04.11.2009

Den rigere del af EU skal påtage sig lederskabet, men det batter ikke meget, hvis Danmark og England er de eneste lande der rykker. Vi har brug for, at flere af de store økonomier tager et ansvar.

Af Bendt Bendtsen (MEP, K)

Skal EU og Danmark finansiere klimaforbedringer i verdens fattige lande? Hvordan?
Både EU og de enkelte medlemslande skal bidrage. Finansieringen er selvfølgelig vigtig og også et meget politisk emne, for det bliver svært at blive enige om byrdefordelingen.

Det er jo ikke Danmark, der skal betale for udviklingslandenes klimaforbedringer: Vi skal dels stå sammen om det på EU-niveau, og så skal udviklingslandene altså også selv yde en indsats. Vi skal nemlig ikke smide de sidste 50 års erfaringer med udviklingspolitikken ud af vinduet. Det er meget let at sige, at vi vil finansiere det, men hvis det skal have en reel effekt, er det vigtigt, at vi gør det under visse betingelser. Som følge af det overgreb, vi øvede på Afrika under kolonitiden, havde vi – med rette – dårlig samvittighed i mange år, hvilket ledte til en udviklingspolitik, hvor vi smed store summer ned i et sort hul. Der var ingen betingelser. Vi gav penge for at få det bedre med os selv og kunne slet ikke nænne at stille krav til, hvordan disse penge skulle bruges.

I dag bliver vi nødt til aktivt at involvere os for at hjælpe landene til at udnytte deres potentiale. Der er grund til bekymring, når man tænker på, hvor få eksempler, vi egentlig har på, at afrikanske lande har udviklet sig i forbindelse med udviklingspolitikken, så det er tydeligt, at vores indsats indtil nu ikke har været god nok.

Det store problem lige nu er ikke teknologien eller økonomien, men de politiske forhandlinger. Vi håber alle på en juridisk bindende aftale til klimatopmødet i København, men hvis det ikke sker, vil klimaproblematikken altså ikke forsvinde fra den politiske dagsorden, selv om det bliver svært at genopbygge det pres, der er på politikerne nu fra alle sider.

Man kan altid efterfølgende komme med undskyldninger om, hvorfor der ikke kom en aftale – og sundhedsreformen i USA er en dårlig en af slagsen. Ved COP16 i Mexico (det næste klimatopmøde, red.) vil vi stå ved et midtvejsvalg i USA, og så kan dét bruges som undskyldning.

Forhandlingerne er blevet sværere – der er kommet flere lande i EU og specielt Polen har jo vist sig at være en mindeværdig forhandlingspartner. Sammen med 8 andre lande fra Central- og Østeuropa erklærede Polen i forbindelse med EU-topmødet i sidste uge (28.-29./10), at de vil komme til København med deres eget udspil, hvis ikke de får nogle indrømmelser i forbindelse med EU’s byrdefordeling. De hører til Unionens fattigste lande og er ikke interesserede i at få en stor regning. De har en pointe. Lande som Bulgarien og Rumænien har en utrolig dårlig økonomi og klarer sig faktisk ikke meget bedre end Brasilien. Samtidig er Tyskland og Italien fortalere for, at EU ikke nævner konkrete beløb før topmødet i København, for derved at kunne forsvare deres forhandlingsposition.

Min holdning er, at den rigere del af EU skal påtage sig lederskabet, men det batter ikke meget, hvis Danmark og England er de eneste lande der rykker. Vi har brug for, at flere af de store økonomier tager et ansvar.

I RÆSONs Ugemagasin #8 argumenterede SF’s Emilie Turunen for, at klimaet skal reddes af fællesskabet og ikke af individualistiske moralistiske klimakampagner. Har hun ikke ret?

Jeg har ikke noget imod moralistiske kampagner, hvis de er velmente. Når venstrefløjen kritiserer måden, Connie Hedegaard har kørt sin “1 ton mindre”-kampagne på, må jeg bare sige, at jeg ofte hører på deres moralistiske og bedrevidende holdninger i Europa-Parlamentet. Bottom line er: hvis det virker, hvad er problemet så? Vi snakker ikke om en branche, der lider store tab og er tvunget ud i massefyringer, men om en klimaminister, der forsøger at spille på flere strenge for at gøre noget for en god sag. I det hele taget virker det på mig, som om Turunen i RÆSON #8 er konfrontatorisk, bare fordi hun kan. Hun “mistænker” Jens Rohde for at mene noget andet end det, han siger. Langt ude.

Turunen forslår samtidig, at Danmark og de danske borgere skal bidrage med minimum to mia. til EU’s klimafond. Støtter du det forslag?
Når jeg læser artiklen fra Ræsons ugemagasin #8, er det ordene checkhæfte og finansiere, der går igen. Hvad er det for et budskab? Findes der nogle konkrete initiativer, eller vil hun bare skyde en masse af skatteydernes hårdt tjente penge af sted uden nogen ide om, hvor pengene ryger hen? Det kan godt være, hun ikke kan lide moralistiske kampagner, men jeg kan ikke lide selvforherligende frelste venstreorienterede, der mener, at Bendt Bendtsen fra Det Konservative Folkeparti er et slet menneske, fordi han er realist!

Under min ministertid var jeg med til at forme et erhvervsklima, hvor virksomhederne kunne tjene penge og dermed betale skatter. ”Den røde måde” handlede om give penge væk og dermed tømme statskassen, så jeg er ikke overrasket over Emilies populistiske udmelding.

Men for at komme til sagen må jeg for det første sige, at det jo slet ikke ser ud til, at vi får en decideret klimafond på EU-niveau, og det er en skam. Det er nok mere sandsynligt, at pengene kommer til at ligge i verdensbanken eller i FN-regi. Fordelene ved at oprette en klimafond er, at vi får adskilt klimapenge fra bistandspenge – og dermed vil modtagerlandende ikke føle, at det er endnu en bistandspolitik. En anden fordel er, at organisationen vil være mere strømlinet i forhold til den nødvendige indsats, og det vil være lettere at måle, hvorvidt indsatsen har været succesfuld. Desværre er der andre lande, der mener, at en klimafond vil medføre for meget utilsigtet bureaukrati. Min personlige holdning er dog, at fordelene ved en klimafond overgår ulemperne.

Den anden del er så pengene. Selv om det er hårdt at sige, er der altså også her tale om et politisk forhandlingsspil. Faren er, at hvis vi på forhånd har fortalt, hvor meget vi vil bidrage med, så kan de andre lande jo bare sidde og trække fra. Men det til trods bør vi vise lederskab og ikke være bange for at vise USA og Kina, hvor mange penge, vi har tænkt os at lægge i det her foretagende.

Det er vigtigt, at vi investerer meget, men vi skal heller ikke glemme de muligheder, som markedet allerede byder os. Hvis vi kan få økonomien og investeringerne rettet mod udviklingen af en grønnere bæredygtig økonomi i udviklingslandene, er det noget, der vil have langt større indvirkning end en klimafond på to eller tre milliarder. Det er med rette, at De Konservative bliver kaldt for Danmarks Grønne Parti. En af grundene er netop den realpolitiske dagsorden, hvor vi sigter mod at bruge de ting, der ligger i samfundet til gavn for miljøet i stedet for at opfinde den dybe tallerken på ny.

Modsat Emilie er jeg optimist. Alle steder ser jeg private initiativer, der vil hjælpe til at forbedre klimaet – også i udviklingslandene. Jeg mener dog, vi skal have afsat et ordentligt beløb, og jeg er ikke overbevist om, at Europa-Kommissionens foreslåede 100 milliarder euro er godt nok – derimod lyder 120 milliarder euro som en mere ansvarlig størrelse. Her er det dog vigtigt at sige, at dét er det globale behov, og det er bl.a. denne sum, vi skal have USA og Kina til at betale en del af.  Desuden skal nogle af pengene altså også skal komme fra private initiativer. Hvordan fordelingen EU-landene imellem kommer til at se ud, kan jeg ikke vurdere, men jeg går ind for, at vi i Danmark og EU går forrest. Derudover må det jo være sådan, at landene giver efter størrelse og økonomisk formåen – samt efter hvor meget, de selv udleder. Præcis hvor meget man skal give kan være svært at sige.

Emilie Turunen vil bare have sine vindmøller! Men hvor skal resten af energien til el, varme og transport så komme fra? Jeg sigter – også – mod at øge andelen af biomasse, bølgekraft og solenergi. Men ikke bare det: El-biler vil gøre en kolossal forskel, og der vil opstå nye måder at fremtvinge energibesparelser på – herunder ved brugen af vandrensningsanlæg, der vil betyde, at private husstande kan halvere (!)deres vandforbrug. Der er masser af ting på vej, og dem skal udviklingslandene også have glæde af. Derfor skal vi lave en plan for udveksling af nye teknologier. Vindmølleteknologien er altså ikke så langt fremme, som mange går og tror, så hvis vi pådutter udviklingslandene 100 vindmøller i 2010, kan de jo vise sig at være frygteligt forældede i 2020. Det er muligt, at Afrika skal have flere vindmøller – men jeg vil ikke være med til at gøre det under nogle betingelser, der fastholder landene i en modtagerrolle. Det optimale ville jo være, hvis udviklingslandene selv kan komme med på teknologivognen. De skal blive bedre til produktion, forskning og udvikling i vedvarende energi. Netop det er jo den lektie, som vi har lært af tidligere tiders fejlslagne udviklingspolitik.

Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen