I 24 år har Vesten forfulgt en forkert politik over for Rusland. Er det på tide at tænke nyt? Analyse i RÆSON33

I 24 år har Vesten forfulgt en forkert politik over for Rusland. Er det på tide at tænke nyt? Analyse i RÆSON33

28.03.2018

.

FRA RÆSON33 [Forårsnummeret/Marts 2018]

“Danmark er et særlig klart eksempel på den bredere tendens: I Vesten tænker vi ikke længere på dialog som en vej til afspænding – vi prioriterer de militære midler og logikker”


Af Jørn Boye Nielsen, Søren Riishøj, Poul Villaume og Clemens Stubbe Østergaard

Hvilken strategi og politik bør Danmark og det øvrige liberal-demokratiske Vesten anlægge over for Vladimir Putins autoritært styrede Rusland? I de sidste mange år – herunder de seneste fire-fem år, hvor forholdet mellem Vesten og Rusland for alvor er blevet forsuret – har dette vigtige spørgsmål desværre givet anledning til alt for lidt reel debat i Danmark. Det er derfor velkomment, når en så højprofileret sikkerhedspolitisk ekspert som professor Mikkel Vedby Rasmussen giver et argumenteret bud på et svar, således som det skete i RÆSON nr. 4/2017 (’Tag ikke fejl: Putins Rusland ønsker at destabilisere den vestlige orden. Husker vi det i Danmark?’). Det er til gengæld beklageligt, at Vedbys bidrag i flere henseender ikke er mere dybtgående og nuanceret, end tilfældet er – og at det på nogle punkter desværre endda er direkte vildledende.

Lad os tage et par konkrete eksempler på det sidste først: Med henvisning til undertegnedes fælles kronik i Politiken (9.10.17) fremstiller Vedby det, som om vi – på vegne af Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) – ikke har problemer med Ruslands annektering af Krim i 2014, og at vi gentager Putins argument om, at det er Vesten, der fører hybridkrig mod Rusland og ikke omvendt. To forbløffende påstande, som naturligvis ingen bund har i virkeligheden. Fra dag ét har vi – og RIKO – tværtimod kritiseret annekteringen af Krim som en illegitim selvtægtshandling, der måtte fremkalde en reaktion fra det internationale samfund, herunder sanktioner (se fx Poul Villaume: ’Vesten tager fejl af Rusland’, RÆSON nr. 2/2017). Hvad angår hybridkrigen, så misforstår Vedby (i bedste fald) helt den formulering, han citerer fra vores kronik, og som alene og entydigt går på risikoen ved en fortsat optrapning mellem NATO og Rusland gennem oprustning samt cyber-, propaganda-, sanktions- og hybridkrige.

Spekulativ motivfortolkning er i det hele taget en grundlæggende præmis i Vedbys analyse. Forholder man sig – i et eller andet omfang – kritisk til det syn på virkeligheden og på Putins Rusland, som ”regeringen, pressen og eksperter” har herhjemme, ja, så bunder det – dybest set – i en (skjult) fascination af autoritær magtudøvelse (Putins) og/eller i, at man ”ikke er meget for liberale værdier og internationale institutioner”. Altså en ’er du ikke med os, så er du imod os’-tankegang. Her er der hverken plads til distraherende nuancer eller gråtoner – verden er skarpt delt op i sort og hvidt, de onde og de gode.

Denne tanke- og tilgang var i post-koldkrigsperioden – før og efter 2001 – med til at føre Vesten ud i mere eller mindre modproduktive angrebskrige, ofte på et mere end tvivlsomt folkeretligt grundlag. Tankegangen var også udbredt under især de dybfrosne perioder af Den Kolde Krig, hvor stemmer, som kritiserede egne lederes konfrontationskurs over for modparten i både den diktatoriske østblok og den demokratiske vestblok, blev stemplet som – om ikke andet ’objektivt set’ – ’agenter’ (eller ’nyttige idioter’) for fjenden. I øst blev sådanne stemmer ofte bragt til tavshed med fængsel eller det, der var værre; de kritiske stemmer i vest blev typisk udskammet, marginaliseret eller ignoreret – vel at mærke også selvom de ikke anfægtede Vestens liberal-demokratiske system.

 

Denne tanke- og tilgang var i post-koldkrigsperioden – før og efter 2001 – med til at føre Vesten ud i mere eller mindre modproduktive angrebskrige, ofte på et mere end tvivlsomt folkeretligt grundlag
_______

 

Denne debatdræbende tilgang skal vi forhåbentlig ikke tilbage til. Men man kan få sine tvivl, fx når amerikanske efterretningschefer i februar i år udtrykkeligt – og uden nævneværdig kritik herhjemme – advarede imod Ruslands angivelige mediebrug af ”sympatisk indstillede talsmænd” til at ”søge at skærpe sociale og politiske skel i USA” (New York Times, 13.2.18). En advarsel, som naturligvis potentielt inkriminerer eller mistænkeliggør enhver offentlig kritik af den anlagte strategi over for Rusland, og som desværre leder tanken hen på mccarthyismens giftige debatklima i begyndelsen af 1950’erne.

”Et stadig mere aggressivt Rusland”
En anden præmis i Vedbys analyse er, at der hænger en mere eller mindre umiddelbar russisk militær trussel over de baltiske lande. Siden 2014 er præmissen om ”et stadig mere aggressivt Rusland” i dansk og vestlig politiker- og mediebåret diskurs blevet et aksiom – dvs. en selvindlysende forudsætning, som ikke kræver nogen nærmere argumentation eller sandsynliggørelse ud over henvisningen til annekteringen af Krim samt Kremls militære støtte til det russiske mindretalsoprør i Østukraine. Begge dele var dog en umiddelbar reaktion på det åbenlyst vestligt støttede magtskifte i Kyjiv i februar 2014. Et kupagtigt magtskifte, som – via gadens parlament, anført af militariserede højreradikale grupper – væltede den korrupte, men folkevalgte ukrainske præsident, Janukovitj, på trods af at højtstående repræsentanter for EU dagen forinden havde indgået en fornuftig kompromisaftale med ham om bl.a. en koalitionsregering med oppositionen og et snarligt præsidentvalg.

De nye magthavere i Kyjiv, som omgående blev omfavnet af både Bruxelles og Washington, havde bl.a. talt om at opsige Ukraines aftale med Rusland om flådebasen i Sevastopol på Krim og om at ophæve russisk som officielt andetsprog i landet. Og under et officielt besøg hos præsident Obama i Washington i juni 2014 kaldte Ukraines nye præsident, Yatsenjuk, det russiske mindretal i Østukraine for ”undermennesker”.

Ædruelige analyser (jf. fx den amerikanske ruslandsekspert Daniel Treisman) afviser da også, at situationen omkring Krim, hvor 66 pct. af befolkningen er russisk, med nogen rimelighed kan paralleliseres med situationen i de tre baltiske NATO-lande, hvor de russiske mindretal kun udgør ca. 25 pct. i både Estland og Letland og fem pct. i Litauen. Det er også mere end svært at se, hvilke militære og strategiske, for slet ikke at tale om politiske fordele, Kreml skulle øjne i at ”erobre et eller flere baltiske lande” i et lynangreb, selvom netop dét er et officielt scenarie både hos NATO’s planlæggere og hos Vedby. NATO’s samlede forsvarsbudget er på 915 mia. dollars, mens Ruslands er lidt over fem pct. heraf – knap 50 mia. dollars. Vestens generelle militære og økonomiske forspring er så overvældende, at specifikke – lokale eller regionale – militære ubalancer mellem NATO og Rusland (som professionelle militærplanlæggere – på begge sider – altid vil kunne finde) i praksis vil være irrelevante, også uanset den gensidige atomafskrækkelse.

 

Det er også mere end svært at se, hvilke militære og strategiske, for slet ikke at tale om politiske fordele, Kreml skulle øjne i at ”erobre et eller flere baltiske lande” i et lynangreb, selvom netop dét er et officielt scenarie både hos NATO’s planlæggere
_______

 

Alligevel er de baltiske landes historisk betingede bekymring for den store russiske nabo siden 2014 ikke uforståelig rent psykologisk og ej heller deres følte behov for militære ’nervepiller’ fra NATO’s side – hvilket flere af dette indlægs forfattere netop som RIKO-repræsentanter fra starten har understreget i udtalelser og aviskronikker. Men samtidig har vi og RIKO stedse fastholdt, at den vigtigste vej til at nedtrappe eksisterende spændinger mellem Rusland og de baltiske lande er den politisk-diplomatiske, herunder at tilskynde de baltiske regeringer til – som vi fx skrev i den af Vedby kritiserede kronik – bedre at ”integrere de russiske mindretal og sikre deres rettigheder, så mindretallene ikke kan udnyttes i russisk-nationalistisk propaganda”, samt at ”alle parter må acceptere skærpet OSCE-kontrol og -tilstedeværelse i grænseområderne mellem Baltikum og Rusland”.

Diplomati forudsætter empati, ikke sympati
En tredje præmis i Vedbys analyse er tilsyneladende, at NATO’s militære styrkeopbygning over for Rusland i Østersøregionen ikke behøver noget diplomatisk sidestykke. I hvert fald kommer Vedby slet ikke ind på det diplomatiske instrument, endsige på en egentlig diplomatisk strategi over for Rusland. Ikke engang den yndede politiker-anvendte frase ’forhandling fra en styrkeposition’ bruger Vedby; formlen kan naturligvis også have uheldige associationer, det allerede eksisterende styrkeforhold taget i betragtning, men herudover kan den i praksis – som det ofte var tilfældet under Den Kolde Krig – betyde slet ingen forhandlinger. Bl.a. fordi modparten sjovt nok typisk tænker på samme måde: Vi kan først forhandle, når vi står i en stærkere militær position.

Det er her værd at minde om, at NATO siden 1967 (med Harmel-rapporten) har haft to principielt ligestillede formål, som gensidigt supplerer hinanden: militær afskrækkelse og politisk-diplomatisk afspænding. Konceptet var siden med til at give NATO en konstruktiv rolle – faktisk ikke mindst på dansk foranledning – i den europæiske afspændingsproces i 1970’erne og 1980’erne. Men som den amerikanske fhv. topdiplomat Chas W. Freeman påpegede i en forelæsning på Harvard og MIT i begyndelsen af 2018, er USA’s udenrigspolitik gennem en årrække blevet tydeligt militariseret – både mht. teori, praksis og personel – samtidig med en markant nedprioritering af det diplomatiske instrument. Som delvis forklaring herpå mindede Freeman om, at diplomatiets essens, empati, altså indlevelse i andres syn på verden, af mange åbenbart forveksles med sympati, altså identifikation med den andens perspektiv. Sondringen kan forekomme elementær, ja banal, men den er – naturligvis – afgørende.

Danmarks ambassadør i Moskva, Thomas Winkler, er et eksempel på én, der mestrer sondringen. I en kronik i Berlingske i august 2017 (som Vedby ikke nævner) advarer han imod ”koldkrigs-rygmarvsreaktioner fra alle sider”, imod at overdrive Ruslands militære kapacitet og imod at slutte fra enkelte situationer med aktiv russisk brug af militær magt – Georgien i 2008, Ukraine i 2014, Syrien fra 2015 – til en bredere tese om mere eller mindre nært forestående russisk aggression. I alle tre tilfælde gik Moskva efter Winklers vurdering kun i militær aktion, fordi der set fra Moskva forelå akutte og alvorlige trusler mod Ruslands vitale interesser. Og Winkler minder om, at mens Rusland foretager militært provokerende handlinger i Østersøregionen for at teste eller udfordre et NATO, der rykker stadig tættere på Ruslands grænser, så viser Moskva villighed til dybere integration i samarbejdet i de regionale fora omkring Østersøen og Arktis.

Derfor ser diplomaten Winkler effektive kommunikationskanaler, samarbejde og handel med Rusland som en bedre vej end et nyt våbenkapløb. Frem for et bl.a. økonomisk pres udefra, som bruges til at styrke Putins position i russisk indenrigspolitik, peger Winkler på, at det er i Vestens interesse, at et Rusland med økonomisk vækst ikke er efterladt uden for de internationale samarbejdsstrukturer, og at landet ser sig selv som del af løsningen på de internationale udfordringer. Derimod vil et russisk styre, der frygter for sin overlevelse, være farligere og således ikke i Vestens interesse. Den danske moskvaambassadør er i øvrigt her helt på linje med bl.a. den internationalt respekterede, uafhængige russiske analytiker Dmitri Trenin, som i sin roste bog Should We Fear Russia? (2016) konkluderer, at Vesten kun bør frygte et svagt, usikkert – og isoleret – Rusland.

I det hele taget har en sand perlerække af amerikanske og vesteuropæiske (dog vistnok nærmest ingen danske) fhv. udenrigs- og forsvarsministre, fhv. topdiplomater og fremtrædende sikkerhedspolitiske analytikere og forskere gennem årene lige siden 1990’erne offentligt kritiseret og advaret imod den vestlige kurs over for Rusland. En oversigt kan antyde omfanget.

 

En sand perlerække af amerikanske og vesteuropæiske (dog vistnok nærmest ingen danske) fhv. udenrigs- og forsvarsministre, fhv. topdiplomater og fremtrædende sikkerhedspolitiske analytikere og forskere gennem årene lige siden 1990’erne offentligt kritiseret og advaret imod den vestlige kurs over for Rusland
_______

 

Ny europæisk sikkerhedsarkitektur? (1990-2006)
I juli 1990 vedtog NATO sin London-erklæring med appel om nye mekanismer og institutioner for europæisk sikkerhed samt afmilitarisering. Fire måneder senere vedtog samtlige vest- og østeuropæiske lande – inklusive Sovjetunionen plus USA og Canada – CSCE’s såkaldte Paris Charter om at arbejde hen imod en ny sikkerhedsarkitektur i et både helet og helt Europa. Og før og efter Tysklands genforening i oktober 1990 forsikrede vestlige ledere gentagne gange mundtligt Moskva om, at NATO’s jurisdiktion ikke ville blive flyttet længere mod øst.

Men i Vesten blev alt dette hurtigt glemt efter Sovjetunionens sammenbrud i slutningen af 1991. I 1992 advarede den amerikanske diplomat, historiker og ruslandskender George Kennan, som i 1946-1947 havde formuleret USA’s og Vestens inddæmningsstrategi over for sovjetkommunismen under Den Kolde Krig, offentligt imod faren for vestlig triumfalisme og overmod: Det var direkte dumt at tro, at det var Det Republikanske Partis politik i 1980’erne, der havde ’vundet’ Den Kolde Krig, skrev Kennan; man skulle snarere spørge sig selv, fortsatte han, hvad der var gået tabt ved, at den gensidige – og overflødige – militarisering og overoprustning, som begge siders ’hardlinere’ havde opmuntret hinanden til, reelt havde forlænget Den Kolde Krig unødigt.

Den lære, Kennan i 1992 drog af Den Kolde Krigs forløb, faldt dog for døve øren på et tidspunkt, hvor naive og overmodige forestillinger om ’historiens afslutning’ og den vestlige liberale verdensordens definitive sejrsgang var dominerende.

Ikke desto mindre kastede Den Kolde Krigs afslutning NATO ud i noget, der lignede en eksistentiel krise, som først så ud til at lette noget, da man fra 1994 officielt fandt et nyt, forenende strategisk mål, nemlig ’projicering af stabilitet mod øst’, dvs. gradvis udvidelse af NATO’s medlemskreds med de øst- og centraleuropæiske lande. Ruslands præsident, Jeltsin, som ellers var Vestens favoritrusser, begyndte ildevarslende at tale om indledningen til en ’kold fred’. Og selvom det i NATO-Russia Founding Act fra maj 1997 hed, at de to parter ikke så hinanden som modstandere, protesterede Moskva vedvarende mod NATO’s udvidelsesplaner. Det samme gjorde 50 prominente amerikanske fhv. ministre, senatorer, officerer, topdiplomater og forskere af konservativt eller liberalt tilsnit, herunder Robert McNamara, Sam Nunn, Paul Nitze, Paul Warnke, Stansfield Turner, Jack Matlock, Raymond Garthoff, Robert Bowie, Richard Pipes, Marshall Shulman, Edward Luttwak og Michael Mandelbaum. I et åbent brev til præsident Clinton i juni 1997 skrev de bl.a., at Rusland ikke udgjorde en trussel imod sine vestlige naboer, og at en NATO-udvidelse derfor hverken var nødvendig eller ønskværdig og burde stilles i bero til fordel for fortsat arbejde for våbenreduktion. Det åbne brevs argumenter havde ingen effekt, hvilket bl.a. USA’s forsvarsminister i 1990’erne, William Perry, senere beklagede. I sine memoirer fra 2015 skriver han, at Vestens ”foragt og arrogance over for Ruslands protester var en fejl”. Da NATO’s forhandlinger med Polen, Ungarn og Tjekkiet om optagelse i alliancen blev indledt i foråret 1998, lød advarslen fra den nu 94-årige George Kennan i et interview med New York Times, at dette kunne være ”begyndelsen til ny kold krig”, og at det var ”en tragisk fejltagelse”, fordi der ikke forelå nogen trussel; Kennan tilføjede: ”Selvfølgelig vil der komme en dårlig reaktion fra Rusland […] så vil man sige: […] ’sådan er russerne’!”

Udsigten til, at sikringen mod en (mulig fremtidig) trussel fra Rusland skulle blive en selvopfyldende profeti, fremkaldte efter NATO’s bombninger af Serbien under Kosovokonflikten i 1999 yderligere advarsler fra bl.a. fremtrædende amerikanske forskere. Politologiprofessoren Michael Mandelbaum forudsagde i en profetisk artikel (i Foreign Affairs, august 1999), at Rusland i fremtiden ville kunne bruge NATO’s militære indgreb, som skete uden om FN’s Sikkerhedsråd (og som umiddelbart gjorde ondt værre for kosovoalbanerne) til at legitimere et ensidigt indgreb i Ukraine. En måned forinden antydede George Kennan noget tilsvarende i et interview. For som den amerikanske fhv. diplomat Mark Medish (der var sikkerhedspolitisk rådgiver under præsident Clinton) påpegede for et par år siden: Det første land i Europa siden 1945, som har fået ændret sin status og sine grænser med militær magt fra én magt(blok)s side, var ikke Ukraine med den russiske Krim-annektering i 2014; det var derimod Serbien i 1999 med den NATO-fremkaldte de facto-løsrivelse af Kosovo (og de jure-anerkendelsen i 2008 – dog kun fra godt halvdelen af verdens lande og ikke fra NATO- og EU-lande som fx Spanien og Grækenland).

 

Udsigten til, at sikringen mod en (mulig fremtidig) trussel fra Rusland skulle blive en selvopfyldende profeti, fremkaldte efter NATO’s bombninger af Serbien under Kosovokonflikten i 1999 yderligere advarsler fra bl.a. fremtrædende amerikanske forskere
_______

 

Midt under Kosovokrigen fejrede NATO dengang sit 50-års jubilæum ikke blot med optagelsen af de tre nye østeuropæiske medlemslande, men også med at vedtage et nyt ’Strategisk Koncept’, som for første gang gjorde alliancen til en potentiel global aktør. Dette blev aktuelt efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001, da man for første gang nogensinde aktiverede traktatens artikel 5 (’musketereden’) – også selvom USA i starten betakkede sig for NATO-hjælp til sit angreb på Afghanistan, som væltede Talebanstyret. Præsident Bush tog derimod imod den nye russiske præsident Putins omgående tilbud om at åbne russiske baser i Centralasien som led i USA’s krig mod al-Qaeda og Taleban i Afghanistan. Til gengæld anmodede Moskva om, at USA undlod ensidigt at opsige den såkaldte ABM-traktat, som de to lande indgik i 1972. Den begrænser bl.a. opbygning af missilforsvar – tanken var dengang, at forsvarssystemer mod (atom)missiler var farligt destabiliserende, fordi de kunne skabe tvivl om den atomare afskrækkelse, ’gensidig sikker ødelæggelse’. I 2011 valgte Washington alligevel ensidigt at opsige traktaten for at åbne for opbygningen af et amerikansk missilforsvar mod en angivelig trussel fra ’ondskabens akse’ (Irak, Iran og Nordkorea). Det skete i åben erkendelse af skarp modstand fra Rusland, som dengang og lige siden har udtrykt bekymring for, at det amerikanske missilforsvarssystem også vil kunne svække Ruslands atomare afskrækkelsesstyrker.

Uanset det mere belastede forhold mellem USA og Rusland omkring årtusindskiftet lukkede præsident Putin i 2002 de gamle russiske flådebaser i Cuba og Vietnam. Det kunne vel læses som et signal om, at Rusland – uanset NATO’s nu geografisk udvidede rolle – ikke ønskede at spille en global militær rolle som under Den Kolde Krig. Men i de følgende år fortsatte USA’s/NATO’s proaktive fremrykning af deres geopolitiske positioner med uformindsket energi i Østeuropa og Mellemøsten, og det med fremme af demokrati og frihed som de erklærede mål: I 2003 invaderede den USA-anførte ’koalition af villige’ (som ikke omfattede NATO-lande som Frankrig og Tyskland) Irak uden om FN’s Sikkerhedsråd og under bl.a. russiske protester; i 2003 og 2004 støttede USA i ord og handling de såkaldte farverevolutioner i Georgien og Ukraine – hvilket ifølge USA’s førnævnte fhv. forsvarsminister Perry var ”vores anden fejl” (efter 2004 begyndte Putin at stramme det politiske greb mærkbart indadtil i Rusland); i 2004 blev de tre baltiske lande plus bl.a. Rumænien og Bulgarien nye medlemmer af NATO; i 2005-2006 udvidede USA og NATO krigsindsatsen i både Irak og Afghanistan; og i slutningen af 2006 begyndte USA at planlægge placering af dele af sit missilforsvar i Polen og Tjekkiet.

Fra München til Kyjiv (2007-2013)
Under hele den her beskrevne 15 års udvikling fra Den Kolde Krigs afslutning til udgangen af 2006 havde Rusland militært set forholdt sig grundlæggende passivt – lige bortset fra den rigtignok skånselsløse nedkæmpelse af de islamistisk inspirerede kaukasiske oprørere i Tjetjenien. Den trussel mod Ruslands vestlige nabolande, som de 50 amerikanske fhv. topaktører ikke havde kunnet få øje på i 1997, var i 2006-2007 stadig ikkeeksisterende.

Det var i den situation, at Putin på sikkerhedskonferencen i München i 2007 angreb USA’s ”næsten uhæmmede hyperbrug af militær magt” og bl.a. stillede spørgsmålet, hvorfor USA havde følt behov for at oprette frontlinjebaser med 5.000 soldater langs Ruslands grænse mod vest. Men den russiske protest blev fortsat overhørt og ignoreret.

Et års tid senere – i april 2008 – kom så, hvad Robert Gates, ruslandsekspert, fhv. CIA-chef og USA’s forsvarsminister under George W. Bush, i sine memoirer fra 2016 kalder ”en monumental provokation” af Rusland: erklæringen fra NATO-topmødet i april 2008 om, at ”Ukraine og Georgien vil komme med i NATO”. USA’s ambassadør i Kyjiv havde inden NATO-mødet klart advaret om, at løfter om et Ukraine på vej ind i NATO for Moskva ville være at overskride en ’rød linje’. Allerede efter Putins München-tale rapporterede Gates ifølge eget udsagn til Washington, at amerikanske aktørers arrogance over for deres russiske modparter helt siden 1990’erne gradvist havde skabt en dyb og opsparet følelse af frustration og ydmygelse i brede politiske kredse i Rusland. Men heller ikke dén advarsel havde nogen effekt.

Åbenbart opmuntret af NATO-erklæringen foretog Georgiens vestligt støttede leder, Saakasjvili – som af Gates kaldes ”aggressiv” og ”fremfusende” – i august 2008 et ifølge OSCE’s observatører uprovokeret militært indfald i den omstridte enklave Sydossetien. Dét var tilsyneladende dråben, der fik bægeret til at flyde over i Moskva. For første gang siden Den Kolde Krigs afslutning brugte Rusland nu sit militær uden for landets grænser og (over)reagerede ved omgående at slå militært tilbage dybt ind i Georgien.

Episoden afholdt dog ikke den nytiltrådte Obamaregering fra med en vis succes midlertidigt at forbedre USA’s forhold til Rusland i 2009 og 2010. Obama stillede planen om at bruge Polen og Tjekkiet i USA’s missilforsvar i bero. Rusland kom med i Verdenshandelsorganisationen, WTO, og i 2010 indgik USA og Rusland en ny START-aftale om kontrol med de strategiske atomvåben. Til gengæld afviste man i Bruxelles i juni 2010 blankt et forslag fra den russiske præsident, Medvedev, til den tyske kansler, Merkel, om at udvikle nye former for aleuropæisk sikkerhedssamarbejde og konfliktløsningsmekanismer mellem EU og Rusland. Klimaet blev ikke forbedret under det russiske parlamentsvalg i december 2011, hvor Moskva kritiserede amerikansk indblanding (bl.a. holdt USA’s moskvaambassadør møder med oppositionen), mens Washington fremførte beskyldninger om russisk valgsvindel.

I 2011-2012 bragte USA’s og NATO-magters optræden i borgerkrigene i Libyen og Syrien for alvor Rusland og Vesten på kant med hinanden også uden for Europa. USA’s/NATO’s militære indgreb i Libyen i 2011 skete på grundlag af en Sikkerhedsrådsresolution, som Rusland (og Kina) undlod at vetoe, fordi den udtrykkeligt handlede om beskyttelse af den libyske civilbefolkning (i Benghazi) som skridt på vejen til en forhandlet magtdelingsløsning i landet. Men Vestmagterne (mis)brugte resolutionen til oprørsstøtte og voldeligt regimeskifte – med efterfølgende kaos og anarki.

Rusland ville undgå et lignende scenarie i Syrien og brugte derfor sin vetoret over for tilsvarende FN-resolutioner her. Det var i en situation, hvor militante islamistiske og delvist al-Qaeda-relaterede oprørsgrupper med støtte fra bl.a. Saudi-Arabien allerede havde taget kontrol med oprøret mod diktatoren Assad, som påpeget i august 2012 af bl.a. USA’s militære efterretningstjeneste. Men i en blanding af overmod og ønsketænkning stillede præsident Obama og ledende NATO-lande allerede fra august 2011 kravet ’Assad must go!’; dermed blokerede de reelt for mindst tre – russisk-støttede – forsøg i FN-regi på diplomatiske forhandlings- og kompromisløsninger, som blev gjort i 2012-2013, mens de sandsynligvis endnu havde haft en chance. De tre involverede FN-mæglere dengang, Martti Ahtisaari, Kofi Annan og Lakhdar Brahimi, beklagede og kritiserede alle direkte USA’s og de øvrige Vestmagters kompromisløshed. Hele forløbet øgede yderligere mistilliden mellem Rusland og Vesten og var med til at bane vej for Ruslands hårdhændede militære indgriben i Syrien i 2015, da de islamistiske grupper truede med at indtage Damaskus. Med den amerikanske kongres’ såkaldte Magnitsky Act i 2012, som specifikt var rettet imod russiske statsborgeres indrejse i USA, blev forholdet mellem USA/Vesten og Rusland yderligere forværret. I 2012-2013 afbrød præsident Obama forhandlingerne med Rusland om USA’s missilforsvar og andre våbenkontrolspørgsmål, og i september 2013 aflyste han et topmøde med Putin. I november 2013 afholdt NATO sin hidtil største øvelse i Østersøregionen siden Berlinmurens fald med deltagelse af soldater fra bl.a. Ukraine. Moskva protesterede imod øvelsen, som gav ”minder om Den Kolde Krig”.

 

Hele forløbet øgede yderligere mistilliden mellem Rusland og Vesten og var med til at bane vej for Ruslands hårdhændede militære indgriben i Syrien i 2015, da de islamistiske grupper truede med at indtage Damaskus
_______

 

Samtidig afviste EU blankt gentagne forslag fra Rusland om at indlede trepartsforhandlinger mellem EU, Ukraine og Rusland om fælles økonomisk bistand til Ukraine. Kyjiv lå på dette tidspunkt i forhandlinger med EU om en såkaldt dyb associeringsaftale, som ikke blot ville vende Ukraines handelsforbindelser skarpt fra øst mod vest, men også indeholdt klare militærpolitiske perspektiver vestover. Da den hidtil ellers ganske vestorienterede præsident Janukovitj accepterede et favorabelt økonomisk tilbud fra Moskva, begyndte protesterne i Kyjiv, som åbent og direkte blev støttet fra højeste sted i Bruxelles og i Washington. USA’s viceudenrigsminister for europæiske forhold, Victoria Nuland, erklærede, at USA siden 1991 havde brugt fem mia. dollars på at øve indflydelse på det ukrainske samfund. Protesterne i Kyjiv i vinteren 2013-2014 førte så frem til det kupagtige magtskifte i februar – efterfulgt af Ruslands efterfølgende folkeretsstridige annektering af Krim og støtte til oprøret i Østukraine.

Men i Mikkel Vedby Rasmussens analyse af den aktuelle udfordring fra Putins Rusland er der totalt fravær både af hele den her skitserede forhistorie til Krim-/Ukrainekrisen og den vestlige debat om USA’s/NATO’s ruslandsstrategi siden 1990’erne. Det er ikke blot historieløst, men også vildledende – i hvert fald hvis man er optaget af, hvordan internationale konflikter udvikler sig, og hvordan de kan optrappes og nedtrappes.

Hvem provokerer hvem?
Vedbys påmindelse om, at Putins Rusland er ”et fundamentalt mindre frit samfund end fx det danske”, er selvindlysende. Men den er lidet relevant, hvis målet er at finde veje til at deeskalere konflikten mellem Rusland og Vesten og om muligt undgå et nyt, ressourcekrævende og farligt (atom)våbenkapløb i et koldkrigslignende politisk klima såvel nationalt som internationalt.

Naturligvis har Putins Rusland et medansvar for det aktuelle spændingsniveau – vi har aldrig sagt eller skrevet andet. Men husk 1970’erne: Brezjnevs Sovjetunionen var trods alt langt mere ufrit – og militært langt stærkere både regionalt og globalt – end dagens Rusland, og det afholdt på ingen måde Vesten fra – i øvrigt med både socialdemokratiske og borgerlige danske regeringer som proaktive pådrivere i NATO – at indgå omfattende afspændings- og våbenkontrolaftaler med Moskva. Det skete bl.a. i erkendelse af, at afspænding, snarere end militær konfrontation, fremmede en gradvis liberalisering i østblokken.

I dag er begreber som ’afspænding’, ’diplomati’ og ’våbenkontrol’ nærmest udraderet af den sikkerhedspolitiske diskurs blandt politikere, dominerende eksperter og mediefolk – især i Danmark. For i flere andre NATO-lande, fx Tyskland, er den sikkerhedspolitiske debat heldigvis mere avanceret og nuanceret. Willy Brandts og Egon Bahrs Ostpolitik var en del af deres diplomatiske afspændingsstrategi under Den Kolde Krig. Deres idéer om ’Wandel durch Annäherung’ og ’Wandel durch Handel’ – forandring gennem tilnærmelse og handel – har sat sig varige spor i tysk sikkerhedspolitik. Angela Merkel, som i 2017 blev omtalt som ’den frie verdens (nye) leder’, har fx insisteret på at godkende konstruktionen af den russiske gasledning ’Nord Stream’, og hendes udenrigsminister, Sigmar Gabriel, støttede på München-konferencen i februar i år en kompromisløsning om Østukraine med FN-overvågning af konflikten, implementering af Minsk II-aftalen fra alle sider (læs: også Kyjivs), parallelt med nedtrapning af de vestlige sanktioner mod Rusland. I München understregede Gabriel også, at Tyskland havde haft historisk gavn af afspændingspolitikken og derfor vil søge at hindre et nyt futilt (atom)våbenkapløb med Rusland.

I disse måneder, hvor der i USA og i NATO-/EU-landene er stort fokus på anklagerne mod Rusland for cyberbaserede angreb på Vestens demokratiske institutioner og valghandlinger, kan der også være grund til at minde om, at kansler Merkel på München-sikkerhedskonferencen i februar 2017 foreslog, at hele spørgsmålet om cybersikkerhed blev taget op til substantiel behandling i NATO-Rusland-rådet. Forslaget blev straks støttet af Ruslands udenrigsminister, Lavrov, med henvisning til, at Rusland allerede siden november 2015 gentagne gange havde foreslået Obamaregeringen bilaterale forhandlinger om cyberspionage, cybersikkerhed og andre cyberrelaterede områder. Det russiske forslag forblev dog reelt ubesvaret af Obamaregeringen. Indtil videre har også Trumpregeringen været tavs om det – en af følgerne af den nedfrosne dialog mellem USA/NATO og Rusland siden 2014.

Man kan vælge at se den russiske ’cyberkrigsførelse’ i USA og i andre lande som en slags defensivt svar (eller ’tak for sidst’) på bl.a. Kongressens ’Freedom Support Act’, som i ca. 15 år efter 1992 tillod skiftende amerikanske regeringer at kanalisere 2,2 mia. dollars til hundredvis af russiske organisationer, partier, medier, NGO’er og firmaer, som med mængder af amerikanske eksperters bistand formulerede markedsøkonomisk lovgivning m.v. Gordon Adams, en af hovedaktørerne i hele denne indsats under præsident Clinton i 1990’erne, kaldte det i en tilbageskuende artikel i 2016 for ”en af de største, mest aktive og indgribende ikkemilitære interventioner i en anden stormagts politiske forhold” nogensinde. Ifølge Adams var det også en intervention, som – uanset gode intentioner – var naiv. Ifølge ham respekterede den nemlig ikke russisk nationalstolthed, og af de fleste russere blev den betragtet som ydmygende amerikansk indtrængen, der primært var i USA’s egen interesse. Men man kan som bekendt også vælge at se russisk ’hybrid- og cyberkrig’ som et uhørt aggressivt skridt til destabilisering og underminering af den vestlige liberale orden.

På cyberområdet – præcis som på det militære område og andre felter – er åben dialog og substantielle forhandlinger dog under alle omstændigheder den indlysende bedste, ja eneste vej frem til at nedbryde den dybe gensidige mistillid, som i dag hersker mellem Vesten og Rusland. Under Den Kolde Krig betragtede nogle den afspændingsdiplomatiske strategi i 1970’erne og 1980’erne som ’Vestens kapitulation’. De allerfleste af dem erkendte senere, at de havde taget fejl. Også i dag kan man, som det skulle være fremgået af det foregående, sagtens både være tilhænger af den liberale demokratiske orden og samtidig være kritisk over for en overmilitariseret vestlig tilgang til det autoritært styrede Rusland.

På alle fronter gælder det for begge parter om at undgå hyperfokus på den anden parts fejl- og overgreb, mens man i praksis er totalt blind over for egne fejltrin. Selvretfærdighed nedbrydes bedst i ligefrem dialog med gradvis og systematisk opbygning af gensidigt tillidsskabende foranstaltninger med tilhørende institutioner. Det lykkedes i vidt omfang under Den Kolde Krig i 1970’erne og 1980’erne. Både institutionerne og aftalerne eksisterer faktisk stadig. Men de skal bringes frem i lyset igen, støves af og gives fornyet liv. Det haster. ■  

 

På alle fronter gælder det for begge parter om at undgå hyperfokus på den anden parts fejl- og overgreb, mens man i praksis er totalt blind over for egne fejltrin.
_______

 

 
Jørn Boye Nielsen (f. 1945) er cand.scient.pol. og højskolelærer, Søren Riishøj (f. 1947) er lektor i statskundskab ved SDU, Poul Villaume (f. 1950) er professor i samtidshistorie ved KU, og Clemens Stubbe Østergaard (f. 1946) er lektor emeritus i international politik ved AU. De er alle medlemmer af Rådet for International Konfliktløsning (RIKO). ILLUSTRATION: Den Røde Plads i Moskva, Rusland [foto: Sergei Fadeichev/Ritzau Scanpix]