Dennis Kristensen: Falcksagen viser, at private aktører kan ødelægge velfærden indefra

Dennis Kristensen: Falcksagen viser, at private aktører kan ødelægge velfærden indefra

19.04.2019


I Sydjylland fejede Falck konkurrenten BIOS af banen med en hæmningsløs, professionelt tilrettelagt miskrediteringskampagne. Har politikerne – der gav selskabets chef flere store tillidshverv – lært nok af den sag?

Kronik af Dennis Kristensen

De private aktører evner tilsyneladende tre ting på én gang – de kan angiveligt levere velfærd til danskerne, som både er 1) billigere, 2) bedre og 3) rummer et betydeligt eksportpotentiale. Sådan lyder mantraet for det private initiativs politiske og ideologiske venner og lobbyister – og det har det gjort i mange år. Men som Falck-sagen viser, kan resultatet blive, at velfærden – helst i hemmelighed og udenfor offentlighedens søgelys – ødelægges indefra.

Når lovprisningen af konkurrence bliver skinger, så ender vi dér, hvor Berlingskes administrerende direktør Anders Krab–Johansen formulerer slagord som “sundhed og velfærd rimer på profit”. Ifølge ham ejer virksomheder som Novo Nordisk og Falck evnen til at kommercialisere: “Ordet kommercialisering er vigtigt, fordi det er her, vores største mulighed og samtidig største trussel er. Det er ikke vores skaberevne, der begrænser os indenfor medicinalindustrien, og det er heller ikke vores dygtighed, der begrænser os i sygehusvæsenet. Det er fraværet af et marked og begrænsningen af antallet af aktører, der følger af lovgivning og regulering. Det er forhindringen for, at vi kan omsætte viden til vækst og arbejdspladser”.

Over en kort årrække voksede netop Falck til at blive verdens største internationale ambulancevirksomhed med aktiviteter i 46 lande, fordelt på seks verdensdele. Alligevel virker det besynderligt at fremhæve netop Falck som et godt eksempel.

Falck har – siden Sophus Falck i 1906 stiftede Redningskorpset for København og Frederiksberg A/S – opereret på et marked med opgaver, som i mange andre lande varetages af det offentlige. Og Falck har i praksis det meste af tiden været den eneste private aktør på markedet for brandslukning og ambulancekørsel. Virksomheden har – ved hjælp af opkøb eller direkte nedkæmpning – holdt mulige danske og udenlandske konkurrenter væk. Fra det danske Zonen over det svenske Samariten til det hollandske BIOS. Zonen (eller Zone-redningskorpset, som det retteligt hed), gav ganske vist i tre årtier Falck benhård kamp til stregen. Både ift. opgaver for det offentlige og salg af abonnementer til private. Men også dengang var Falck parat til at kaste sig ind i kampen med alt, de havde til rådighed. Og det lykkedes med en fusion i 1960’erne, som fik Zonen til langsomt at forsvinde.

Kampen mod BIOS
Hvad Falck er parat til at gøre for at feje konkurrenter af banen blev i februar afdækket af Konkurrencestyrelsen, i undersøgelsen af Falcks arbejde for at miskreditere ambulancefirmaet BIOS.

Falck har accepteret rapporten, der viser hvordan Falck – efter i 2014 at have tabt et udbud af ambulancekørslen i det meste af Region Syddanmark – lagde en strategi for at gøre det umuligt for det vindende selskab at leve op til kontrakten (på ambulancekørsel, lægeambulancer og akutbiler). Falck skulle operere i det skjulte – gemt bag ambulancereddere og kommunikationsbureauer, der med Falck som hemmelig bagmand skulle “ekskludere BIOS fra det danske marked for ambulancetjenester ved at skabe usikkerhed og bekymring om BIOS som leverandør og arbejdsplads, og dermed afskære BIOS fra at rekruttere ambulancereddere i Region Syddanmark”, som Konkurrencestyrelsen formulerer det.

Grundlæggende handlede det om at lægge pres på de politiske beslutningstagere. Konkurrencestyrelsens rapport citerede fx en PowerPoint-præsentation, hvor det hed: ‘Dagsordener: Vi skal skabe bekymring! Patientsikkerhed: Borgerne og politikerne skal se for sig, at kvaliteten bliver ringere og responstiderne længere. Det bliver kaotisk og folk risikerer at dø’ (se fx: https://www.bt.dk/erhverv/falck-topchef-graemmer-sig-over-pinlig-passage-i-skandale-rapport).

Falck ville desuden fastholde ambulanceredderne – uanset, at firmaet ikke selv havde brug for de pågældende – for at forhindre BIOS i at kunne bemande deres ambulancer. Falck overførte således 181 af sine ambulancereddere fra Region Syddanmark til Region Midtjylland. Samtidig skulle redderne opsøge lokale politikere, så bekymrede borgmestre kunne mobiliseres i offentligheden. Medierne skulle have en hjælpende hånd til at udarbejde stærkt kritiske artikler. Og – som en investering i fremtiden – skulle denne smuds–kampagne også “udbredes, så den rammer politikere i de øvrige regioner.”

Og Falck ville strække sig meget langt, hvis Region Syddanmark kunne overtales til at droppe BIOS. Til ambulanceredderne i regionen skrev Falck: “For at udrydde enhver tvivl om Falcks bevæggrunde har vi derfor besluttet, at såfremt Region Syddanmark skulle få behov for det, er Falck parat til i en overgangsperiode at varetage ambulancetjenesten i regionen til BIOS’ pris – plus et tillæg i en startfase – indtil regionen kan afvikle et nyt udbud […] Dette vil i givet fald være tabsgivende for Falck, men vi er på baggrund af, hvad vi har oplevet i den seneste tid, parat til at påtage os opgaven på disse vilkår – til fordel for borgerne, regionen, redderfaget og naturligvis også for Falck”.

Falcks omfattende, hemmelige og bekostelige indsats for at spænde ben for BIOS lykkedes, og firmaet gik konkurs. Det hollandske moderselskab planlægger da også en erstatningssag, hvor de vil kræve et trecifret millionbeløb.

En del af et større mønster
Er BIOS-skandalen en undtagelse? En alvorlig, men enkeltstående smutter i en virksomhed, som i mere end et hundrede år har solgt sig selv på historien om den almennyttige hjælp og det samfundsansvar, som drev virksomhedens stifter?

Andre potentielle konkurrenter har tidligere måtte opgive at komme ind på det danske private marked for ambulancekørsel. Og forsøg på at tage ambulancekørsel tilbage til det offentlige er mislykkedes. Et par eksempler: Et par amter arbejdede i 2002 på at lade kommunale brandvæsener i Odense og Vejle overtage ambulancekørslen i stedet for Falck, men trusler fra Falck og ambulanceredderne om at blokere for, at kommunerne kunne overtage de ansatte, fik amterne til at trække følehornene til sig. Det svenske ambulanceselskab Ulfab var i 2008 i gang med at forberede sig på at give tilbud på ambulancekørsel i Hovedstaden, på Sjælland og i Region Midtjylland, men blev lige på målstregen opkøbt af Falck.

Samme år vandt det lille svenske ambulanceselskab Samariten en overraskende stor del af udbuddet af ambulancekørsel i Danmark – og nok også en større del, end selskabet selv havde forventet, herunder størstedelen af kørslen i Region Sjælland og knap en tredjedel i Region Midtjylland. Selskabet oplevede en negativ kampagne svarende til kampagnen mod BIOS: Der blev på samme måde sået tvivl i offentligheden om, hvorvidt selskabet havde kompetencerne, økonomien og redderne til at drive og bemande ambulancerne. Falcks koncernchef Allan Søgaard Larsen såede tvivl om, hvorvidt borgerne kunne forvente samme serviceniveau og samme responstid, hvis regionsrådet valgte Samariten: “Disse tal er chokerende. Hvis Samariten tror, at de kan bemande 70 ambulancer med 300 mand – og nå frem til ulykkesstedet så hurtigt som i dag – så har de lavet en regnefejl”. Han har siden sagt: “Set i bagklogskabens lys var det ekstremt dårligt håndteret, fordi man åbner sig for kritik. På den anden side. Hvis du spørger 20 direktører, ville de sige, at det kunne de aldrig finde på, men i virkeligheden gør de det samme. Det skal bare ikke opdages”, som han fastslog i den nylige BT–artikel “Falcks stenrige slagsbror”. Det er ren tilståelsessag fra Falcks side: Alle andre snyder som os, bare i det skjulte.

Region Midtjylland har angivet, at en af årsagerne til, at det er svært for nye ambulancevirksomheder at få fodfæste i Danmark, er, at “det er et meget komplekst område, der også afhænger af fagforeningerne. Fagforeningerne har meget at skulle have sagt, da man ikke kun skal have det store kørekort, men at man også skal have en lang uddannelse bag sig”.

Det må vist være en diplomatisk omskrivning af, at også Region Midtjylland ifølge denne opgave var under pres fra 3F for at fastholde Falck som den dominerende ambulancevirksomhed i regionen.

Om forløbet i Region Sjælland sagde regionsrådsformand Kristian Ebbensgaard (V) til Dagbladet: ”Det Samariten har været oppe imod specielt fra fagforeningernes og 3Fs side, har været voldsomt.”

Samariten fik I 2008o ikke lov at opnå en overenskomst med 3F på samme niveau som den, 3F havde med Falck. I stedet blev selskabet præsenteret for en ambulanceoverenskomst, der som lyn fra en klar himmel blev indgået mellem 3F og arbejdsgiverorganisationen DI. I DI’s bestyrelse sad i øvrigt Falcks koncernchef Allan Søgaard Larsen. Udspillet fik Samariten til i stedet at indgå en overenskomst med FOA (jeg var dette tidspunkt formand for organisationen). Efter Samaritens egen beskrivelse endte forløbet – kombineret med finanskrisen – med, at selskabet ikke længere kunne låne det trecifrede millionbeløb, som var forudsætningen for deres tilbud.

Hos 3F lød udlægningen ifølge formand for 3F’s Transportgruppe Jan Villadsen (i Fagbladet 3F): ”I København havde Samariten fået en billig overenskomst med FOA. Det viser klart, at man ikke kan give 3F skylden for, at alt gik galt. Det er for længst gået op for borgerne, at Samaritens bud ikke hang sammen. Det samme burde politikerne indse”.

Samtidig med, at BIOS i 2014 vandt størstedelen af ambulancekørslen i Region Syddanmark, vandt det lille danske selskab Response, en mindre del; nemlig det såkaldte trekantsområde. Her valgte Falck at løse “problemet” ved at opkøbe Response, inden kontrakten trådte i kraft.

Samfundsansvar eller profit?
Over de seneste årtier har Falck undergået forvandlingen fra at være et familieejet selskab til et aktieselskab ejet af kapitalfonde på jagt efter profit. Falck–familien solgte i 1988 redningskorpset til Baltica Forsikring, som senere gik til (i det, der blev kaldt ‘Den store nordiske Forsikringskrig’). I 1995 blev Falck noteret på Københavns Fondsbørs og fem år senere blev aktieselskabet fusioneret med det engelske vagt- og sikkerhedsselskab Group 4, som Falck igen udskiltes fra få år efter – i 2004 – for at fortsætte som selvstændig koncern med Allan Søgaard Larsen som magtfuld koncernchef.

Magtfuld indtil 2016, hvor ejerne besluttede at fyre koncernchefen på gråt papir, fordi han efter eget udsagn i selskabets beslutningsproces glemte, at han og økonomidirektøren ikke var flertalsaktionærer, men kun ejede godt 10 pct. af aktiekapitalen, og derfor ikke kunne træffe afgørende beslutninger alene eller i det tempo, som måtte passe de to. Set i bakspejlet fik Falck gennemført en international vækst, som viste sig ikke at være indtjeningsmæssigt bæredygtig i det lange løb. Som Falcks bestyrelsesformand Peter Schütze udtrykte det: “Falcks bestyrelse finder det uhensigtsmæssigt, at topchefen i redningskoncernen, i den aktuelle situation med en række udfordringer i flere forretningsområder, samtidig sidder på en betydelig del af aktierne i Falck.”

Men i februar i år gav Schütze en supplerende forklaring: ”Selvfølgelig var Bios del af Søgaard-fyring” lød det i Børsen.

Det ligger i Falcks nyere DNA, at virksomheden skal kæmpe for en stor markedsandel i Danmark som et udstillingsvindue for at kunne sælge tilsvarende ydelser i udlandet. Den tidligere Falck–koncernchef har også ambitioner i forhold til de øvrige velfærdsydelser, som han ved mange lejligheder har rost, men også kritiseret for kun at blive udført af det offentlige: Den private sektor skal til fadet, så der kan skabes eksportmuligheder. Ved mange lejligheder pegede han især på ældrepleje og sygehusvæsen, som områder, hvor de private leverandører skal have bedre muligheder for at komme på banen.

Tanken om, at ældrepleje og sygehuse, men også børnepasning, folkeskole, handicaphjælp og indsatsen for svage grupper osv. skulle blive udsat for Falck–lignende forretningsmetoder er skræmmende. Men tanken er desværre ikke helt urealistisk.

Vi har gennem de sidste par årtier på nogle af disse områder oplevet private virksomheder, hvis moral og forretningsmetoder hænger i laser. Tydeligst indenfor ældrepleje og handicaphjælp, hvor Tryghedsplejen og DK-Pleje og HandiHelp alle måtte dreje nøglen om efter at være blevet afsløret i snyd, svindel og bedrag overfor borgere, kommuner, ansatte og skattevæsen. I de seneste 12 år er mindst 13.176 hjemmehjælpsmodtagere blevet direkte ramt af 54 private plejefirmaers konkurser.

Tilsvarende eksempler på malkning af de offentlige kasser dukker alt for ofte også op på socialpædagogiske bo- og opholdssteder som Hjorthøjgård, der blev brugt som ren pengemaskine. Disse og lignende virksomheder har spundet guld på at udføre velfærdsopgaver for det offentlige, og har helt tydeligt været drevet af profit fremfor faglige ambitioner på brugernes vegne.

Heldigvis er de fleste private leverandører af velfærdsydelser ordentlige firmaer, der prøver at skabe en forretning på et fagligt forsvarligt grundlag, men muligheden for at ramme guldåren lokker til stadighed trojanske heste – som Falck, Tryghedsplejen, DK–Plejen og HandiHelp – ind i velfærden.

Falck måtte kaste håndklædet i ringen på ældreområdet, da Falck Hjemmepleje blev lukket i 2016, fordi selskabet ikke kunne få det til at løbe rundt. Selskabet hørte til den ordentlige del af de private leverandører af ældrepleje, men kunne ikke skabe overskud på at udføre ældreplejen i konkurrence med andre private leverandører og det offentlige. Profitten var ganske enkelt ikke stor nok til Falcks behov.

Den tidligere Falck–koncernchef og hans partner i Falck har 30. November 2018 gjort et nyt forsøg på at få fodfæste i den danske ældrepleje ved at opkøbe en ejerandel på 55 pct. af familievirksomheden DUOS. I december skrev Finans således: ”De blev hældt ud efter skandaler i redningskoncernen Falck, men nu er de to tidligere chefer Allan Søgaard Larsen og Morten R. Pedersen klar til et nyt velfærdseventyr”.

Ved samme lejlighed udtalte Allan Søgaard Larsen som ny bestyrelsesformand i selskabet: “Vi skal skabe en decideret velfærdskoncern, og Duos er det bedste grundlag for at gøre det. Produktgrundlaget er godt, og det er nogle rigtig gode folk”.

Ifølge selskabets pressemeddelelse samme dag bliver DUOS-gruppen en af Danmarks største leverandører af velfærdsydelser med en årlig omsætning på omkring 750 millioner kr. og ikke færre end 4.500 medarbejdere. Målet er at levere serviceydelser til den offentlige sektor, samt til forsikringsselskaber, pensionsselskaber og andre relevante aktører, der beskæftiger sig med borgerrettet service.

Søgaards politiske indflydelse
Mantraet om at konkurrence skaber bedre velfærd, forudsætter en tro på, at private virksomheder er eksperter på offentlig velfærd og service. Det har de seneste to årtiers både blå og røde regeringer tydeligvis ment, når de skullet sammensætte udvalg og kommissioner om den offentlige sektor.

Allan Søgaard Larsen var således medstifter af statsminister Lars Løkke Rasmussens private Løkke–fond og med i statsministerens liberale netværk med navnet Havreholm-gruppen. Både Fogh- og Løkke- regeringerne har ofte anvendt ham i sammenhænge, hvor regeringerne har nedsat kommissioner, udredninger og udvalg.

Og den tidligere Falck-direktør har argumenteret energisk for flere private leverandører på velfærdsområderne, ikke mindst indenfor ældrepleje og sygehusvæsen: “Herigennem kan vi omsætte den store viden, som Danmark har opbygget på disse områder, til erhvervsmæssige potentialer, fx på de nye vækstmarkeder. Det kan kun ske, hvis der opstår et marked, hvor danske virksomheder kan udvikles og modnes. Rammerne for dette marked skal bl.a. skabes ved, at virksomhederne får mulighed for at få adgang til at benytte den offentlige viden og erfaring for at udvikle og afprøve nye forretningskoncepter. Det kan ske ved, at finansieringen af ydelserne forbliver offentlig, samtidig med, at der bliver skabt mulighed for, at organiseringen af ydelserne i højere grad kan blive privat.”

Citatet er fra den daværende Thorning–regerings vækstteam for sundheds– og velfærdsløsninger (2013). Formanden for dét var Allan Søgaard Larsen.

Og ifølge Søgaard skal det private skal ikke kun tage over, hvis de er bedst og billigst – de skal tage over, hvis de kan det samme som de offentlige velfærdsinstitutioner: “Jeg plejer at sige til politikere, at hvis en privat leverandør kan levere en velfærdsydelse lige så godt som en offentlig, så skal den udliciteres. Ikke kun, hvis den private kan gøre det bedre. Det skal den, fordi der med udliciteringen opstår en forretning, som kan ekspandere uden for Danmark og skabe indtægter til det danske samfund [min fremhævning]”.

Seks år tidligere var Søgaard Larsen centralt placeret i den daværende regerings arbejde med den såkaldte kvalitetsreform, hvor han blandt andet blev formand for en arbejdsgruppe, der skulle udarbejde forslag til principper for god offentlig service. Arbejdet resulterede i ni principper –  hvoraf især to nu står og blinker i lyset af BIOS–skandalen; nemlig principper om henholdsvis “Ydmyghed over for din rolle og din magt” og “Åben og klar kommunikation”. I øvrigt blev Søgaard så sent som i 2017 udpeget til formand for intet mindre end regeringens ledelseskommission.

Lad velfærden styre af faglighed
Falck fik skabt sit monopol på privat ambulancekørsel, og har demonstreret, at selskabet var parat til at bruge alle midler for at fastholde det monopol. Den form for privat foretagsomhed rimer ganske enkelt ikke på hverken sundhed eller velfærd. Skandalen bør lære kommunale, regionale og Christiansborg–politikere en hel del om anvendelse af private leverandører i velfærden.

Velfærd er oftest en håndholdt ydelse – leveret ansigt til ansigt af en professionel i samarbejde med en borger med et behov, som fællesskabet har besluttet at dække. De centrale velfærdsydelser er alt for vigtige til alene at fungere som afsæt for privates jagt på profit. Og alt for afgørende for fællesskabet til at vi skal acceptere dannelse af private monopoler for skatteyderkroner. Det er afgørende, at fællesskabet – skatteyderne – er helt sikre på, at det er de politisk fastsatte rammer og de ansattes faglighed, der styrer indsatsen – ikke kamp for profit. ■

 

De centrale velfærdsydelser er alt for vigtige til alene at fungere som afsæt for privates jagt på profit. Og alt for afgørende for fællesskabet til at vi skal acceptere dannelse af private monopoler for skatteyderkroner
_______

 



Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. ILLUSTRATION: Falck-ambulance fra stationen i Tåstrup [foto: Thomas Borberg/Scanpix]