15.12.2010

Med afsløringer af hundredetusindvis af fortrolige dokumenter fra det amerikanske diplomati såvel som krigene i Irak og Afghanistan er Julian Assange blevet hædret som ytringsfrihedens martyr. Vi kommer snarere til at huske ham,som manden, der dræbte internettet eller lagde pressen i graven.

Af David Pontoppidan

Time Magazine kalder ham “a new kind of whistle-blower: one made for the digital age”, og han har modtaget en pris for ytringsfrihed af The Economist. Selvom Julian Assange har pådraget sig kritik fra mange aviser i ledere på midtersiderne, bringer selvsamme aviser lækkede historier fra Wikileaks på forsiden. Politikere verden over står nu på spring for at regulere internettet og umuliggøre fremtidige, mere skadelige læk af fortrolige informationer. Men som CEPOS’ chefjurist Jacob Mchangama skrev i Berlingske, er det “umuligt at fastholde den prisværdige vision om et frit og åbent tilgængeligt Internet […] samtidig med at indføre sanktioner mod Wikileaks”.

Mchangama har ret. Desværre. For Wikileaks er uden tvivl en trussel mod demokratiet. Den demokratiske tanke er først og fremmest baseret på forestillingen om borgeren som del af den kollektive enhed vi kalder nationalstaten. Dermed er demokratiet en fortælling om et frit individ der til enhver tid kan søge at ændre reglerne eller – endnu vigtigere – udskifte sin magtherre, men samtidig er underlagt regler, sociale konventioner og en monopoliseret, bureaukratisk stat. Demokratiet lykkes i høj udstrækning ved hjælp af tillid, den såkaldte sociale kapital, som som muliggør at borgerne i samfundet tør stole på hinanden.

Den sociale kapital er nu sat under pres af Wikileaks. Vi har længe vidst at internettet desværre er hjemsted for alt fra misbrug af børn til bombeopskrifter, men internettet har ikke førhen sat den vestlige verdens demokratiske retsstater under pres. Dermed står vi nu i den ulykkelige situation, at vi enten må acceptere en ny form for internet, eller et mindre demokratisk samfund. Tillad mig at uddybe.

De nye mediers anarki
En af de vigtigste og hårdest tilkæmpede rettigheder i et demokratisk samfund er pressefriheden. Den har muliggjort, at journalister og medier kan fastholde gennemsigtighed i samfundet og afsløre korrupte magthavere uden frygt for juridiske eller voldelige repressalier. Der var engang, hvor ethvert anerkendt medie havde korrespondenter verden over, og redaktioner med dybdeborende journalister der gravede sig ned i sager og formåede at ændre verdens gang; sågar afsætte en amerikansk præsident.

Den tid tilhører idag historiebøgerne. Som den legendariske korrespondent og nyhedsvært på både DR og TV2, Samuel Rachlin, skrev i Politiken i marts 2009, har aviserne allerede overladt banen til ”de webbaserede medier med deres blogs og deres kult af meninger uden ansvar og holdninger uden omkostninger i et univers, hvor der er frit slag for alle”. Takket være internettet er information i dag blevet så lettilgængeligt, at det kun ligger ét klik væk fra Google. Alle kan bruge internettet, og alle kan redigere det. Information er blevet en gratis og dermed overflødig vare, som det oftest er svær at finde rundt i, endsige undslippe. Verdenen over kører anerkendte aviser og nyhedsproducenter med enorme underskud, og i august i år blev det prestigefyldte magasin Newsweek således solgt for $1 – dvs. hele Newsweek som publikation, rub og stub. Den nye ejer er 92 år gammel.

Alternativet er nye medier, som det kaldes, og af hvilke Julian Assange uden tvivl er hersker. Internetbaserede, frie medier, oftest uden hierarki og redaktionel linie. Men med de nye medier er hverken fulgt den journalistiske etik og stringens som kendetegner faget som journalist, eller den analytiske styrke der lå i at have en stor redaktion med kapacitet og kapital til at grave i relevante sager med et usikkert udbytte. Alternativet ses i form af de hundredetusindvis af dokumenter som Wikileaks har lækket.

Vi ved ikke hvilke dokumenter, der ikke er lækket
Krigsforbrydelser er demokratisk relevante at kende til. Ligeledes diplomatisk manipulation. Men uden nogen selvjustits er utallige informationer blevet lækket, og vi ved ikke hvilke dokomenter, der ikke er lækket, hvilket ellers ville være den virkelig gode historie for ethvert medie, ligesom vi ikke hører om de konsekvenser, som de lækkede dokumenter har såsom hvor mange menneskeliv vi mister i f.eks. Afghanistan og Irak på grund Wikileaks eller hvorvidt Wikileaks truer det globale samarbejde demokratier imellem. Vi ved dog, at lokale tolke, som har samarbejdet med koalitionsstyrkerne nu flygter for deres liv, mens soldaternes metoder og strategi er frit tilgængelig for den fjende vi er i krig med, og vores diplomaters fortrolige efterretninger kan læses af alle.

Det er ikke første gang at fortrolige oplysninger er blevet lækket. I 1971 bragte New York Times således en forside baseret påThe Pentagon Papers, der blev lækket af Daniel Ellsberg, en militær analytiker og tidl. marinesoldat som afslørede at samtlige præsidenter fra Truman til Johnson systematisk havde vildledt den amerikanske befolking om krigen i Vietnam. Forskellen på Assange og Ellsberg er først og fremmest, at Ellsberg som militæranalytiker kendte og forstod til det materiale han lækkede. Det gør hverken Assange eller hans kilder. Endvidere var materialet underlagt en redaktionel behandling på New York Times, hvilket ikke er tilfældet med Wikileaks der er frit tilgængeligt for alle på nettet. Heri består faren.

Wikileaks har gjort pressen overflødig
Internettets informationsdeling bygger på en til tider naiv forestilling om massernes visdom. Dermed er der ikke nogen journalistisk kvalitetskontrol eller demokratisk årvågenhed over de lækkede informationer. Tillidsbruddet blandt diplomatiske og militære forbindelser i demokratiske lande er enormt, og med den uhindrede publikation af samtlige informationer har Wikileaks gjort pressen overflødig. Fremover kan alle læse alt, og selv drage deres konklusion, hvadenten de hedder Jensen eller bin-Laden til efternavn. Dermed må diplomati og militære efterretninger fremover enten behandles på en sådan måde, at det bliver næsten umuligt for pressen at finde relevante historier og stille magthavere til ansvar, eller internettet må reguleres i en sådan grad, at den frie publicering og adgang trues af censur.

Grunden er at strengt fortrolige samtaler og rapporter er lækket, uden at journalister har haft mulighed for at dissekere de relevante oplysninger. Dermed bliver Wikileaks for en søgen efter sandhed, hvad pornografi er for kærlighed. En sensationalistisk erstatning for dybdeborende journalistik, og et farligt værktøj i de forkerte hænder. Og dermed taber alle.

David Pontoppidan er sociolog fra Københavns Universitet samt Yale University i USA og fast klumme-skribent hos RÆSON. Han har været aktiv i tænketanksverdenen som bestyrelsesmedlem i CEPOS, og er Koch Fellow hos den amerikanske tænketank Mackinac Center for Public Policy, hvor han også arbejdede som redaktør på et konservativt tidsskrift.