Ole Aabenhus: Frankrigs yderste højre bag ny dansk ungdomsgruppe

Ole Aabenhus: Frankrigs yderste højre bag ny dansk ungdomsgruppe

24.01.2018

.

Generation Identitær er en lille gruppe velklædte, unge aktivister på den yderste danske højrefløj. De bekæmper indvandring, men er ikke racister, siger de. Race er nemlig afløst af noget, de kalder “etnokulturel identitet”. Fænomenet, der griber om sig i flere lande i Europa, især i Østrig, Tyskland og moderlandet Frankrig, har tæt forbindelse til Marine Le Pens Front National og det tyske Alternative für Deutschland.

Af Ole Aabenhus

Kort før jul uddelte en mediebevidst gruppe unge løbesedler med “gratis billetter til Syrien” på Kongens Nytorv. “Identitær Danmark” kalder de sig. De var udklædt som piloter og stewardesser, og budskabet var, at nu skal de syriske flygtninge ud af landet. “Boarding: Nu”, som der står på de omdelte biletter fra flyselskabet “Faye Air”. Der findes naturligvis ikke noget flyselskab med det navn; “Faye” er navnet på en af ideologerne bag gruppen, Gauillaume Faye, en teoretiker på den yderste højrefløj i Frankrig.

De identitære er særdeles mediebevidste. Hele eventen blev optaget på video og placeret på YouTube, og det lykkedes dem at få en sektionsforside i Politiken og at blive interviewet både i Orientering på P1 og Radio 24syv hen over jul og nytår.

Identitær Danmark er en dansk variant af Génération Identitaire, der opstod i Frankrig i 2012 som en ungdomsorganisation knyttet til den aktivistiske og indvandrerfjendske gruppe på den franske højrefløjsorganisation, der er kendt som Bloc Identitaire (nu omdøbt til Les Identitaires). Begge hører til i miljøet omkring Marine Le Pens parti Front National, og ledende personer fra Bloc Identitaire har fremtrædende roller i partiet.

Génération Identitaire har nu bredt sig til Italien, Østrig og ikke mindst Tyskland, hvor organisationen har tætte forbindelser til Alternative für Deutschland og Pegida, der samler den indvandrerfjendske del af den tyske højrefløj.

“Jeg er jo europæer”
Bevægelsen opfatter sig selv som forsvarer af både europæisk og national identitet. Det fandt jeg i starten interessant, fordi jeg mener, vi har brug for at tænke identitet på både nationalt og europæisk niveau. Men det er hurtigt gået op for mig, at gruppen er fremmedfjendsk og imod enhver form for blanding af folkeslag. Når man taler om europæisk identitet, er det underforstået: “i modsætning til asiater” eller “i modsætning til afrikanere”.

 

Når man taler om europæisk identitet, er det underforstået: “i modsætning til asiater” eller “i modsætning til afrikanere”
_______

 

Identitet, der er opbygget omkring et modsætningsforhold til andre folkeslag har det med at udarte til racisme. Men identitær-bevægelsen insisterer på, at den ikke er racistisk. “100 procent identitet – 0 procent racisme”, lyder et af slagordene.

I interviews forklarer de identitæres talsmandinde. De bruger vist selv talsperson herhjemme, Aurelia Aniulyte, at identitet er lig med en kulturel egenskab, som kun den, der er født ind i en bestemt folkegruppe i et bestemt nationalt landskab, kan have. Alle identiteter kan være lige gode, men ikke på samme sted. De må ikke blandes. Altså skal de, der ikke hører til, hjem snarest muligt, og det er også logikken i eventen på Kongens Nytorv.

I Politiken forklarer hun, at “Bare fordi man måske er demokratisk indstillet eller taler sproget, er man ikke dansk”. Til gengæld må hun selv gerne være her. Hun er ganske vist født i Litauen og kommet til Danmark som 12-årig, men, siger hun, “Jeg er jo europæer”.

De identitære lægger vægt på, at de ikke er racister. Racisme handler om hudfarve og genetisk arv, og om visse menneskeracers overlegenhed over for andre, og om at man – takket være denne overlegenhed – har ret til at optræde diskriminerende over for andre. Men i den forstand er de identitære ikke racister. “Vi mener virkelig ikke, at vores kultur er bedre end andres”, siger Aurelia.

I stedet taler de idententitære om etnokulturelle fællesskaber. Det franske Bloc Identitaire har valgt sit navn netop for at markere, at de to delelementer, der indgår i begrebet – folkeslag og kultur – hænger ubrydeligt sammen, som en blok.

Det giver en logisk slutning, der lyder: Én gang europæer, altid europæer. Én gang ikke-europæer, aldrig europæer! Racisme-begrebet er skiftet ud med et andet, der lyder pænere, mere kulturelt, men som giver samme resultat.

 

Racisme-begrebet er skiftet ud med et andet, der lyder pænere, mere kulturelt, men som giver samme resultat
_______

 

Spartanere?
De identitære, især de franske, gør hvad de kan for at fremstå som patrioter i en Europa-historisk sammenhæng. Indvandringen til Europa overdrives vildt. Europa er under “angreb” og hvis ikke patrioterne træder til og renser ud, risikerer europæisk kultur at bukke under.

Andre kan mene, at europæisk kultur er under forandring på grund af globalisering, digitalisering, amerikanisering, neo-liberalisering. Men for identitær-bevægelsen peger pilen udelukkende på “de fremmede”. Og de er patrioter i en kamp, der kun lige er begyndt, for at forsvare europæisk kultur mod total undergang.

Meget symbolsk har de valgt det græske bogstav L (lambda) som symbol for bevægelsen. Det henviser til Lakedaimon (Sparta), krigerstaten i det gamle Grækenland. I det afgørende slag ved Thermopylæ 480 fvt. ofrede kong Leonidas ifølge historien sig selv og sine 300 elitesoldater for at forsvare grækerne (læs: Europa) mod de udefra kommende (læs: stormagten Persien, der på det tidspunkt rakte fra Indien til Ægæerhavet).

Bevægelsens første store aktion havde en tilsvarende Europa-historisk reference: Et halvt hundrede sortklædte unge besatte i 2012 den store moské i byen Poitiers, nogenlunde midtvejs mellem Paris og Bordeaux. Og hvorfor netop her? Fordi det var i Poitiers, at frankerne i 732 endeligt besejrede de muslimske styrker, der på det tidspunkt trængte op fra det nuværende Spanien. Aktionen var spektakulær, lidt a la Greenpeace. Fra moskéens tag blev der hængt kæmpestreamers med teksten “Génération Identitaire” og krav om folkeafstemninger om immigration og moskébyggeri. Symbolikken og den historiske henvisning havde sin virkning. Billeder og artikler gik landet rundt og blev delt på de sociale medier under overskriften “Poitiers 732”.

Andre, mindre historiske aktioner har handlet om at optræde med grisehoveder, om at uddele gratis suppe kogt på flæsk, osv. Da der var mest fokus på flygtningestrømmen over Middelhavet, stod den østrigske gruppe for “Defend Europe”-aktionen. Den gik ud på at hyre et skib, der sejlede rundt i Middelhavet for at forhindre andre europæiske NGO’er i at redde flygtninge og migranter, der var ved at drukne på vej til Europa.

 

Den østrigske gruppe [stod] for “Defend Europe”-aktionen. Den gik ud på at hyre et skib, der sejlede rundt i Middelhavet for at forhindre andre europæiske NGO’er i at redde flygtninge og migranter, der var ved at drukne på vej til Europa
_______

 

Det østrigske faderopgør
Bevægelsen elsker krigsretorik, og en af de ting, der virkelig har givet den vind i sejlene er en krigserklæring mod 68′-generationen, skrevet på tysk af den dengang 23-årige Markus Willinger. Den blev omgående udgivet også på engelsk under titlen: “Generation Identity, – a Declaration of War against the 68’ers”.

Bogen fremtræder som et indædt faderopgør over 41 korte kapitler, der alle ender med “for vi er generation identitær”. Budskabet er klart: 68’erne er for slappe, og de er med deres blødhed og uafklarethed skyld i alt, hvad der er gået galt i Europa – indvandringen, den unge generations slaphed, miljøet, religionen, politikken, universalismen – ja, selv sex.

Alternativet til dagens situation er at skrue tiden tilbage, til før 68’erne kom til.

Overraskende nok er forfatteren rimeligt positiv over for EU. Unionen er ganske vist noget rod, ikke mindst fordi forretningslivet har fået alt for stor indflydelse. “Jeres EU er en fornærmelse mod os. Vi vil bygge det Europa, som vores strålende kontinent fortjener”. Men hvori består så det rimeligt positive? Hvad er det for et Europa, de vil bygge? Indeholder det mere end identitære europæere? Har de et bud på mere demokratiske/autoritære institutioner?

Etnopluralisme
Et af erklæringens centrale afsnit handler om “etnopluralisme”. Siden tidernes morgen har der været forskellige folkeslag, hedder det, men den, der tror, at man kan forene alle kulturer i én multikultur, fremkalder i virkeligheden krig og had, hedder det. Afsnittet henviser desuden til Balkankrigene og de endeløse konflikter i Mellemøsten som eksempler på, at krig bliver resultatet, hvis flere folkeslag skal leve i samme område.

Denne lære gælder også når Europa rammes af muslimernes masse-integration, mener bogen. “Historien vil endnu en gang vise os, at det snarere skaber fred at sende muslimernes hjem end at lade dem blive og dermed sætte scenen for en evindelig konflikt”. Her er de unge identitære ganske tæt på Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. “Men I [dvs. 68-generationen, der nu sidder på magten] har aldrig fattet, hvad identitet og kultur handler om”, hedder det så, og videre: Det har vi, de identitære, og vi respekterer alle folkeslags ønske om identitet og hver kulturs ret til sit eget territorium.

Dansk perspektiv
Jeg har spurgt mig selv undervejs, om den identitære bevægelsen kan have en stor fremtid foran sig i Danmark.

Et svar kunne lyde, at det har den næppe. Det tankegods den har hentet fra den franske nationale højrefløj, er allerede gængs i dansk politik – jf. Dansk Folkepartis konstante pres for at få udlændinge smidt ud af landet. Dertil kommer skiftende regeringers og ikke mindst integrationsminister Inger Støjbergs ihærdige forsøg på at forhindre konventions- og andre flygtninge i overhovedet at sætte fod på ”de etnokulturelle danskeres” jord.

Som samfundsanalytikeren Knud Vilby skrev på netavisen Altinget i december, så ligger der et markant skifte i de nye strammerkrav, der er dukket op i de senere år, og som før jul spillede en central rolle i finanslovsforhandlingerne.

Tidligere sigtede man på integration, men var lidt usikker på, om integrationen kunne følge med. Nu lyder det underliggende tema: ”Hvordan undgår vi integration? Og hvordan sikrer vi, at de fremmede lever i parallelsamfund, så længe vi nu er nødt til at trækkes med dem? Hvordan sikrer vi derefter, at de hurtigst muligt sendes tilbage til fred eller krig?” Det kunne siges helt kort: Isolér dem og send dem hjem. De har ikke den rette etnokulturelle profil.

 

Tidligere sigtede man på integration, men var lidt usikker på, om integrationen kunne følge med. Nu lyder det underliggende tema: ”Hvordan undgår vi integration?”
_______

 

På den anden side har de identitære til en vis grad ret i deres kritik af de nuværende magthaveres laden-stå-til: Mange af dem – mange af os! – har haft svært ved at acceptere et “Fort Europa”, og det erhvervsliv, der så fordele ved at fjerne de indre grænser, har ikke haft klarsyn til og interesse i at gøre noget ved de ydre.

Vi savner en klar forståelse af, hvad Europas rolle skal være i verden i dag, hvordan man overvinder uligheder, og hvordan Europa som humanistisk kultur skal forholde sig til det fænomen, at der nu er 65 millioner flygtninge og fordrevne i verden, og mange flere, der håber de kan komme ud af fattigdommen ved at bevæge sig et andet sted hen.■

Ole Aabenhus (f. 1941) er tidligere DR-korrespondent i Bruxelles. Arbejder p.t. på projektet My!Europe, der har drøftet EU’s demokratiske underskud i syv lande inden for det sidste halvandet år og senest præsenteret ”20 Recommendations For More Democracy In Europe” på et seminar i Europa-Parlamentet (www.myeurope.today)

ILLUSTRATION: Medlemmer af Identitær uddeler flyers I København (foto: Identitaer.dk)