10.02.2026

Nekrologen er skrevet i fællesskab af Hans Lucht, Mona Kanwal Sheikh, Yang Jiang, Hans Mouritzen, Lars Engberg-Pedersen, Ahlam Chemlali og Ida Marie Savio Vammen, Dansk Institut for Internationale Studier.

Vores kære ven og kollega, og en vigtig formidler af verden omkring os, dr. Phil. Lars Erslev Andersen er gået bort. Han var en central figur i den danske debat om international politik, og var særlig passioneret omkring sin forskning i civilisationsbegreber; USA’s Mellemøstpolitik og rivalisering med Kina i Den Persiske Golf. I den brede offentlighed blev han for alvor kendt for sine bidrag til terrorforskningen efter 11. september 2001. Hans tilgang handlede altid om at formidle bagtæppet til de begivenheder, der havde mediernes søgelys, og med sine utallige interviews og kommentarer insisterede han på at dykke ned under overfladen, og gerne helt ned til aktørernes idéuniverser. Danmark har derfor mistet en vigtig stemme, der gennem flere årtier højnede den offentlige samtale om international politik. Gennem sit virke lærte han os, at det væsentlige ligger i detaljen, og ikke i forsimplede portrætteringer af fjendebilleder.

Tilbage står tabet af en særdeles selvstændig tænker, produktiv forsker og vellidt kollega. Lars gik sine egne veje og stod ved sin forskningsresultater og sine meninger til glæde for mange – og helt sikker også til irritation for nogle, men det tog han med oprejst pande. Personangreb på sociale medier og fra politikere påvirkede ham naturligvis, men de holdt ham aldrig tilbage fra at dele sine analyser. Han så det som sin borgerpligt at formidle sin forskning, og var altid på farten, hvad enten han besøgte TV Avisen, eller et lille forsamlingshus på landet.

Lars var en sand kritisk tænker – eller med moderne terminologi: no bullshit-typen. Han var allergisk overfor historieløse analyser og havde et særligt vantro blik, han ikke kunne skjule, når nogen sagde noget, han mente var noget vrøvl. Han var en påmindelse om drengen, der pegede på kejseren uden klæder; aldrig bange for at blive tysset på af magt eller autoriteter. Lars var autonom i denne særlige forstand: uforfærdet i forhold til hvad Per eller Poul eller regeringen og ambassade X eller Y måtte mene. Han bar et mod, og en integritet som kun er få forundt. Derfor var han også et af de fornemmeste eksempler på fri forskning, og stillede sig gerne forrest, når det politisk ubekvemme måtte siges.

Som idéhistoriker med fokus på ideernes magt – udfoldede han ofte, hvordan udenrigs- og sikkerhedspolitik var formet af særlige måder at anskue verden på: verdensanskuelser kaldte han det, inspireret af tyske begreber. Hans viden og indsigt i den kontinentale filosofi og tænkere som Hegel, Kant, Kierkegaard og Nietzsche var en gave for en institution som Dansk Institut for Internationale Studier, der skal forholde sig til samtidens tendenser og arbejder aktuelle politiske udviklinger. Det lange forankrede blik på nutiden var et af hans varemærker. Hvor andre hoppede op af stolen over nye tendenser, pegede Lars ofte på, at det havde vi da set før. Med det perspektiv analyserede han blandt andet USA’s udenrigspolitiske mission i verden – fra de første missionærer til Trumps America First-doktrin.

Lars var særlig kritisk overfor magtmisbrug og undertrykkelse, og formulerede en skarp kritik af neokonservatismen og de amerikanske interventioner efter 9/11, men også af repressive teokratier i Iran og Afghanistan. Hertil kom en markant kritik af Israels behandling af palæstinenserne, som han stod ved, trods modvind. I de senere år fandt Lars også interesse for Kina og landets relationer til Mellemøsten og Centralasien, de muslimske uigurer i Xinjiang samt til USA. Han besøgte Kina flere gange og opbyggede et akademisk netværk, der gav ham en dybere og mere nuanceret forståelse af landet end mange andre observatører, der aldrig havde været i landet. Også dette var et af Lars’ varemærker: Ønsket om at forstå det ukendte indefra, og med hjælp fra stemmer fra de regioner han studerede.

Udover sin fascination af filosofi og idéhistorie, trak Lars’ forskning på de kilder han fandt i historiske arkiver, på biblioteker i både USA og Mellemøsten. Med ønsket om førstehåndsviden om de mennesker og den kultur, han skrev om, rejste han ofte vidt omkring i Mellemøsten og tog på forskningsophold. Han blev særligt berørt af de horrible forhold for familier og børn i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, og på hans kontordør hang en plakat fra Palestine Film Festival med teksten: ”En dag vil vi som vinden vende tilbage til vores huse.” En sådan melankoli samt et ønske om fred, frihed og et værdigt liv for alle, var en vigtig drivkraft i hans arbejde. Han kendte sine egne begrænsninger og kanaliserede derfor al sin energi ind i det, han var så god til: at skrive gennemtænkt og afbalanceret om vigtige, men vanskelige emner.

Med en stærk sans for retfærdighed var Lars altid at finde på de svages side. Han satte klare grænser overfor dem, der talte i stereotyper, forkromede ideologier eller udøvede magtmisbrug. Han pegede blandt andet på skævhederne i en ukritisk beundring af USA og forsimplede portrætteringer af fjendebilleder – om det var Kina, muslimer, minoriteter eller andre forfulgte befolkningsgrupper. Han ønskede verdens diversitet frem i forskningen og inviterede derfor ofte autentiske og vidende stemmer ind i de akademiske højborge. Ved at italesatte perspektiver fra marginen, tog han noget af presset fra dem, der ikke havde samme platform i den offentlige debat.

Lars var i ordets bedste forstand fintfølende – lydhør og opmærksom på andre uden at være påtrængende. Han var generøs med sin tid og sit nærvær og var godt selskab med en velkendt sans for humor. Hans dør stod altid åben, og der var som regel en trafik ind og ud af hans kontor; nogle ville snakke om hans elskede cykelsport, andre havde brug for et godt råd eller en reference til tysk filosofi eller begrebshistorie. Særligt unge forskere tog han sig tid til, han heppede på dem og skubbede dem frem på scenen. Også i den kapacitet var han en rollemodel.

Indtil det sidste var Lars skarp og formidlede og analyserede verdenssituationen. Før sin død var Lars i gang med at skrive en bog om forholdet mellem Israel og USA. Mens han var indlagt på hospitalet, var det hans store ønske at kunne nå tilbage på kontoret og færdiggøre den. Selvom Lars er gået bort, vil man fremover stadig kunne møde ham på siderne i hans fremragende bøger og analyser – omkring 300 udgivelser blev det til, siden Lars startede på DIIS i 2008. Han har gavmildt efterladt mange spor, der også vil hjælpe kommende generationer til at blive klogere på verden.

Æret være hans minde.

 

Han har gavmildt efterladt mange spor, der også vil hjælpe kommende generationer til at blive klogere på verden
_______

 

FOTO: DIIS.

Nedenfor følger et udvalg af artikler fra Lars Erslev Andersen udgivet her på RÆSON.

Apropos denne artikel:

Dan Mygind: USA’s krig mod journalistik er allerede rykket til Europa

Maria-Louise Clausen: 10 ting at holde øje med i Mellemøsten i 2026

Rasmus Grand Berthelsen: Hvis Danmark skal komme helskindet gennem Grønlandskrisen, må vi begynde at forstå USA

Asger Røjle Christensen: Sender Takaichis valgsejr Japan på kollisionskurs med Kina?

Jakob Sinding Skött i RÆSON SØNDAG: Storbritannien er på vej tilbage mod Europa. Vil Trump – og vælgerne – tillade det?

Maria-Louise Clausen: Yemen er blevet en arena for den internationale ordens sammenbrud