13.06.2017

Både de liberale og centrum-venstre-orienterede Ruslands-forskrækkede og de islamofobisk-højrenationale Ruslands-sympatisører baserer sig på ensidige og 
historiefattige forestillinger.

Analyse af Poul Villaume [fra RÆSON30, sommer 2017]

Med sikker mediebevågenhed er det i det sidste års tid kommet på mode at fremmane noget nær dommedagsscenarier i store dele af det toneangivende sikkerhedspolitiske kommentariat. EU-kommissær Margrethe Vestager talte i januar med rette om en ”fascination af apokalypsen”. Vi har fået at vide, at de internationale liberale institutioner – EU, NATO, WTO, det vestlige demokrati, frihandlen og hele globaliseringen – kan stå for fald. Det kan blive resultatet, hvis/når konsekvenserne af Storbritanniens Brexit, USA’s Trump og Europas højrenationale bevægelser udfolder sig. Vel at mærke alt i sinistert ledtog med et grundlæggende fjendtligt og aggressivt Rusland under Putin, som i stigende omfang styrer eller manipulerer Europa og verdens udvikling via hacking og Russia Today.

For en samtidshistoriker med speciale i international politiks historie i det 20. og 21. århundrede – og særligt i Den Kolde Krigs periode – er dette sælsomt at overvære. Både de liberale centrum-venstre-orienterede ruslandsforskrækkede og de islamofobisk-højrenationale ruslandssympatisører baserer sig på ensidige og historiefattige forestillinger.

Over for Rusland er der afgjort brug for vestlig oprustning, men den bør især være mental og diplomatisk. I det omfang, der er opstået en reel, bekymringsværdig trussel imod den liberale verdensorden, dens institutioner og globaliseringen, kommer den primært indefra. Fra et fejlslagent politisk lederskab gennem de seneste årtier. Fra den neoliberale form for globalisering, som har været ekstremt ulighedsskabende i Europa og USA. Fra de dele af de vestlige politisk-økonomiske eliter, som har ansvaret for finanskrisen, og som snarere er blevet forgyldt end stillet til ansvar. Og fra uansvarlige vestlige politikere, som kastede USA og de villige NATO-allierede ud i kontraproduktive og astronomisk kostbare interventioner og angrebskrige i Mellemøsten på delvist løgnagtigt og folkeretsstridigt grundlag som led i den såkaldte krig mod terror. Med disse krige fulgte direkte eller indirekte mange hundredtusinder af døde civile, politisk kaos og destabilisering, ukontrollabel spredning af islamistisk terrorisme og flygtningestrømme til Europa. Parallelt hermed en kortsigtet, sejrsberust vestlig marginaliserings- og isoleringspolitik over for det svækkede autoritære Rusland i de første årtier efter Den Kolde Krigs afslutning.

Det plutokratisk prægede amerikanske demokrati lider i forvejen af en traditionelt meget lav valgdeltagelse. Og når en på nogle måder bizar og impulsiv forhenværende realitystjerne som Donald Trump kunne vinde USA’s præsidentvalg med et Republikansk flertal i begge Kongressens kamre, bør man næppe kigge efter en mulig – marginal – russisk indblanding. Den mest nærliggende hovedforklaring er, at Det Demokratiske Parti valgte at opstille en præsidentkandidat, Hillary Clinton, som var for utroværdig til at mobilisere det tilstrækkelige antal middel- og underklassevælgere i de afgørende delstater.

Det Demokratiske Partis granatchok over Trumps sejr blev for nylig præcist diagnosticeret af Trump- og Putin-kritikeren Masha Gessen i New York Review of Books: I ’Russia-gate’ har partiets ledelse (og liberale medier som CNN og MSNBC) fundet et retorisk våben og en krykke, som taler til den amerikanske hang til konspirationsteorier: Når den russiske sammensværgelse med Trump efterhånden bliver helt afsløret, vil det nationale mareridt være overstået. Men selv Trump-fjendtlige New York Times og The New Yorker har i nylige, lange analyser af den ’russiske trussel’ erkendt, at kontakterne mellem Trump-lejren og russerne har været ikke-inkriminerende høflighedsvisitter, politiske samtaler og forretningsmøder, og at intet tyder på, at russiske ’aktive foranstaltninger’ har været afgørende for Trumps valgsejr.

Det brudte (mundtlige) løfte til Rusland
Hvordan er vi over de seneste år nået til det forsurede, til dels koldkrigslignende forhold mellem Vesten og Rusland? Den gængse fortælling er som bekendt, at det hele begyndte nærmest som et lyn fra en klar himmel i februar-marts 2014 med Putins annektering af Krim og den russiske intervention i Østukraine. Det er imidlertid aldeles umuligt at forstå det aktuelle forhold mellem Vesten og Rusland uden at kende til dets udvikling mindst 20-25 år tilbage til årene omkring 1990. Jeg har tidligere, bl.a. i RÆSON (’Se på Rusland igen’, nr. 4/2015), fremhævet den atmosfære af samarbejde, inklusion og nytænkning, som prægede den vestlige tilgang til omvæltningerne i Europa 1989-1991 i forbindelse med Den Kolde Krigs afslutning. NATO’s London-erklæring i juli 1990 talte om opbygningen af nye mekanismer og institutioner for europæisk sikkerhed og omfattende afmilitarisering af europæisk politik. Og CSCE’s ’Paris-charter for et nyt Europa’ fra november 1990, vedtaget af USA og samtlige vest- og østeuropæiske lande inklusive Sovjetunionen, opfordrede til opbygning af en ny sikkerhedsstruktur i et helet demokratisk Europa efter Den Kolde Krig.

Det er rigtigt, at Paris-Charteret også anerkender ethvert lands ret til selv at vælge deres sikkerhedsarrangement, hvorved der principielt blev åbnet en dør til muligt russisk medlemskab af fx NATO. Det er også rigtigt, at der aldrig blev afgivet et skriftligt løfte til Mikhail Gorbatjov eller andre sovjetiske ledere i 1990 om, at NATO ikke ville blive udvidet mod øst, hvis Moskva til gengæld accepterede Tysklands genforening. Men det er en kendsgerning, at vestlige ledere endnu i foråret 1991 – et halvt år efter den tyske genforening – fortsat gav Gorbatjov mundtlige løfter om ikke at udvide NATO til østeuropæiske landes territorium. Det var derfor ikke uden grund, når sovjetiske og senere russiske ledere konkluderede, at amerikanske og vesteuropæiske ledere enten stiltiende havde ændret mening eller bevidst vildledt dem. Under alle omstændigheder stillede NATO-udvidelsen mod øst (fra 1994 og frem) de russiske tilhængere af integration med Vesten i en vanskelig position, når de skulle forklare sig over for russiske nationalisters argumenter om, at de var blevet ’snydt’ af mere snedige, vestlige ledere.

Under alle omstændigheder stillede NATO-udvidelsen mod øst (fra 1994 og frem) de russiske tilhængere af integration med Vesten i en vanskelig position, når de skulle forklare sig over for russiske nationalisters argumenter om, at de var blevet ’snydt’ af mere snedige, vestlige ledere.
_______

 

NATOs udvidelse
Det er i dette perspektiv, at man skal forstå Vestens ’yndlingsrusser’ Boris Jeltsin, da han i 1994 kritiserede de første NATO-udvidelsesplaner med sin forudsigelse om en periode med ”kold fred” mellem Vesten og Rusland. Hovedpointen er, at udvidelsen af NATO’s medlemskreds til den række af central- og østeuropæiske lande, der af historisk forståelige grunde ansøgte om det, i praksis kom til at overskygge og reelt erstatte seriøse forsøg fra NATO’s side på samtidig at arbejde for at realisere 1990-dokumenternes visioner om egentlige al-europæiske sikkerhedsstrukturer i eller uden for CSCE/OSCE’s rammer. For 22 år siden fremhævede jeg selv de potentielt farlige konsekvenser heraf i en kritisk omtale af en aktuel sikkerhedspolitisk rapport fra den danske regerings daværende Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU):

”Alvorligst er, at rapporten ikke ser nogen alternativer til den sikkerhedsstruktur, hvor NATO (…) udvides mod øst, men ikke omfatter alle lande i det europæiske rum, og slet ikke Rusland. Problemet med dét scenarie er ikke så meget, at Rusland vil føle sig truet af NATO ’uden for dørtærsklen’ – russerne véd godt, at Vesten ikke vil angribe dem militært. Nej, kerneproblemet er, at russerne vil føle sig sat uden for, diskrimineret og isoleret fra den vigtigste europæiske sikkerhedspolitiske beslutningskreds. Dét kan give bagslag. De autoritært nationalistiske kræfter i Moskva, som mest helhjertet støtter det russiske militærs fremfærd i Tjetjenien, vil blive styrket. (…) Vi må i stedet for alvor lære at tænke sikkerhed med hinanden, ikke mod hinanden” (’Sikkerhedspolitik som under den kolde krig’, Dagbladet Information, 11. maj 1995).

At NATO’s forestående udvidelse mod øst var problematisk, lød det også i 1998 i et New York Times-interview med den 94-årige ruslandskender og forhenværende diplomat George Kennan, som i 1946 havde været ophavsmanden til USA’s inddæmningsstrategi over for Sovjetunionen under Den Kolde Krig. At optage Polen, Tjekkiet og Ungarn var ifølge Kennan unødvendigt og ”en tragisk fejltagelse”, fordi ingen truede nogen. Kennan forudsagde, at NATO-udvidelsen ville fremprovokere en dårlig russisk reaktion, hvorefter tilhængerne af udvidelsen ville triumfere: ”Vi har jo altid sagt, at sådan er russerne!”

Men Kennan talte for døve øren. USA’s og NATO’s 77 dage lange bombning af Serbien uden FN-mandat under Kosovokrigen i 1999 blev af Rusland betragtet som selvtægt og som et skridt til med magt at ændre Europas grænser i strid med alle indgåede aftaler. NATO’s intervention var reelt med til at udløse det serbiske massedrab på kosovoalbanere, som det ellers netop var NATO’s erklærede mål at forhindre. Dét blev bl.a. påpeget af den fremtrædende amerikanske politolog Michael Mandelbaum i en artikel i Foreign Affairs i september 1999, hvor han også ganske tankevækkende forudsagde, at NATO’s ”humanitære intervention” i Kosovo kunne danne farlig præcedens, idet den en dag fx ville kunne bruges af Moskva til at legitimere en russisk intervention i Ukraine.

NATO’s march mod øst skred trods vedvarende russisk utilfredshed samtidig fremad. Det hævdes ofte, at Vesten og NATO i disse år gjorde alt tænkeligt for at inddrage Rusland i processen. Men i de samtalefora, der dengang blev etableret mellem NATO og Rusland, er den vestlige tilgang til russerne blevet sammenfattet på følgende præcise måde af en af aktørerne, den danske generalmajor og forhenværende forsvarsattaché i Moskva Karsten J. Møller: ”Vi hører, hvad I siger, men vi gør, som det passer os”. Alligevel var Rusland – også efter Vladimir Putins magtovertagelse i 2000 – indstillet på et vist sikkerhedspolitisk samarbejde med USA. Under deres første topmøde i juni 2001 henledte Putin fortroligt den nyvalgte præsident George W. Bushs opmærksomhed på en alvorlig fare fra det USA-allierede Pakistan som sponsor for islamistiske terrorister i Afghanistan. De russiske efterretningstjenester holdt skarpt øje med den slags, fordi islamistisk terrorisme også var (og er) et potentielt problem i de centralasiatiske og sydlige dele af Rusland. Og kort tid efter 11. september 2001 accepterede Putin, trods intern modstand i Kreml, at give USA mulighed for at bruge russiske flybaser i krigen mod al-Qaeda og Taleban i Afghanistan.

Som modydelse ønskede Rusland, at USA droppede sin planlagte, ensidige opsigelse af ABM-aftalen med Moskva fra 1972, der forbød udbygningen af missilforsvarssystemer. USA henviste til faren fra missiler fra Iran. En risiko, Moskva afviste som fjern og betragtede som et muligt dække over, at et amerikansk missilskjold reelt kunne rettes imod Rusland. Trods de russiske protester opsagde USA aftalen. Da Putin så spurgte, om Rusland ville blive inviteret som medlem af NATO, lød svaret fra NATO’s generalsekretær, George Robertson, at NATO-medlemskab ikke var noget, man blev inviteret til, men noget, man kunne søge om – og at atommagten Rusland altså kunne stille sig op i rækken af små og mellemstore ansøgerlande.

Det er her vigtigt at huske på, at den vestlige politisk-økonomiske påvirkning og indblanding i Rusland lige siden begyndelsen af 1990’erne havde været massiv.
_______

 

Den vestlige indblanding
Efter den USA-anførte koalitions invasion af Irak i 2003 – uden FN-mandat og trods bl.a. Ruslands protester – blev de tre baltiske lande, Rumænien og Bulgarien i 2004 optaget i NATO. Samme år blev den britiske efterretningstjeneste taget på fersk gerning i at drive elektronisk spionage i Moskva og give økonomisk støtte til russiske NGO’er, hvilket blev udnyttet af Putin til at stramme Ruslands lovgivning om NGO-aktivitet. Også den åbne og mere diskrete vestlige støtte til ’farverevolutionerne’ i Georgien og Ukraine i 2003 og 2004, som var vendt imod russisk indflydelse, øgede Kremls mistænksomhed over for Vestens hensigter og fik Putin til at stramme grebet om magten yderligere.

Det er her vigtigt at huske på, at den vestlige politisk-økonomiske påvirkning og indblanding i Rusland lige siden begyndelsen af 1990’erne havde været massiv. Det er i dag bredt erkendt og veldokumenteret (se fx Klein & Pomer (eds.) (2001), Cohen (2001), Reddaway & Glinski (2001), Freeland (2000), Stiglitz (2002), Klein (2007), Cohen (2011), Treisman (2011)), at vestlige rådgivere og institutioner, herunder IMF og USA’s finansministerium, spillede en afgørende rolle for, hvad der udviklede sig til en økonomisk katastrofe i Rusland i 1990’erne. Den amerikanske nobelprismodtager i økonomi Joseph Stiglitz har kaldt chokprivatiseringen af den russiske økonomi for ”markedsbolsjevisme”, fordi den var så brutal og krævede enorme menneskelige ofre, samtidig med at den forgyldte den nye klasse af oligarker, som i stor stil opkøbte stemmer ved valgene og reelt sikrede den magtbase, som først Jeltsin og siden Putin har nydt godt af. Oligarkerne var ved Jeltsins afgang blevet så magtfulde, at Putin fandt det nødvendigt at indskrænke deres råderum og styrke statsmagtens – og sit eget – greb om politik og økonomi i Rusland.

Allerede i 1992 vedtog USA’s kongres Freedom Support Act, som i de følgende ca. 15 år tillod skiftende amerikanske regeringer at kanalisere 2,2 mia. dollars til hundredvis af russiske organisationer, partier, medier, NGO’er og firmaer, som med masser af amerikanske eksperters bistand søgte at opbygge demokratiske civilsamfundsstrukturer, formulerede markedsøkonomisk lovgivning osv.

En af hovedaktørerne i hele denne indsats under præsident Bill Clinton i 1990’erne, Gordon Adams, kaldte det i en artikel i december 2016 retrospektivt for ”en af de største, mest aktive og indgribende ikke-militære interventioner nogensinde i en anden stormagts politiske forhold”. Adams erkender, at selvom de amerikanske hensigter var nok så gode, var de også naive, fordi de ikke respekterede russisk tradition og national stolthed og typisk blev betragtet som ydmygende amerikansk indtrængen og varetagelse af USA’s egne interesser. Med henvisning til, hvad der angiveligt var russisk indblanding i USA’s præsidentvalg 2016, konkluderer Adams, at sådan en indblanding – selvom den naturligvis er uacceptabel – set fra russisk side kan være et eksempel på at lade USA smage sin egen medicin. Det er i øvrigt almindeligt anerkendt, at USA og andre vestlige magter klart påvirkede det russiske præsidentvalg i 1996 til fordel for Jeltsin, som genopstillede imod bl.a. nationalisten og populisten Sjirinovskij.

Under alle omstændigheder drog millioner af almindelige russere allerede i 1990’erne den triste konklusion af Vestens indblanding i Rusland, at hvis det var sådan, demokrati og markedsøkonomi så ud, så betakkede de sig. Dén bitre erfaring har trukket lange og dystre skygger helt op til dagens aktuelle Rusland.

Den næste krise: Ukraine
Ukraine-/Krimkrisens mere kortsigtede baggrund går tilbage til april 2008, hvor man på NATO-topmødet i Bukarest – trods bl.a. den amerikanske Moskva-ambassadørs advarsler – vedtog, at Ukraine og Georgien ”vil blive medlemmer af NATO”. Robert Gates, USA’s daværende forsvarsminister, der tidligere var sovjet-/ruslandsanalytiker i CIA, har i sine erindringer (Duty, 2014) træffende kaldt dette for en ”særligt monumental provokation” af Rusland, bl.a. fordi den russiske nations rødder går tilbage til Kiev i det 9. århundrede. Opmuntret af NATO-vedtagelsen indledte Georgiens impulsive leder, Saakashvili, få måneder senere et, ifølge OSCE, uprovokeret militært indfald i det omstridte Sydossetien for at erobre provinshovedstaden. Dagen efter svarede de russiske styrker massivt igen imod Georgiens militære infrastruktur. Ifølge Robert Gates var der ikke tale om en pludselig, uprovokeret russisk aggression, men snarere om, at begge parter overreagerede. Og Gates konkluderer i øvrigt mere generelt, at NATO’s udvidelsesprojekt mod øst ”letsindigt [har] ignoreret, hvad russerne betragter som deres egne vitale nationale interesser”.

Moskva fulgte derfor godt med fra sidelinjen, da Ukraines præsident, Janukovitj, i efteråret 2013 forhandlede med EU om en omfattende associeringsaftale. I november afviste han udkastet som for ufordelagtigt og foreslog i stedet økonomiske trepartsforhandlinger mellem EU, Kiev og Ukraines store handelspartner Moskva. Det samme gjorde Putin i januar 2014. Men begge gange blev det blankt afvist af EU. Dette har flere vestlige diplomater senere erkendt som en klar fejl. Janukovitj accepterede derpå et favorabelt milliardtilbud fra Moskva, som mistænkte udvidelsen af EU’s interesseområde mod øst for at være en forløber for NATO-udvidelse, også fordi der i EU-aftaleudkastet med Ukraine var en udtrykkelig militær dimension. I øvrigt afholdt NATO netop i november 2013 i og omkring Østersøen sin største militærøvelse siden 2006. Øvelsen, som omfattede 6.000 soldater fra 20 NATO-lande og NATO-partnerlande, herunder Ukraine, skulle teste NATO’s hurtige reaktionsstyrke i tilfælde af en fjendtlig invasion af området omkring Østersøen. Russiske protester imod øvelsen nær Ruslands grænser talte om, at den fremkaldte minder om Den Kolde Krig og modvirkede opbygning af tillid mellem Vesten og Rusland.

Imens bidrog den enerådende og korrupte, men folkevalgte Janukovitjs fravalg af EU i vinteren 2013-14 til at udløse de folkelige protestdemonstrationer på Maidanpladsen i Kiev. I dem deltog personligt højtprofilerede vestlige aktører som bl.a. EU’s udenrigschef, Catherine Ashton, USA’s vicepræsident, Joe Biden, senator John McCain og USA’s ambassadør i Ukraine. Den bemærkelsesværdige vestlige indblanding var næppe tilfældig. Ifølge USA’s viceudenrigsminister Victoria Nuland havde USA siden 1991 investeret over fem mia. dollars for at hjælpe Ukraine til ”den fremtid, det fortjener”. En del af denne indsats kom fra den delvis regeringsstøttede amerikanske organisation National Endowment for Democracy (NED). I september 2013 skrev NED’s leder, Carl Gershman, i The Washington Post, at ”Ukraines valg om at slutte sig til Europa vil fremskynde nederlaget for den ideologi om russisk imperialisme, som Putin repræsenterer”. For at understrege sin pointe tilføjede Gershman: ”Også russerne står over for et valg, og Putin kan finde sig selv på tabersiden, ikke kun i sit nære udland, men også i Rusland selv”.

Bemærkelsesværdigt blev denne nye regering i Kiev, som reelt var kommet til magten via gadens parlament, omgående og uforbeholdent anerkendt af alle EU- og NATO-lande. Hermed var Moskvas ’røde linje’ overskredet.
_______

 

Det er næppe uforståeligt, hvis alt dette vakte mistænksomhed i Moskva. Med støtte fra højreradikaliserede og militante Maidan-demonstranter begyndte ledende ukrainske oppositionspolitikere samtidig at tale om, at en ny ukrainsk regering skulle afskaffe russisk som officielt parallelsprog og – nok mest alarmerende – opsige aftalen med Rusland om Sevastopol-flådebasen på Krim. En aftale, som ellers løber til 2040. Efter massenedskydningerne på Maidanpladsen sidst i februar accepterede EU omsider at sende repræsentanter til Kiev til tresidige politisk-økonomiske forhandlinger med Janukovitj og Rusland. Resultatet blev hurtigt en rimelig aftale om bl.a. fremskyndede valg og en forfatningsreform. Trepartsaftalen blev imidlertid blankt afvist af de militante aktivister på Maidan, som stormede og vandaliserede centrale regeringsbygninger. Janukovitjs personlige sikkerhed var truet, og han flygtede (Sakwa, 2015).

Oppositionen benyttede ’magt-tomrummet’ til forfatningsstridigt at afsætte præsidenten og udnævne en ny, klart antirussisk regering. Bemærkelsesværdigt blev denne nye regering i Kiev, som reelt var kommet til magten via gadens parlament, omgående og uforbeholdent anerkendt af alle EU- og NATO-lande. Hermed var Moskvas ’røde linje’ overskredet. EU- og NATO-landenes åbne støtte til den statskuplignende magtovertagelse i Ruslands store naboland (selv Ukraines nyvalgte præsident, Poroshenko, anerkendte i 2015, at der var tale om et kup) fremkaldte straks endnu et brud på international ret – den russiske selvtægtsannektering af Krim. Samtidig begyndte Rusland at give støtte til de oprørsgrupper i det russisk dominerede Østukraine, som nægtede at anerkende den nye (kup)regering i Kiev, og som blev søgt nedkæmpet militært af de nye magthavere. Vestlige forskere (bl.a. den amerikanske politologiprofessor Daniel Treisman), der har nærstuderet beslutningsprocesserne i Moskva om Krim-annekteringen i 2014, understreger beslutningens improviserede karakter og finder det på den baggrund usandsynligt, at den var/er led i en større strategisk plan for en russisk (mod)offensiv mod vest. Set fra Moskva var det den strategisk vigtige flådebase på Krim, der stod på spil og var den afgørende motivationsfaktor. Derfor må Krim vurderes som et særtilfælde. Et defensivt ’nok er nok’-skridt, om man vil.

Et alternativ til magtens sprog
Men en historisk perspektiveret forklaring på Moskvas internationale regelbrud er selvsagt ikke det samme som et forsvar for det. Og naturligvis kunne ikke blot Vesten, men også Putin og Kreml have handlet anderledes. Derfor var vestlige sanktioner imod Rusland uundgåelige og rimelige efter Krim – uanset det betydelige element af vestligt hykleri og belejlig ’selvforglemmelse’. Krisen bør under alle omstændigheder mane til kritisk selvrefleksion på begge sider.

Men den konventionelle visdom blandt toneangivende politikere og eksperter i Vesten, oftest forstærket via det mediale ekkorums lemmingeeffekt, er, at det eneste sprog, Putin forstår, er magtens sprog, og at han først stopper, når han møder overlegen modmagt. Opfattelsen synes at være, at dialog og forhandling med Kreml skam er ønskelig, men først kan komme i stand på ligeværdig basis, når Vesten har opnået en styrkeposition, dvs. efter en generel vestlig oprustning i NATO, især i Nordeuropa/Østersøregionen. Denne ’analyse’ af Rusland er tankevækkende nok på papiret identisk med den inddæmningsstrategi, førnævnte George Kennan formulerede for Den Kolde Krig for 71 år siden. Men da Kennan få år senere – allerede fra 1949-50 – med voksende bestyrtelse så, hvordan Truman-regeringen og alle dens efterfølgere (mis)brugte strategien til at legitimere, hvad Kennan anså for et militariseret antidiplomati over for Moskva, blev han en vedholdende kritiker. ’Forhandling fra en styrkeposition’-formlen blev under Den Kolde Krig i praksis et vedholdende argument imod forhandlinger overhovedet. Kennan vidste, at russerne sjovt nok tænkte på samme måde om Vesten, som vi om dem, når det gjaldt betydningen af magt: Vi forstår åbenbart (også) kun magtens sprog.

I 1992 gjorde Kennan status i New York Times: Tanken om, at Reagan-regeringen gennem sin militære oprustning havde tvunget Sovjetunionen i knæ og ’vundet’ Den Kolde Krig, var direkte latterlig, skrev han. Ingen vandt Den Kolde Krig, for hardlinerne i øst og vest havde ’fodret’ hinanden med overdrevne trusselsbilleder af modparten og en ekstremt kostbar overoprustning, der havde forlænget snarere end forkortet Den Kolde Krig. Under og efter Den Kolde Krig beklagede Kennan også ofte Vestens ringe kendskab til og interesse for russisk historie, kultur og mentalitet.

En konfliktløsningsorienteret tilgang til Rusland vil give plads for forståelse af Ruslands udenrigspolitik som ikke blot aktiv national interessevaretagelse, men også som reaktiv handling i forhold til Vestens udenrigspolitiske handlinger.
_______

 

Som den amerikanske politologiprofessor Stephen Walt mindede om i en nylig artikel i Foreign Policy, vil en øget militær oprustning i de europæiske NATO-lande i den nuværende situation måske nok have en psykologisk effekt i USA, men den vil ikke gøre NATO-Europa mere sikker. NATO-Europa har en befolkning, der er fire gange større end Ruslands. Et samlet BNP, der er 12 gange større end Ruslands, og militærbudgetter, der er mindst fem gange større end Ruslands (hertil skal USA’s militære styrke lægges). Moskva frygter reelt næppe et NATO-angreb, men pointen er, at Moskvas trusselstænkning er et spejlbillede af NATO’s: Man må se på modpartens militære kapaciteter, ikke kun på de sandsynlige hensigter, for de kan ændre sig overnight. Og en yderligere NATO-militær opbygning nær Ruslands grænser vil set fra Moskva kunne bruges til at intimidere og lægge politisk pres på Rusland. Set fra NATO skal et sådant pres netop bruges til at afskrække Putin fra at infiltrere særligt de baltiske lande. Men resultatet vil være en fortsat gensidig militær opbygning og øget mistillid og spænding mellem parterne – især fordi næsten hele sættet af omhyggeligt udarbejdede våbenkontrolaftaler og diplomatiske samarbejdsmekanismer mellem øst og vest fra de allersidste år af Den Kolde Krig enten er stillet i bero, nedfrosset eller overtrådt.

Hvad er alternativet? En konfliktløsningsorienteret tilgang til Rusland vil give plads for forståelse af Ruslands udenrigspolitik som ikke blot aktiv national interessevaretagelse, men også som reaktiv handling i forhold til Vestens udenrigspolitiske handlinger. Denne tilgang er naturligvis grundlæggende forskellig fra den nye islamofobisk-højrenationale form for ’ruslandsforståelse’ i Vesten, som bl.a. overser, at den russiske statsledelse med et stort muslimsk mindretal på 15 mio. mennesker inden for sine grænser ikke vil kunne indrulleres i et kristent korstog mod islam: Det er ingen tilfældighed, at Putin i 2015 personligt deltog i indvielsen af en ny kæmpemoské i Moskva, en af de største i Europa, og udtrykkeligt i den religiøse tolerances tegn.

Rusland må stole på, at NATO og Vesten ikke har aggressive planer om ’regimeforandring’ i Rusland, selvom kritikken af autoritære træk i russisk politik og samfund er velbegrundet. Og Vesten må omvendt erkende visdommen i diplomaten Henry Kissingers historisk velfunderede grundtanke – at en europæisk sikkerhedsordning og magtbalance aldrig vil blive stabil, medmindre alle væsentlige europæiske magter kan se sig selv i den og føler sig inkluderet. Rusland er naturligvis en sådan væsentlig magt. 80 pct. af de 140 mio. russere bor i den europæiske del af landet. Det er også afgørende at huske på, at Kreml i sin holdning til Vesten ikke er ”besat af had”, men tværtimod er ”grundlæggende pragmatisk” som påpeget af den uafhængige russiske analytiker Dimitri Trenin (Trenin, 2016).

Hvis præsident Trump trods alt kan være med til at sætte gang i en deeskalering af spændingsniveauet mellem USA/NATO og Rusland – herunder enighed om en garanteret neutral status for Ukraine, som foreslået af bl.a. Kissinger – vil det gavne USA’s og NATO’s sikkerhed. Et andet nødvendigt skridt vil være genoplivning og markant styrkelse af den stærkt nedprioriterede og underfinansierede al-europæiske sikkerhedsorganisation OSCE og de øvrige kanaler for systematisk politisk og militær dialog mellem NATO og Rusland. Det vil også være den bedste indirekte håndsrækning til mere liberale og demokratiske kræfter i Rusland. Dét er nemlig også en af de vigtigste historiske erfaringer fra Den Kolde Krigs lange afspændingsperiode, som vi kan lære af i dag: forandring gennem tilnærmelse (Bange & Villaume, 2017).

Poul Villaume (f. 1950) er dr.phil., professor i samtidshistorie ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet, og medlem af bestyrelsen i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO).

ILLUSTRATION: Vladimir Putin (foto: Grigoriy Sisoev/RIA-News)