Burundi: 2015-valg kan udløse endnu en voldelig konflikt

Burundi: 2015-valg kan udløse endnu en voldelig konflikt

13.11.2014

.

Mens det lille centralafrikanske land, Burundi gør sig klar til præsidentvalget i sommeren 2015, intensiverer regeringen sit pres gennem undertrykkelse af oppositionen og civilsamfundet i form af censur og fængsling af politiske modstandere. Meget tyder på, at det kommende valg kan blive katalysator for endnu en langvarig konflikt i det historisk voldshærgede land.

BAGGRUND Af Annette Max Hansen og Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding

Burundi er Centralafrikas lille skrøbelige hjerte. Det er på størrelse med Jylland og bebos af 10 mio. mennesker. Landet er frodigt, bakket og smukt. Men Burundi er også blandt de fattigste lande i verden, korrumperet og arret af kolonihistorie og mange års borgerkrig. Den etniske konflikt mellem befolkningsgrupperne tutsi og hutu, som var årsag til folkemordet i Rwanda i 1994, har været lige så dominerende i Burundi, og kostet flere hundrede tusinde menneskeliv.

Burundi forbereder sig i disse måneder på lokal-, parlaments- og præsidentvalg, der skal afholdes i 2015. Ifølge Human Rights Watch har præsident Pierre Nkuranziza og hans regering det seneste år intensiveret sin overvågning af og angreb på civile organisationer, oppositionen og uafhængige journalister og FN’s Sikkerhedsråd besluttede i februar, at forlænge deres tilstedeværelse i Burundi på grund af den aktuelle situation.

Risiko for vold
Ifølge den ledende reporter for Human Rights Watch i Afrika, Carina Tertsakian, risikerer valget i Burundi at udløse nye uroligheder. Op til valget i 2010 blev oppositionsmedlemmers bevægelses- og ytringsfrihed indskrænket af regeringen, flere blev arresteret og både regerings- og oppositionssympatisører blev i de værste tilfælde slået ihjel.

Den nuværende præsident Pierre Nkuranziza var den eneste reelle kandidat i 2010, da ledere fra fem af oppositionspartierne flygtede ud af landet kort før valget. Heriblandt Agathon Rwasa, leder af FNL (Forces nationales de libération) og Alexis Sinduhije, leder af MSD (Mouvement pour la Solidarité et le développement): ”De er nu vendt tilbage til Burundi, men partierne står stadig meget svagt og har mistet noget af deres folkelige opbakning i landet,” fortæller Tertsakian via en telefonlinje fra London. Efter deres hjemkomst er de blevet chikaneret og truet, selvom regeringen har lovet at sikre, at alle politiske partier kan agere frit i Burundi, beretter Human Rights Watch.

Efter valget i 2010 fulgte en to år lang periode hvor antallet af politiske drab steg drastisk. Majoriteten af dem blev udøvet af regeringssympatisører mod folk med forbindelse til oppositionen. ”Alle de omstændigheder, der gjorde volden mulig efter 2010, er stadig til stede i dag. Forbrydelserne fra dengang er ikke blevet straffet,” fortæller Tertsakian.

Vladimir Monteiro, PR-ansvarlig for FN’s kontor i Burundi, er enig:
”Det politiske klima er anspændt. Mistillid bliver ved med at præge relationerne mellem regeringspartiet og andre aktører, og det underminerer den politiske dialog,” udtaler han.

Mistilliden mellem regeringen og oppositionen stammer fra Burundis politiske historik, men også fra regeringens stigende forfølgelse og overvågning af sine modstandere de sidste par måneder, samt deres forsøg på, at ændre Burundis konstitution for at tillade den nuværende præsident, Nkuranziza en tredje regeringsperiode, hvilket pt er forfatningsstridigt. Lovforslaget blev nedstemt af parlamentet. Nu forsøger regeringspartiet at argumentere for, at Nkuranziza kun har siddet i én reel regeringsperiode, nemlig fra 2010-2015. Ydermere har de forsøgt at ændre loven omkring sammensætningen af regeringsposterne, og foreslået at der kun skal være én vicepræsident fremfor for to, som der er på nuværende tidspunkt, hvilket vil mindske diversiteten af den etniske sammensætning i regeringen.

Regeringen og oppositionen
Under valget i 2010 dannede præsidentens hutu-parti CNDD-FDD (Conseil national pour la défense de la démocratie-Forces pour la défense de la démocratie) regeringskoalition med det tutsi-dominerede parti UPRONA (Union pour le Progrès national). Efter de mange etniske stridigheder i landet har man konstitutionelt besluttet at 40% af de politiske poster i regeringen skal være besat af tutsier, 60% af hutuer, heraf skal 30% være kvinder. Ydermere skal de to vicepræsidenter være fra hver sin etniske gruppe og hvert sit parti. Der er også indført etniske kvoter indenfor senatet, hæren og de lokale regeringer. Denne opbygning af det politiske system har været essentiel i forhold til at hindre en ny etnisk konflikt mellem tutsi- og hutu-befolkningen.

Koalitionen mellem CNND-FDD og UPRONA har været med til at sikre fred og stabilitet i forhold til etniske konflikter indtil tidligere på året, hvor interne stridigheder i UPRONA førte til en opsplitning i to fløje: en der var for et samarbejde med CNDD-FDD og en der var imod. Kun den partifløj der støtter præsident Nkuranziza er blevet officielt anerkendt som parti.

Et kendetegn for både regeringen og oppositionspartierne er intern splittelse, forklarer Tertsakian, og der er flere eksempler på oppositionspartier der er blevet delt i to fløje, en for og imod regeringen, på samme måde som UPRONA. ”MSD-partiet er stadig ét samlet parti og er officielt anerkendt af regeringen, så oppositionspartier eksisterer, men de har mange problemer”, udtaler Tertsakian. Ifølge Vladimir Monteiro vurderes ADC Ikibiri, bestående af ni partier, til at være den stærkeste oppositionskoalition Heriblandt partierne FRODEBU (Front pour la Démocrati au Burundi) og MSD.
Udover oppositionspartiernes interne splittelse, er de også svækkede fordi de flygtede ud af landet i 2010, hvilket har påvirket deres popularitet i befolkningen. Egide Bandyatuyaga, producer på den kristne radiostation Trans World Radio i Bujumbura, er skuffet over oppositionen: ”Jeg vil altid bebrejde oppositionen for, at de fejlagtigt boykottede valget i 2010, for hvis de ikke havde gjort det, ville de have haft en politisk platform i dag og været indflydelsesrige i parlamentet, senatet og regeringen,” fortæller han.

Hverken regeringen eller oppositionen har fremlagt deres politiske program. ”Lige nu fokuserer de på at forberede valget i 2015 ved at mobilisere regionale og lokale kræfter”, fortæller Vladimir Monteiro.

Præsident Nkurunziza og modkandidaten Agathon Rwasa
Burundi var efter afhængigheden i 1962 ledet af tutsi-partiet UPRONA. Ved det første demokratiske valg i 1993 vandt hutu-partiet FRODEBU ledet af Melchior Ndadaye, som blev landets præsident. Tre måneder efter blev han slået ihjel og UPRONA overtog magten over landet igen gennem et militærkup. To grupper, FNL og det nuværende regeringsparti CNDD-FDD startede herefter en væbnet revolution mod UPRONA for at overtage magten og der udbrød borgerkrig i Burundi mellem hutu og tutsi i 1993. På dette tidspunkt var den nuværende præsident Nkuranziza professor ved universitetet i Burundi. Efter en massakre udført af regeringens militær i 1995, hvor de slog 200 mennesker på universitet ihjel, gik Nkuranziza ind i CNND-FDD’s oprørshær som soldat. De følgende år steg han gradvist i graderne og i 2005 var han partiets leder og vandt præsidentembedet.

Pierre Nkurunziza overtog i 2005 et land i knæ, ødelagt af mere end et årtis blodig borgerkrig. Hans politiske fokus har i særdeleshed været at samle de etniske grupper i Burundi og skabe politisk stabilitet. Han har indført gratis skolegang for 6-9 årige og udviklet sundhedssystemet. På trods af at præsident Nkurunziza flere gange har erklæret nul tolerance i forhold til korruption, ligger Burundi på en 157. plads ud af 175 på 2013-korruptionsindekset udarbejdet af Transparency International. Burundis økonomi er efter mange års nedgang i bedring. Den økonomiske vækst forventes at stige med 4,8% i 2014 båret af landbruget, byggesektoren og implementeringen af store infrastrukturelle projekter. Til gengæld er budgetstøtten fra donorlande faldet fra 5% til 2% af BNP i 2014, dels på grund af besparelser fra donorlande og et øget fokus på good governance principper, som Burundi ikke har opfyldt. FN har opfordret myndighederne til at fastholde udgiftsniveauet til direkte fattigdomsbekæmpelse og fremskynde de strukturelle reformer for at styrke landets finanspolitiske position.

Ifølge Tertsikian er Nkurunziza populær på landet: ”Han er en meget populistisk præsident, han tager ud på landet og arbejder i marken med befolkningen og har sit eget fodboldhold. Han kan godt lide, at skabe et billede af at være tæt på befolkningen.”

Ifølge Vladimir Monteiro er den stærkeste modkandidat til Nkuranziza, ved valget i 2015, lederen af FNL, Agathon Rwasa, som vendte tilbage til Burundi i 2013 efter at være flygtet ud af landet under valget i 2010. Agathon Rwasa var under borgerkrigen hutu-general for FNL og forsøgte fra 1998 at blive partiets leder, hvilket lykkedes ham i 2002.

FNL blev i 2004 erklæret en terrororganisation af the Great Lakes Regional Peace Initiative på grund af en række terrorhandlinger mod civile tutsier. Et af de mest kendte attentater er den såkaldte ”Titanic Express massacre” i 2000, hvor en gruppe mænd overfaldt en bus ikke langt fra hovedstaden og skød 21 tutsi-passagerer i baghovedet, mens hutuer og congolesiske passagerer blev sat fri. Flere mener, at Agathon Rwasa var leder af angrebet selvom FNL aldrig officielt har påtaget sig skylden. Et andet eksempel er massakren i flygtningelejren Gatumba tæt på Bujumbura i 2004. Her stormede en gruppe bevæbnede mænd, de fleste af dem FNL-soldater, lejren og slog mindst 152 congolesiske flygtninge ihjel og sårede 106. De fleste af ofrene tilhørte Banyamulenge folket som er tutsier.

FNL er kendt for deres fjendtlighed mod tutsier og har også været beskyldt for at bruge børnesoldater. I 2006 skrev de under på en fredsaftale med regeringen og i 2008 lagde de deres våben ned og blev officielt til et politisk parti.

Fængslinger af politiske modstandere
Burundi har i modsætning til sit naboland, Rwanda, haft en relativt fri og uafhængig presse. Men den er blevet stækket på det seneste. I foråret 2013 skrev præsident Nkuranziza under på en medielov, som begrænser journalisters råderum og ytringsfrihed på en række afgørende punkter. Journalister kan fx blive straffet for at bringe informationer, der kan påvirke den ”nationale sammenhængskraft” eller ”offentlig ro og orden”. Det er også strafbart at rapportere om emner, der involverer ”propaganda fra Burundis fjender”. Internationale organisationer vurderer, at de vage og upræcise formuleringer i loven bruges til at kriminalisere dækning af problematiske emner, som korruption og politiske mord, og begrænser ytringsfriheden.

Landets førende og meget afholdte aktivist Pierre Claver Mbonimpa blev mandag den 29. september løsladt efter at have tilbragt 109 dage i fængsel, anklaget for kritiske udtalelser om regeringspartiets ungdomsfløj. Det skete efter pres fra både FN, EU og flere NGO’er. Human Rights Watch, som fra starten har krævet Mbonimpa løsladt, kalder fængslingen for en af de værste sager, de har set de seneste år.
”Denne sag er ikke kun vigtig i sig selv, men også for hvad den repræsenterer mere bredt. Der er en stigende tendens fra regeringens side til at angribe kritikere af systemet,” fortæller Tertsakian.

Regeringen bruger også politi- og retssystemet til at holde oppositionen nede. I marts blev 70 medlemmer af oppositionspartiet MSD anholdt. De blev alle retsforfulgt på én dag. I mange tilfælde vidste de anholdte ikke, hvad de var anklaget for, og havde ikke tid til at skaffe en advokat. 48 medlemmer blev dømt. De sidder stadig fængslet og venter på, at deres appel bliver behandlet.

Det seneste eksempel er fængslingen af hutu-partiet FRODUBU’s formand Leonce Ngendakumana den 2. oktober. Han blev ved appelretten i Bujumbura idømt et års fængsel. Ifølge domstolen blev han dømt for urigtige beskyldninger, bagvaskelse og racehad i forbindelse med, at han sendte et brev til FN’s generalsekretær, Ban Ki Moon, i februar 2014, hvori han beskylder CNDD-FDD for at udarbejde en plan, som han sammenligner med den, der førte til folkedrabet i Rwanda i 1994, bl.a. ved at udøve propaganda gennem statsejede radiostationer.

Unge manipuleres
Ifølge FN er et af de største problemer op til valget ungdomsvold.
”FN’s generalsekretær har appelleret til både regeringen og andre politiske aktører for at mindske ungdomsvolden og for at få partierne til at stoppe deres manipulation af unge,” fortæller Vladimir Monteiro.

Regeringens ungdomsparti Imbonerakure og oppositionspartiet MSD’s ungdomsparti Gihanga har udøvet vold og anden kriminalitet, ydermere er der flere eksempler på voldelige sammenstød mellem de to grupper.

I april blev et FN-dokument lækket og endte i burundiske medier. Heraf fremgik det, at regeringens sikkerhedsstyrker distribuerede våben til medlemmer af ungdomspartiet Imbonerakure.
”Det er et velkendt faktum, at nogle medlemmer af Imbonerakure har våben. Men hvor mange de har, og i hvilken skala der bliver distribueret våben, ved vi ikke. Vi har heller ikke været i stand til at bekræfte, at de modtager militærtræning i Congo,” fortæller Human Rights Watch reporteren.

Der har floreret en del rygter om, at Imbonerakure modtager militærtræning i nabolandet Congo op til valget i 2015. Ifølge den franske radiostation RFI er der 750-900 bevæbnede burundiske mænd i Congo på grænsen til Burundi. Det har Congos kommunikationsminister imidlertid afvist.
Den burundiske regering har også afvist anklagerne og the United Nations Organization Stabilization Mission in the Demcratic Republic of Congo (MUNUSCO) har ikke fundet nogen beviser for, at Imbonerakure skulle være til stede i området.

Ifølge Human Rights Watch er ungdomspartiets forbrydelser veldokumenterede: ”Disse ungdomsmedlemmer har begået alvorlige forbrydelser tidligere. Det inkluderer drab, voldtægter, overfald og pengeafpresning. Hvis du går tilbage til valget i 2010, var det Imbonerakure der stod for mange af forbrydelserne, der blev begået,” siger Tertsakian.

Ifølge FN’s kontor i Burundi har der siden 24. juni været 49 tilfælde af politisk vold hvor Imbonerakure har været involveret sammenlignet med 18 tilfælde i samme periode sidste år. De har bl.a. overfaldet oppositionsmedlemmer, og truet folk der nægter at tilslutte sig regeringspartiet.

Fremtidsudsigterne
Alt tyder på, at Burundis nuværende præsident Pierre Nkurunziza får sin tredje regeringsperiode efter valget i 2015. Det er ifølge Human Rights Watch svært at forudsige, om regeringens undertrykkelse af opposition og civile organisationer vil stige eller forblive på samme niveau op til 2015-valget. FN arbejder på at formindske volden og forbrydelserne mod menneskerettigheder. ”Formanden for FN’s Burundiafdeling, Parfait Onanga-Anyanga, har regelmæssige møder med regeringen og oppositionen for at sikre, at alle arbejder for at valget bliver fair og fredeligt,” fortæller Vladimir Monteiro. FN vil bistå med en valgobservationskomite, som vil overtage, når FN, efter planen, forlader Burundi 1. januar 2015.

I marts måned blev oppositionspartier, regeringen og civile organisationer enige om, at de alle vil bidrage til et politisk miljø der kan skabe et fredeligt og transparent valg i 2015, beretter Human Rights Watch.

Men der er en mangel på reel politisk dialog mellem de politiske partier. Effekten af en række restriktive love i forhold til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, vedtaget af regeringen, skaber kontroverser og bekymring, lyder bedømmelsen fra FN’s Parfait Onanga-Anyanga.

Dog er det positivt, at oppositionspartierne har meldt ud, at de under ingen omstændigheder vil boykotte valget, som de gjorde i 2010. Frigivelsen af aktivisten Pierre Claver Mbonimpa er et skridt i den rigtige retning. Men ifølge FN og Human Rights Watch er der stadig mange ting, der skal forbedres, hvis valget i juni 2015 skal forløbe fredeligt – til forskel fra valget i 2010. Hvis bevæbningen af ungdomspartierne og undertrykkelsen af ytringsfrihed og forsamlingsfrihed fortsætter er det svært at se, at præsidentvalget i 2015 vil forløbe fredeligt og være fair. ■

Ingeborg Lohfert Haslund-Vinding (f. 1990) Studerer Journalistik og Historie på RUC, Redaktionssekretær på Netudgaven, Rejste i sommers i Central- og Østafrika.
Annette Max Hansen (f. 1971) er journalist fra Goldsmiths College, University of London og Cand. Mag i Teatervidenskab fra Københavns Universitet. Hun er bl.a. Kunstredaktør på Netudgaven og indehaver af bureauet Sudden Clarity og har rejst i og arbejdet en del med udviklingslande i Afrika, Mellemøsten og Asien.
ILLUSTRATION: Vej imellem byerne Gitega og Bujumbura [Billede: Dave Proffer]