21.01.2011

Hvis politikerne mener, at de kan undgå svære valg om fremtidens velfærd alene ved at sikre vækst i det private, tager de fejl, lyder det fra en af landets mest anerkendte økonomer: ”En vækstdagsorden i forhold til at sikre velfærdssamfundet er reelt en afsporing af debatten. Velfærden er et fordelingsspørgsmål og løses ikke uden at tage hånd om vanskelige prioriteringsspørgsmål.”

Af Kenneth Praefke, RÆSONs økonomiske redaktør

På dagen, hvor regeringens vækstforum afholder sit næstsidste møde og begynder udformningen af de endelige anbefalinger, der skal sikre Danmarks vækst, kommer den tidligere overvismand Torben M. Andersen med en advarsel. Når politikerne på begge sider af gangen taler tryllebundet om vækst, må de ikke tro, at det er løsningen på alle Danmarks økonomiske udfordringer. Slet ikke, når det gælder holdbarheden af den offentlige økonomi. Vækstdiskussionen er relevant. Men den drejer sig om at sikre materiel velstand og ikke om at forbedre statens bundlinje, siger Torben M. Andersen, der er økonomiprofessor på Århus Universitet.

Lønstigningerne spreder sig til den offentlige sektor
Grundlæggende kan væksten være drevet af to maskiner. Enten en øget produktivitet (at vi arbejder mere effektivt) eller ved en øget beskæftigelse, dvs. længere arbejdstid eller flere i arbejde. Og svaret på spørgsmålet om, hvorvidt man kan vækste sig til mere velfærd afhænger netop af, hvordan væksten er skabt:
     ”Svaret afhænger af, hvad man mener med ’mere vækst’. Hvis man mener større arbejdsudbud, som også vil give større produktion og dermed vækst, så længe arbejdsudbuddet øges, vil de offentlige finanser også bliver forbedret,” siger Torben M. Andersen. Anderledes stiller det sig med væksten, der skabes ved produktivitetsforbedringer i den private sektor.
     ”Sådanne stigninger [i produktiviteten] vil med tiden slå igennem i lønningerne – empiri viser klart, at lønninger følger produktivitetsudviklingen. Stigende lønninger vil give stigende indkomster og dermed skatteindtægter. Det er den del, de fleste tænker på, når de argumenterer for at mere vækst løser velfærdssamfundets finansieringsproblemer,” forklarer den tidligere overvismand. ”Men udgiftsstigningen [i den offentlige sektor] påvirkes også, og under rimelige antagelser præcist lige så meget.”
     Hvorfor? Forklaringen er denne: Det offentlige har forenklet sagt to typer af udgifter – lønninger til offentligt ansatte og forskellige typer af overførselsindkomster. På sigt vil de offentlige lønninger følge de private lønninger, så øgede private lønstigninger – som følge af stigende produktivitet – leder til stigende offentlige lønudgifter. Og hvis kravene til offentlige service er uændrede – det vil sige samme antal ansatte – vil denne udgift stige proportionalt med produktivitetsstigningerne. Hvis modtagere af overførselsindkomster skal have del i velstandsstigningen på lige fod med alle andre – og det sikrer satsreguleringsloven – så vil disse også stige i takt med lønningerne. Og dermed er hele gevinsten fra de øgede skatteindtægter, som højere løn i det private giver, soldet op til lønninger og overførselsindkomster i det offentlige.
     ”Med andre ord; stigende produktivitet vil øge den materielle velstand i samfundet men ikke løse det grundlæggende finansieringsproblem – både indtægter og udgifter vokser lige meget,” konstaterer Torben M. Andersen.

Paradoks: Produktivitetsstigninger belaster den offentlige økonomi
Torben M. Andersens påstand bekræftes af analyser lavet af Velfærdskommissionen, som han i øvrigt selv var formand for, ligesom Det Økonomiske Råd (vismændene) senest i foråret 2010 har analyseret holdbarheden i den offentlige økonomi. Det Økonomiske Råd fandt ligefrem at øget produktivitetsvækst forværrer holdbarheden lidt, da ikke alle skatteindtægter øges i takt med produktiviteten – f.eks. beskatningen af pensionsmidler – og dermed bliver udfordringen for den offentlige økonomi reelt større.
     ”At skabe mere vækst er ikke nogen enkel sag – slet ikke varig vækst. En midlertidig stigning i væksten kan skabes ved at øge arbejdsudbuddet – og en afskaffelse af efterlønnen vil have den effekt. Men varig vækst skabes af produktivitetsstigninger, og disse er meget svære at påvirke. Der er ikke nogen enkel opskrift på dette. Mange forhold spiller ind – uddannelse, forskning, udvikling og de virker først efter en rum tid,” siger Andersen.
     ”Arbejdsmarkedsreformer er vigtige for velfærdssamfundets finansiering – med mindre man vil ty til skattestigninger eller besparelser. Det gør ikke en ’vækstdagsorden’ irrelevant – den vedrører bare et andet problem, nemlig udvikling i materiel levestandard.”
     Ifølge Andersen er både S-SF’s forslag om at øge arbejdstiden og regeringens forslag om at afskaffe efterlønnen skridt i den rigtige retning, da de begge sigter mod at ”redde finansieringen ved at øge beskæftigelsen”. Han observerer at de to forslag ”i udgangspunktet ikke er så forskellige i tænkemåden, som det tit hævdes i debatten.”