Jonas Fruensgaard: Sydamerika i opbrud

Jonas Fruensgaard: Sydamerika i opbrud

26.09.2016

.

På godt og ondt er Sydamerika inde i en massiv brydningstid. Fra krisen i Brasilien over freden i Colombia til nedsmeltningen i Venezuela. Alligevel er Sydamerika fortsat en af de regioner, der får mindst opmærksomhed i de danske medier. Men begivenhederne i disse år og måneder former og forandrer kontinentet.

Analyse af Jonas Fruensgaard [fra RÆSON27]

Venezuela nærmer sig sammenbruddet
”Der er ingen medicin, supermarkederne er tomme, og folk er desperate og stjæler fra hinanden i gaderne. Jeg ved ikke, hvor længe det kan fortsætte sådan, før det hele går i opløsning.” Ordene kommer fra 42-årige José Alvaro, der for fire uger siden flygtede fra Venezuelas hovedstad, Caracas, der er præget af daglige kampe mellem demonstranter og politiet, som forsvarer den gradvist mere upopulære præsident, Nicolás Maduro. Alvaro flygtede sydpå til nabolandet Brasilien sammen med sin kone og syvårige søn, efter at familien har været udsat for et væbnet røveri og tre indbrud inden for det seneste halve år. Samtidig kunne han ikke længere købe insulin og anden medicin til sin søn, der lider af sukkersyge og allergi.

”Situationen er helt ude af kontrol, og folk sulter, mens de syge ikke kan få deres medicin. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at Venezuela kunne synke så dybt. Så selvom jeg elsker mit fædreland højt, så var der ingen udvej. Vi var nødt til at flygte,” fortæller Alvaro.

Han deler skæbne med et stigende antal venezuelanere, som har fået nok og forlader landet i håb om en bedre tilværelse i udlandet. Der findes endnu ikke nogen officielle statistikker på antallet, men de tre nabolande, Colombia, Guyana og Brasilien, melder om ’stigende pres ved grænserne’ til Venezuela, der med godt 30 mio. borgere er Sydamerikas femtestørste land.

Presset på Venezuelas befolkning øges gradvist. Landet er ramt af den værste økonomiske krise siden Anden Verdenskrig. Væksten er styrtdykket siden 2014 i landet, der som indehaver af verdens største oliereserver er stærkt afhængig af de internationale oliepriser, der har været støt faldende. Det har medvirket til stigende arbejdsløshed, en negativ vækst (sammentrækning) på 5,7 pct. for 2015 og verdens højeste inflation på hele 700 pct., der selvsagt udhuler befolkningens købekraft i en rasende fart. Hertil kommer en historisk energikrise. Selvom landet er en af verdens store olieproducenter, kommer hovedparten af Venezuelas energi fra vandkraft. Men på grund af en historisk slem tørke er der ikke vand til at drive turbinerne, og energiudbuddet er derfor mere end halveret. Regeringen har set sig nødsaget til at indføre todages arbejdsuger i flere regioner for at spare på energien. Virksomheder drejer nøglen om på stribe, og landet har ikke råd til at importere ret meget, hvad der skaber mangel på en lang række basale fornødenheder, fortæller økonomisk ekspert Paulo Galvez i et interview med den brasilianske TV-station O Globo:

”Venezuela er ramt af det, man inden for økonomi kalder ’den perfekte storm’, hvor en lang række negative faktorer forstærker hinanden. Det har kastet Venezuela ud i et nærmest bundløst fald, som presser nationen og befolkningen til det yderste.”

De barske vilkår har øget befolkningens frustrationer over regeringen og den upopulære præsident, Nicolás Maduro, som hans forgænger, præsident Hugo Chávez, udvalgte som sin personlige tronarving i 2012.

75 pct. af befolkningen ønsker nyvalg, mens 89 pct. er utilfredse med udviklingen i landet, viser en meningsmåling. Men Maduro nægter at gå af og har i stedet i flere perioder erklæret undtagelsestilstand, hvilket giver ham øgede beføjelser til at anvende politi og militær i uroprægede områder og til at retsforfølge politiske modstandere, der skønnes at være til skade for landet. I slutningen af august gik det ud over den prominente oppositionsleder Daniel Ceballos, der klokken tre om natten blev arresteret på sin bopæl, anklaget for at stå bag de voksende protestaktioner i landet. Det er til trods for, at Daniel Ceballos allerede var anbragt i husarrest uden adgang til internet og telefon og derfor reelt ikke havde mulighed for at kommunikere med omverdenen.

Regeringens mange tiltag for at forsøge at bremse oppositionen og demonstranterne lader kun til at øge antallet af modstandere, konstaterer professor i latinamerikansk historie David Allesandro fra São Paulo Universitet: ”Oppositionen og befolkningen er så desperate efter forandringer, at Maduros forsøg på at stække dem faktisk kun gør dem stærkere. Det eneste, der kan mindske frustrationerne, er politiske resultater, der kan afhjælpe den akutte mangel på mad og medicin.”

I løbet af september har flere hundrede tusind demonstranter været i gaderne i nogle af de mest omfattende folkeprotester i landets historie. Ifølge Venezuelas regering er oppositionen, der står bag en del af demonstrationerne, støttet af USA, der ønsker at få fornyet adgang til Venezuelas olie, som USA delvist blev afskåret fra, da Nicolás Maduros forgænger og partifælle, Hugo Chávez, blev valgt til præsident i 1999.

Maduro mener, at USA vil udnytte krisen til at vælte regeringen via et statskup, der vil bringe proamerikanske magthavere i spidsen for landet. I flere omgange har han således advaret befolkningen og omverdenen om konsekvenserne af at støtte et sådant kup. Senest – i august – brugte han det mislykkede kupforsøg i Tyrkiet som advarsel. Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, har efterfølgende fængslet og afskediget tusindvis af dommere, journalister, statsansatte og militærpersonel. Nicolás Maduro lover at gå meget længere i tilfælde af et kup. ”Har I set, hvad der skete i Tyrkiet?” spurgte han venezuelanerne i en TV-transmitteret tale i midten af august. ”Erdogan vil fremstå som en ammende baby, i sammenligning med hvad den bolivariske revolution vil gøre, hvis de højreorienterede forsøger sig med et kup her.”

I Venezuela vælges præsidenten for seks år ad gangen, hvilket betyder, at Nicolás Maduro kan fortsætte i embedet frem til 2019. Selvom krisen ifølge prognoserne fortsætter de kommende år med stigende desperation og nød til følge, kan han ikke væltes før et valg. ”Oppositionen har forsøgt med flere underskriftsindsamlinger for at presse et nyt valg igennem, men det har regeringen afvist. Og så længe politiet og militæret beskytter regeringen mod folkeprotesterne, tyder alt på, at den overlever frem til næste valg,” siger David Allesandro.

Centrum-højre vinder frem
”Socialismen er befolkningen, og derfor vil vi bevare magten i årtier frem, fordi vi kæmper for befolkningens sande ønsker og længsler,” lød det fra Nicolás Maduro i en sejrstale, da han knebent vandt præsidentvalget i 2013.

Men Venezuela er et af flere steder, hvor venstrefløjen er i krise i Sydamerika. For blot fem år siden var alle sydamerikanske regeringer med undtagelse af Paraguay overvejende venstreorienterede og nød generelt stor opbakning i befolkningerne. I dag er billedet et helt andet. Centrum-højre-regeringer har allerede overtaget styringen i en række lande og står andre steder til at vinde de kommende valg. Selvom de frembrusende centrum-højre-partier ikke formelt set udgør en enhed, kan man alligevel kalde dem for en samlet bevægelse, mener flere eksperter. En af dem er Juan Carlos, professor i statskundskab ved São Paulo Universitet: ”Centrum-højre stormer frem i Sydamerika, og de samarbejder, udveksler erfaringer og er forenet om en række mål, der på afgørende vis er ved at transformere kontinentets politiske klima.”

Carlos peger bl.a. på, at mange af centrum-højre-koalitionerne har et fælles ønske om at liberalisere arbejdsmarkedet, slanke den offentlige sektor, reducere antallet af statsansatte, lempe statens kontrol med markedet og erhvervslivet, åbne op for udenlandske investeringer, udlicitere og sælge ud af naturressourcer, infrastruktur og statsejede virksomheder samt føre en langt mere proamerikansk udenrigspolitik.

Det er en dramatisk udvikling i Sydamerika, der siden årtusindskiftet har været domineret af venstreorienterede og socialistiske regeringer med bl.a. Hugo Chávez, Lula da Silva og Kirschner-dynastiet ved magten. I fx Peru vandt den stærkt neoliberale Pedro Pablo Kuczynski præsidentvalget i juni og er allerede i fuld gang med at omforme landet til, hvad han omtaler som ”Sydamerikas nye virkelighed”. ”Vi ønsker at blive set som et moderne og seriøst land, der har det bedste klima for erhvervslivet på kontinentet,” udtalte han under sin indsættelsestale.

77-årige Kuczynski har studeret økonomi på Oxford og Princeton og har i gennem flere årtier arbejdet på Wall Street og i Verdensbanken. Kuczynskis profil og politiske visioner minder til dels om den konservative Mauricio Macri, der vandt præsidentvalget i Argentina i 2015 efter 12 år med en venstreorienteret regering. Mauricio Macri har ligeledes studeret i USA, er forretningsmand, kommer fra overklassen og er gået til valg på at reformere erhvervslivet og rykke markedet fri af den kontrol, som staten tidligere har haft over det.

Brasiliens krise og det delte kontinent
Også i Sydamerikas største økonomi og land har en konservativ fået magten: Michel Temer har afløst det socialistiske Arbejderpartiet (PT), der sad på præsidentposten i 13 år. Her skete magtovertagelsen ganske vist ikke ved et præsidentvalg, men i kraft af at landets tidligere præsident, Dilma Rousseff, i august blev kendt skyldig i at manipulere statsbudgetterne og måtte træde tilbage. I overensstemmelse med forfatningen har vicepræsident Temer, der er leder af det midtersøgende støtteparti PMDB, overtaget præsidentembedet.

Dilma Rousseff havde i løbet af 2016 kun haft opbakning fra omkring 10 pct. af vælgerne i meningsmålingerne, hvilket gjorde hende til den mest upopulære præsident i Brasiliens historie. Men selvom hovedparten af befolkningen er glade for at slippe af med Dilma Rousseff, skaber afsætningen af hende alligevel stor splittelse i Brasilien. En stor del af befolkningen mener nemlig, at Dilma Rousseff er offer for et kup, og det derfor ikke kun er hende, men selve Brasiliens demokrati, der er under angreb. Det hænger sammen med, at Dilma Rousseffs sminkning af regnskaberne er relativt almindelig i Brasilien – en række andre præsidenter har gjort det før hende uden at blive straffet for det. Det forklarer Jorge Aldair, som er professor i statskundskab ved São Paulo Universitet: ”Dilma bliver afsat på et historisk tyndt grundlag, som der fortsat er mange eksperter og dommere i både ind- og udland, som tvivler på lovligheden af. Derfor vil spørgsmålet om et kup klæbe til den nye regering og gøre det svært for den at skabe tillid og forene den stærkt splittede befolkning,” siger han.

Kupdebatten og Michel Temers mulige indblanding i Brasiliens største korruptionsskandale i den statsejede oliegigant Petrobras, hvor han er under anklage for at have medvirket, har været med til at gøre den nye præsident særdeles upopulær. Temer vendte i vid udstrækning Arbejderpartiet ryggen og tilgodeså den blå halvdel af parlamentet, da han udpegede sin nye regering og sit hold af ministre, mener Juan Carlos: ”Michel Temer ønsker at udskifte det forrige årtis socialisme med en mere neoliberal retning, hvor statsapparatet og bureaukratiet skal reduceres, skatter og afgifter sænkes, og så vil han invitere USA til et tættere samarbejde, efter at der i en årrække har været kold luft mellem Brasília (landets regeringsby) og Washington.”

En ny præsident i Brasilien, kontinentets klart største land og økonomi, kan få store konsekvenser for regionen. Fyringen af Dilma Rousseff har da også fyldt rigtig meget i de øvrige sydamerikanske lande. I Venezuela, Ecuador og Bolivia, der alle har venstreorienterede regeringer, reagerede de på afsættelsen af hende ved at afskære de diplomatiske forbindelser til Brasilien. De tre lande mener, at den nye regering er kommet ulovligt til magten, og har derfor hjemkaldt deres ambassadører. ”Dette statskup er ikke imod Dilma. Det er rettet mod Latinamerika og Caribien […] Det er et frontalt angreb på den populære, progressive og venstreorienterede bevægelse,” fastslog Nicolás Maduro i en TV-tale. Omvendt har Paraguay, Peru og Argentina, der alle har centrum-højre-regeringer, taget godt imod regeringsskiftet i Brasilien og Michel Temers højredrejning.

Dermed viser reaktionerne på præsidentskiftet i Brasilien med al tydelighed, hvor politisk splittet Sydamerika er. Hilgado Silva, der er professor i historie ved São Paulo Universitet, forklarer: ”I kraft af centrum-højres opblomstring er Sydamerika historisk dybt polariseret i en blå og en rød blok. Vi ser regeringer, der tager afstand fra andre på grund af ideologiske skel, mens regeringer med samme politiske overbevisning indgår alliancer.”

Han bakkes op af Juan Carlos, der mener, at det bliver endnu sværere for landene på kontinentet at samarbejde. Herunder bliver det vanskeligere at blive enige om en frihandelsaftale på kontinentet, da der er bred uenighed om, hvorvidt USA skal have en privilegeret adgang til det sydamerikanske marked eller ej. Her er de venstreorienterede regeringer i Bolivia, Venezuela, Ecuador, Uruguay og til dels Colombia skeptiske over for øget amerikansk indflydelse, mens højredrejningen i Brasilien, Argentina og Peru har skabt ønske om et langt tættere samarbejde med USA.

USA er tilbage
”Jeg er kommet her for at begrave den sidste rest af Den Kolde Krig i Amerika. Jeg kender historien, men jeg nægter at blive fanget af den. Det er tid for os til at se fremad sammen.” Sådan lød det i den historiske tale fra præsident Obama i Havana efter forsoningen med Cuba i marts.

Efter 54 års fjendskab er de to lande klar til at genetablere de diplomatiske og bilaterale forbindelser. Flere amerikanske virksomheder har allerede etableret sig i Cuba. Og tusindvis af amerikanere er valfartet til østaten, efter at USA gradvist er begyndt at løfte restriktionerne mod indrejse i Cuba, hvilket har givet et boom til landets turistsektor. I 2015 besøgte 150.000 personer fra USA Cuba. Prognoserne for 2016 melder om 600.000 besøgende, mens tallet forventes at stige til halvanden mio. i 2018. Den hastigt voksende turisme og de genetablerede handelsrelationer forventes at få en markant, positiv indflydelse på Cubas økonomi. Men forsoningen kommer ikke kun til vende op og ned på USA’s forhold til Cuba. Den er et led i en større plan.

Efter et årti med kold luft mellem USA og Latinamerika ønsker USA igen at spille en mere aktiv rolle i det, der tidligere blev betegnet som supermagtens baggård. ”Obama har længe ønsket at forstærke USA’s bånd til den voksende, stabile og ressourcerige region, som han mener ikke har fået nok opmærksomhed,” skriver Nicole Gaouette, ekspert i udenlandske relationer, i en kronik for CNN. Ifølge hende er der en række årsager til, at USA igen ønsker at etablere sig i Latinamerika – og særligt i Sydamerika lige ved grænsedragningen mellem de to. For det første hænger USA’s fokus på regionen sammen med supermagtens neddrosling af aktiviteter andre steder. For det andet har samhandlen mellem USA og Latinamerika været stærkt dalende de seneste fem år, hvilket har hæmmet den økonomiske aktivitet i både Nord- og Sydamerika. For det tredje er Rusland og Kina i stigende grad begyndt at investere i Sydamerika, hvilket strider imod USA’s geopolitiske interesser om at være den ubestridte stormagt i området. Men vigtigst af alt hilses USA nu velkommen igen i dele af Latinamerika. Det er til trods for, at hovedparten af landene i løbet af det seneste årti har udvist gradvist større fjendskab mod supermagten, fortæller David Allesandro.

Vreden mod USA kulminerede i 2014, hvor sammenslutningen for latinamerikanske og caribiske stater, CELAC, afholdt topmøde i Cuba. Alle lande i Amerika deltog med undtagelse af USA og Canada, der var udelukket fra mødet. Mødet var et led i CELAC’s erklærede mål om at bryde USA’s mangeårige dominans i Latinamerika.

CELAC blev oprettet i 2011 som en rival til den USA-dominerede Organisation for Amerikanske Stater (OAS). Og hovedarkitekten bag CELAC var Hugo Chávez, som har været i konflikt med USA, siden han blev sit lands leder i 1999. ”Med Raúl Castro som vært ville de latinamerikanske ledere vise omverdenen, at de ikke længere accepterer USA’s blokade af Cuba,” siger David Allesandro.

Ifølge Allesandro hang konfliktniveauet også sammen med nye afsløringer, der viste, at supermagten havde et langt større medansvar for de sydamerikanske militærdiktaturer end tidligere antaget. Washington bakkede op om de højreorienterede kræfter i Sydamerika af frygt for, at kommunismen ville sprede sig efter Fidel Castros magtovertagelse i Cuba i 1959. Og amerikanerne etablerede tætte forbindelser til de militære styrker, der overtog magten i seks sydamerikanske lande: Brasilien, Argentina, Bolivia, Chile, Uruguay og Paraguay. Diktaturerne krænkede systematisk menneskerettighederne og dræbte og fængslede adskillige politiske modstandere, hvor USA bl.a. bistod med efterforskning, våben, penge og træning af politi og militær.

Dertil kom de ideologiske forskelle: at mange latinamerikanske lande i denne periode var domineret af venstreorienterede regeringer, som i højere grad ønskede at indgå handelsaftaler med hinanden (og med Kina) frem for USA.

Men i kraft af centrum-højres fremgang, samt USA’s normalisering af forholdet til Cuba, er der nu potentiale for et langt tættere samarbejde mellem Latinamerika og USA, mener Peter Schechter, direktør for det latinamerikanske center i Det Atlantiske Råd. ”Pendulet svinger væk fra venstreorienterede, antiamerikanske politikere på tværs af regionen. Og det ændrede forhold til Cuba betyder, at USA fx ikke længere ses som en trussel i Argentina,” siger han i et interview til New York Times. Han bakkes op af Cynthia Arnson, direktør for det latinamerikanske program på Wilson-centeret i Washington: ”Åbningen mod Cuba har fundamentalt ændret dynamikken i relationerne mellem USA og Latinamerika. Latinamerika har taget godt imod åbningen […] og den har fjernet et mangeårigt irritationsmoment for landene,” siger hun i et interview med CNN.

De forbedrede relationer til Latinamerika forventes bl.a. at føre til stigende samhandel og kan genstarte drøftelserne af en frihandelsaftale, der omfatter både Nord- og Sydamerika. Samtidig har USA store interesser i at samarbejde med de latinamerikanske ledere om kampen mod narkotika. Ifølge FN’s Kontor for Narkotika og Kriminalitet (UNODC) bliver 95 pct. af verdens kokain produceret i Sydamerika, hvoraf en stor del smugles ind på det attraktive narkotikamarked i USA. Narkohandlen på tværs af regionen har igennem årtier ført en spiral af vold og drab med sig. Alene i Mexico er der siden 2007 blevet begået 195.000 narkorelaterede drab.

De forbedrede relationer kan også betyde, at USA genoptrapper sin militære tilstedeværelse i regionen. USA har allerede mindst 20 militærbaser spredt over Latinamerika. Og med de forbedrede relationer og ønsket om større tilstedeværelse i regionen er det sandsynligt, at USA vil bakke udviklingen op militært, mener David Allesandro.

Men det amerikanske præsidentvalg til november ventes også at få afgørende betydning for, om samarbejdet mellem USA og Latinamerika fortsætter med at udvikle sig, vurderer The Economist på lederplads: ”Obamas diplomati efterlader et afgørende valg for den næste præsident: Vend ryggen til Latinamerika, brødfød dets modstand [mod USA, red.] og mangler, eller hjælp det til at blive USA’s forgård; en region med mere velstående demokratier forbundet af økonomiske og politiske forbindelser,” skriver bladet. Her udgør Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, en risiko, da han allerede har fornærmet de latinamerikanske lande med en række nedsættende udtalelser samt selvfølgelig sit tilbagevendende løfte om at bygge en mur langs grænsen til Mexico.

Et af de steder, hvor USA’s stigende engagement HAR skabt store resultater, er i Colombia, hvor supermagten har været med til at bane vejen for afslutningen på verdens – indtil da – længste igangværende borgerkrig.

En ny æra for Colombia
”I dag skal vi fejre freden. I morgen skal vi i gang med at genopbygge landet.” Sådan lød det fra Colombias præsident, Juan Manuel Santos, da han i juni underskrev den historiske fredsaftale i Cubas hovedstad, Havana, sammen med repræsentanter fra den kommunistiske oprørsgruppe FARC. Dermed er landets 52 år lange borgerkrig endeligt afsluttet – efter at have kostet 250.000 colombianere livet og gjort 4,3 mio. internt fordrevne.

Aftalen er af enorm betydning for Colombia, mener historiker Alvaro da Silva, der har fulgt konflikten tæt: ”Freden betyder først og fremmest et forenet og fredeligt Colombia, der ikke længere er i splid med sig selv. Samtidig vil freden efter al sandsynlighed bane vejen for en ny, gylden periode i landets historie i form af udvikling, fremgang og bedre vilkår for befolkningen,” siger da Silva til den brasilianske TV-station O Globo. Han mener, fredsaftalen vil ændre omverdenens syn på Colombia og være med til at tiltrække flere udenlandske investorer og turister, hvad der vil give et økonomisk rygstød til landet. Under konflikten har millioner af colombianere – hovedparten fattige bønder – mistet deres jord og dermed deres levegrundlag. De kan nu se frem til enten at få deres gamle jord tilbage eller blive kompenseret med ny jord, fremgår det af aftalen.

Men freden er også kontroversiel og er blevet mødt med store protester fra både oppositionen og fra dele af befolkningen, som finder det forkasteligt, at regeringen overhovedet forhandler med FARC, der er på EU og USA’s terrorlister. Kritikerne havde hellere set, at man havde nedkæmpet FARC, så bevægelsens medlemmer kunne være blevet stillet til retsligt ansvar for de mange overgreb og drab og for at have destabiliseret Colombia gennem et halvt århundrede. ”Vi er i gang med at slutte fred med terrorister, der har dræbt adskillige civile og folkevalgte politikere. Hele fredsprocessen er en hån mod krigens mange ofre og efterladte,” udtalte senator Ernesto Macías fra oppositionspartiet Demokratisk Center tidligere på året.

Men ifølge aftalen slipper FARC’s ledere og soldater for at blive retsforfulgt til gengæld for at opgive deres territorier, aflevere alle våben til myndighederne og stoppe den omfattende produktion af kokain, som hidtil har finansieret oprørsgruppens aktiviteter. Herefter er målet, at FARC’s medlemmer skal integreres i det civile samfund og i resten af befolkningen. FARC får desuden mulighed for at stifte sig selv som legitimt parti ved valg til fx byrådene og kongressen.

Fredsprocessen er blevet bakket op af de sydamerikanske lande samt af USA, EU og FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, der glæder sig over, at parterne er nået til enighed. Både Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og USA’s udenrigsminister, John Kerry, har erklæret sig villige til at give økonomisk støtte til fredsprocessen, der ventes at koste omkring 100 mia. kr. i form af genopbygning og kompensation til landets internt fordrevne.


Siden fredsdrøftelserne tog deres begyndelse for fire år siden, har USA bakket op om den venstreorienterede præsident, Juan Manuel Santos. Og det giver god mening set fra Washington, mener David Allesandro. For det første har Colombia i årtier været en af verdens største producenter af kokain – heraf en stor del fremstillet af FARC. Fredsaftalen forventes at reducere landets og dermed verdens samlede kokainproduktion betragteligt. For det andet er Colombia inde i en rivende udvikling og har fra 2011 til 2015 haft en gennemsnitlig årlig vækst på hele 4,6 pct. På ti år er den købestærke middelklasse blevet fordoblet, og udlandet er i fuld gang med at investere i Colombia, der omtales som en af verdens nye teknologihovedstæder. Google, Microsoft og en række softwaregiganter har åbnet kontorer i byen – og da Facebooks stifter, Mark Zuckerberg, for første gang valgte at præsentere firmaets seneste tiltag uden for USA, skete det i Colombias hovedstad, Bogotá, hvor virksomheden er i gang med at etablere sig. ”Colombia tiltrækker investeringer fra hele verden, og her ønsker USA ikke at tabe kapløbet til Kina og Rusland,” siger David Allesandro. ”Og med sin markante støtte til fredsprocessen har USA sikret sig et diplomatisk forspring.”

Jonas Fruensgaard (f. 1984) er RÆSONs Sydamerikaredaktør samt freelancejournalist med base i Brasilien.

ILLUSTRATION: Nicolas Maduro, Venezuelas præsident, juni 2016 (AP Photo/Ariana Cubillos/polfoto)