Rune Langhoff (ALT): Kun Socialdemokratiet kan stilles til ansvar for sit højreskred

Rune Langhoff (ALT): Kun Socialdemokratiet kan stilles til ansvar for sit højreskred

24.07.2018


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Man kan ikke give Radikale eller Alternativet skylden for, at Socialdemokratiet får stadigt sværere ved at finde opbakning hos centrum-venstre.

Kommentar af Rune Langhoff, presserådgiver i Alternativet

FORLEDEN SKREV Politiken i en overskrift, at “nye krav fra Radikale øger afstand til Socialdemokratiet”. Nyheden: At partiets politiske leder, Morten Østergaard, ikke vil bakke op om et stop for spontan asylbehandling ved grænsen, som S har foreslået.

Det er barokt, at Radikale på den måde kan få skylden for at øge afstanden til Socialdemokratiet, når det burde være klart for enhver, at det ikke er Radikale, der på dette område har ændret holdning. Nej, det er Socialdemokratiet, der på udlændingeområdet – med hidtil uset iver – flytter sig længere og længere væk fra sit historiske humanistiske og solidariske udgangspunkt. Det har de da også – med slet skjult stolthed – råbt fra hustagene, hvor end de kommer frem. Så faktisk er den omtalte overskrift ikke bare barok, den er direkte uretfærdig over for Radikale. Ja, og også over for Socialdemokratiet, der tilsyneladende er ivrige efter at lægge stor og umisforståelig afstand til Radikale på dette område. Så giv dem da æren, hvis de så gerne vil have den.

 

Det er barokt, at Radikale på den måde kan få skylden for at øge afstanden til Socialdemokratiet, når det burde være klart for enhver, at det ikke er Radikale, der på dette område har ændret holdning
_______

 

På samme måde får Alternativet i disse uger skylden for, at den såkaldte rød blok synes på vej mod opløsning. Det er på samme måde misvisende.

VI HAR I Alternativet aldrig været en del af rød blok. Vi er ikke et parti med et ideologisk (rødt eller blåt) udgangspunkt, vi baserer os på værdier. At mange måske tror det, at vi hører til i rød blok, kan skyldes, at medierne (af uransagelige grunde) har haft travlt med at fastholde præcis den påstand. I mit arbejde som presserådgiver for Alternativet har jeg ikke tal på, hvor mange gange jeg har set artikler, som Alternativet indgår i, hvor der i overskriften står “Røde partier: (… et eller andet budskab)” eller meningsmålinger, hvor der står “Flertal til rød blok”, fordi Alternativet uretmæssigt tælles med i rød blok.

Vi har været en del af oppositionen, men aldrig en del af rød blok (det er altså en stor forskel, selvom det måske ikke lyder af så meget). Og vi har aldrig peget på Mette Frederiksen som vores statsministerkandidat. I stedet har vi – indtil vi for nylig pegede på Uffe Elbæk som vores statsministerkandidat – fastholdt, at vi ville tale politik, før vi taler personer. Det kan godt være, det er upraktisk. Det kan godt være, det gør det sværere at lave overskrifter, men det er nu engang virkeligheden. Skulle man ikke holde sig til at beskrive den?

En anden grund til, at det er misvisende, at Radikale skulle være dem, der øger afstanden til Socialdemokratiet eller at Alternativet skulle være grunden til, at “rød blok” synes i opløsning, er denne: Socialdemokratiet har siden valget i 2015 ifølge flere opgørelser stemt mere sammen med regeringspartierne end med oppositionen. Dét er et historisk nybrud. Med andre ord: Hvis der er nogen, der er skyld i eller kan tage æren for “rød bloks” opløsning, er det snarere Socialdemokratiet. Eller dem, de stemmer sammen med.

 

Socialdemokratiet har siden valget i 2015 ifølge flere opgørelser stemt mere sammen med regeringspartierne end med oppositionen. Dét er et historisk nybrud
_______

 

Jeg siger ikke, at det er en dårlig ting. Langt fra. Jeg har det fint med det bredt samarbejdende folkestyre – også selvom det måtte tage beslutninger, jeg er uenig i. Men faktisk stemmer de fleste partier jo sammen om rigtig mange ting i Folketingssalen (den slags brede flertal, hvor mange partier er med er klart at foretrække frem for flertal, der kun er baseret på mange mandater, men få, store partier, men det er en anden diskussion). Men dét er ikke en vinkling, der passer til mediernes totaltteater, hvor skyttegravskrig og præsidentvalgkampslignende dramaturgi øjensynligt er at foretrække.

Mette Frederiksen har dertil givet sig selv og sit parti et frihedsbrev, hvor hun fastslår, at hun – hvis hun bliver statsminister – vil lave politik med alle Folketingets partier og løbende samle forskellige flertal bag sin politik. Sådan som Løkke i øvrigt også gerne vil gøre i dag, i det omfang han overhovedet kan få gennemført noget af sin politik. Med andre ord: Dansk politik er i opbrud, under forandring, på vej væk fra den belastende Foghske kontraktpolitik, der låste folkestyret og paralyserede medierne i en sådan grad, at de ikke for alvor er kommet sig over det endnu.

Det opbrud er for mig at se glædeligt. Hvis Socialdemokraterne helst vil bruge valgperioden på at blive venner med Dansk Folkeparti, i stedet for at tale og udvikle politik med oppositionen, må de da gerne gøre det (hvilket de jo også har gjort). De skal da samarbejde med dem, de synes, de har mest til fælles med. Men jeg forstår ikke, at medierne eller andre er så opsatte på at give Radikale eller Alternativets “skylden”. Skulle vi ikke bare konstatere, at de skillelinjer, vi engang kendte, ikke længere eksisterer? Og at det er en udvikling, vi har skabt sammen? Partierne, medierne, vælgerne.

 

[Socialdemokraterne] skal da samarbejde med dem, de synes, de har mest til fælles med. Men jeg forstår ikke, at medierne eller andre er så opsatte på at give Radikale eller Alternativets “skylden”
_______

 

Se bare på “blå blok”, hvor det største “borgerlige” parti ikke er borgerligt. Småborgerligt måske, men ikke borgerligt, ikke blåt. Se bare på, hvordan de partier, der ellers flager ivrigst med den liberale fane, igen og igen indskrænker vores frihedsrettigheder. Se bare på, hvordan partier, der hævder at kere sig om de socialt udsatte, igen og igen indfører tiltag, der gør livet sværere for dem på bunden af samfundet. Den klassiske opdeling eller inddeling af dansk politik giver ikke længere mening. Nogle af de røde er blå, nogle af de blå er røde. I Alternativet taler vi selv om en ny inddeling: De systembevarende over for de systemudfordrende. Giver det ikke mere mening?

For mig er det i hvert fald en af grundene til, at vi peger på os selv og ikke på Mette Frederiksen. For ja, Socialdemokraterne er blevet lidt grønnere (der er stadig alt for langt til Svend Auken-niveauet), men vi ser simpelthen bare verden på forskellige måder. De vil bevare, vi vil forandre. Jeg ser ikke længere det nysgerrige, modige og nytænkende socialdemokrati, der grundlagde velfærdsstaten. Jeg ser et socialdemokrati, der er konservativt og defensivt.

Så det handler om meget andet end udlændingepolitik. Det handler om tilgangen til verden. Her har Alternativet langt mere til fælles med Liberal Alliance og Enhedslisten. Lysten til at unfucke systemet. Så kan vi være uenige om, hvilket system, vi sætter i stedet. Men udgangspunktet – forandringsviljen – er den samme.

 

Det handler om meget andet end udlændingepolitik. Det handler om tilgangen til verden
_______

 

Under alle omstændigheder er det på tide at sige farvel til den fordummende forsimpling af dansk politik, som vi har set i de seneste årtier. Man kan ikke fastholde billedet af et statisk demokrati, mens alt er i opløsning. Man kan ikke holde fast i en rød-blå blokinddeling, når den tydeligvis er uddateret. For så gør man sig skyldig i at fastholde en virkelighed, der ikke findes.

 

Under alle omstændigheder er det på tide at sige farvel til den fordummende forsimpling af dansk politik, som vi har set i de seneste årtier
_______

 

Der er altid et alternativ. Også til blokpolitik. ■



Rune Langhoff (f. 1983) er presserådgiver ved Alternativet og tidligere pressechef ved WWF København. ILLUSTRATION: Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og Socialdemokratiets Mette Frederiksen [foto: Magnus Claus Rasmussen/Scanpix]