Vincent F. Hendricks: Kan demokratiet overleve tech og AI?
12.03.2026
Demokrati og tech er æbler og appelsiner, olie og vand. De to ligner ikke hinanden og – væsentligere endnu – vil ikke det samme. Demokratiet vil sikre den bedste balance mellem individuel autonomi og almenvellets bedste – techindustrien vil kontrollere alt, ned til farven i vindingerne på det sidste garnnøgle.
Dette kapitel indgår i RÆSONs kommende e-bog ‘Olie og vand: Kan demokratiet overleve Big Tech?
Af Vincent F. Hendricks
Det var i 2009, at Mark Zuckerberg i et interview med Business insider i 2009 bekendtgjorde, at det samlende imperativ i det hurtigt voksende Facebook var mantraet ”Move fast and break things”. Han uddybede argumentet: ”Hvis ikke der rives ned og ødelægges undervejs, er udviklingstempoet ganske enkelt ikke højt nok”.
Inden længe skulle det vise sig, at ”Move fast and break things” ikke blot gælder Facebook specifikt og Meta generelt, men udgør det overordnede modus operandi for USA’s store nye techindustrielle kompleks, for nu at låne et udtryk fra præsident Eisenhower (der i sin afskedstale til nationen advarede mod det ”militær-industrielle kompleks”). Hvis Washington havde lyttet til techeliten i Silicon Valley, ville man have hørt, at der blev lagt op til en blitzkrig på informationsmarkedet. Målet: En opmærksomhedsøkonomi i al væsentlighed kendetegnet af en systematisk reduktion af menneskets vigtigste kognitive ressource, opmærksomheden. Afkastet var og er data, der forvandles til kapital. Forretningsmodellen har vi omtalt og analyseret mange gange i RÆSONs spalter igennem årene – jf. de udvalgte tekster, der indleder denne bog.
Techmastodonterne tog verden med storm – et uvejr, de lagde ud over de allerede oprørte vande, som finanskrisen havde efterladt. Gennem tre årtier havde skiftende regeringers deregulering af Wall Street fremmet en finanssektor, der nu udviklede et netværk af utallige kreative, komplekse og uigennemskuelige finansielle produkter flettet ind i hinanden. Men disse produkter – blåstemplet af de ratingbureauer, hvis fremmeste opgave var at vurdere deres troværdighed – viste sig at være ganske giftige aktiver, der brændte hul i bøgerne med overhængende fare for at slå bunden ud af såvel den amerikanske som den globale økonomi. Problemet var strukturelt og altså: globalt.
Krisen tog fart i 2007 og eksploderede i efteråret 2008. I bedste keynesianske mening satte centralbankerne verden over nu renterne i syd – med kurs mod nul – i et forsøg på at begrænse skaderne. Under normale omstændigheder er en finansiel krise et uønsket miljø for nystartede virksomheder, men den amerikanske centralbank, FED, faciliterede via de lave renter omfattende lånefinansiering. Det skabte ualmindeligt gunstige vilkår for ikke bare Facebook, men techindustrien som helhed – den enes død, den andens brød. Facebook (der var blevet grundlagt i 2004) og resten af Big Tech kunne først erobre brugernes tid og dernæst indtage aktiemarkederne i et tiltagende feedback-loop mellem kapital og opmærksomhed. Således blev tragedien for de fleste opportun for de få.
Over årtier havde politikerne som sagt lempet rammerne for finanssektoren, der nu investerede massivt i Big Tech. Og techgiganterne udviklede deres egne aktiviteter i et totalt fravær af regler. Her begyndte sektorens fabelagtige eventyr – vejen til det kartel, der i dag har et informationsmonopol inden for rækkevidde.
Techmastodonterne tog verden med storm – et uvejr, de lagde ud over de allerede oprørte vande, som finanskrisen havde efterladt
_______
Det offentlige rum på private hænder
De yderst favorable vilkår for spekulative forretningsforehavender i informationsmarkedet var den første forudsætning for den omfattende privatisering af det offentlige rum, arenaen, hvor meninger mødes og brydes, hvor demokratiet lever blandt samfundets borgere – nu bedre kendt som brugere.
Det offentlige rum er selvsagt uundværligt for det liberale demokrati. Kan man styre det offentlige rum, kan man styre den offentlige samtale – som autokrater og despoter til alle tider har vidst. Big Tech forstår potentialet. Zuckerberg sidder på verdens største offentlige rum – i form af Metas 3,5 milliarder daglige brugere. Jeff Bezos’ Amazon havde et godt år i 2013 – hvor han også erhvervede sig et af verdens mest hæderkronede nyhedsmedier, The Washington Post. Allerede i 2006 havde han etableret streamingtjenesten Amazon Prime Video, der i februar 2026 producerede dokumentarfilmen om USA’s præsidentfrue, Melania. Med erhvervelsen af Washington fik Bezos en stor stemme i det offentlige rum og mulighed for at påvirke den offentlige samtale – og det gør han jævnligt ved at blande sig i, hvad der skal skrives på lederplads, og hvem The Washington Post må erklære sin støtte, som eksempelvis ved præsidentvalget mellem Kamela Harris og Donald Trump, hvor Bezos forbød The Washington Post at støtte Harris.
Bezos var verdens rigeste mand, men blev i 2021 overhalet af Elon Musk, manden bag Tesla, SpaceX, The Boring Company og meget anden foretagsomhed. Året efter købte han det sociale medie Twitter, der blev omdøbt til X.
Drømmen var ikke blot at få en stemme i det offentlige rum med gevaldig gennemslagskraft, men ganske åbenlyst at styre, hvem der må sige hvad.
Garnnøglet
I takt med digitaliseringen blev det offentlige rum forandret – i dag er det blot en lille del af en global informationsbåren infrastruktur. Den offentlige samtale er for længst viklet ind i et tætspundet garnnøgle – internettets servere og kabler sikrer kommunikation og betaling, koblet til bankvirksomhed og finans.
Men det er kun begyndelsen. I disse år bliver alt dette bundet sammen med uddannelse og forskning, sundhed, fysisk infrastruktur og ressourcer (som fx vandforsyning) samt forsvar og sikkerhed. Dette garnnøgle er allestedsnærværende og koncentreret på ganske få hænder i det tech-industrielle kompleks.
Ifølge oplysningstænkerne skulle det offentlige rum tilbyde lige adgang for alle demokratiets retmæssige deltagere. De skulle være frie og borger-lige, hvorfor ingen skulle nyde forrang eller privilegier. Demokratiet var til for alle, ikke de få – af folket, ved folket, for folket. Repræsentanter for det techindustrielle kompleks – Trump/Musk, Vance/Thiel – postulerer, at sociale medier frigør folket. Man understøtter det første tillæg til USA’s forfatning – om ytringsfrihed – erstatter den gamle indholdsmoderation med privat censur efter egne fællesskabsstandarder eller rettere, efter forgodtbefindende. De kalder sig ”ytringsfrihedsabsolutister”.
”Et offentligt rum på private hænder” lyder som en selvmodsigelse. Det er det også.
”Et offentligt rum på private hænder” lyder som en selvmodsigelse. Det er det også
_______
Den næste fase: Kunstig intelligens
Det seneste udtryk for ”Move fast and break things”-mantraet er introduktionen af kunstig intelligens i alle slags anliggender. Det techindustrielle kompleks har igangsat kapløbet og
sætter alle sejl til for at vinde. Amazon fyrer medarbejdere, Tesla vil udfase bilerne og satse på robotter i stedet. Disse firmaer og resten af det techindustrielle kompleks investerer massivt i energiforsyning, halvleder-teknologi og anden AI-infrastruktur – i et omfang, der svarer til hele Sveriges BNP alene i 2026.
Bevares, kunstig intelligens rummer et betragteligt potentiale for vidensproduktion, effektivisering og innovation, men teknologien indebærer alvorlige risici for det liberale demokrati.
Et åbenlyst og centralt problem er, at AI kan forstærke og automatisere manipulation af det offentlige rum og dermed: den offentlige mening. Med avancerede sprogmodeller og deepfakes kan politiske budskaber masseproduceres og målrettes individuelle vælgere med hidtil uset præcision. Det er en yderligere udfordring for den fælles offentlige samtale, som det liberale demokrati er afhængigt af, og risikerer at underminere tilliden til både medier og politiske institutioner.
En anden fare er koncentrationen af magt. Udviklingen af – og dermed kontrollen over – avancerede AI-systemer ligger i høj grad hos det techindustrielle kompleks. Når enorme datamængder og algoritmisk beslutningskraft samles på få hænder, kan det skabe en skæv magtbalance, hvor demokratisk kontrol og gennemsigtighed svækkes.
Det liberale demokrati bygger på magtens deling og ansvarlighed – hvis centrale samfundsfunktioner i stigende grad styres af uigennemsigtige algoritmer, reduceres borgernes mulighed for indsigt og indflydelse.
Desuden kan AI bidrage til overvågning og social kontrol. Ansigtsgenkendelse, prædiktivt politiarbejde, hvor man forsøger at forudsige kriminalitet, inden den sker, og dataanalyse kan – særligt i hænderne på autoritære eller illiberale kræfter – bruges til at kortlægge og begrænse borgernes adfærd. Selv i demokratiske samfund kan fristelsen til at anvende sådanne teknologier i sikkerhedens navn føre til en gradvis erosion af privatliv og retssikkerhed.
Dette problem findes også i Europa – herunder Danmark, hvor vi kender debatten om, hvordan man skal afstemme borgernes frihed med overvågning. I 2019 blev denne diskussion sat på spidsen, da Danmarks daværende justitsminister, Nick Hækkerup (S), fik formuleret et ganske rabiat argument: ”Hvis vi ødelægger trygheden i samfundet, så ødelægger vi friheden i samfundet […] Hvis man siger, dét er rigtigt, så følger det logisk heraf, at med overvågning stiger friheden.
Den opmærksomhedsøkonomiske forretningsmodel har for længst skabt det, som professor Shoshana Zuboff i sin øjenåbnende bog fra 2019 døbte Overvågningskapitalismens tidsalder, og som Mads Vestergaard samme år diskuterede i den blændende Digital totalitarisme. Her vil AI umærkeligt blive det foretrukne middel til rating af menneskers kreditværdighed – både som borgere, brugere, vælgere, patienter, forsikringstagere etc. – givet køn, race, religion, socialklasse og en række andre identitetsmarkører. Det sker ud fra den overordnede devise om, at “al data er kreditinformation”, og AI kan således blive en afgørende instrumentel faktor i etableringen af (sociale) kreditsystemer.
Og dét gælder både i liberale demokratier og i autoritære regimer. Den opmærksomhedsøkonomiske forretningsmodel og den overvågningskapitalistiske ideologi har nemlig ingen politisk farve. De kan tilgås fra et hvilket som helst ideologisk standpunkt – fra stalinisme til liberalisme.
Vi lever endnu i liberale vestlige demokratier, men accepterer den opmærksomhedsøkonomiske forretningsmodel som legitim – også med de farer for overvågning, der er indbygget i den. Stalinismen havde ingen problemer med overvågning – og det har opmærksomhedsøkonomien heller ikke. Det betyder, at også liberale demokratier kan komme til systematisk at undergrave autonomi, myndighed og individuelle (friheds-)rettigheder til fordel for profit, magtudøvelse og kontrol.
Således rejser AI grundlæggende spørgsmål om ansvar og autonomi i liberale demokratier. Hvis politiske eller administrative beslutninger i stigende grad træffes eller understøttes af algoritmer, kan det blive uklart, hvem der bærer ansvaret for fejl og bias.
Uden klare rammer for regulering, transparens og demokratisk kontrol risikerer AI at svække de normer om frihed, lighed og ansvarlighed, som blev defineret i Oplysningstiden, og som det liberale demokrati siden har hvilet på.
Uden klare rammer for regulering, transparens og demokratisk kontrol risikerer AI at svække de normer om frihed, lighed og ansvarlighed, som blev defineret i Oplysningstiden, og som det liberale demokrati siden har hvilet på
_______
Hvad vil Europa?
Med AI på autopilot er tempoet i udviklingen steget betydeligt. Men vender man blikket mod EU, er der ved første øjekast grund til optimisme på ansvarets og autonomiens vegne: Magthaverne har lovet at værne om frihed og demokrati – også i lyset af udviklingen i USA: På techområdet har det ført til vedtagelsen af DSA, DMA og AI-direktivet.
Tech skal dermed honorere de gældende vilkår for det indre marked, herunder konkurrencedirektiver og hensynet til brugernes rettigheder og privatliv. Overtrædelser er blevet sanktioneret med bøder af anseelig størrelse – og store nok til, at disse ikke blot afskrives som prisen for at gøre forretning.
For indeværende formår Bruxelles at modstå fristelsen til at imødekomme techgiganternes kritik. Desværre har EU’s indsats endnu ikke udmøntet sig i et reelt stop for techgiganternes kollektive monopolisering af informationsbåren infrastruktur på også europæisk grund – og har således heller ikke standset den igangværende globale privatisering af det offentlige rum. Der er meget lang vej endnu.
Samtidig forværres billedet af den kendsgerning, at Big Tech overvejende tæller amerikanske selskaber.
Indtil for ganske nylig – læs: Trumps genvalg – har der i Europa været en uforbeholden tiltro til kontinuiteten i og gyldigheden af efterkrigstidens Pax Americana. At USA ville holde paraplyen over en regelbaseret verdensorden – inklusive målet om at søge multilateral enighed i flest mulige spørgsmål. I denne dynamik – med så mange bevægelige dele – anså man det som en selvfølge at udnytte de komparative fordele, som er frihandlens logik: At købe noget fra et andet land er ikke i sig selv problematisk – tværtimod. Derfor undlod EU så længe at sætte nogen nævneværdige spørgsmålstegn ved, at amerikanerne havde forvandlet ’det digitale rum’ til en ny industriel succes.
Men højvande er blevet til lavvande, og tiderne er skiftet. Der venter formentlig en langstrakt kamp mellem EU og Trumps USA – uden vished for udfaldet. Udenrigsminister, Marco Rubio sendte et klart signal med sin tale på Sikkerhedskonferencen i München i februar 2026. I forbund med det techindustrielle kompleks vil Trump udfordre EU’s autoritet og lovgivning på techområdet. Formålet må vi ikke være i tvivl om: at installere den samme teknofeudale og neomerkantile struktur – med de samme neoimperialistiske ambitioner – i Europa som den, der tegner sig i USA.
Formålet må vi ikke være i tvivl om: at installere den samme teknofeudale og neomerkantile struktur – med de samme neoimperialistiske ambitioner – i Europa som den, der tegner sig i USA
_______
Kritikken af demokratiet
Meget tyder på, at det techindustrielle kompleks overhovedet ikke kerer sig om det liberale demokrati. Eller i det mindste ikke anser det som deres ansvar – uanset at de sidder på det enorme magtapparat, vi har beskrevet ovenfor. Allerede i 2009 sagde Peter Thiel: “I no longer believe that freedom and democracy are compatible”. Zuckerberg bekendtgjorde i 2019, at beskyttelsen af demokratiet er “above our pay grade”, og på X erklærede Musk i 2023: “We will coup whoever we want! Deal with it”.
Når OECD definerer ’kritisk infrastruktur’, skelner de mellem ni adskilte sektorer (det samme gælder andre supranationale demokratiske institutioner som FN og EU). Sådan ser det techindustrielle kompleks ikke på verden: For dem er al data som bekendt lig med kreditinformation – |uanset om man har delt en strikkeopskrift eller en politisk holdning. Og de massive investeringer i AI, der foregår hos det techindustrielle kompleks, skal ses igennem denne prisme.
Liberale demokratier ser disse områder som adskilte tønder – Big Tech ser kun ét, stort garnnøgle og slås kun om, hvem der skal bidrage med den længste tråd – og anvendelsen af AI anses som en væsentlig konkurrencefordel så man kan ende med at sidde med den længste tråd i garnnøglet. For det techindustrielle kompleks er det i og for sig ligegyldigt om teknologien tjener liberale demokratier eller autokratier.
Nogle techideologer taler åbent for, at det liberale demokrati skal ryddes af vejen og erstattes af noget andet: Dark Enlightenment, også kendt som neoreaktion (NRx), er den ’mørke oplysning’, en intellektuel og politisk strømning, der oprindeligt opstod i internetbaserede miljøer i 2000’erne, især omkring bloggeren Curtis Yarvin (Mencius Moldbug) og filosoffen Nick Land.
Bevægelsen er kendetegnet ved en radikal kritik af det liberale demokrati og en grundlæggende skepsis over for idéen om politisk lighed. Hvor den klassiske oplysningstænkning forbandt fornuft med fremskridt – herunder individuelle rettigheder og folkestyre – hævder Dark Enlightenment, at disse idealer har ført til ineffektivitet, dekadence og institutionelt forfald.
Kernen i Dark Enlightenment er simpelthen en afvisning af demokratiet som legitim styreform. Bevægelsen argumenterer for, at demokratiske systemer uundgåeligt fører til kortsigtet populisme, bureaukrati og moralsk relativisme. I stedet fremhæves alternativer som hierarki, teknokratisk styring og i nogle tilfælde direkte monarki eller virksomhedslignende ledelsesstrukturer. Staten tænkes her ikke som et fællesskab af lige borgere, men som en organisation, der bør ledes af en kompetent elite – analogt med en CEO, der styrer en virksomhed. Denne idé indebærer selvsagt et opgør med forestillingen om folkesuverænitet.
Dark Enlightenment retter også en skarp kritik mod det, som bevægelsen betegner som “the Cathedral” – et begreb, der dækker over både universiteter, kulturelle institutioner og medier, som angiveligt reproducerer progressive og egalitære normer. Ifølge denne analyse fungerer liberale demokratier ikke som reelt pluralistiske systemer, men er selv ideologisk ensrettede regimer, hvor bestemte værdier – især lighed og inklusion – er hævet over kritik. Bevægelsen fremstiller da også sig selv som modoplysning – en kraft, der afslører de gældende strukturer og udfordrer det, den ser som en skjult konsensus.
I forhold til det liberale demokrati repræsenterer Dark Enlightenment en grundlæggende normativ udfordring. Liberalt demokrati hviler på idéer om universelle rettigheder, politisk lighed, magtens deling og offentlig ansvarlighed. Bevægelsen betvivler ikke blot institutionernes effektivitet, men selve legitimiteten af disse principper. Hvis politisk lighed afvises som en fiktion, og hvis autoritet i stedet bør koncentreres hos en kompetent elite, undergraves hele det normative fundament for repræsentation og borgerinddragelse.
Fænomenet må ses i en bredere kontekst – teknologisk forandring, politisk polarisering og en tiltagende tillidskrise. Ligesom en række andre beslægtede protestbevægelser trækker Dark Enlightenment på en oplevelse af, at demokratiske institutioner er stagnerede og ude af stand til at håndtere komplekse globale udfordringer.
I den forstand fungerer bevægelsen som en radikaliseret kritik af moderniteten. Og dens gennemslagskraft – særligt i digitale subkulturer – illustrerer, hvordan internettet har skabt nye rum for ideologisk mobilisering helt uden for traditionelle politiske institutioner.
Dark Enlightenment trækker på en oplevelse af, at demokratiske institutioner er stagnerede og ude af stand til at håndtere komplekse globale udfordringer
_______
Demokratisk oprustning
Dark Enlightenment er fortsat en marginal strømning i forhold til etableret politik, men dens idéer har haft indirekte indflydelse på dele af den bredere antiliberale og autoritære debat. Både Peter Thiel og hans politiske repræsentant USA’s vicepræsident, J.D. Vance, henviser således jævnligt til Yarvis’ antidemokratiske filosofi.
Som intellektuelt fænomen rejser bevægelsen derfor væsentlige spørgsmål om demokratiets robusthed. Men demokratiske lande – som Danmark og USA – kan dæmme op for idéstrømninger som Dark Enlightenment på forskellig vis – særligt gennem deres institutionelle struktur, deres normative fundament og det, man kunne kalde selvkorrigerende mekanismer:
For det første bygger demokratiet, som vi kender det, på en forfatning, retsstatens principper og magtens (tre)deling. Alt det skal netop forhindre den koncentration af magt, som Dark Enlightenment reelt efterlyser i ønsket om en stærk leder med de samme privilegier som en konge eller en CEO. Uafhængige domstole, frie medier og parlamentarisk kontrol fungerer som værn mod autoritær centralisering og gør det vanskeligt at omsætte sådanne idéer til praksis.
For det andet understøttes demokratiet af en normativ kultur, der fremhæver politisk lighed, borgerrettigheder og pluralisme. Dark Enlightenment afviser eksplicit disse oplysningsværdier, men i liberale samfund er de indlejret i både uddannelsessystem, civilsamfund og offentlig debat. Denne værdimæssige forankring skaber modstandskraft, fordi befolkningen generelt opfatter magtkoncentration og afskaffelse af demokratisk deltagelse som illegitimt.
På sikkerhedskonferencen i München 2026 holdt udenrigsminister Marco Rubio (der af nogle betragtes som den mest oplagte rival til JD Vance, når det gælder kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2028) en decideret imperialistisk tale om USA’s ansvar for at bringe resten af verden (herunder Europa) på ret kurs. Dét var ikke en blomst, der havde groet i den europæiske have – tværtimod.
Europa begynder nu at mobilisere selv, ikke kun med henblik på Trumps ambitioner, men for at kunne stå på egne ben. Der er ligeledes tegn på, at Europa vil gøre sig mere fri af det amerikanske techindustrielle kompleks – fx gennem aldersbegrænsninger på sociale platforme og gennem forsøget på at etablere en mere selvstændig informationsbåren infrastruktur.
Denne udvikling viser netop, hvordan liberale demokratier har en indbygget evne til både selvkritik og reform. Den udbredte utilfredshed med ineffektivitet eller politisk stagnation – som Dark Enlightenment udnytter – kan i demokratiske systemer kanaliseres gennem offentlig debat, valg og institutionelle reformer. Dermed kan systemet tilpasse sig uden at bryde sammen.
Samlet set fungerer disse punkter – retsstatsprincipper, institutionel magtdeling og demokratisk kultur – som stærke barrierer mod de autoritære og hierarkiske visioner, som Dark Enlightenment repræsenterer.
Kort sagt: Demokratierne har faktisk fundamentet til at stå imod dem, der vil ”Move fast and break things”, men det kræver, at vi lige nu vågner op til de ødelæggelser, der er i gang. At vi mobiliserer. At vi opruster … i både oplysningens og demokratiets navn. ■
Demokratierne har faktisk fundamentet til at stå imod dem, der vil ”Move fast and break things”, men det kræver, at vi lige nu vågner op til de ødelæggelser, der er i gang
_______
ILLUSTRATION: Washington D.C., 11. marts 2025: Præsident Donald Trump fremviser Tesla-biler sammen med Elon Musk ved Det Hvide Hus [FOTO: Official White House Photo]
Vincent F. Hendricks (f. 1970), dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet. Han er forfatter til en række bøger, herunder bl.a. Spræng boblen (2016), Fake News (2017), Kæmp for kloden (2018), Os og dem (2019), Vend Verden (2020), Sandhedsministeriet (2021), NOK OM MIG (2023), Sucker Nation (på vej i 2026).
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
