
Nikolaj Schultz: Klimaforandringerne medfører et eksistentielt sammenbrud, der sår tvivl om vores vante kategorier
01.06.2023
.”Vi har brug for nye tilgange til at skrive og fortælle historier, der kan hjælpe med at fremkalde de følelsesmæssige registre, der er nødvendige for handling.”
Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen
Sociolog Nikolaj Schultz er aktuel med bogen Landsyge, som udkommer på Gyldendal 1. juni. Bogen, som udkom på fransk i efteråret 2022 og siden er oversat til seks sprog, er en hybridgenre mellem autobiografi, rejsedagbog og sociologisk essay. Vi følger en ung mand, som flygter fra en hedebølge i Paris til den lille isolerede middelhavsø Porquerolles. Undervejs undersøger han de eksistentielle og sociologiske spørgsmål, som klimakrisen konfronterer ham og de mennesker han møder på sin vej med.
Schultz, som er ph.d.-studerende ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet men bosiddende i Paris, har tidligere sammen med Bruno Latour skrevet Notat om den nye økologiske klasse (2022) og udgivet en lang række artikler om konsekvenserne af klimaforandringer og det Antropocæne for samfundsvidenskaberne. RÆSON har i anledning af udgivelsen af Landsyge haft mulighed for at stille ham en række spørgsmål om de beskrivelser og den kritik, bogen rejser, og om vejen videre herfra.
RÆSON: I lyset af de hedebølger, som Europa oplevede sidste sommer, hvor du skrev bogen, og det stigende omfang af skovbrande, storme og oversvømmelser: Er bevidstheden om den økologiske katastrofe blevet mere håndgribelig og konkret for alle, og især for os i Vesten?
Det tror jeg ikke, at der er nogen tvivl om. Hvert eneste år bliver de klimatiske forandringer vildere, de er kommet tættere på, og derfor er de sandsynligvis også mere håndgribelige, som du siger – og sidste sommer har bestemt intensiveret denne oplevelse. Folk kan ikke længere benægte, der er ikke flere skuldertræk; de her begivenheder er ikke ”undtagelser”, de vil sandsynligvis kun intensiveres, og vi kan ikke bare fortsætte som før, fordi de vidner om, at vi lever i en anderledes verden.
Det er et banalt eksempel, men tænk over det: Folk i Frankrig plejede at tilbringe deres sommerferie i syden, i solen og varmen – nu forsøger folk at undslippe det! Vi plejede at glæde os til sommeren, nu frygter vi den. Der er ingen undvigelse af eller flugt fra disse problemer, verden er simpelthen ved at forvandle sig til noget anderledes. Og menneskets figur og dets eksistentielle tilstand transformerer sig tilsvarende – præcis fordi jorden muterer på grund af menneskene og deres handlinger. Det er et eksistentielt drama, som de gode gamle eksistentialister ikke kunne have forudset.
Din bog har titlen Landsyge. Hvordan definerer du denne landsyge, og hvilke konsekvenser har den?
Jeg bruger begrebet “”Landsyge” præcis til at karakterisere den dobbelte omvæltning, hvor både mennesket og jorden ryster samtidig. For at vende tilbage til dit tidligere spørgsmål: Det er én ting at ligge om natten i Paris og forsøge at sove i en hedebølge på 42 grader og læse på din telefon, at det er 52 grader varmt i Pakistan. Noget andet er så at indse, at ventilatoren, der giver dig mulighed for at sove, får dit energiforbrug til at eksplodere og dermed kun gør problemerne værre. Med andre ord følger problemerne dig i dine fodspor, uanset hvor du går, hvad du gør – om du spiser, sover, rejser, klæder dig på osv. – på grund af din livsstil, din måde at være på, dit daglige liv.
Spørgsmålet om menneskets eksistens er forvandlet, og det er oplevelsen, erfaringen og affekterne af denne transformation, jeg forsøger at indfange i bogen, herunder den lidelse eller svimmelhed, forandringerne bringer med sig
_______
For at parafrasere vores landsfælle Søren Kierkegaard handler det om frygt og bæven – men ikke så meget om de endeløse dybder af din indre frihed, som om at frygte og bæve over de ydre spor, din frihed efterlader sig, og over hvordan disse spor vender tilbage som en boomerang og truer dit eget levebrød, planetens beboelighed, og hermed dit eget artsvæsen. Det handler om at indse, at du er et andet væsen end før, at der er en anden række spor, som det menneskelige væsen efterlader sig.
De konsekvenser, vi kan drage af det, er, at betingelserne for menneskets væren og dets plads i en verden har ændret form. Spørgsmålet om menneskets eksistens er forvandlet, og det er oplevelsen, erfaringen og affekterne af denne transformation, jeg forsøger at indfange i bogen, herunder den lidelse eller svimmelhed, forandringerne bringer med sig. Den handler om at have mistet sine horisonter og nu forsøge at navigere i en klimaskadet verden. Hvis Bruno Latours Ned på Jorden (2018) var en bog om et politisk sammenbrud, forsøger jeg med denne bog at indfange det eksistentielle sammenbrud, der er forbundet med indsigten i, at du lever på en jord, der forsvinder dag for dag, mere og mere, for hvert skridt du tager.
Hvilke begreber har vi brug for, for at kunne håndtere den situation, du beskriver?
Ikke ét perspektiv kan fange de enorme transformationer, som vi er vidner til. Vi har brug for mange nye idéer og beskrivelser for at give mening til det. Men jeg har af og til fornemmelsen af, at økologiske tænkere har været for hurtige til at forlade nogle af de kategorier og begreber, som mange mennesker selv bruger til at forstå deres eksistens og navigere i deres liv. Tænk på moderne begreber som f.eks. “menneske”, “selvet”, ”frihed”, som i vid udstrækning af mange øko-tænkere er blevet ofret på alteret for vores nye økologiske tilstand, men som stadig er fundamentale for de fleste menneskers måde at forstå verden og deres plads i den på.
Det mener jeg er en fejltagelse, da folk, uanset hvor upræcise disse begreber måske måtte være, stadig er knyttet til dem. Der er ingen tvivl om, at økologiske tænkere har gjort et fantastisk stykke arbejde de sidste 40 år med at omfordele agens, orientere sig mod det ikke-menneskelige, nedbryde natur-kultur-distinktioner osv. For mig har denne filosofiske revolution været af stor betydning, og jeg står tænkningsmæssigt i gæld til denne over for denne mangfoldige tradition.
Der er enormt meget at lære om verden og dens agenter ved at følge ulve i bjergene, lytte til fugle, følge svampe rundt i verden, undersøge hvordan planter eller skove tænker og handler osv. Men jeg er ikke sikker på, at det er den eneste slags perspektiver, vi har brug for. Tværtimod frygter jeg, at det udelukker visse typer af læsere, der ikke nødvendigvis kan forestille sig at gå rundt i Alaska og støde på, kæmpe eller forhandle med ikke-mennesker. Over 80 pct. af franskmændene bor eksempelvis i byer, og mange af dem betragter sig selv som gode, gamle, moderne, individuelle mennesker, der søger frihed – selvom de begynder at ane, at noget er i forandring.
Med andre ord: mange mennesker har brug for andre slags fortællinger og andre konceptuelle indgange for at starte deres egne refleksioner over og navigering på en økologisk foranderlig jord.
Vi har brug for økologiske analyser, der starter tættere på folks egen livsverden og deres konceptuelle univers og derefter drejer dem i en anden retning ved at vise, hvordan begreberne, de eksistentielle principper osv., som de er knyttet til, bliver transformeret i en klimaskadet verden. Derfor valgte jeg i denne bog at gå tilbage til mennesket og dets eksistentielle forankringer – netop for at vise at vores menneskelige vilkår og komposition ikke er det samme som før. Tilbage til mennesket, for at gøre det til ”jordboer”, om du vil.
Og det er derfor, du har valgt at beskrive disse forandringer med udgangspunkt i din rejse til Porquerolles? For at gøre ”landsygen” mere håndgribelig?
Ja, for præcis ligesom Antropocænen (den geologiske tese om, at mennesket er blevet en definerende geologisk faktor red.) udfolder sig som en “begivenhed”, der tvinger os til at genoverveje gamle antagelser om mennesker, natur, samfund osv., udfolder den sig også som en følsomhedens og sensibilitetens krise, en krise for fantasien, der tvinger human- og samfundsvidenskaberne til at opfinde nye æstetiske praksisser, herunder nye stilistiske tilgange og måder at fortælle på. Jeg tror, vi har brug for nye tilgange til at skrive og fortælle historier, der kan hjælpe med at fremkalde de følelsesmæssige registre, der er nødvendige for handling.
Ursula Le Guin ville sige, at vi har brug for både “videnskabens nysgerrighed og æstetikkens risiko”, og jeg tror, hun har ret i det. Derfor har bogen en hybridgenre eller form. På den ene side det videnskabelige eller konceptuelle, og på den anden side det æstetiske eller følelsesmæssige. Jeg har forsøgt at skrive om disse spørgsmål lidt anderledes, i håb om at invitere nye typer af læsere til at engagere sig i disse spørgsmål, i håb om at udfolde nye dimensioner af vores alvorlige situation og måske endda i håb om at åbne for visse følsomheder.
Mere konkret er bogen en undersøgelse af nogle af de eksistentielle og sociologiske spørgsmål, der opstår i forbindelse med klimaforandringerne, skrevet som en auto-etnografisk rejsebeskrivelse, hvor jeg forsøger at undslippe en hedebølge i Paris og tage til Porquerolles. Den er fiktivt rekonstrueret på baggrund af mine egne oplevelser, møder, følelser og tanker over nogle få dage – fra kampen for at sove til bevarelsen af en forsvindende ø, fra at miste sig selv til at miste sit territorium. Og kampen for at lappe det hele sammen igen. Bruno Latour insisterede på, at det er en slags hybrid dannelsesroman, hvor det ikke er selvet, der forsøger at tilpasse sig en social verden, men et selv, der forsøger at tilpasse sig en ny, forsvindende naturlig verden. Jeg er ikke selv helt sikker.
I forlængelse deraf: Klimakampen har om noget været karakteriseret af, at den er blevet båret frem af en yngre generations desperation over udsigterne til en fremtid, som ikke lever op til den tid, deres forældre og bedsteforældre har levet i. Du beskriver selv i bogen, hvordan dit forhold til din bedstemor har forandret sig. I hvilket omfang er klimakrisen endnu en generationskonflikt?
Det er en generationskonflikt på mere end én måde. Ligesom du og jeg har forvandlet os som mennesker og bærer andre spor med os, har vores forældre og bedsteforældre også det, ligesom vores børn vil. I lyset af klimaforandringerne skal alle generationer ses i et nyt lys, med en anden fortid, nutid og fremtid. Lad os tage eksemplet med min bedstemor. Hun er åbenlyst fuldstændig ude af stand til at tale om klimaforandringerne, og det er let at forstå hvorfor, fordi det ændrer ikke kun fortællingen om hendes nutid og fremtid, men også om hendes fortid.
Vi har brug for økologiske analyser, der starter tættere på folks egen livsverden og deres konceptuelle univers
_______
Efter Anden Verdenskrig var hun sikker på, at historien ville udfolde sig som en proces mod frihed og overflod, og alt hvad hun kæmpede for, var at disse horisonter og værdier skulle nedarves af eller videregives til hendes børn og børnebørn. Det var en arv, hun troede, de ville omfavne med taknemmelighed og tillid. Men til hendes rædsel er tingene gået anderledes. Ikke alene tror hendes børnebørn ikke længere på hendes idealer – hun må også erkende, at det er netop de horisonter, hun kæmpede for, der har bragt hendes efterkommere i fare på en ødelagt planet. Hvordan håndterer man som menneske en sådan historisk vending mod slutningen af sit liv og indser, at trods alle ens kampe er man ikke lykkedes med at føre sine børnebørn ind i fremtiden, men man har tværtimod stjålet deres jord? Det er et psyko-eksistentielt drama, som jeg ikke engang kan forestille mig. Hvordan kan man sove om natten, velvidende at alt, hvad man kæmpede for, har fanget ens kære i en fælde?
Så spørgsmålet om generationer står uden tvivl helt centralt i de politiske og sociale konflikter, på en måde der er tæt på termens etymologiske rødder – det er blevet uadskilleligt fra levevilkårenes ‘genesis’. Det er nu flettet sammen med en bredere række jordiske processer, land, jord og natur. Det giver derfor ikke længere mening bare at definere generationer som grupper af mennesker, der deler erfaringer fra socio-kulturelle historiske begivenheder, som i Karl Mannheims klassiske definition. I stedet er det, der forener eller adskiller generationer fra hinanden, deres forskellige forhold til planetens beboelsesforhold – om de har, har haft eller vil have midler til at overleve, om de er blevet stjålet fra dem, og hvilke chancer de har for at få dem tilbage. Min bedstemor har ændret sig i mine øjne, ligesom jeg har ændret mig i hendes øjne, og vi er begge blevet ansvarlige på nye måder. Det er lige så meget en social konflikt som en eksistentiel konflikt, der tvinger os til at bedømme dem, vi elsker.
Du skriver, at de geosociale konflikter – konflikter, der har jordens beboelighed som omdrejningspunkt – kalder på en ny klassekamp, som skal bekæmpe dem, du kalder for “piraterne” i det Antropocæne. Kan du prøve at udfolde den dynamik?
Jeg bruger ideen om ‘pirater’ som en metafor for at beskrive en ny form for geosocial udnyttelse, som vi er vidne til i dag. Efter det romerske imperium blev Porquerolles, ligesom mange andre middelhavsøer, røvet og plyndret af pirater, der ankom til øen, stjal og drog afsted igen. I dag oplever øen en ny form for pirater. Den forstyrrende daglige tilstedeværelse af tusinder af turister truer øen økologiske og dens frugtbarheds- og beboelighedsbetingelser. Ved deres tilstedeværelse på øen ”stjæler” de jorden, medvirker til at øen løber tør for drikkevand, forurener havnen, forurener luften og jorden og får beboerne til at miste territoriet under deres fødder.
Ligesom pirater udnytter turisterne øen og er ved at efterlade deres spor på øen medvirkende til at undergrave øens jordiske eksistensbetingelser, der før har tilladt forskellige former for liv at reproducere sig på Porquerolles. Det former konturerne af en ny form for geosocial konflikt og opdeling på øen, mellem interesser, der ønsker at udvide turismeøkonomien, og dem, der ønsker at begrænse den for at bevare øens beboelighed. Det er en del af det, jeg andre steder har kaldt et nyt geosocialt klasse-landskab og en geosocial klassekamp. Det er ikke en kamp om blot at overtage produktionsmidlerne på øen, som i marxistisk teori, men snarere en kamp mellem dem, der ønsker at opretholde produktionsniveauet på øen – turismeøkonomien – og dem, der kæmper imod denne horisont for at bevare øens jordiske eksistensmidler.
Og det inkluderer en ny form for udnyttelse – ikke en udnyttelse defineret af arbejdsstilling og udvinding af merværdi, men udnyttelse defineret af territorielle positioner og tilegnelse af ‘overskudseksistens’, hvor nogle menneskers livsformer opretholdes på bekostning af andre menneskers chancer for at opretholde deres grundlæggende jordiske eksistens. Øens beboere bliver ikke blot udnyttet i den forstand, at merværdien af deres arbejdskraft fratages dem af kapitalister, men endnu mere dramatisk bliver de udnyttet på den måde, at de kan se øens beboelighed erodere på grund af andre menneskers måde at besætte deres jord på. Med andre ord: pirater, der stjæler andre menneskers lande. ■
Det, der forener eller adskiller generationer fra hinanden, er deres forskellige forhold til planetens beboelsesforhold – om de har, har haft eller vil have midler til at overleve, om de er blevet stjålet fra dem, og hvilke chancer de har for at få dem tilbage
_______
’Landsyge’. Gyldendal. 199,95 kr., 124 sider. Udkommer 1. juni 2023.
Nikolaj Schultz (f. 1990) er ph.d.-studerende ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, hvor han forsker i det, han kalder ”geosociale klasser”. Han har blandt andet redigeret ’Det epidemiske samfund’ (2020), og sammen med Bruno Latour skrevet bogen ’Notat om den nye økologiske klasse’ (2022), som er oversat til ti sprog. Foruden den danske version er ’Landsyge’ oversat til fransk, engelsk, italiensk, tysk og koreansk.
ILLUSTRATION: Frivillige hjælper til med bekæmpelsen af en skovbrand i El Patagual i Chile, 21. februar 2023 [FOTO: Guillermo Salgado/AFP/Ritzau Scanpix]