15.04.2017

Af Johannes Riber Nordby [fra RÆSON29]

Med våbenhvilen i Syrien har Rusland, Tyrkiet og Iran taget endnu et stik hjem i forhandlingerne om Syriens fremtid. I forlængelse af våbenhvilen har Rusland annonceret, at man nu vil reducere sit militære engagement i landet. Om det bliver en realitet, eller det rettere er et mediebluff, vil de næste uger og måneder klarlægge, men det viser, at Rusland sammen med Iran er nået tættere på deres strategiske mål, hvorimod Vesten ikke rigtig ved, hvorledes man skal forholde sig. Vesten kan reelt blot håbe på ikke at blive kørt helt ud på et sidespor under forhandlingerne i Genève i slutningen af februar.

Våbenhvilen er skrøbelig, og den syriske borgerkrig er fyldt med eksempler på, at tidligere aftaler er blevet brudt, inden de nåede at træde ordentligt i kraft. Det nye er, at våbenhvilen denne gang er forhandlet uden om Vesten og USA. Dermed har Rusland, Iran og Tyrkiet lagt en del prestige i våbenhvilen – ikke mindst fordi der samtidig blev aftalt at gennemføre forhandlinger i Astana, Kasakhstan, den 23. januar 2017. Forhandlinger, hvor Vesten, sammen med Saudi-Arabien og en række golfstater, er lige så lidt velkommen som YPG, al-Sham og Islamisk Stat.

I bedste fald kan de videre forhandlinger om Syriens fremtid betyde en reduktion af vold i primært den vestlige del af det borgerkrigshærgede land. Den bringer ikke nødvendigvis borgerkrigen væsentligt tættere en afslutning – men indvarsler måske en ny fase i konflikten.

En ny fase?
En af grundene til, at våbenhvilen og forhandlingerne kan indvarsle en ny fase af borgerkrigen, er, at den reelt er et resultat af Assads erobring af Aleppo. Med byens fald indså de oprørsgrupper, som er tilbage i det vestlige Syrien, at kampen der er forgæves. At de reelt ikke kan vinde, og det kun er et spørgsmål om tid, før turen kommer til dem – med russiske flyangreb, Assads soldater og Hizbollahs militser.

Våbenhvilen er tilsvarende vigtig for Assad og hans allierede. Krigen har været dyr. Rusland og Iran har brugt kæmpe summer på konflikten. På grund af de høje tabstal har Assad nærmest en ikkeeksisterende hær tilbage – præsidenten er simpelthen løbet tør for loyale unge mænd. Så for den russiske alliance kan forhandling være den nemmeste vej mod at få samlet det vestlige Syrien under Assad og samtidig fastholde de russiske og iranske geostrategiske interesser.

Derfor vil våbenhvilen mere markere et skift i konflikten og ikke et skift mod en afslutning. At spekulere i, at våbenhvilen og forhandlinger er begyndelsen på slutningen, er alt for tidligt – og i øvrigt forkert. Med den udvikling, den syriske borgerkrig har været igennem, er sådan et udsagn på nuværende tidspunkt alt for optimistisk. Der er stadig alt for mange interne og eksterne aktører, der kan dreje konflikten i forskellige retninger. I sidste ende skal Vesten spørge sig selv, hvilken rolle den vil spille – og med hvilke risici?

Det er meget svært at fastslå, om våbenhvilen er et reelt forsøg på at finde en løsning på dele af den syriske borgerkrig eller blot et påskud, indtil den russiske alliance er klar til den næste fase af krigen.

Det er ikke utænkeligt, at våbenhvilen og forhandlingerne bliver brugt som en kærkommen lejlighed til at få omrokeret de forskellige styrker på landjorden i det vestlige Syrien – primært iranske og Assad-tro – således at de kan nedkæmpe de oprørsstyrker, der stadig er til stede i den del af landet, herunder ikke mindst i byen Idlib. Det vil i hvert fald være i Assads interesse at kunne true med dét under forhandlingerne i Astana og dermed gennemtvinge en aftale på egne, Ruslands og Irans betingelser. Betingelser, der sandsynligvis vil kunne forkortes til: Nedlæg våbnene, eller bliv udslettet.

Spørgsmålet er blot, om oprørerne vil gå med til det. For hvis oprørerne ikke får nogle sikkerhedsgarantier, som de kan have tillid til, kan de lige så godt kæmpe i stedet for at ende i Assads fængsler, hvor de vil blive udsat for tortur og henrettelser. Derfor er det umuligt at fastslå, om våbenhvilen og forhandlingerne er reelle eller ej. Hvis Assad og Rusland ønsker en forhandling, skal de i hvert fald gå en meget svær balancegang, hvor de opretholder det militære tryk, uden at oprørerne føler, at der er tale om et nærtstående angreb eller total kapitulation. Omvendt: Hvis Assad og Rusland løsner deres militære pres for meget, kan det give oprørerne en falsk forestilling om, at de har opgivet at kæmpe. At Astanaforhandlingerne endte med en erklæring, som ikke blev støttet af oprørerne, viser, hvor svær denne balancegang er.

Men det ser ud til, at både Assad og oprørerne er interesserede i at forhandle. Og det kan være, at også Rusland har en reel interesse i det. Oprørerne var godt nok ikke med i Astana-erklæringen, men har alligevel fået tilkæmpet sig en plads ved Genèveforhandlingerne. For Rusland handler det om, at landet har brugt store summer på konflikten, og samtidig har Rusland forsikret, at Astana skulle bruges som forberedelse til Genèveforhandlingerne. En forbindelse også anerkendt af FN.

Hvis forhandlingerne om Syrien skal bære frugt, skal oprørerne overbevises om, at de ikke bliver forfulgt, henrettet og tortureret. Da der er en meget stor mistillid til Assad og Rusland, skal der findes en ekstern aktør som garant. Derfor vil Rusland sandsynligvis gå efter at få en våbenhvile gennem FN, som kan stille med fredsbevarende styrker, observatører eller en anden form for FN-garanti. Som i Aleppo, hvor FN med kort varsel stillede observatører til rådighed ved våbenhvilen.

Den største udfordring ved våbenhvilen er, at ikke alle oprørsgrupper og aktører er med i den. Ikke kun de kurdiske oprørere i YPG, Islamisk Stat og al-Sham står udenfor – det samme gør andre, som den russiske koalition ikke ønsker med (eller blot har ignoreret pga. deres ringe størrelse).

Nogle grupperinger i det vestlige Syrien vil have en interesse i, at forhandlingerne løber ud i sandet – de vil fortsætte kampen, fordi en forhandling og aftale uden dem sandsynligvis vil betyde, at de vil blive bekriget, indtil de overgiver sig betingelsesløst. Men samtidig tjener de et vigtigt formål i forhandlingerne. For de grupper, som ikke er inviteret, bliver sideløbende udsat for voldsomme flyangreb – det er en af de strategier, der bruges under forhandlingerne i Astana og Genève. Disse angreb opretholder et forhandlingspres mod grupperinger, som ER inviteret. Russerne og Assad kan dermed vise, hvad der venter de oprørsgrupper, som ikke bøjer sig for deres krav.

På vej mod et delt Syrien?
Det østlige Syrien domineres af YPG og Islamisk Stat – to aktører, som altså indtil videre er overladt til sig selv og ikke var inviteret med i Astana. YPG af hensyn til Tyrkiet, og Islamisk Stat, fordi det er en international terrororganisation, som ingen ønsker at anerkende som en legitim konfliktaktør. Hvis våbenhvilen – som den er trukket op lige nu – ikke kun er et pusterum, før regimet fortsætter kampene i det vestlige Syrien, kan denne opdeling betyde, at Assad har affundet sig med, at den østlige del af landet er tabt, og at han nu må nøjes med en forhandlet løsning for den vestlige del.

At Assad for nylig udtalte, at ”alt er til forhandling”, kan tyde på, at han er indstillet på i det mindste uofficielt at acceptere denne løsning. Hvis det er tilfældet, må det være en overbevisning, der ikke nødvendigvis er kommet alene gennem russisk og iransk tvangsdiplomati, men også en simpel erkendelse: Regimet har lidt så store militære tab, at det i dag ikke har sikkerhedsstyrker nok til at kunne ’genbesætte’ hele landet, men kun dele af det. Der er simpelthen ikke nok loyale soldater tilbage til at fordele på hele det syriske territorium, lige meget hvor stor en drøm det end er for Assad. Det vil kræve, at Rusland eller Iran er villige til at stille tusindvis af soldater til rådighed som en slags sikkerhedsstyrke for Assad. En løsning, hverken Rusland eller Iran er interesseret i, fordi deres geostrategiske interesser alene findes i det vestlige Syrien og dermed kan ’handles af’ i Genève. Dertil kommer, at der vil være en stor risiko for, at Rusland og Iran vil ende i samme situation som USA i Irak gennem 00’erne: Man kan komme under konstant angreb fra forskellige oprørsgrupper i de områder, hvor Assad ikke nyder nogen støtte eller legitimitet i befolkningen. Rusland og Iran vil kunne komme til at hænge i en ’uendelighedskrig’ – som først Rusland (1979-1989) og siden Vesten (2001-) gjorde i Afghanistan, og som Vesten har gjort i Irak (2003-).

Hvis der kommer skred i forhandlingerne for det vestlige Syrien, er det store spørgsmål: Hvad så med Islamisk Stat og det kurdiske YPG? Løsningen indtil videre er måske en ’ikke-løsning’.

For når det gælder Islamisk Stat, er der international enighed om, at gruppen skal bekæmpes. Det kniber bare med at finde nogen, som kan gøre det. I Irak bekæmper Vesten som bekendt IS sammen med kurdiske og irakiske styrker. I Syrien derimod er der ikke nogen regeringshær, som kan bekæmpe Islamisk Stat. Assads hær er for lille – og Vesten ville ikke støtte en Assad-offensiv. Det vil Rusland umiddelbart heller ikke – medmindre Islamisk Stat begynder at kunne true Assads fremtidige kontrol over det vestlige Syrien.

Kurderne/YPG sammen med Syrian Democratic Forces (SDF) har indledt en offensiv mod byen Raqqa, der fortsat er IS’ de facto-hovedstad. YPG er bekymret over Tyrkiet og frygter, at Erdogan kunne finde på at rykke sine militære styrker imod dem. Derfor må YPG’s offensiv mod Raqqa betyde, at de har fået sikkerhed for, at Tyrkiet ikke rykker ind i deres del af det nordlige Syrien. Om det er en sikkersked, som på sigt holder, vides ikke, men der er ingen tvivl om, at YPG kun angriber Raqqa i en forventning om at få selvstændighed eller en meget høj autonomi i deres del af Syrien.

Der er ikke nogen reelle bud på, hvad der skal træde i stedet for Islamisk Stat, skulle det lykkes YPG/SDF at få dem nedkæmpet – for YPG vil ikke have nogen legitimitet i de IS-besatte områder. Så selvom YPG er en af de få grupper inde i Syrien, som kan rykke mod IS, vil det reelt kræve, at Vesten med USA i spidsen stiller en garanti for, at de ikke vil blive angrebet af Tyrkiet – en garanti, som USA og Vesten ikke kan give, uden at Rusland og Tyrkiet er enige.

Derfor bliver løsningen for det østlige Syrien en ’ikke-løsning’. I hvert fald indtil Islamisk Stat er nedkæmpet i Irak. Hermed vil de fremtidige Assad-kontrollerede og kurdiske områder komme til at virke som bufferzoner og sikre, at Islamisk Stat ikke angriber og har svært ved at indsmugle krigere og materiel. IS vil i Syrien være hegnet ind af Assad og kurderne, i Irak af regeringen. Samtidig vil et overlevende, men svagt IS passe Tyrkiet udmærket som balanceringsredskab over for YPG – fordi det vil sikre, at de syriske kurdere ikke får for stærk en magtpolitisk position, uagtet at de med deres nuværende offensiv sandsynligvis er blevet lovet en styrket rolle.

Med andre ord: Den nuværende våbenhvile og de efterfølgende forhandlinger vil primært fokusere på det vestlige Syrien og på at fastholde Assad-regimet ved magten i den del af landet. Resten af landet vil ligge i delvist kaos med IS som et uløst problem og en udfordring med, hvilken rolle YPG får lov til at spille, når/hvis Raqqa bliver indtaget.

Hvad bliver Vestens rolle?
Hvis forhandlingerne i Genève sætter en fredsproces i gang i Syrien, hvilken rolle får Vesten så?

Nøgternt set har Vesten ikke meget at handle med. Derfor kommer Vesten til at ændre sin selvopfattelse, når det gælder konflikten. Der eksisterer nemlig fortsat en selvopfattelse af, at Vesten kan spille en afgørende rolle. Det kan Vesten ikke. Det politiske og strategiske initiativ ligger i Moskva, Teheran og delvis i Ankara. Det er ikke så underligt. For det første har Vesten forsøgt at undgå en involvering i borgerkrigen. For det andet har man i Vesten ikke kunnet blive enige med sig selv om at definere de strategiske mål – eller vælge, hvilke virkemidler der skulle anvendes. Således har debatten om de strategiske mål i Syrien sprunget mellem at i) bekæmpe Islamisk Stat, ii) fjerne Assad, iii) stoppe flygtningestrømmen – og iv) forebygge yderligere overgreb og krigsforbrydelser.

At Vesten ikke har ønsket at involvere sig i den syriske borgerkrig, kan der være rigtig gode grunde til. Det var et strategisk valg, som på daværende tidspunkt virkede helt rigtigt. Det betyder blot også, at Vesten har kørt sig selv ud på et sidespor uden den store politiske indflydelse på Syriens fremtid.

I 2014 startede Vesten kampen mod IS i Irak – langsomt fedtede man sig selv ind i krigen i Syrien uden egentlig at vide, hvad man gjorde der.

Meget firkantet sagt har Vesten i strategisk blindhed byttet om på mål og midler i Syrien. Officielt er målet udslettelsen af Islamisk Stat – hvilket strategisk set er svært, hvis Vesten ikke ved, hvad der skal træde i stedet for. Derimod burde udslettelsen af IS have været et strategisk middel på vejen mod at finde en alternativ styreform i det vestlige Syrien, som ikke spreder terrorisme i regionen. Det er denne ombytning, som adskiller Rusland fra Vesten. Rusland har opstillet et strategisk mål, som hedder: fastholdelse af indflydelse i det vestlige Syrien. Midlet har så været militær intervention for at fastholde Assad ved magten.

Det betyder også, at Vesten med USA i spidsen snart kommer til at tage stilling til to meget svære spørgsmål.

Det ene er, hvorvidt vi vil anerkende, at Assad og hans regime bliver siddende ved magten og beholder kontrollen over det vestlige Syrien.

Det andet er, hvad skal der ske med YPG i det nordlige Syrien, som USA har støttet heftigt. Det er ved at være de sidste to strategiske kort, som Vesten sidder med – og spørgsmålet er, hvornår og hvordan de skal spilles. Spørgsmålet om Assads fremtid er vigtigt for Rusland og Iran, hvorimod kortet med YPG er essentielt for Tyrkiet.

Hvad gør Vesten med Assad og YPG?
Når det gælder Assad, vil Vesten i det mindste uofficielt komme til at anerkende regimet. Spørgsmålet er mere, hvad Vesten kan handle sig til i den proces. Det kunne være støtte til at reducere flygtningestrømmene eller accept af en FN-mission i landet. Et substantielt bidrag til en FN-mission i Syrien vil tjene vestlige interesser. Det kan sikre, at Assad ikke begår store overgreb mod befolkningen i de nuværende oprørskontrollerede områder, men samtidig vil det også styrke Vestens indflydelse i Syrien. Det vil naturligvis kræve, at de vestlige lande er villige til at bruge de ressourcer, som en sådan mission vil koste – og at Rusland vil tillade det. For Vesten har, som den strategisk svage part i konflikten, brug for FN, for at man kan præge udviklingen. Alle andre muligheder for politisk indflydelse er reduceret eller ligefrem spildt. Man har overvejet forslag om flyforbudszoner, hvor Vesten forhindrede Assad og Rusland i at flyve i bestemte områder. Tilsvarende har der også været idéer om nye røde linjer, hvorved Vesten straffer Assad med flybomber, såfremt han gennemfører overgreb eller bryder aftaler. Men tanken om disse som strategiske værktøjer, der kunne påvirke Assad, blev reelt virkningsløse, da Rusland intervenerede. Den slags tiltag kræver nu, at Vesten er villig til at løbe en risiko for militære tab – fordi Rusland kan beskytte det syriske luftrum med moderne, langtrækkende missiler (yderligere tilskyndet efter Tyrkiets nedskydning af et russisk kampfly i december 2015).

Hvis ikke FN kommer til at spille en større rolle i Syrien i fremtiden, kan Vesten ikke gøre meget andet end at se på. Prisen for FN’s involvering bliver sandsynligvis en anerkendelse dels af Assad, dels af, at det vestlige Syrien er russisk og iransk interesseområde.

Hvis en anerkendelse af Assad synes svær, så er en forhandling om det kurdiske YPG’s rolle nærmest umulig. USA støtter YPG militært i deres kamp mod IS – men da YPG som nævnt støtter PKK i Tyrkiet, er det en torn i øjet på Erdogan, og Tyrkiet anser derfor den amerikanske støtte til YPG som en trussel mod tyrkisk suverænitet. Så selvom YPG nu er med i kampen mod Islamisk Stat, kan vindene hurtigt skifte.

USA kommer derfor til at skulle beslutte sig for, hvordan man ønsker at fortsætte støtten til YPG, da våbenstøtten jo i teorien kan eksporteres over grænsen til PKK og i sidste ende anvendes til angreb mod tyrkiske sikkerhedsstyrker, når kampen om Raqqa er slut. Omvendt: Hvis USA stopper al våbenhjælp til YPG, vil det kunne betyde, at Islamisk Stat efterhånden kan genoptage kampene mod kurderne og trænge tættere på den tyrkiske grænse. En løsning, Erdogan heller ikke ønsker, efter at IS gennemførte en række angreb i Tyrkiet.

YPG ligner en gordisk knude, fordi der ikke umiddelbart findes en løsning, som vil kunne tilfredsstille både Tyrkiet, USA og kurderne selv. Et bud vil være en ’ikke-løsning’, mens man venter på, at forhandlingerne om det vestlige Syrien afsluttes, og bekæmpelsen af Islamisk Stat i Irak lykkes. Indtil da vil YPG få akkurat assistance nok til at kunne bekæmpe Islamisk Stat – men ikke så meget, at støtten ender i armene på PKK i Tyrkiet.

Hvad kan Vesten lære af borgerkrigen i Syrien?
Det er måske tid til at erkende, at borgerkrige kræver helt andre løsninger end dem, vi kender. Der mangler stadig en basal erkendelse af, at de fleste stater i Mellemøsten og Nordafrika er kunstigt skabte – og af, at verdenssamfundets forhippelse på at bevare dem er den største konfliktskaber.

Når et land som Irak plages af en voldsom borgerkrig, tager den naturligvis sit udgangspunkt i USA’s invasion i 2003. Men at landet efterfølgende forsvinder ned i et voldsorgie, kan kun finde sted, fordi landet allerede havde nogle stærke interne spændinger, som invasionen satte løs. Noget tilsvarende kan siges om Libyen, Syrien, Somalia og andre borgerkrige i fx Afrika. Mønstret er simpelt: Forskellige etniske eller nationale grupper kæmper om magt og indflydelse på bekostning af andre grupperinger.

Hvis Vesten skal have lært noget af Balkankrigene i 1990’erne, så er det, at løsningen på borgerkrige med meget voldsomme menneskelige lidelser og overgreb reelt kun kan finde en form for afslutning ved at opdele landet efter de grupperinger og etniske tilhørsforhold, som er der i forvejen.

Havde verdenssamfundet forfulgt samme løsning for Jugoslavien som for Irak og Syrien, havde vi sandsynligvis set langt flere overgreb og mere ustabilitet på Balkan. Ved at fastholde, at kunstige stater som Irak, Syrien, Libyen mv. skal fortsætte med at eksistere, bidrager vi, sammen med resten af verdenssamfundet, til at forlænge konflikter. I et land som Syrien har der siden 2011 været massive menneskelige overgreb på tværs af forskellige grupperinger. Tror vi virkelig, at mennesker efterfølgende vil kunne finde ud af at leve i fredelig sameksistens – ikke kun efter års borgerkrig, men også årtiers undertrykkelse? Det er tvivlsomt.

Det er måske tid til, at vi forstår det: Dele af Mellemøsten er lige nu i gang med en statsdannelse, som er uundgåelig. Hvis vi modsætter os den, vil vi kun kunne bidrage til at udskyde det, som med stor sandsynlighed alligevel bliver en realitet en dag: nemlig at nye grænser og stater er ved at opstå i Mellemøsten inden for de næste årtier.

Johannes Riber Nordby (f. 1969) er souschef og analytiker ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet. Han har en MA fra University of Leicester, hvor han skrev om svage staters sammenbrud, og er uddannet officer i Forsvaret.