14.03.2023

“Kæden hopper af, når man laver en modstilling mellem håndens arbejde og universiteterne. Så har man været for lidt på et universitet, for det er jo laboratorier. Det er værksteder, hvor man arbejder med tingene, undersøger tingene, splitter dem ad, samler dem igen, splitter teksterne ad, og samler dem igen. Det er jo det modsatte af at være på overfladen.”

Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen

RÆSONs Interviewserie bringer hver onsdag et dybdegående interview med en stor stemme fra den danske politiske eller intellektuelle debat. Denne uge med rektor på Designskolen i Kolding og professor i psykologi ved Aalborg Universitet, Lene Tanggaard.

Se alle interviews i serien her.

Lene Tanggaard har i en lang årrække har beskæftiget sig med uddannelse, dannelse, læring og kreativitet, både som professor i psykologi ved Aalborg Universitet, og som rektor på Designskolen i Kolding. RÆSON taler med hende om de forandringer, landets universiteter står over for i de kommende år, om hvilke tiltag, der er brug for, hvis vi skal lave de bedst mulige uddannelser, og om hvilken rolle universiteterne har og bør have i samfundet i dag.

RÆSON: Hvad er din umiddelbare reaktion på den reform, som regeringen ligger op til at føre igennem?

TANGGAARD: Den tidligere regering havde lanceret et udspil, så det var jo meget ventet. Man kunne se i regeringsgrundlaget, at der var lagt op til at fortsætte de reformbestræbelser, som den tidligere regering lagde ud. På den måde var det meget forventeligt, også at det kom som noget af det første. Der har været lagt lidt op til det gennem mange år på en eller anden måde, med Reformkommissionen som jo helt klart har lagt grundstenene i det her konkrete initiativ, men også før det Produktivitetskommissionen osv.

Nu sidder jeg selv som rektor for Designskolen, som også er under Forsknings- og Uddannelsesministeriet, som også bliver påvirket af det her. Jeg tror nok, at man i sektoren sådan set er med på, at det er ok at kigge på nogle ting, og at reformer kan være nødvendige. Men når jeg så kigger på det, så kan jeg ærgre mig over, at det er så tænkt, før man har været i dialog med nogen. Vi bliver hørt, men der er ikke så meget dialog. Jeg synes, det er ærgerligt, hvis man har tænkt sig at gennemføre en reform, som ikke bygger på sektorens egne analyser og indsigter.

Og så synes jeg, det er uheldigt, at man laver en politisk skillelinje mellem fag, hvor man går ind og siger, at der er nogle fag, der er svære, og andre der ikke er. Nanoscience for eksempel er svært, og derfor skal det tage tre år. Hvad er analysen bag det? Det er da mindst lige så svært at skulle undervise unge mennesker i gymnasiet i tysk eller latin.

Så det er svært at se, hvor evidensen er, selvom reformen bygger på kommissionsarbejde?

Ja, det synes jeg faktisk, det er. De gode faglige begrundelser savner jeg, men jeg anerkender behovet for at kigge på universitetssektoren og de videregående uddannelser. Det synes jeg er betimeligt. Det handler mere om, hvordan det gøres, og hvad der gøres.

Står det klart for dig, hvilke udfordringer regeringen forsøger at adressere? Og på hvilke punkter kan du være enig?

Som jeg ser det, er det en meget ideologisk reform. Den er båret af en ideologi, som er knyttet til et opgør med akademiseringen af vores samfund, hvor det handler om værdien af forskellige typer af uddannelser. Det er det, man ønsker at rykke ved. Og så har man en rekrutteringsudfordring, som man prøver at løfte. Man vil gerne have flere sygeplejersker, flere lærere og flere pædagoger. Det synes jeg måske bare, man skulle begynde at arbejde mere seriøst på. Jeg er ikke sikker på, at man får det ved at reformere universitetsuddannelserne, men jeg tror, det er det, der er grundtanken – at vi skal flytte studerende fra at vælge en universitetsuddannelse til at vælge en professionshøjskoleuddannelse. Det er sådan, jeg læser intentionerne.

 

Jeg tror, at det skubber til en værdimæssig skævvridning, som allerede er i gang, hvor nogle fag bliver stjernefag, og nogle fag bliver næsten taberfag
_______

 

Så du læser det mere som en måde at få folk væk fra universitetsuddannelserne end en omlægning eller en styrkelse?
Jeg tror, at det skubber til en værdimæssig skævvridning, som allerede er i gang, hvor nogle fag bliver stjernefag, og nogle fag bliver næsten taberfag.
Ja. Jeg ser det som en stor strukturel reform, hvor man vil flytte arbejdskraft, og man vil flytte unge mennesker for at få arbejdskraft ud på nogle andre områder, hvor man mangler. Og så ligger der jo også et tydeligt element af konkurrencestatstænkning, altså en optimeringsdagsorden på mange måder, hvor uddannelse ikke står til at have værdi i sig selv, men er et instrument i en stor samfundsingeniør-agtig mekanisme.

Hvilke konsekvenser frygter du, at det vil have for universiteterne?

Det rammer en sektor, som i forvejen har været udsat for rigtig mange forskellige typer af reformer. Jeg tror, at det skubber til en værdimæssig skævvridning, som allerede er i gang, hvor nogle fag bliver stjernefag, og nogle fag bliver næsten taberfag. Selvom der ikke er nogen, der siger det højt, så er det det, jeg hører.

Det kan jo konkret føre til en række fyringer. Der er blevet ansat mange mennesker på universiteterne, og det er  faktisk ikke kun forskere og undervisere, det er også teknisk og administrativt personale.  Universiteterne er jo kæmpestore arbejdspladser også. Det synes jeg faktisk lidt, man overser. Men det, der er med forskning, det er, at det tager 15 år at lave en professor, rundt regnet. Vidensopbygning er  ikke noget, der bare sådan lige foregår. Rom blev ikke bygget på én dag. Det er årelange processer, hvor man vil miste meget viden på universiteterne, og dermed også i vores samfund.

 

Faktisk kommer de fleste akademikere i et job, og de får gode job, og de bidrager markant, og så får de jo også gode liv. Det har universiteterne været for dårlige til at forklare
_______

 

Men igen, jeg er meget optaget af ikke at lægge mig i en ensidig kritisk position, fordi jeg kan sådan set også godt forstå udfordringerne. Universiteterne har haft vokseværk på en måde, hvor man ikke har været god nok til at forklare værdien og relevansen af forskning og universitetsuddannelse. Heldigvis er rektorerne  ude på banen nu og sige, at jo, der er dimittendledighed inden for nogle fag, men faktisk kommer de fleste akademikere i et job, og de får gode job, og de bidrager markant, og så får de jo også gode liv. Det har universiteterne været for dårlige til at forklare. Hvad er værdien af det, vi laver?

Der har måske været lidt en idé om, at det var selvindlysende, at vi ikke rigtig har behøvet at forklare, hvad vi har gang i. Hvis man læser lidt sociologi, så vil man vide, at det, der ramte folkeskolen for nogle år siden, det ville også ramme resten. Hele den her talen om, at folkeskolelærerne ikke laver noget, og nu skal vi have styr på dem, og nu skal de have nogle læringsmål. Den logik har ramt universiteterne nu.

Du siger selv, at universiteterne har haft vokseværk. Det er ikke længere ti men snarere 40 pct. af en ungdomsårgang der starter på en universitetsuddannelse. Er det ikke en meget naturlig konsekvens af det at have et masseuniversitet, at universitetet  har et klart sigte på arbejdsmarkedet?

Jeg synes, det er legitimt at tage diskussionen. Det er mere, hvordan man gør det. At man på forhånd siger, at de her fag er værdifulde, og de her er mindre, det er uklogt. Jeg anerkender behovet for at kigge på det. Man har  drevet universiteterne som virksomheder, hvor man belønner øget optag og flere studerende med flere penge. Så hele den logik med ‘fra forskning til faktura’, det er jo ikke bare et slogan. Det har sat sig helt ind i kernen af universiteternes drift. Det har  selvfølgelig gjort noget ved institutionen. Man har haft vokseværk, hvor det har været muligt. Der, hvor der har været kunder til butikken, har man så øget optaget. På en måde er universiteterne  en kæmpe succeshistorie, fordi det er lykkedes at absorbere rigtig mange af de her akademikere. De udfylder vigtige funktioner, de øger produktiviteten i virksomheden. Men jeg forstår godt, at vi har brug for at gentænke nogle ting, og at vi har brug for at overveje uddannelseslandskabet. Det synes jeg er klogt. Det synes jeg faktisk, det er.

 

Vi har en for mig at se forkert idé om, at det akademiske er noget verdensfjernt, som er i distance til praksis
_______

 

Er der brug for færre akademikere efter din overbevisning?

Nej, det tror jeg simpelthen ikke, der er. Men der kan være brug for en anden slags akademikere. Og hele den del, som jeg også kan se, at universiteterne anerkender, altså efter- og videreuddannelse, livslang læring osv., det synes jeg er klogt. Det er klogt at kigge på, hvordan man kan uddanne sig på andre måder og komme tilbage til universitetet senere, så det fx også er lærerne og pædagogerne, som kommer ind og får et års masteruddannelse, og på den måde får et akademisk niveau i deres praksis.

Vi har en for mig at se forkert idé om, at det akademiske er noget verdensfjernt, som er i distance til praksis. Men god forskning tager  netop afsæt i en eller anden form for praksis. Det kan være en kirurgisk praksis, en dyrlæge- eller veterinærpraksis, en pædagogisk praksis, eller en økonomisk praksis. Og så bliver vi klogere på den praksis ved at forske i det, og skrive om det, og dokumentere og almengøre indsigter. Og det er jo ekstremt vigtigt for et stadig mere komplekst samfund, at vi bliver klogere og klogere til at løse de problemer, vi har.

 

Nogle gange skal der faktisk være en distance, for at vi kan se verden, for at vi kan tænke os om, og det er det, det akademiske repræsenterer. Det er en særlig slags praksis, kan man sige
_______

 

Forstår du også humaniora – hvis vi omtaler det som et felt under én hat – som noget, der har til formål at bidrage på den måde?

Ja, i en meget bred forstand, hvis også vi taler om den menneskelige eksistens som en praksis. Så i den forstand, ja. Hvor det er de store livsspørgsmål, hvor det er filosofiske anliggender, som kan have dybt praktiske implikationer. Nu har jeg lige været i Esbjerg Kommune her i formiddag med Tor Nørretranders, hvor vi holdt oplæg for en række ledere, og hvor Tor siger – fordi vi taler om dokumentation og evaluering, og at det kan tage overhånd osv. – at hellere glade børn end dokumenterede børn.

Og der ligger jo filosofi i det. Altså det er både meget konkret og meget praktisk, men der ligger også et menneskesyn gemt i det. Det kan være svært, men det er ikke desto mindre vigtigt at forstå, at nogle gange skal man lære noget på distance af verden for at kunne blive relevant for verden. Vi tror i dag, at der skal være et et-til-et forhold mellem vidensudvikling og den konkrete implementering. Nogle gange skal der faktisk være en distance, for at vi kan se verden, for at vi kan tænke os om, og det er det, det akademiske repræsenterer. Det er en særlig slags praksis, kan man sige.

Det er, som om vi ikke har den tålmodighed. Men den tålmodighed skal vi have. Chefen i Esbjerg sagde det faktisk meget godt. Hans søn gik i en klasse, hvor der var udfordringer, og læreren havde arbejdet meget med struktur. For så at løse det her problem med ballade i klassen, satte hun ind med mere struktur. Det er der, hvor vi ikke får tænkt os om. Når vi forsøger at løse problemet med de samme værktøjer, som har skabt problemet. Det akademiske, analytiske niveau skal jo fortælle os, at det kunne være, vi skulle gøre noget andet. Måske er strukturen ikke svaret. Måske er svaret et andet sted. Det får lige pludselig ekstremt gavnlige effekter for en praksis, at der er nogle mennesker, der er i stand til at tænke sig om.

Derfor er den gode del af reformen, at jeg forestiller mig, at lærere, pædagoger, socialrådgivere, sundhedsplejersker osv. også kan komme ind på universitetet i et livslangt efteruddannelsesforløb, hvor de kan få tanket op på den her del, og så bagefter gå tilbage og blive virkelig dygtige praktikere. Vi skal ikke alle sammen hele tiden handle. Der skal også være nogle, der gennemtænker tingene.

Det er  nærmest en præmis for diskussionen om universiteterne, at nogle særlige dele, og det er næsten altid underforstået humaniora, er verdensfjerne. Den præmis mener du er forfejlet?

Fuldstændig. De snarere verdensnære. De er tæt på.

 

Den naturlige autoritet er ikke til stede i det her hyperkomplekse moderne samfund, så man skal forklare sit virke udadtil
_______

 

Hvorfor er den diskurs gledet ind, tror du?

Måske er det sådan, at praksisser på universitetet, som har haft selvfølgelig værdi, og hvor det at være professor fx har sagt nok i sig selv. Så man har ikke været trænet i at fortælle om, hvad værdien er. Men den naturlige autoritet er ikke til stede i det her hyperkomplekse moderne samfund, så man skal forklare sit virke udadtil.

Jeg ser universiteterne komme lidt på banen nu, hvilket egentlig klæder dem. Men det er klart, at det også tager energien fra at gøre sit arbejde, altså at lave god undervisning og god forskning. Nu ser vi ind i et ekstremt kompleks, som jeg kan se det, med forskellige typer af kandidater og forskellige længder. Det bliver et vildt arbejde at holde det ved lige.

Hvordan vil du karakterisere regeringens uddannelses- og dannelsessyn? Og hænger de to overhovedet sammen?

Det er sådan en form for arbejderisme. Det er arbejdet, der gør mennesket til menneske. Det er sådan, jeg læser regeringen. Og derfor skal vi også holde mindre fri. Det, der har værdi, er at arbejde. Det vil sige, at uddannelser, der konnoterer en eller anden form for, at jeg ikke står og bruger mine hænder hele tiden, de har svære kår.

Så læser jeg også en form for lighedsideologi ind i det. Jeg har stor respekt for at værdsætte håndens arbejde. Håndværk og mesterlære er noget, jeg selv har interesseret mig meget for, og det ser jeg også, at det samlede udspil berører. Men der, hvor kæden hopper af, er når man kommer til at lave en modstilling mellem håndens arbejde og universiteterne. Så har man været for lidt på et universitet, for det er jo laboratorier. Det er værksteder, hvor man arbejder med tingene, undersøger tingene, splitter dem ad, samler dem igen, splitter teksterne ad, og samler dem igen. Det er jo det modsatte af at være på overfladen.

Altså taler vi overhovedet om det samme? Skulle vi ikke lave et virkelighedstjek, et realitetstjek af vores forestillinger om hinanden? Det tror jeg bare ville være så gavnligt for den samtale, som er nødvendig for at lave fornuftige reformer af vores samfund. Også af universiteterne.

 

Jeg kunne ønske for universiteterne, at de får mulighed for igen at være lidt vilde laboratorier for stor tænkning, for jeg tror, at vores samfund har brug for det
_______

 

Hvad er efter din opfattelse den vigtigste opgave for et universitet? Du siger, at der er behov for at lave nogle forandringer og reformer. Hvordan bør et moderne universitet se ud?

Jeg læste en bog af Stefan Collini, der hedder Speaking of Universities, hvor han siger, at tidligere mindede universiteter om udviklingsafdelinger på virksomheder i dag. Det var steder, hvor man eksperimenterede med tingene, der var vilde eksperimenter, man undersøgte ting, man tænkte stort og vildt og flot og i lange stræk, uden at vide, hvor man var på vej hen. Sådan ser universiteter ikke ud i dag. De er blevet industrialiseret og en lille smule McDonald-iserede. De er jo også blevet masseuddannelsesinstitutioner, så på den måde har man standardiseret og systematiseret og lavet procedurer, og det er lige før, man har klemt saften ud af appelsinen, så der kun er det der lidt tørre kød tilbage. Jeg kunne ønske for universiteterne, at de får mulighed for igen at være lidt vilde laboratorier for stor tænkning, for jeg tror, at vores samfund har brug for det. Det er den ene ting.

Men rollen er også – det må vi bare erkende i dag – uddannelse. Om man så laver kandidaterne kortere eller længere, så er det stadigvæk store dele af en ungdomsgeneration, som kommer til at stifte bekendtskab med universitetet. Og det bliver også i fremtiden store efter- og videreuddannelsesinstitutioner. Det er der, hvor jeg virkelig har fidus til reformudspillet og reformkommissionen. Der ser de jo rigtigt. Det er ikke særligt genialt, men det er rigtigt, at livslang læring i Grundtvigs land burde være fuldstændig selvindlysende og en rolle for universiteterne at tage på sig i en langt mere udadvendt selvforståelse.

Og så er der brug for i langt højere udstrækning at være i stand til at forklare relevansen for den helt almindelige borger. Også den borger, hvis børn ikke kommer på universitet, ikke skal på universitet, ikke vil på universitetet. Så længe vi har skatteborgerfinansierede universiteter, i en tid hvor autoriteten ikke er naturgiven eller opleves som sådan, og hvor den er ikke rodfæstet i nogen som helst form for tradition, så er rollen at kunne forklare sit virke ud af til og at kunne begrunde og vise relevans. Og det må man bare sige, at det bliver universiteterne nødt til at være meget bedre til. Man kan ikke møde den her slags afstandtagende eller med kritik, som ikke anerkender præmisserne. Man bliver nødt til at gå ind i det og så bokse med det derfra.

Du siger, der er brug for at styrke erhvervsuddannelserne. Vi har også det her antal på 45.000 danske unge, som hverken er i job eller under uddannelse, som tit bliver bragt frem. Hvis der ikke skal være færre akademikere, er det vel også nogle af dem, der skal løftes ind. Hvad er nøglen til at få styrket erhvervsuddannelserne i højere grad, og måske også til at få nogle af de her 45.000 unge i gang? 

Det er  farligt at sige, men jeg mener faktisk, at en af nøglerne er at lade være med at tale ned til de unge, der vælger gymnasiet. Jeg ved godt, at hvis man skal sidde og lave regnestykket, så dur det ikke, at de først er på gymnasiet og så vælger en erhvervsuddannelse bagefter. Det ved jeg godt, men det gør mange af dem. Der er en del med en studentereksamen, som går på en erhvervsuddannelse efterfølgende. Min forskning på erhvervsuddannelserne, hvor jeg har været tæt på virksomhederne, har vist, at de kan rigtig godt lide de lærlinge, som har en studentereksamen. For de er lidt mere modne. Så måske skal vi kigge på den præmis, og gå i dialog med virksomhederne, om det faktum, at de jo faktisk ansætter dem. Mor og far kan også godt lide, at der er en studentereksamen, og så kan vi tage tømrer bagefter, eller konditor osv.

Måske handler det om at lave en anden fortælling om det og kigge på, hvordan gymnasierne og erhvervsskolerne kan arbejde sammen inden for den her problematik. Men så er der også, som du siger, den gruppe, FGU-gruppen. Erhvervsskolerne vil jo sige, at de elever, der går på FGU, de går der af en grund. Og det er rigtigt. Man kan ikke bare tage en erhvervsuddannelse. Man skal faktisk være ret dygtig. I nogle fag også ret bogligt dygtig. Så du kan ikke bare gå ind på en erhvervsuddannelse. Det er helt forfejlet.

Og så skal man kan kigge på folkeskolen, kigge på at lave nogle mere praktiske forløb i udskolingen især. Det handler om at få de praktiske og musiske fag til at betyde meget mere. Jeg så fx for nyligt et sted, hvor man kan gå til tømrer nu. Det var ret fedt, synes jeg. At man kan få stiftet bekendtskab med den verden, for der er ikke ret mange unge mennesker, der ved, hvad det vil sige at være på en erhvervsuddannelse, og hvad det er for et liv, man får efterfølgende. 

 

Jeg synes, at der er en underlig forestilling om, at de tekniske fag per definition skulle være svære fag, mens de humanistiske fag skulle være lette fag. Jeg mener faktisk, det er omvendt
_______

 

Der er mange barrierer, du gerne vil bryde ned her. Altså både i folkeskolen ift. at bringe de ting, vi ser lidt ned på, ind, som noget der kunne være sjovt og kreativt også. Og samtidig at fjerne det verdensfjerne, fra det, der skulle være verdensfjernt, og gøre det lidt praktisk eller verdensnært. Er du grundlæggende ikke  nervøs for, at der går en hel masse specialisering, viden og indsigt, tabt ved den herskende ’arbejderisme’, og ved at forkorte kandidatuddannelserne? Jeg hører dig i virkeligheden som meget optimistisk på mange måder?

Når jeg sidder som rektor, bliver jeg nødt til at tænke i muligheder. Men jo, jeg er da nervøs. Jeg er nervøs for, at vi kommer til at bruge meget tid på at tale om, at tingene skal være anderledes, og vi så ikke får fordybelsen. Jeg er nervøs for, at man på de områder, som man lige nu siger, ikke er særligt svære, og som man skal kunne lære hurtigere, at vi der mister meget stor indsigt. Jeg synes, at der er en underlig forestilling om, at de tekniske fag per definition skulle være svære fag, mens de humanistiske fag skulle være lette fag. Jeg mener faktisk, det er omvendt. De humanistiske fag er jo dannelsesfag i klassisk forstand. Det er  din eksistens, der er på spil. Det kræver en vis modenhed. Jeg er nervøs over, at vi på samme tid kan tale om, at vi har et problem i vores kultur med hastighed og tempo, og at vi samtidig tænker, at det problem skal løses med mere tempo.

Jeg er nervøs for, at vi ikke forstår, hvordan erkendelsesprocesser fungerer. At langsomhed, det  at tygge på noget, som vi  siger, er en meget væsentlig del af det at lade et stof komme ind under huden. At vores unge mennesker ikke får den oplevelse af at bruge tiden på deres uddannelse, som vores Dronning også sagde, på noget unødvendigt også. At det hele skal komprimeres og presses sammen. At de skal konkurrere med hinanden om, hvem der kommer på forskersporet, og hvem der ikke gør. Så jeg er bekymret. Men i det store billede kan jeg godt forstå, hvorfor det hele kommer.

 

Jeg er nervøs over, at vi på samme tid kan tale om, at vi har et problem i vores kultur med hastighed og tempo, og at vi samtidig tænker, at det problem skal løses med mere tempo
_______

 

Men har det at gøre med, at man grundlæggende skal prøve at tænke, at alt det, der handler om dannelse, skal være noget, der ligger et andet sted end på universiteterne, fordi universiteterne i dag er så integreret en del af samfundsmaskinen, af det produktive Danmark? At der ikke er plads til dannelsesideer og humanisme i et konkurrencesamfund?

Ja, men det er jo bare en fuldstændig forfejlet tanke. Hvad er det, vi konkurrerer på, hvis det endelig skulle være? Vi er ikke de første, der sender folk på månen eller noget som helst. Men vi er sindssygt dygtige til at dele idéer med hinanden. Vi er meget, meget dygtige til at arbejde sammen. Vi er meget, meget dygtige til at gå på kryds og tværs af civilsamfund, den offentlige sektor og den private sektor.

Det er den nordiske hemmelighed, som Lene Rachel Andersen skriver om, det er dannelsesdimensionen. Det er det, at vi uddanner ikke bare med henblik på en instrumentel opnåelse af kvalifikationer i en funktionalistisk logik, men vi uddanner med henblik på menneskelighed og menneskelige kvaliteter, som skal modnes langsomt. At vi forstår, at der er mere ved tilværelsen end det, vi kan regne ud. Eller at dem, der er gode til at regne, ikke altid er dem, der regner den ud.

Det siger måske noget om antallet af økonomer i netop de kommissioner, som regner på omlægninger af uddannelserne?

Ja, lige præcis. Og der er jo ingen tvivl om, at dannelsesaspektet er så vigtigt, at hvis universiteterne ikke skal være steder, hvor det foregår, så vil det vokse frem andre steder. Og det kan man tænke over. 

Men kunne det ikke også være en vej frem?

Jo. Og apropos vores samtale om lighed. Det her kan jo betyde, at de meget ressourcestærke forældre sender deres børn til udlandet for at få en lang uddannelse de steder, hvor man nu kan købe sig til det. At vi vil se private uddannelsesinstitutioner vokse frem, hvor man betaler sig til det. Så jeg forstår egentlig ikke, at man eroderer en udmærket statslig model. Det har jeg faktisk svært at forstå ud fra en ren socialdemokratisk logik. For der er også en idé i, at staten giver mulighed for de mange til at kunne få nogle af de her erfaringer og oplevelser.

Tilbage til midlet, der undergraver selve målet. Både ift. at give muligheder for de mange, og ift. mistrivsel?

Præcis. Det her bliver virkelig et konkurrerende forløb. Jeg ved slet ikke, hvad det vil gøre ved de studerende. Kom du på det lange forløb? Har du kun en kandidat? Det bliver også svært at få job tror jeg. ■

 

Der er ingen tvivl om, at dannelsesaspektet er så vigtigt, at hvis universiteterne ikke skal være steder, hvor det foregår, så vil det vokse frem andre steder

_______

 

Lene Tanggaard (f. 1973) er Cand.Psych., Ph.d., Rektor på Designskolen i Kolding og professor på Aalborg Universitet. Hun er forfatter til en lang række bøger om læring og kreativitet, herunder ’I bad med Picasso: Sådan bliver du mere kreativ’, sammen med Christian Stadil (Gyldendal 2015), ’Læringsglemsel’ (Klim 2018) og ’Hvad vi taler om, når vi taler om at lære’, sammen med Keld Skovmand (Hans Reitzel 2020).

Apropos denne artikel:

Udsolgt i 2023, 2024 og 2025. Vidensfestival 2026 er med bl.a. Stefan Hermann, Peter Øvig, Peter Viggo, Josefine Klougart, Rane Willerslev, Anja C. Andersen og Zinini Elkington

Peter Møller Thomsen: USA’s nye nationale sikkerhedsstrategi begynder og slutter på den vestlige halvkugle. Ikke i Kyiv, ikke i Taipei

Theresa Scavenius: Regeringen bevæger sig støt fremad mod en overvågningsdystopi

Jakob Matthiesen: Er Jermaks fald en sejr eller et tilbageslag for Ukraines kamp mod korruption?

Lars Struwe: Før 2022 forstod de færreste Ruslands krigsplaner – nu står Europa i samme situation

På vej i 2026: Foredrag med Peter Viggo Jakobsen i Aarhus og København