21.04.2011

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) bevarede kontrollen over situationen i Spørgetid i Deadline 17 i torsdags, hvor han blev konfronteret med PISA-undersøgelsernes udskældte metode og resultater. Ved hjælp af tre såkaldte forskydninger sørgede han for at dreje sine svar, således at han kun forholdt sig ganske overfladisk til kritikken. I “Udenomssnak: Sådan gør politikerne” afslører vi her de tre tricks og anviser journalisten tre modtricks.

Af Heidi Jønch-Clausen

Op til interviewet i Deadline 17 torsdag den 14. april kaldte to statistikprofessorer uafhængigt af hinanden PISA-undersøgelsernes metoder henholdsvis ”gætteri” og ”hul i hovedet”. PISA-konsortiets formand Niels Egelund forsvarede metoderne, men udtrykte “overraskelse” og “forfærdelse” over resultaterne – særligt i forhold til de tosprogede elever, hvis udvikling tilsyneladende har stået i stampe de senere år. Herudover skulle ministeren forholde sig til tre kritiske spørgsmål om uddannelse fra seere.

Ministeren mestrede tydeligvis kunsten at snakke udenom og på en så spidsfindig måde, at det utvivlsomt må have været svært for den ellers dygtige vært Anja Bo at gennemskue taktikken bag.

Forskydninger
Ministerens udenomssnak kan koges ned til en helt grundlæggende manøvre, som jeg i samarbejde med Christina Pontoppidan og Jonas Gabrielsen har kaldt en forskydning i artiklen ”Forskydninger: Mellem svar og ikke-svar. En retorisk analyse af Lars Løkke Rasmussens svar på tirsdagspressemøderne” (udkommer i næste nummer af Journalistica).

En forskydning er en form for svar, hvori kilden drejer sit svar på journalistens spørgsmål til egen fordel. Et svar, der rummer en forskydning, er karakteriseret ved at holde sig inden for spørgsmålets emne, men anlægge et andet perspektiv på sagen. Forskydningen kan dermed siges at udgøre en hybrid mellem et svar og et ikke-svar, idet kilden kun tilsyneladende svarer.

Vi har identificeret tre typer af forskydninger: Tidsforskydning, aktørforskydning og niveauforskydning. I tidsforskydningen ændrer interviewpersonen spørgsmålets præmis for, hvornår sagen foregår, i aktørforskydningen for, hvem der har ansvaret for sagen, og i niveauforskydningen for, hvad sagen handler om. Troels Lund Poulsen benyttede sig i interviewet i Deadline af alle tre mekanismer.

Tidsforskydning: ”Vi har afsat flere penge fra 2014”
På værtens kritiske spørgsmål om, hvordan han, i lyset af de nedslående PISA-resultater, vil leve op til regeringens høje krav om, at danske børn fagligt skal være i Top 5 i 2020, henviser han fx til, at der fra 2014-2020 vil blive afsat fire milliarder kroner ekstra om året til området. Troels Lund Poulsen forskyder altså sin vinkel på problematikken fra problematisk nutid til en lysere fremtid.

At han har valgt denne tidsforskydning som retorisk hovedstrategi i PISA- sagen bekræftes af den pressemeddelelse, som Undervisningsministeriet sendte ud som reaktion på undersøgelsens resultater. På helt kortfattet vis beklager ministeren resultaterne, hvorefter han skifter fokus ved at omtale de to kommende udspil, der skal komme problemerne til livs.

Aktørforskydning: ”Det er en faglig diskussion, jeg ikke vil blande mig i”
Dagbladet Information har afsløret, at den metode, PISA-undersøgelsen bygger på, er så fjern fra de elever, det hele drejer sig om, at de, ifølge to statistikprofessorer, reelt kan karakteriseres som gætteri.

På værtens spørgsmål til disse metodiske problemer benytter Troels Lund Poulsen den såkaldte aktørforskydning. Han henviser først og fremmest til Niels Egelund, der (som formand for Pisa-konsortiet) har sagt god for metoden.

På journalistens insisterende kritiske spørgsmål til sagen henviser Troels Lund Poulsen til det arbejde, eksperter er i gang med. Med formuleringer som ”Det har jeg ikke fagligt belæg for at udtale mig om…”, ”Nu har jeg bedt om at få det belyst, og så må vi se…” og ”Det er en faglig diskussion, som jeg ikke vil blande mig i…”, sender ministeren bolden videre til andre – og undgår dermed at forholde sig direkte til problemet.

Niveauforskydning: ”Man må lige gå op i helikopteren og se, hvilket flot samfund vi faktisk har”
Da en seer vil vide, hvordan regeringen har tænkt sig at få flere gennem SU-systemet samtidig med, at det såkaldte ”fjumreår” skal spares væk, går ministeren – efter et kort ræsonnement om, at fjumreåret ikke burde være nødvendigt – over til at tale om det ”generøse” og ”lukrative” danske uddannelsessystem på et helt generelt niveau – indledt med sætningen ”Man må lige gå op i helikopteren og se, hvilket flot samfund vi faktisk har…”.

Ved at løfte sit svar op i helikopterperspektiv giver han sig selv mulighed for at fremhæve alle regeringens positive tiltag – bl.a. målsætningen om at 95 procent af alle unge skal have en ungdomsuddannelse og 50 procent en videregående uddannelse. Oplysninger og visioner, som ministeren selvfølgelig gerne vil udbrede, men som reelt intet har med spørgsmålet at gøre. Denne måde at forskyde niveauet i en interview- eller debatsituation er et hyppigt brugt politisk trick til at undgå at tale om dårlige sager.

Modtricks: Sådan kunne journalisten have fået svar
Anja Bo er en god interviewer, men opgaven var åbenlyst svær, fordi Troels Lund Poulsen viste store evner udi kunsten at forskyde. En måde hun muligvis kunne have afværget nogle af disse undvigelsesmanøvrer, kunne være at insistere mere eksplicit på at fastholde spørgsmålets tids-, aktør- eller niveauperspektiv. Mere konkret kunne det bestå i at afbryde ministeren, så snart han begynder at forskyde præmissen for spørgsmålet.

I forhold til tidsforskydningen kunne hun fx have sagt, at hun ikke, som han, ønsker at spole tiden frem, men finder det mere relevant at diskutere resultaterne i et nutidigt perspektiv, da det netop er det, kritikken går på.

Til afværgelse af hans aktørforskydning i svaret til metoden bag PISA-undersøgelsen kunne hun signalere accept af, at han vil vente på eksperternes redegørelse, men samtidig insistere på, at det interessante for hende og seerne lige nu er hans umiddelbare holdning som den øverst ansvarlige.

Niveauforskydningen kunne hun med fordel have forsøgt at undgå ved at anholde hans perspektiv med en formulering som ”ja, disse visioner kan man orientere sig om på jeres hjemmeside. Lige nu vil jeg dog hellere tale om denne konkrete sag…”

På den måde at gå op på et metaplan, når man forsøger at aftvinge en politiker svar på et spørgsmål, medfører ikke nødvendigvis et fyldestgørende svar. Men det har den positive effekt, at det udstiller over for seerne, hvad det er for aspekter, han taler udenom.

Foto: Stillbillede fra Spørgetid i Deadline 17 på DR2 14/4. Vært Anja Bo og undervisningsminister Troels Lund Poulsen (DR).

Heidi Jønch-Clausen (f.1976) er cand.mag i retorik og ph.d.-stipendiat ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Hun forsker i nyhedsmediernes fremstilling af politikere og beskæftiger sig herudover med mediesprog, politisk retorik og spin.

UDENOMSSNAK: SÅDAN GØR POLITIKERNE. Hver torsdag udpeger RÆSON sammen med landets førende eksperter i udenomssnak en politiker, der taler udenom, afslører politikerens trick og anviser journalisten et modtrick. Ekspertpanelet består af Christian Kock (retorikprofessor og forfatter til “De svarer ikke: Fordummende uskikke i den politiske debat”), Jonas Gabrielsen (lektor i retorik med speciale i spin og forskydningsstrategier), Heidi Jønch-Clausen (ph.d. stipendiat i journalistik med speciale i politisk journalistik og retorik), Rasmus Jønsson (lektor i politisk kommunikation og journalistik) og Magnus Boding Hansen (chefredaktør på RÆSON, kandidatstuderende i retorik).