
Jens Rohde: Tyskland skal lede et reformeret EU & Danmark skal være Tysklands partner
28.09.2016
.Vi står ved en korsvej. Enten reformerer vi EU, eller også fortsætter unionen med at erodere under egen vægt.
Af Jens Rohde [fra RÆSON27]
EU har en indbygget konstruktionsfejl. Modellen bygger på at fordele magt i stedet for at mobilisere en fælles magt. På den måde kommer vi til kort, når vi vil skabe et bolværk mod såvel ydre som indre trusler. Syrien og Ukraine er de seneste eksempler. Eksport af egne problemer til hinanden et andet.
Vores egne kompleksiteter, hang til demontering af enhver styrke ved ensidigt at fordele magt i stedet for at skabe den og vores afhængighed af 28 indenrigspolitiske dagsordener, hvor der altid er et nationalt eller regionalt valg lige om hjørnet, forhindrer os i at skabe modsvar til ydre udfordringer.
Det vil derfor være en historisk misforståelse, hvis regeringscheferne tror, at udfordringen er at bevare det nuværende fællesskab. Det skal ikke bare bevares, som om alt går fint, det skal udvikles. Vi skal erkende, at gennemgribende reformer af EU-samarbejdet er nødvendige. Vi har brug for gentænkning af vores systemer, dybere integration og større solidaritet. Til gengæld kunne en masse overflødigt fedt og detailregulering skæres af samarbejdet ved at slanke EU i bredden. Den bedste metode til at gøre dette er at reducere antallet af kommissærer.Det handler grundlæggende om, hvorvidt vi vil have borgerne med i projektet. Vi skal bygge et fællesskab, som styrker den fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, som skaber dynamik og tryghed i det indre marked, som styrker euroen dramatisk, som håndterer flygtningesituationen – i fælles ansvar – og som forbedrer demokratiet. Og så skal vi gøre op med den europæiske fondssocialisme og i stedet investere massivt i såvel fysisk som digital infrastruktur.
Verden og Europa er ramt af en tryghedskrise. Mennesker frygter for tab af deres livsgrundlag. Den frygt ligger som en konstant – omend paradoksal – undertone, der får mennesker til at vende sig bort fra Europa som fællesskab. Flygtningesituationen har forstærket denne undertone til også at dække kulturel identitet.
Men det er ganske interessant at notere sig, at størstedelen af modstanden mod fællesskabet ikke kommer fra de største ofre for den økonomiske krise. Den kommer fra dem, som det – i sammenligning med kriseofrene – går godt. Selvom krisen ramte hårdest i Rumænien, Grækenland, Italien, Spanien og Portugal, var det de velstående lande som Storbritannien, Frankrig, Finland, Holland og Danmark, der sendte langt de fleste EU-modstandere i Parlamentet ved sidste valg. Ikke engang det så succesrige venstreradikale parti fra Grækenland, Syriza, førte valgkamp på hård modstand mod EU.
Det betyder, at vi politisk skal forholde os til, at det ikke er dem ved afgrunden, som vender sig mod fællesskabet. Det er dem, som det går relativt godt for, men som – berettiget eller ej – er bange for at ryge i afgrunden og ikke kan se den dybere mening i at vise solidaritet med førstnævnte gruppe.
Frygten for at miste er fællesskabets store udfordring. Det er den, som bliver vendt mod Europa. De, der allerede HAR mistet, ser derimod Europa som en redning.
For at komme ud af det dilemma skal vi udvikle på det europæiske markeds muligheder som på én og samme tid i) jobskaber og ii) værn mod det ukontrollable. Det samme gælder for en fælles asylpolitik.
Med flygtningestrømmen står vi med den virkelige prøve for solidaritet i hånden. Den næste prøve er reel jobskabelse. Her kan fællesskabet kun gøre en reel forskel, hvis vi bliver enige med hinanden om at opgive den økonomiske planløshed og i stedet i) investerer i infrastruktur og ii) skaber så stærk en eurozone, at den kan holde til at give fleksibilitet.
Det sidste er nødvendigt, så man i nogle lande kan føre ekspansiv politik, mens man andre steder træder lidt på bremsen. Eurolandene er nemlig nødt til at gøre op med de konstruktionsfejl, som gør euroen sårbar. Ved at fastholde et system, som finansmarkederne meget let kan sætte under pres, spiller vi hasard med menneskers livsbetingelser. Straffen bliver dobbelt, fordi en sårbar konstruktion fordrer et rigidt system, hvor man ikke efterlades den nødvendige fleksibilitet til at handle forskelligt på forskellige problemstillinger. Eurolandene har ikke en egentlig centralbank, der kan trykke penge og reagere mod markedet af egen kraft. De har ingen fælles finanspolitik. De kan ikke udstede obligationer. Det betyder, at selv relativt små gældskriser i lande, hvis økonomier ikke fylder mere end et par procent af det samlede økonomiske rum, kan true hele fællesskabet. Dette kræver konstant symptombehandling. Medicinen er den samme tilpasningsmodel for alle, hvilket blot øger uligheden mellem de velstående og de kriseramte lande. Konkurrencedygtigheden i sidstnævnte kategori kommer under konstant pres, mens de stærke profiterer på samme – Tyskland er et godt eksempel på dét. Denne mekanisme udhuler det minimum af solidaritet, som må og skal være til stede i et fællesskab. Intet har som de gentagne redningspakker i deres helhed skabt større modstand mod unionen hos både modtagere og givere. Der ER behov for en stærkere centralbank og en større robusthed gennem fælles obligationsudstedelser i Europa. Det har man i USA. Ingen ville drømme om, at dollaren ville udgå af markedet, blot fordi Californien står i gæld til halsen.
Hvad angår det første punkt – om infrastrukturen – skal vi efter min mening eliminere og erstatte de europæiske strukturfonde med konkrete og kreative planer for mobilitet og beskæftigelse i hele Europa. Tænk, om vi brugte 450 mia. euro årligt til at udbygge højhastighedsnet til såvel tog som digitale ydelser i stedet for på at uddele kuverter med penge til de enkelte medlemslande.
Ét er sikkert: De, som argumenterer for det svage Europa, vil med sikkerhed ikke få det, som de håber på eller bilder folk ind. Hverken i form af suverænitet, tryghed, demokrati, retssikkerhed eller bedre velfærd.
EU kan give borgerne stabilitet gennem solidaritet. Vi kan levere job og beskæftigelse. Vi kan bygge nye jernbaner, transportkorridorer og digitale net i alle dele af Europa, hvis vi bruger de 450 mia. euro (mere end 3.300 mia. kr.) årligt fra strukturfondene. Vi kan skabe synlig fremgang og synlige initiativer. Vi kan give en reel merværdi for den enkelte. Det kræver bare en reel politisk vilje til at skabe et fællesskab – ikke blot for, men sammen med den europæiske borger.
Og den europæiske borger eksisterer i det øjeblik, man lader ham eller hende træffe beslutninger. Hvornår erkender regeringscheferne, at europæiske beslutninger om europæiske anliggender skal træffes af borgere, som det politiske establishment anerkender som europæere og ikke blot som nationale landsmænd?
De beslutninger, som vi har valgt at træffe overnationalt, må og skal demokratiseres. Hvis det skal give mening at have et Europa-Parlament, bør de folkevalgte også have initiativret inden for de politikområder, som falder under unionens kompetenceområder. En tiltrængt slankning af fællesskabspolitikkerne kunne sikres ved at reducere antallet af kommissærer. Der er i dag alt for mange kommissærer – 28 – som skal legitimere deres eksistens ved at fremlægge forslag på alle mulige områder, som aldrig burde være fællesskabsanliggender.
Når kriser opstår, agerer vi typisk først, som man gjorde i det 15. og 16. århundrede, hvor Det Osmanniske Rige truede Europa – vi tog det ikke alvorligt, før osmannerne stod lige uden for Wien. Vi skal turde udvikle det europæiske samarbejde, så vi ikke igen og igen skal bruge tiden på at foretage brandslukningsøvelser på de europæiske topmøder.
Min mor er tysker. Hun voksede op i et sønderbombet og ekstremt fattigt Tyskland. Hun har gennem hele sit liv levet med alt, hvad vi i dag vil kalde økonomisk fattigdom. Hun har gennem sin tilværelse haft den ene grundsætning: Hvordan sikrer jeg, at mine børn får det bedre, end jeg har haft det?
Hun og hendes generation gav svaret. Ingen har profiteret mere af EU end alle os, der er mellem 15 og 50 år. Vi nyder i det store hele en væsentlig velstand. Vi nyder vores rejsefrihed; vi kunne før rejse 3.000 kilometer uden at møde politi, toldere og pigtråd. Vi kan stadig flytte til Berlin eller London i morgen, hvis vi har forelsket os, vil studere eller arbejde. Vi betaler vores regninger med vores kontokort og telefoner, lige meget hvor vi er. Vi har fået menneskerettigheder, demokrati, social sikkerhed og frihed i fødselsgave. Vores opgave er derfor at spørge os selv: Hvordan kan vi sikre, at vores børn får det lige så godt, som vi har det? Hvad kan danske politikere i Folketinget så gøre for at fremme en dagsorden i Europa? To svar presser sig på:
i) Regeringen må erkende åbent, at det europæiske samarbejde skal udvikles og ikke blot bevares. På den baggrund bør der forhandles en ny Europaaftale, som bygger på solidaritet, humanisme og fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. Kodeordet for den forhandling skal være tryghed. Derudover skal Christiansborg nå til den erkendelse, at det at spille en rolle på verdensscenen afhænger af, om vi formår at udgøre en magt i Europa frem for blot at fordele magten.
ii) Danmark skal spille ud med en proeuropæisk dagsorden over for Tyskland og søge at blive tyskernes tætteste allierede i EU. Der er et åbent vindue for det lige nu.
Ironisk nok er Merkels største udfordring, at Brexit betyder mere magt til Tyskland. Hun skal nu påtage sig et mere institutionelt lederskab for resten af Europa. Et lederskab, som tyskerne slet ikke ønsker, men som de er klar over, at de ikke kommer uden om.
Merkel ser det nærmest som Tysklands forbandelse at skulle institutionalisere et tysk lederskab af Europa. Hun ved, at et tysk Europa vil støde på stor modstand mange steder. Omvendt er hun sig også bevidst, at hun ikke kommer uden om at påtage sig ansvaret for at føre EU videre og udvikle det på et mere mellemstatsligt plan til at udgøre en fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitisk platform, inklusive stærke økonomiske bindinger, fælles skattebaser til bekæmpelse af skattesnyd og en solidarisk flygtninge- og asylhåndtering.
I den tyske optik ligger nøglen til løsningen af de europæiske udfordringer i stærke partnerskaber – men vel at mærke med så mange økonomisk og politisk robuste lande som muligt foruden de ustabile sydeuropæiske. Merkel har derfor i den grad brug for stærke partnere fra nord, hvis ikke det europæiske fællesskab skal ende som en skygge af sig selv, og hvor Tyskland blot agerer redningsplanke for et svagt Europa.
Tyskerne siger det ikke højt, men de ønsker også at slippe af med en dødvægt, som udgøres af de lande, der konstant taler om, hvad de ikke vil, frem for hvad de vil. De lande skal holdes i fællesskabet, men ikke udgøre en bremse.
Europa skal bringes ud af dødvandet og de evindelige brandslukningsøvelser, og Tyskland ved, at landet ikke slipper for rollen som lokomotiv.
Europæerne står således ved en korsvej. Det gør Danmark også. Det vil bringe mange følelser i kog, men det er efter min overbevisning klart i Danmarks interesse at gå med Tyskland.
Det vil være i Danmarks interesse at tilbyde sig som en stærk, troværdig og konstruktiv partner for Angela Merkel. Hun har brug for et land som Danmark i sin kerne, og vi vil som nation kunne høste betydelige fordele såvel økonomisk som politisk ved at være tyskernes nærmeste og fremlægge en plan for europæisk udvikling, som også de kan identificere sig med.
Den dårlige nyhed er naturligvis, at vi dermed formelt accepterer Tyskland som det europæiske omdrejningspunkt. Den gode er, at det er den eneste måde, hvorpå vi kan skabe en realpolitisk modvægt til skabelsen af et tysk Europa. Tyskerne vil vide at betale os godt såvel politisk som økonomisk for den øvelse.
For Europa må investere i sig selv. Vi skal turde formulere ambitiøse mål på hinandens vegne. Sådan som amerikanerne gjorde det for 200 år siden. Nuvel, Europa er ikke USA. Men der er tydelige paralleller til de historiske udfordringer. Det så Winston Churchill. Det så Jean Monnet. Det så Vesttysklands første kansler, Konrad Adenauer. I 1954 sagde han det med ord, som er lige så gyldige og valide i dag: ”Europas enhed var en drøm skabt af de få. Den blev et håb for mange. Den er i dag en nødvendighed for os alle.”
Jens Rohde (f. 1970) er MEP for det Radikale Venstre. ILLUSTRATION: Astrid Dalum/POLFOTO