16.04.2011

Med en kometkarriere er George Osborne gået fra at være en håbefuld journalistspire til Storbritanniens finansminister. Uprøvet og uden rigtig erfaring er hans opgave nu at redde Englands økonomi fra afgrunden. Vælgerne er dog stadig lunkne overfor ham, og det kniber med at blive mere kendt i den bredde offentlighed.

Portræt af Kristian Bøg, RÆSONs Englandsredaktør

The Economist foretog for to uger siden en meningsmåling af, hvem der skulle være premierminister, hvis den nuværende premierminister Cameron blev ramt af en bus. Nick Clegg, som i flere måneder har været prygelknabe for utilfredse studerende, der demonstrerer mod højere brugerbetaling på universiteterne, er i de adspurgtes øjne en langt bedre kandidat til premierministerposten end finansministeren George Osborne. I offentlighedens øjne er Osborne en mystisk figur, der kun stikker hovedet frem, når der skal skæres dybt i de offentlige budgetter.

Sin ukendthed til trods Osborne er manden, der skal genoprette Englands økonomi. På blot 10 år er han gået fra en ukendt historiestuderende med drømme om en karriere som journalist til finansminister i en krisetid.

Men som finansminister har Osborne overrasket sine embedsmænd. De forventede en nybegynder, der var våd bag ørerne, men fik i stedet en mand, der har en plan og ikke er bange for at føre den ud i livet.

Hans indflydelse er endda gået langt udover embedet i finansministeriet – Osborne står også for en god del af den politiske tænkning i regeringen. Han dominerer ofte regeringens strategimøder, og Cameron giver ham ligeså ofte lov til at lede dem. Det har betydet, at den før ukendte og uprøvede minister langsomt er ved at få opbygget et følge i sit partis bagland – de såkaldte Osbornites.

Onde tunger i baglandet hvisker, at hvis Osborne havde ledet valgkampen sidste år, ville De Konservative ikke have siddet i koalition med De Liberale.

Politisk karakteriseres Osborne som socialkonservativ: en konservativ, der tror på, at regeringen har en rolle i at opfordre til og kæmpe for de traditionelle værdier i samfundet.

Økonomisk er han mere liberal. Under hans styre er bankerne ikke blevet straffet hårdt, og han ser den finansielle krise som en mulighed, ikke kun for at skære i budgettet, men også for at reformere hele det engelske skattesystem.

Hvem er Osborne?
Måske er det heldigt for Osborne, at han ikke er så kendt i befolkningen. De Konservative har længe døjet med et omdømme som The Nasty Party [det væmmelige parti, red.]. Premierminister David Cameron forsøgte meget ihærdigt at ændre dette image, da han overtog lederposten i De Konservative, men har kun haft delvis succes.

Kritikken er haglet ned over den nuværende regering for primært at bestå af politikere, der som premierministeren selv, er en del af den engelske adel eller den økonomiske elite. Det er et image, Osborne ikke kan flygte fra: Han er den førstefødte søn af Sir Peter Osborne, den 17. baron af Ballintaylor og Ballylemon.

På Oxford-universitet blev han medlem af den eksklusive Bullingdon klub, der er bedst kendt for sine medlemmers høje sociale status og destruktive drukfester involverende smoking og livstruende mængder af dyr rødvin.

Ligeledes var hans politiske kometkarriere ikke uden sine nedture. I 2008 blev Osborne anklaget af sin gamle skole- og universitetskammerat Nathaniel Rothschild for at have bedt om en donation på 500.000 kroner fra den russiske aluminiumsmagnat Oleg Deripaska. En sådan donation ville være i strid med loven om politiske donationer fra udenlandske borgere. Deripaska som er god for ca. $10.7 milliarder havde i sommeren 2008 inviteret Osborne, Rothschild, og Labour’s Lord Peter Mandelson ombord på sin yacht, hvor begivenheden skulle have fundet sted.

De Liberale krævede øjeblikkeligt sagen undersøgt, men valgkommissionen, som tager sig af den slags sager, afviste den på baggrund af manglende beviser.

Et år senere var Osborne igen i De Liberales søgelys, da det kom frem, at han havde registreret sine to hjem forkert og dermed betalte for lidt i skat.

De Liberale var hurtigt ude med riven og udregnede, at han skyldte staten 600.000 kroner. Osborne havde tidligere betalt lidt over 10.000 kroner tilbage for overbetalinger til sin husleje og chauffør.

Efter klager fra Labour aktivister kom det yderligere frem, at han havde anskaffet sig to dvd’er med sine egne taler til en værdi af ca. 500 kroner på skatteydernes regning. Parlamentets standardkommission bedømte, at Osborne havde brudt reglerne, men at der var tale om bagateller. Han var blevet fejlinformeret af parlamentets udgiftkontor, hed det sig.

Måske skal forklaringen på Osbornes manglende kendskab i offentligheden findes i regeringens opbygning. Koalitionsregeringen har skubbet alle ministre i baggrunden, og Cameron og hans højre hånd vicepremierminister Nick Clegg fra De Liberale er regeringens ansigt udad til. Osborne har også til forskel fra Gordon Brown ikke nogen konflikt med sin premierminister, eller interesse i at overtage lederposten.

Hvorvidt Osborne vil forblive skjult for offentligheden afhænger dog af, om hans økonomiske politik kan få England ud af krisen. Ellers kan det i fremtiden meget vel blive dukker af ham, der brændes i protest, og ikke Nick Clegg.

Kristian Bøg (f.1985) er RÆSONs Englandsredaktør. Han er kandidatstuderende i Engelsk med tilvalg i Latinamerikanske studier ved Københavns Universitet.