Esther Michelsen Kjeldahl: Den sorte industris lobbyisme er det største problem for den grønne omstilling

Esther Michelsen Kjeldahl: Den sorte industris lobbyisme er det største problem for den grønne omstilling

04.01.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Antagelsen om, at det er ’almindelige menneskers’ behov for flyveture, hakkebøffer og benzinbiler, der er den primære stopklods for den grønne omstilling, er problematisk. Værst af alt fjerner det fokusset fra de store klimabelastende industrier, der gennem målrettet lobbyisme bremser ambitiøse, klimapolitiske tiltag.

Kommentar af Esther Michelsen Kjeldahl, medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse

’ALMINDELIGE MENNESKER’ bliver tit anklaget for at stå i vejen for den grønne omstilling. Når jeg som klimaaktivist foreslår et konkret klimapolitisk tiltag, såsom at alle kantiner skal servere plantebaseret mad, at salg af nye benzin- og dieselbiler skal udfases hurtigst muligt, eller at der skal installeres solceller på samtlige af landets sydvendte tage, bliver jeg næsten altid mødt med den indvending, at folk aldrig vil gå med til det. Denne fortælling er problematisk af flere årsager.

Først og fremmest er den nedladende, fordi den antager, at ’folk’ er ude af stand til at forstå, at vi som samfund er nødt til at stoppe med at udlede CO2 omgående, hvis vi vil undgå at klodens opvarmning accelerer så meget, at vores overlevelse er i fare. Dette simple budskab fremgik f.eks. af rapporten ”Existential climate-related security risk: A scenario approach”, der blev udarbejdet af et australsk forskerteam i maj 2019.

Antagelsen udtrykker for det andet også en mistillid til demokratiets evne til at håndtere klimasituationen, da politiske beslutninger i et demokrati ideelt set afhænger af folkets vilje. Og hvis folket prioriterer flyveture, hakkebøffer og benzinbiler over alt andet, så vil demokratiet aldrig kunne håndtere en udfordring, der kræver begrænset adgang til netop denne type varer – og øget adgang til andre, mere klimavenlige livsformer.

 

Disse virksomheder opererer ikke blot på et marked, hvor behovet for maksimal indtjening altid prioriteres over hensynet til og respekten for liv på kloden. I årevis har de tilmed bremset ambitiøse, klimapolitiske tiltag gennem målrettet lobbyisme
_______

 

DET TREDJE PROBLEM er, at man hævder, at almindelige menneskers kortsynede egoisme er den primære stopklods for den grønne omstilling. Dermed overser man det faktum, at store klimabelastende industrier aktivt er med til at bevare den nuværende kurs for klimaet og samfundet. Disse virksomheder opererer ikke blot på et marked, hvor behovet for maksimal indtjening altid prioriteres over hensynet til og respekten for liv på kloden. I årevis har de tilmed bremset ambitiøse, klimapolitiske tiltag gennem målrettet lobbyisme. Det er især tilfældet i Danmark.

I rapporten ”Penge og politisk indflydelse” fra d. 12. december 2019, der er udarbejdet af Global Aktion, Frie Bønder – Levende Land og NOAH fremgår det, at dansk erhvervsliv har betydelig indflydelse på politiske beslutningsprocesser. F.eks. viste en undersøgelse fra 2014, at erhvervslobbyister står for 68 procent af de henvendelser til Folketinget, der fører til ændringer af lovforslag. Samtidig er civilsamfundets politiske indflydelse begrænset. Dette ses bl.a. ved, at erhvervslivet er overrepræsenteret i regeringens forskellige nævn, råd og udvalg. Fra 2015 til 2017 blev der udpeget 298 repræsentanter fra erhvervslivet, mens kun 36 repræsentanter for civilsamfundet fik lov at give deres besyv med. Ikke nok med at niveauet af indflydelse er ulige fordelt mellem erhvervsliv og borger, så er det nærmest umuligt for borgerne at vide, hvem der påvirker hvad. I Danmark er disse processer særligt uigennemsigtige, da vi er et af de mindst regulerede lande, hvad angår lobbyisme.

 

Når erhvervslivet i høj grad er med til at fastholde den nuværende klimaskadelige kurs i samfundet, er det i mindre grad ’folks’ behov for flyveture, hakkebøffer og benzinbiler, der bremser omstillingen
_______

 

I SIDSTE ENDE betaler klimaet og således alle os ’almindelige mennesker’, dyr og planter prisen. Tag for eksempel cementproducenten Aalborg Portland. Ifølge en DR-artikel fra oktober er det den industrivirksomhed i Danmark, der udleder suverænt mest CO2. Men ikke nok med det, så er deres samlede udledninger steget med 33 pct. de seneste fem år, fra 1,6 millioner ton i 2013 til 2,2 millioner ton i 2018. Ligeledes er landbrugssektorens andel af det danske klimaaftryk vokset år for år og stod i 2017 for intet mindre end 22,4 procent af landets udledninger, hvoraf hovedparten skyldtes animalsk produktion. Da Aalborg Portland og landbrugssektorens aktiviteter foregår inden for landets grænser, bliver deres CO2-udledning regnet med i Danmarks samlede CO2-aftryk. Det betyder, at de i sidste ende er med til at øge hver danskers personlige klimaaftryk.

Det er uacceptabelt, at enkelte aktører får lov at udlede så store — og endda voksende — mængder CO2, når de globale udledninger ifølge FNs ”Emissions Gap Report” fra november 2019 skal falde med 7.6 procent hvert år indtil 2030, hvis vi skal holde os under 1.5 graders opvarmning. Og det skal vi, for det forpligtede Danmark sig på, da vi sammen med 195 andre lande i 2015 underskrev Paris-aftalen. Det er jo ikke sådan, at atmosfæren skelner mellem den CO2, der bliver udledt i kraft af forbrugsvalg, og den CO2, der bliver udledt af industrien. At visse sektorer alligevel får lov til at udlede astronomiske mængder CO2 vidner om et massivt politisk svigt. Men især vidner det om, at nogle aktører får særbehandling af de politiske beslutningstagere, fordi de har flere penge, mere information og bedre adgang til de politiske beslutningstagere end andre.

Når erhvervslivet i høj grad er med til at fastholde den nuværende klimaskadelige kurs i samfundet, er det i mindre grad ’folks’ behov for flyveture, hakkebøffer og benzinbiler, der bremser omstillingen. Snarere er det virksomhedernes behov for at tjene så mange penge som overhovedet muligt, der står i vejen for overgangen til det fuldstændigt klimavenlige samfund. Virksomhedernes klimaskadelige lobbyisme sker desuden bag lukkede døre og således helt uden befolkningens samtykke. Derfor er det uretfærdigt at anklage og kritisere almindelige mennesker for at være årsag til den manglende politiske klimahandling.

 

Et fokus på at øge borgernes, frem for industriens, mulighed for demokratisk deltagelse er langt mere produktivt end den sædvanlige nedladende fortælling om folket som et egoistisk, uvidende og udelukkende behovsstyret væsen
_______

 

SKAL MAN ABSOLUT se på borgernes rolle i klimakrisen, er det langt mere relevant at fokusere på, hvordan civilsamfundet kan skabe modvægt til erhvervslivets klimaskadelige lobbyisme. For det første skal borgerne fremover i langt højere grad tages med på råd og have større adgang til politiske beslutningsprocesser end hidtil. Her er det kommende klimaborgerting, som Den Grønne Studenterbevægelse har kæmpet for at få indført, et skridt i den rigtige retning. Men det er ikke nok. Virksomhedernes indblanding i politiske processer skal også være synlige for offentligheden. De politikere, der lader lobbyister bremse omstillingen, skal kunne stilles til regnskab for deres samfundsundergravende handlinger. Hvis ikke det sker, risikerer vi, at den lyssky underminering af vores fremtidsudsigter til fordel for enkelte aktørers indtjening fortsætter som hidtil.

Et fokus på at øge borgernes, frem for industriens, mulighed for demokratisk deltagelse er langt mere produktivt end den sædvanlige nedladende fortælling om folket som et egoistisk, uvidende og udelukkende behovsstyret væsen. Desuden udtrykker det en grundlæggende tillid til folkets dømmekraft og til demokratiet, i stedet for at bane vej for den udemokratiske praksis det er at rette fokus væk fra erhvervslivets lobbyisme og hen på de bøfhungrende ’almindelige mennesker’. Med tanke på, at vi med det seneste års klimakamp har været vidne til den største globale massemobilisering nogensinde, står det klart, at det demokratiske fokus udtrykker det mest retvisende billede af ’almindelige menneskers’ værdifulde rolle i klimakampen. ■

 

Virksomhedernes indblanding i politiske processer skal også være synlige for offentligheden
_______

 



Esther Michelsen Kjeldahl (f. 1994) er MSc Philosophy and Public Policy fra The London School of Economics og medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse. ILLUSTRATION: Røg stiger op fra et kulkraftværk i Gelsenkirchen, Tyskland, 2. oktober 2019 (FOTO: Ina Fassbender/AFP/Ritzau Scanpix).