Jan E. Jørgensen: Vi er i en brydningstid – og ikke bare os i Venstre

Jan E. Jørgensen: Vi er i en brydningstid – og ikke bare os i Venstre

08.01.2021




Det river og slider i de liberale partiers DNA, når vi skal forholde os til burkaforbud, indskrænkninger i ytringsfriheden, tvang og overvågning, og det er heller ikke helt nemt for os at finde den rette placering i den identitetspolitiske debat. Det er i denne indre kamp om den liberale sjæl, at man skal finde årsagen til, at både Lars og Inger har forladt Venstre – Inger dog kun som næstformand.

Kommentar af Jan E. Jørgensen, MF (V) og 1. viceborgmester på Frederiksberg

Det er dejligt at være liberal – sådan lød et af Venstres mange slogans. Det er stadig sandt, og det er i hvert ikke blevet mindre kedeligt at være medlem af Venstre. Det ser nemlig lidt broget ud, men jeg har en tro på, at vi kan komme styrket ud på den anden side, for de problemer, vi står med lige nu, er et symptom på noget større, som ikke isolerer sig til Venstre eller Danmark.

Lad os begynde med at kigge på de andre danske partier, der også kalder sig liberale. For her går det heller ikke fantastisk.

Liberal Alliance (LA) er i øjeblikket tæt på spærregrænsen, og Fremad er fortid. LA kravlede med nød og næppe over spærregrænsen ved valget og har siden mistet Simon-Emil Ammitzbøll-Bille, som netop har måttet lægge sit og partifællen Christina Egelunds nye parti Fremad i graven.

 

Verden over ser man tendenser på, at politik er suget ind i en centrifugalkraft, som presser selv store, hæderkronede partier ud i nogle ekstreme synspunkter
_______

 

Og De Radikale er blevet identitetspolitikere. Det Radikale Venstre – som i hvert fald ifølge partiprogrammet stadig er et socialliberalt parti – har meldt sig ind i den identitetspolitiske debat på en ret uheldig måde. Partiformand Morten Østergaard faldt ned fra sin meget høje hest p.g.a. sin lidt for kærlige velkomst til nye, kvindelige gruppemedlemmer, og på Frederiksberg har en byrådskandidat i ramme alvor foreslået at skifte mandlige vejnavne ud med kvindelige, ligesom hvert andet lyskryds skal have røde og grønne damer med kjole og langt hår. Partiet vil gerne være identitetspolitisk avantgarde, men har svært ved at finde balancen og ender et mærkværdigt sted.

Og i mit eget parti Venstre har vi også vores at se til. Venstre skal nemlig skifte næstformand – og den forrige formand har meldt sig ud. Vi har dermed med få dages mellemrum måttet sige farvel til vores næstformand Inger Støjberg og vores forhenværende formand og statsminister Lars Løkke Rasmussen. I meningsmålingerne ligger vi og roder på 14-15 pct.

Verden over ser man tendenser på, at politik er suget ind i en centrifugalkraft, som presser selv store, hæderkronede partier ud i nogle ekstreme synspunkter.

USA er vel det bedste eksempel på denne ekstremisme, og vi har ofte før set, at en udvikling i USA kommer til Europa med nogle års forsinkelse. Her har Trump kuppet Republikanerne, mens Demokraterne har været tæt på en socialistisk magtovertagelse. Her tænker jeg på Bernie Sanders, der var tæt på at blive den første erklærede socialist som præsidentkandidat nogensinde.

Midten forsvinder, og især konservative og socialistiske partier suges henholdsvis til højre og til venstre.

Herhjemme havde vi den konservative statsminister Poul Schlüter, der blev berømt på at sige: ”Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget.” I USA var det tidligere nærmest automatik, at en Demokratisk præsidentkandidat helst skulle kunne forveksles med en liberal Republikaner, så han kunne trække stemmer over midten. Bill Clinton er det bedste eksempel fra nyere tid. Og modsat skulle den Republikanske præsidentkandidat helst ikke være så konservativ, at han frastødte småkonservative Demokrater. George Bush senior er et godt eksempel på dette fænomen.

Yderfløjene sad tilbage i frustration over, at ingen talte deres sag, og med en følelse af, at det kunne være hip som hap, om den ene eller anden blev valgt.

 

Du vinder ikke længere ved at tale til dem på midten for at trække dem over på din side. Du vinder ved at være den på din side af midten, der råber højest og med alle midler får dem på den anden side til at fremstå som fjender
_______

 

I dag er klar kommunikation i høj kurs – og helst på under 140 tegn, så det passer til twitters format. Forbehold og forsoning er so last year. Nuancerne er væk, og volumenknappen er skruet op på max. Trættende i længden, men det kan høres.

Du vinder ikke længere ved at tale til dem på midten for at trække dem over på din side. Du vinder ved at være den på din side af midten, der råber højest og med alle midler får dem på den anden side til at fremstå som fjender. Vælgerne tvinges til at vælge side, og der er ikke plads til at rose modstanderen eller erkende egne fejl, for så er du en forræder.

Sådan skaber man begejstring – på begge sider af hegnet. Sådan får man venstreorienterede demonstranter til at vælte statuer og sætte ild til politistationer. Sådan får man højreorienterede demonstranter til at storme kongressen og angribe selve demokratiets hjerte.

I Storbrittanien var Brexit udtryk for præcis det samme. De Konservative er ikke længere moderate, men er trukket i en nationalistisk retning, og Labour har ikke været rødere siden 70’erne. Og ligesom med Trump i USA, så man en Brexit-kampagne, hvor der groft blev manipuleret med fakta.

 

Venstre og LA har svært ved at navigere i forhold til den nationalkonservative strømning, som vi egentlig bare burde overlade til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige
_______

 

De konservative er blevet nationalkonservative
Også i Danmark er De Konservative blevet mere og mere nationalkonservative, som det har været tilfældet i USA og Storbritannien – i hvert fald ifølge en af Danmarks førende eksperter i Det Konservative Folkeparti, Benny Damsgaard. I en artikel i Altinget konkluderer han, at ”de nationalkonservative kræfter i Konservative over de senere år trukket partiet og især Pape mod højre på udlændingeområdet, og partiet ligger i dag et andet sted, end da Pape kom til i 2014, ” og han fortsætter med at konstatere, at ”tiden, hvor man – især på venstrefløjen – kunne tale om Konservative som de ”anstændige borgerlige”, der trak udlændingepolitikken mod midten, definitivt (er) forbi.”

Sidst, men ikke mindst, er Socialdemokraterne blevet en blanding mellem Anker Jørgensen og Karen Jespersen.

Socialdemokraterne er nemlig igen blevet venstreorienterede som i de knap så gode gamle dage, hvor Anker Jørgensen økonomisk kørte Danmark tæt på afgrundens rand – kombineret med en linje på udlændingepolitikken, som må få Karen Jespersen til at drømme sig tilbage til partiet.

Hvor skal Venstre liberale placere os i centrifugen?
Venstre og LA har svært ved at navigere i forhold til den nationalkonservative strømning, som vi egentlig bare burde overlade til Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – og måske også Det Konservative Folkeparti, hvis det virkelig er der, de mener, at de hører til. Vi kan og skal føre en stram udlændingepolitik, for det er ganske enkelt nødvendigt, men det river og slider i de liberale partiers DNA, når vi skal forholde os til burkaforbud, indskrænkninger i ytringsfriheden, tvang og overvågning. Og selv om usaglig forskelsbehandling er så uliberalt som noget kan være, så har det heller ikke været helt nemt for os at finde den rette placering i den identitetspolitiske debat.

Det er i denne indre kamp om den liberale sjæl, at man skal finde årsagen til, at både Lars og Inger har forladt Venstre – Inger dog kun som næstformand.

 

Om bitterheden eller idealismen vejer tungest [hos Lars Løkke Rasmussen], vil jeg lade andre om at vurdere
_______

 

Utro mod Venstres værdier, politik og ledelse
Og det er i denne værdikamp, at Inger Støjberg ved flere lejligheder er gået for langt og har været ”utro mod vores værdier, utro mod vores politik og utro mod vores ledelse”, som Jakob Ellemann-Jensen forklarede det i et interview på Deadline, som alle bør se. Det handler om andet og mere end den rigsretssag, som truer i horisonten.

Det er ligeledes i denne værdikamp, at Lars Løkke Rasmussen langt om længe er blevet træt af at blive hevet væk fra de liberale grundværdier af Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti – naturligvis kombineret med, at han (delvist med rette) føler sig dårligt behandlet af Venstre – først og fremmest vores forretningsudvalg. Om bitterheden eller idealismen vejer tungest, vil jeg lade andre om at vurdere.

Så lige nu ser det ikke kønt ud – men mit håb er, at Venstre kommer styrket ud på den anden side – som et bredt, folkeligt forankret, liberalt parti. Vi har 150 års historie i bagagen – vi har såmænd også oplevet en forhenværende statsminister (Knud Kristensen) sige farvel tidligere, og vi har set politikere forlade os for at lave nye partier (Det radikale Venstre, Liberalt Centrum og De Uafhængige). Vi har overlevet det hele – vi overlever også den nuværende krise. Og vi kan komme styrket ud på den anden side – som et ægte, liberalt parti, der løser problemerne og skaber et friere, rigere og rimeligere Danmark.

Som Jakob Ellemann-Jensen også sagde i det fremragende interview i Deadline: ”Vi er et liberalt, frihedselskende parti – og det kan godt være, at det ikke er meget oppe i tiden – men det er rigtigt.” ■

 

Så lige nu ser det ikke kønt ud – men mit håb er, at Venstre kommer styrket ud på den anden side – som et bredt, folkeligt forankret, liberalt parti
_______

 



Jan E. Jørgensen (f. 1965) er MF og EU-ordfører for Venstre. Næstformand for Folketingets Indfødsretsudvalg. Advokat (L). ILLUSTRATION: Jan E. Jørgensen på Christiansborg [Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix]