i denne serie finder sted i et afslappet fyraftensformat fra 16.30-18.30 og stedet kunne ikke være mere centralt: Vartov ved Rådhuspladsen i København. Der er begrænsede pladser, så vi anbefaler at man bestiller i god tid.
Tid og sted: Tirsdag 13. januar 16.30-18.30 på Vartov, Farvergade ved Rådhuspladsen i København
Billetpris: 399 kr.
Rabatpris for abonnenter på RÆSON og ÆRA: 199 kr. (man kan købe op til 2 billetter til rabatpris)










![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)



