14.07.2023

Ukraine kunne forlade Vilnius med flere våben – og en håndsrækning fra G7. Men topmødeerklæringen fra NATO-topmødet afslører, at landene i alliancen har stadig sværere ved at blive enige. Det bør vække bekymring alle steder – ikke kun i Kyiv.

Af Uffe Gardel

De to topmøder i NATO og G7 kan sammenfattes i tre dele: Først et NATO-topmøde med en temmelig indholdstom sluterklæring. Derefter en del tilsagn om nye våbenleverancer fra forskellige lande. Og til slut en G7-erklæring om fremtidige sikkerhedsgarantier.

Samlet set er ukrainerne glade; det hævder de i hvert fald. Selv om præsident Zelenskyj lige før topmødet skrev rasende tweets om, at det ville være absurd ikke at tilbyde hans land medlemskab, så sluttede han med at konkludere, at han vendte hjem med ”et godt resultat for vores land” – godt fordi Ukraine nu, ifølge Zelenskyj, ikke bare har fået flere våben, men også ”konkrete sikkerhedsgarantier” af G7. Hvilket han faktisk ikke har.

Der står heller ikke noget i topmødeerklæringen om, hvad der vil ske, hvis Rusland nu ikke vil slutte en ’retfærdig og varig’ fred. Betyder det så, at Ukraine ikke kan optages? I så fald har man gentaget fejlen fra NATO-topmødet i 2008 og givet Rusland en reel vetoret: Så længe Rusland holder gang i krigen, eller i hvert fald ikke slutter fred, kan Ukraine ikke blive medlem af NATO
_______

Hvad Ukraine ikke fik: En tidsplan

Først NATO-mødet og dets erklæring. En umiddelbar læsning af sluterklæringen er deprimerende fra en ukrainsk synsvinkel. Ukraine vidste godt på forhånd, at landet ikke ville blive tilbudt medlemskab af forsvarsalliancen, så længe det er i krig med Rusland. Men man havde virkelig håbet at få en tidsplan, eller i hvert fald nogle indikationer af, hvornår og hvordan man kan blive medlem. Det fik man ikke. Man opretter et NATO-Ukraine-Råd og siger en masse pæne ting om Ukraine – man konstaterer også, at målet er ”en retfærdig og varig fred” med fuldstændig russisk tilbagetrækning. Men intet konkret om NATO-medlemskab.

På papiret er Ukraine faktisk formelt rykket tættere på NATO, fordi topmødet besluttede at fritage landet for at gennemføre en såkaldt Membership Action Plan med detaljerede krav til politiske, økonomiske og militære reformer. I praksis har det dog ingen betydning. Det fremgår nemlig klart – ikke mindst af amerikanske udtalelser efter topmødet – at Ukraine ikke bliver medlem, så længe krigen er i gang; Bidens sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan sagde ligeud, at det ville betyde, at USA kom i krig med Rusland. I praksis er det derfor svært at se, at Ukraine er kommet nærmere et medlemskab.

”Vi vil være i stand til at give Ukraine en invitation til at tilslutte sig alliancen (NATO, UG), når de allierede er enige og betingelser opfyldt,” står der. Der er jo i bedste fald helt indholdstomt. I værste fald står der indirekte at de allierede – altså de nuværende medlemmer af NATO – ikke er enige endnu.

Der står også en enkelt sætning om, at Ukraine skal gennemføre demokratiske reformer for at kunne blive medlem. Men der står ikke hvilke reformer. Der står heller ikke, om det er reformer, der kan gennemføres under krigen, hvor der for eksempel ikke – i henhold til Ukraines forfatning – kan afholdes valg.

Der står intet om hvor lang tid, der skal gå efter en fredsslutning, før Ukraine kan optages. Efter topmødet blev præsident Biden spurgt om netop dette. Synligt irriteret svarede han tilbage: ”En time og tyve minutter”. Men det står der altså intet om i topmødeerklæringen. Der står heller ikke noget i topmødeerklæringen om, hvad der vil ske, hvis Rusland nu ikke vil slutte en ’retfærdig og varig’ fred. Betyder det så, at Ukraine ikke kan optages? I så fald har man gentaget fejlen fra NATO-topmødet i 2008 og givet Rusland en reel vetoret: Så længe Rusland holder gang i krigen, eller i hvert fald ikke slutter fred, kan Ukraine ikke blive medlem af NATO.

Den amerikanske historiker og professor i strategiske studier Phillips O’Brien sammenfattede på Twitter det samlede forløb med de to dages topmøder i Vilnius – i NATO og i G7 – som ”meget succesfuldt for Ukraine og fremtiden, bare skæmmet af en meget dårlig topmødeerklæring [fra NATO].” Det er svært at være uenig med O’Brien i, at dette er en meget dårlig topmødeerklæring, men vi ved ikke, hvorfor den blev så dårlig – altså hvilke lande det var, der satte sig imod mere konkrete løfter til Ukraine. Efter topmødet gentog Ungarns premierminister, Viktor Orbán, sit velkendte synspunkt, at man skal bruge kræfterne på at slutte fred i stedet for at levere våben – udtalelser som er et ekko af det yderste højre og det yderste venstre i resten af Europa.

Vi ved ikke, hvorfor sluterklæringen blev så dårlig – altså, hvilke lande det var, der satte sig imod mere konkrete løfter til Ukraine.
_______

USA stiller stråmænd op

Der er således to alarmerende ting i den amerikanske afvisning af ukrainsk NATO-medlemskab her og nu.

Den første er, at Ukraine i forvejen selv har opgivet kravet; flere gange har ukrainerne sagt, at man godt er klar over, at man ikke bliver optaget under krigen. Det, man bad om, var bare en tidsplan – eller konkrete skridt i retning af medlemskab. Når den amerikanske administration forklarer, at man ikke kan optage Ukraine, mens landet er i krig, så er der tale om en ren stråmand; man argumenterer mod noget, ingen har hævdet eller krævet.

Det andet alarmerende er, at ingen har defineret, hvad der så skal til for at optage Ukraine. Er det nok med en våbenhvile? Eller skal der en egentlig fredsslutning til; den ”retfærdige og varige fred”, topmødeerklæringen taler om? Og hvad så, hvis Rusland ikke vil indgå sådan en fred – er Ukraine så permanent afskåret fra medlemskab? Som nævnt ovenfor har man i givet fald givet Rusland permanent vetoret – og  mere end det: Man har givet Rusland en god grund til at holde konflikten kørende i det uendelige.

De amerikanske stråmænd betyder, at man er sluppet for at diskutere alternative arrangementer.

For det er at begynde i den yderste, men teoretiske ende, er der intet, der forhindrer NATO-landene i at optage Ukraine, men med en klausul om at artikel 5 – om det kollektive forsvar – ikke vil blive anvendt på den igangværende krig. Eller ikke vil gælde bestemte områder af Ukraine, for eksempel de områder, Rusland har erklæret for indlemmet (Krim, Donbas, Saporisjsja og Kherson – kun Krim er helt under russisk kontrol). I praksis er den vej dog lukket, fordi man ikke vil skabe nogen uklarhed om NATO’s forpligtelse til at forsvare NATO-territorium ­– man vil ikke have A- og B-områder af alliancen.

Men så kunne man gøre andre ting, der formelt kunne indlemme Ukraine i dele af NATO’s militære og civile struktur. I stedet har man altså valgt at oprette et NATO-Ukraine-råd.

Hvis man bedømmer de to topmødedage alene på NATO’s sluterklæring, så er man faktisk ikke kommet videre end i 2008. På topmødet dengang besluttede man nemlig, at Ukraine kunne blive medlem af NATO, men uden at tage noget som helst konkret skridt – en beslutning som førte direkte til Ruslands indlemmelse af Krim og den falske borgerkrig i Donbas i 2014 – og i 2022 til den store invasion.

Hvis man bedømmer de to topmødedage alene på NATO’s sluterklæring, så er man faktisk ikke kommet videre end i 2008
_______

Hvad Ukraine fik: Våben og G7-garantier

Det, som retter op på NATO-topmødet for Ukraine, er dels de nye våbendonationer, og dels G7-topmødets tilsagn om sikkerhed.

Flere lande benyttede nemlig lejligheden til at give Ukraine nye våben; Der kommer langtrækkende missiler fra Frankrig, og kampvogne og ammunition fra Storbritannien og Tyskland og droner fra Norge.

Og så vedtog G7 en række sikkerhedsgarantier. Der er dog ikke her tale om sikkerhedsgarantier i traditionel forstand, som den der ligger i NATO’s Atlantpagt, eller i historiske sikkerhedsgarantier som den, der udløste en britisk og fransk krigserklæring mod Tyskland, da Tyskland i september 1939 angreb Polen. Desuden er der i alle tilfælde tale om ting, der skal aftales endelig bilateralt mellem Ukraine og G7-medlemmerne. G7-erklæringen er dermed en slags rammeaftale, der først senere skal fyldes med indhold.

G7 lover dog at fortsætte med at levere militærudstyr, ligesom man lover at hjælpe med at udvikle Ukraines egen forsvarsindustri. Man lover militær træning, deling af efterretninger og hjælp med cyberforsvar og hjælp med genopbygning og energiforsyning.

Og ligesom NATO-sluterklæringen siger G7’s erklæring også en mængde smukke og rigtige ting: at Rusland har eneansvaret for krigen, at Rusland skal betale erstatning for krigsskader og at krigsforbrydere skal stilles for retten.

En ordning som Israels?

Efter den deprimerende NATO-sluterklæring synes alle at ånde lettet op efter våbentilsagnene, G7-erklæringen og de mange udtalelser på sidelinjen af topmødet om, at Ukraines plads er i Vesten og NATO – og at Ukraines sikkerhed er afgørende for det euro-atlantiske områdes sikkerhed.

Det tegner dog mere og mere til, at den sikkerhedsordning man på langt sigt kan tilbyde Ukraine, er den samme som Israels: Løbende leverancer af våben og efterretninger, så landet hele tiden er i stand til at forsvare sig mod angreb fra naboer, der ikke vil slutte fred, men ønsker landet udslettet.

Det kan sikkert godt komme til at fungere. Man skal bare huske, at i et Israel-arrangement er der ikke nogen naturlig rolle for NATO. Hvilket selvfølgelig trækker i retning af mindre indflydelse for små lande – det bliver stormagterne, som bilateralt kommer til at holde Ukraine i live, og dermed bestemmer vilkårene for hjælpen.

Og det er der reelt én eneste grund til: NATO-landene kan ikke indbyrdes blive enige om andet.

”NATO” er ingen selvstændig magtfaktor; der findes ingen NATO-regering og ingen NATO-hær, kun medlemslande med hver deres forsvar. Og de har stadigt sværere ved at blive enige. Der er urolige tider i vente. ■

De har stadigt sværere ved at blive enige. Der er urolige tider i vente
_______

ILLUSTRATION: [Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Bode & Trabucco om kunstig intelligens i krig: Fjernelsen af menneskelig dømmekraft vil have alvorlige konsekvenser

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Verden set fra Washington versus København

Kasper Junge Wester: Hvornår erkender vores politikere, at USA ikke er – eller vil være – vores allierede?

Jesper Olsen: Karaktermordet på internationale konventioner er uklogt for et lille land, der er afhængigt af den internationale retsorden

Lars Struwe: Hvis Europa ikke styrker afskrækkelsen nu, kan udfordringerne snart blive langt dyrere – og langt farligere

Peter Lautrup-Larsen: Troels Lund får nøglerne – men ikke nødvendigvis magten