15.01.2016

Japan har en forfatning, som oprindelig var beregnet på at forhindre landet i nogensinde at opruste militært igen. Den store allierede, USA, har lige siden lagt pres på japanerne for at få dem til at være mindre pacifistiske og bidrage mere til det fælles forsvar. Sidste år har Japan efter store interne debatter taget et skridt i den amerikanske retning – men forfatningen pålægger stadig væsentlige begrænsninger på de japanske soldater.

ANALYSE af Asger Røjle, Tokyo

Der var talstærke protester med meget vrede demonstranter foran parlamentet i Tokyo. Der var store overskrifter i verdensmedierne om et helt afgørende brud i japansk forsvarspolitik. Og der var stigende forventninger i Washington om, at Japan i fremtiden i højere grad ville bidrage militært til forsvaret af sig selv og de andre lande i regionen.

Efterkrigstidens smukke pacifisme er død, hed det på demonstranternes bannere, da de sommeren 2015 forsøgte at hindre premierminister Shinzo Abes såkaldte ”krigslove” i at blive vedtaget. Nej, slet ikke, de omstridte sikkerhedspolitiske reformer er blot udtryk for en ny og mere moderne form for pacifisme, lød svaret fra tilhængerne af lovgivningen. ”Proaktiv pacifisme” eller ”proaktivt bidrag til fred”, havde Abe døbt den nye japanske strategi.

Efterkrigstidens smukke pacifisme er død, hed det på demonstranternes bannere, da de sommeren 2015 forsøgte at hindre premierminister Shinzo Abes såkaldte ”krigslove” i at blive vedtaget.
____________________

 

Men selve debatten om de nye sikkerhedspolitiske reformer og deres vedtagelse var på mange måder langt væsentligere, end de konkrete reformer nogensinde vil blive ude i virkeligheden. Debatten udviklede sig til en styrkeprøve om, i hvilken retning Japans sikkerhedspolitiske rolle skal udvikle sig i de kommende år.

Japan har i de sidste 70 år haft en forfatning, som blev skrevet af den amerikanske besættelsesmagt lige efter Anden Verdenskrig, og som oprindelig var beregnet på at forhindre, at Japan nogensinde ville kunne opruste militært igen. Til gengæld har man siden 1960 haft en sikkerhedspolitisk aftale med USA, som under hele Den Kolde Krig har stået for forsvaret af Japan, mens japanerne kunne koncentrere sig om at genrejse landet økonomisk. Gradvist har Japan dog fået sit eget militær, de såkaldte selvforsvarsstyrker, som har understøttet de amerikanske styrker i forsvaret af de japanske øer. Det er sket ved at omfortolke forfatningen denne ene gang efter den anden, og Abe-regeringens reformer er de seneste skridt i denne proces.

På baggrund af de store demonstrationer og den rasende debat sidste år har mange fået det indtryk, at der i denne omgang er sket store forandringer i Japans militære samarbejde med USA og landets militære rolle i regionen som konsekvens af reformerne. Men faktisk er forandringerne stadig begrænset af forfatningens ord – og de er heller ikke så omfattende, som man i Washington havde håbet på. USA vil gerne snart aflastes i den omkostningskrævende opgave, som forsvaret af Japan stadig er. Ændringerne i samarbejdet mellem USA og Japan skal gøre det mere ”sømløst, robust, fleksibelt og effektivt”, som det hedder i en fælles-rapport fra december 2014.

Genlæser man hele polemikken omkring først den japanske regerings omstridte omfortolkning af forfatningen i slutningen af 2014, som i fremtiden ville tillade japansk deltagelse i såkaldt ”kollektivt selvforsvar”, derpå aftalen om nye ”retningslinjer” for det amerikansk-japanske forsvarssamarbejde fra april 2015, derpå premierminister Abes løfter til USA i sin tale til kongressen umiddelbart efter aftalen om retningslinjerne og til sidst den endelige vedtagelse af de sikkerhedspolitiske reformer i september 2015, så fremmaner både tilhængere og modstandere af reformerne et billede af et ”afgørende brud”, som ikke rigtig er sket. Måske sker det en dag – men det er ikke sket endnu.

Den øverstkommanderende for Jieitai, Japans ”selvforsvarsstyrker”, admiral Katsutoshi Kawano, lod sig i juni 2015 rive med af stemningen og antydede i et interview med Wall Street Journal, at der kunne blive tale om fælles amerikansk-japansk patruljering så langt væk som i Det Sydkinesiske Hav. En mulighed, som blev budt velkommen af admiral Harry Harris, den øverstkommanderende for de amerikanske stillehavstyrker. Men den japanske forsvarsminister, Gen Nakatani, skyndte sig at nedspille Kawanos udtalelser, og kaldte den slags patruljer for ”noget, der kan overvejes” engang i fremtiden. En embedsmand i forsvarsministeriet udtalte i den forbindelse i september 2015 til den konservative og regeringstro avis Yomiuri Shimbun, at ministeriet måtte gøre noget for at mindske de ”overdrevne forventninger”, som man havde i USA.

Mærkbare forandringer
Det er ikke afklaret, om Japan i de nye ”retningslinjer”, der er aftalt med USA, er kommet til at forpligte sig til at give bidrag, som der slet ikke er hjemmel for i de lovændringer, man har indført på hjemmebanen. Men det ligger fast, at det amerikansk-japanske militærsamarbejde på fire felter er mærkbart forandret efter sidste års aftaler og vedtagelser:

FOR DET FØRSTE har japanske soldater hele tiden kunnet bidrage til forsvaret af deres eget land, hvis det blev udsat for et militært angreb, men nu kan de gøre det samme i situationer, der ligger inden for en såkaldt ”gråzone”, der dækker over ”episoder, hvor der ikke er tale om et militært angreb, men hvor der foreligger en trussel eller en mulig trussel mod Japans sikkerhed”, som den amerikanske sikkerhedspolitiske forsker, Marta McLellan Ross, fra Japan Institute of International Affairs (JIIA), udtrykker det.

FOR DET ANDET er der sket en geografisk udvidelse af det område, hvor japanske styrker kan bidrage til fælles aktiviteter uden for landets grænser. Det er nok denne forandring, som har skabt flest overskrifter ude i verden, og den betyder, at Jieitai (selvforsvarsstyrkerne), ikke som hidtil er begrænset til at virke inden for en afstand på 1600 kilometer fra de japanske kyster. Nu er der i princippet slet ingen geografisk begrænsning – vel at mærke hvis de andre betingelser for en aktiv japansk involvering er opfyldt. Men det er tvivlsomt, om denne geografiske landvinding vil blive udnyttet til andet end, at japanske styrker giver øget logistisk støtte til deres amerikanske fæller i fjerne lande.

FOR DET TREDJE er der skabt betydeligt flere muligheder end tidligere for, at Japan indgår militære alliancer og samarbejdsrelationer med andre lande. En forandring, som Japan under Abe har taget adskillige initiativer til at udnytte. Samspillet med Australien er udvidet betragteligt, og Abe har også talt om øget forsvarspolitisk samarbejde under besøg i Indien, Filippinerne og Vietnam.

FOR DET FJERDE er der i forbindelse med de nye ”retningslinjer”, den største omdefinering af de to landes militærsamarbejde i to årtier, sket en betydelig udvidelse af den hjælp med forsyninger, som Japan kan yde i forhold til de amerikanske styrker i regionen. Til det formål er der nedsat nogle nye samarbejdsorganer, som skal fungere bedre end deres forgængere.

Disse samarbejdsorganer er skabt, fordi erfaringerne fra den fælles nødhjælpsaktion med inddragelse af såvel amerikanske som japanske soldater, Operation Tomodachi, der blev sat i værk efter den ødelæggende tsunami i det nordøstlige Japan i 2011, afslørede, at man ikke var i stand til at reagere hurtigt nok på pludseligt opståede nødsituationer.

Den øgede mulighed for at hjælpe med forsyninger sættes imidlertid i relief af, at de japanske bevillinger til den slags bidrag efter en hel del debat frem og tilbage ikke er hævet i forhold til tidligere. USA ønskede en stigning, det japanske finansministerium ønskede et fald, og resultatet blev, at bevillingerne i den japanske finanslov i første omgang forblev de samme.

Fortsat begrænsninger for de japanske soldater
Alle disse ændringer, der er sket, skal alligevel sættes op over for de forandringer, der ikke er sket. De skal ses i lyset af alle de begrænsninger, som fortsat gælder for japanske soldaters deltagelse i militære operationer, uanset om det gælder deres eget lands forsvar eller foregår i andre lande. Begrænsninger, som regeringen understregede kraftigt i parlamentsdebatten om de sikkerhedspolitiske reformer sommeren 2015.

Brug af militær magtudøvelse må stadig kun finde sted, når der er tale om en situation, hvor Japans overlevelse som nation eller japanske statsborgeres liv, hvor de end måtte opholde sig, er truet. Alle andre tænkelige muligheder skal være overvejet, og i givet fald skal den militære magtudøvelse holdes på det laveste nødvendige niveau.

Japanske soldater må i langt de fleste tilfælde ikke deltage i åben krigsførelse – uanset hvor tæt de er på, fordi de udfører støtte- og forsyningsopgaver for deres allierede. Både Abe og hans ministre gentog denne forsikring igen og igen under parlamentsdebatterne i underhus og overhus. Det fik det hele til at lyde, som om der intet nyt var sket siden debatterne i Japan om samme emne, da man i 1990’erne diskuterede udsendelse af japanske soldater til FN-missioner i Cambodja.

Endelig er det stadig sådan, at en japansk militær indblanding ved enhver situation i den såkaldte ”gråzone” uden undtagelse skal vedtages i parlamentet, før den kan finde sted. Er japanske statsborgeres liv i fare, behøver man ikke afvente en parlamentsgodkendelse, før Jieitai indsættes, men man skal sørge for at få en sådan godkendelse bagefter. Kravet om forudgående parlamentsgodkendelse er faktisk lempet på nogle områder, hvor der er tale om et militært angreb på Japan, og hvor der ikke er tale om nogen ”gråzone” – men i langt de fleste tænkelige tilfælde gælder det stadig.

Forværret sikkerhedspolitisk position i regionen
Årsagen til debatten om behov for ændringer i det japanske forsvar er blevet begrundet med, at Japan befinder sig i en ”meget forværret sikkerhedspolitisk position”. Det har oftest været en omskrivning af, at Kina har hævet sin militære aktivitet og kapacitet i regionen betydeligt, men truslen fra et uforudsigeligt Nordkorea spiller også en rolle – hvilket Nordkorea selv påmindede såvel amerikanerne som japanerne om på allertydeligste manér med sin såkaldte brintbombetest den 6. januar 2016.

Netop fordi forandringerne i det amerikansk-japanske militære samarbejde reelt er så begrænsede, som de faktisk er, er det meget sandsynligt, at debatten om for alvor at sprænge efterkrigstidens begrænsninger for det japanske militær vil fortsætte.

… Japan befinder sig i en ”meget forværret sikkerhedspolitisk position”. Det har oftest været en omskrivning af, at Kina har hævet sin militære aktivitet og kapacitet i regionen betydeligt, men truslen fra et uforudsigeligt Nordkorea spiller også en rolle – hvilket Nordkorea selv påmindede.
____________________

 

Hvis der virkelig skal ske store forandringer, og hvis Japan for alvor skal blive en vægtig partner for USA i en militær styrkeprøve i Østasien og Stillehavsregionen, vil det imidlertid kræve en forfatningsændring i Japan. Det er efterhånden meget svært at forestille sig, at Japans regering vil kunne komme ret meget længere med mere og mere meningsforvridende omfortolkninger af den eksisterende forfatning, som jo blev nedskrevet i en helt anden situation lige efter verdenskrigen for 70 år siden, og som dengang havde til formål at lægge låg på japansk militær i al fremtid.

Låget er rokket, men det ligger der endnu. Premierministeren har gjort en ændret forfatning til sit store mål for 2016. I sin nytårstale erklærede han, at han ved den kommende sommers overhusvalg vil forsøge at sikre sin regeringskoalition to tredjedeles flertal, ligesom den har i underhuset. Det vil åbne muligheden for, at han for alvor kan komme igennem med ændringer i forfatningen – og derved fjerne låget helt, hvis han vil.

Men Abe ved lige så vel som alle andre, at det vil rejse en endnu voldsommere indenlandsk modstand fra tilhængerne af efterkrigstidens pacifisme end den, hans begrænsede sikkerhedspolitiske reformer blev mødt med sidste år, og som dengang – kortvarigt – kostede hans regering dyrt i meningsmålingerne. Hvor radikale ændringer regeringen vil vove at fremlægge, og hvor stort et næste skridt Japan vil forsøge at tage i retning af en mere aktiv militær og sikkerhedspolitisk rolle i regionen, vil vi derfor efter alt at dømme først få at vide efter overhusvalget sommeren 2016.

ILLUSTRATION: U.S. Army Japan (USARJ), Tokyo 10. juli 2015 [foto: John Carkeet].