30.03.2020

I en række lande ser epidemien ud til at tabe fart. Nye, skrappe restriktioner på Færøerne og i Frankrig. Og hvad indebærer den ”flokimmunitet”, Seruminstituttets faglige direktør talte om forleden, egentlig?

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Af Uffe Gardel

Lovens fulde kraft sættes i anvendelse mod karantænebrydere rundt om i Europa; i Frankrig kommer det nu til at koste 135 euro at overtræde udgangsforbuddet, og 200 euro i gentagelsestilfælde inden for to uger. Og der bliver bestemt mulighed for at nå at få gentagelsesbøden, for lørdag aften gik premierminister Philippe på tv og fortalte, at restriktionerne bliver forlænget til i hvert fald 15. april.

”Vores strategi er at bremse virussens fremrykning og øge vores plejetilbud. Vi gør status i slutning af næste uge og drager konsekvenserne heraf,” sagde han. Frankrig er et godt stykke inde i epidemien; smittetallet fordobles hvert sjette døgn, og over seks procent af de smittede er døde. Men søndag tog stigningen i antallet af nye smittetilfælde pludselig af og røg fra de sædvanlige 15-20 procent og ned på kun syv procent. Måske virker nedlukningen nu.

Et andet land, der heller ikke vil have mere pjat, er Færøerne, vores partner i Rigsfællesskabet: Lørdag strammede man karantænereglerne, sådan at folk, som har fået konstateret coronasmitte, skal blive i isolation i 14 dage, uanset om de er blevet symptomfri og synes, de er raske: ”Dette skyldes, at ny forskning viser, at der er mulighed for, at du kan smitte længere end 48 timer efter seneste symptomer. Hidtil har reglerne været, at smittede mennesker blev erklæret raske, efter at der var gået 48 timer uden symptomer,” skriver Landsstyret på sin corona-webside.

Oplysningen om smittetiden bakkes faktisk op af forskning, men jeg har ikke kunnet finde den på den – temmelig uoverskuelige – danske informationsside coronasmitte.dk. Her er der slet ingen oplysninger om karantæneregler – for den slags bruger vi ikke i Danmark.

 

Jeg nævnte, at Frankrigs epidemi måske er ved at bremse op. Det er Italiens også, omsider. Antallet af smittede bliver ved med at stige langsommere og langsommere, også i epicentret Lombardiet
_______

 

Opbremsning
Jeg nævnte, at Frankrigs epidemi måske er ved at bremse op. Det er Italiens også, omsider. Antallet af smittede bliver ved med at stige langsommere og langsommere, også i epicentret Lombardiet. Men tallene stiger stadig; søndag kom over 5.000 nye smittede til, og 700 patienter døde.

I Skandinavien er der også tegn på opbremsning; stærkere ordvalg tør jeg ikke benytte. Norge bremser op; det gælder især de norske indlæggelsestal. Lørdag blev alle glade, da antallet af indlagte faktisk faldt, men søndag steg det så igen. Alligevel: Trenden går svagt nedad. Og det gør den også i Sverige, uanset landets meget specielle epidemipolitik, hvor de fleste aktiviteter og forretninger får lov at holde åbent. Søndag steg både det kumulerede antal tilfælde og det kumulerede antal intensivpatienter med étcifrede tal, for første gang i en lille uge.

”Dagens opdatering viser fortsat samme situation som i går, med ganske konstant antal nye tilfælde de seneste dage, hvoraf omtrent halvdelen er fra Stockholm, siger statsepidemiolog Anders Tegnell i en skriftlig kommentar til medierne. ”Alt i alt en fortsat alvorlig situation, men udviklingen sker fortsat relativt langsomt.”

Det gør den faktisk også i Danmark: Det danske smittetal stiger støt og roligt med otte-ni procent pr. døgn, og antallet af hospitalsindlæggelser næsten lige så hurtigt – men dog klart langsommere end for nogle dage siden. Hvis det fortsætter sådan til efter påske, og epidemien derefter klinger ud for denne gang, så kommer vi herhjemme slet ikke i nærheden af hospitalssystemets kapacitetsgrænse for intensivbehandling.

Det sidstnævnte er dog et stort ”hvis”. Der er ingen, som ved, om epidemien faktisk standser, når det bliver sommer, sådan som en influenzaepidemi ville.

 

Det sidstnævnte er dog et stort ”hvis”. Der er ingen, som ved, om epidemien faktisk standser, når det bliver sommer, sådan som en influenzaepidemi ville
_______

 

Flokimmunitet
Jeg vil også skrive to ord mere om det interessante interview i Politiken op til weekenden med Kåre Mølbak, Statens Seruminstituts faglige direktør. Det fortjener grundigere behandling, og jeg vil også nævne et par reaktioner på det.

Mølbak siger reelt i interviewet, at smittesporing ikke nytter noget, når smitten er så udbredt, som den allerede er i Danmark. Derudover taler han om ”flokimmunitet” – et begreb, den britiske regering satte pris på, indtil en rapport forklarede, at en halv million mennesker ville dø, hvis man lod epidemien køre, til den standsede af sig selv gennem flokimmunitet, altså det fænomen, at tilstrækkeligt mange mennesker er blevet immune, og smitten derfor ikke længere kan finde nye værter.

Mølbak sagde faktisk noget i interviewet, der næsten lød som briterne – fra før de ændrede kurs. ”Målet med vores strategi er ikke nødvendigvis at stoppe smitten, men det er at opbygge en flokimmunitet på en kontrolleret måde, så sundhedsvæsnet ikke knækker,” sagde han. Og han advarede direkte mod konsekvent smitteopsporing og karantæne, fordi det faktisk vil virke for godt: ”Så skubber vi bare problemet foran os, fordi denne virus er noget, som populationen skal igennem før eller siden.”

Politikens journalister forklarede i interviewet at Mølbaks tankegang faktisk var, at vi skal have flokimmunitet; flokimmuniteten er et decideret mål: Hvis vi følger ”WHO’s anbefaling til punkt og prikke, opnår vi ifølge Kåre Mølbak ikke den samme flokimmunitet, hvor store dele af befolkningen bliver smittet under epidemiens første bølge og dermed bliver immune over for sygdommen. Og så risikerer vi, at næste bølge af epidemien til efteråret bliver så høj, at den skyller sundhedsvæsnet omkuld,” skriver avisen.

Det er et uhyre kontroversielt synspunkt, og jeg synes, det er mærkeligt, at der ikke har været politiske reaktioner på det.

For hvad er flokimmunitet, og hvor meget skal der til, for at det virker? Det afhænger naturligvis af, hvor nemt en infektion breder sig, og coronavirus smitter så nemt, at det vil være nødvendigt, at 60 procent af befolkningen har immunitet, mener eksperter.

Nu er der faktisk ingen, som ved, hvor længe en immunitet vil vare, og hvor bred den vil være – om den vil dække alle varianter og mutationer eller kun den ene, man er blevet smittet med. Men lad os se bort fra det og se på de 60 procent. Hvad kræver det?

Lad os tage Italien som udgangspunkt. Landet vil mandag passere 11.000 døde og er formentlig på toppen af en symmetrisk og klokkeformet epidemikurve, så på vejen ned vil andre 11.000 miste livet. Det giver i alt 22.000 døde, når epidemien på et tidspunkt er klinget ud.

 

Så vi taler altså om højst 7,3 millioner ud af en befolkning på 60,5 millioner mennesker. Det er 12 procent. Italien har været igennem helvede – og man har kun tilbagelagt en femtedel af vejen mod den flokimmunitet, Kåre Mølbak taler om
_______

 

Hvor mange smittede svarer de 22.000 døde til? I bedste fald kan vi antage, at IFR – dødsraten for smittede eller Infection Fatality Rate – er 0,3 procent; det er Sundhedsstyrelsens underkantsskøn. I så fald har 7,3 millioner italienere været smittet; 0,3 procent af 7,3 millioner giver 22.000 døde. Bruger man det høje skøn, én procent, vil der kun være 2,2 millioner smittede.

Så vi taler altså om højst 7,3 millioner ud af en befolkning på 60,5 millioner mennesker. Det er 12 procent. Italien har været igennem helvede – og man har kun tilbagelagt en femtedel af vejen mod den flokimmunitet, Kåre Mølbak taler om.

Mølbak har faktisk fået opbakning af et par danske fremtrædende forskere, nemlig Søren Riis Paludan, professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, som siger, at ”nogle ældre vil blive ramt, men det er der jo realistisk set stor sandsynlighed for, at de vil blive alligevel. Det er måske et spørgsmål om, hvorvidt man trækker pinen ud over længere tid.” Og Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, siger, at ”[h]vis vi ikke får flokimmunitet, bliver det her, som vi ser nu, i større eller mindre grad et tilbagevendende fænomen, indtil vi er nået op på 60 procent.”

Et par danske forskere i udlandet er til gengæld bestyrtede over tankegangen.

”Prisen for det i form af sygdom og død er simpelthen for høj […] Derfor er det et risikabelt og fortænkt eksperiment med hele befolkningens liv og helbred,” siger Astrid Iversen, der er professor i virologi og immunologi ved Oxford University, og Kristian G. Andersen, professor ved Scripps Research i Californien, siger – ikke som en kommentar til Mølbak, men til den generelle danske politik:

”Danmark er ikke så dårlige til det her, og det skal nok lykkes at inddæmme smitten til en vis grad. Men man har begået en stor fejl ved at stoppe med at smitteopspore, isolere og putte i karantæne, så snart coronavirussen også begyndte at smitte inden for landets grænser. Det kommer til at koste en hulens masse dødsfald. I mine øjne så er det at holde op med at teste det samme som at give op.” ■

 

”Danmark er ikke så dårlige til det her, og det skal nok lykkes at inddæmme smitten til en vis grad. Men man har begået en stor fejl ved at stoppe med at smitteopspore, isolere og putte i karantæne”
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 26. april: USA’s våbenpakke skaber nyt håb i Ukraine, men vil det vende krigslykken?

Benedikte Kiær: Store, forkromede sundhedsreformer er den forkerte behandling af tidens udfordringer i sundhedsvæsenet

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik